13. oktober 2011

Uncharted: Drake’s Fortune

Uncharted: Drake's FortuneHvis du har en PS3 og ikke har spillet Uncharted: Drake’s Fortune, så er det bare med at komme ned til din nærmeste spilpusher og købe spillet!

I anledning af, at Sony i november udsender det tredje spil i den vildt succesfulde Uncharted-serie, kigger vi her på Planet Pulp i denne måned nærmere på de to første spil i serien. De to Uncharted-anmeldelser markerer således også vores første anmeldelser af spil til PlayStation 3.

Uncharted-franchisen er gået hen og bliver lidt af en poster boy for PlayStation 3-konsollen. Den primære grund til det er naturligvis, at spillene er ekstremt vellykkede, men noget af det hænger formentlig også sammen med, at det er PlayStation-fabrikanten Sony selv, der udgiver spillene samt at spillene udelukker kommer til PlayStation 3.

Det første spil, Uncharted: Drake’s Fortune, udkom i 2007 og fik glimrende anmeldelser over stort set hele linjen. Det er fuldt fortjent, for spillet er på næsten alle leder og kanter et fremragende eventyr, der ikke alene viser, hvad PlayStation 3-konsollen er i stand til rent teknisk, men som også kombinerer imponerende grafik og lyd med et engagerende gameplay og glimrende voice acting.

Blander Indiana Jones, National Treasure og Tomb Raider
Sullivan og Nate finder en Nazi-ubåd i Amazonas
Sullivan og Nate finder en Nazi-ubåd i Amazonas

I spillet indtager man rollen som Nathan “Nate” Drake, der angiveligt er en efterkommer til den berømte engelske kaper Sir Francis Drake (1540-1596). I spillets indledning ser vi, hvorledes Drake i følgeskab med journalisten Elena Fisher netop har fundet Sir Francis Drakes kiste. Nate har fulgt et spor, indgraveret i en ring, som er gået i arv fra Francis Drake og nu hænger om halsen på ham selv.

Drakes kiste viser sig at være tom – bortset fra en logbog, der fører Nate, Elena og Nates gamle slyngelkammerat Victor “Sully” Sullivan på sporet af den legendariske El Dorado.

Sporet fører Drake og kompagni til en ø i Stillehavet, hvor hovedparten af handlingen udspiller sig efter at de første baner dog har fundet sted i Amazon-junglen. Naturligvis er Drake og hans venner ikke alene om at forsøge at få fingre i El Dorado; de får skarp konkurrence af skurken Gabriel Roman, der har hyret lejesoldaten Navarro og hans hær af soldater. Men Navarros tropper viser sig ikke at være det eneste problem: Der hænger nemlig en frygtelig forbandelse over El Dorado…

Ja, historien i Uncharted: Drake’s Fortune blander ingredienser fra Indiana Jones, National Treasure og Tomb Raider (spil og film) i en stor pærevælling, og det kommer der et særdeles underholdende eventyrspil ud af. Samtidig med at spillet er meget cinematisk i sin opbygning, så er gameplayet også ekstremt vellykket.

Gådeløsning, 3D-platformspil og skydespil
Elena og Nate
Elena og Nate

Uncharted: Drake’s Fortune kombinerer gådeløsning, 3D-platformspil og skydespil i én og samme pakke. Det hele er set i tredje persons perspektiv, så man ser altså konstant Nathan Drake på skærmen og styrer ham rundt, idet man i de fleste situationer også har en vis kontrol over kameravinklen – dog ikke hundrede procent.

Gådeløsningen er den mindst prominente del af spillet, og gåderne må karakteriseres som nemme. Det drejer sig for det meste om at trække i nogle håndtag eller dreje på nogle symboler, så de passer med de optegnelser, man kan finde i Francis Drakes logbog.

Hovedvægten af spillet består af platformdelen samt kampe med forskellige fjender – primært Navarros lejetropper, men senere også nogle mere overnaturlige modstandere. I platformdelen handler det ofte om, at Nate skal finde vej over nogle forhindringer ved at kravle på afsatser, hoppe over afgrunde og svinge sig i lianer, reb eller hvad der nu kan være af hjælpemidler.

Det er både sjovt og ind imellem frustrerende at prøve sig frem, men den eneste grund til, at det ind imellem bliver frustrerende skyldes enkelte uhensigtsmæssigt svære steder samt stedvise problemer med kameravinklen, der gør nogle situationer svære at komme igennem.

Kamp
Nate forbereder sig på et spring
Nate forbereder sig på et spring

Når Nate skal kæmpe mod de mange fjender har han både mulighed for nærkamp, hvor man kan lave nogle relativt enkle kombinationer (instruktionerne popper op på skærmen), og brugen af mange forskellige skydevåben, som man kan finde rundt omkring. Når man nakker forskellige fjender, kan man samle deres våben op og således forbedre sine chancer i den næste kamp.

Måden, kamp fungerer på, er nem og ligetil at lære, men svært at mestre, og man finder hurtigt ud af, at nogle våben måske skyder hurtigt, men har lav nøjagtighed, mens andre har en lavere skudrate, men til gengæld en betydeligt højere nøjagtighed. Man har kun mulighed for at have to våben af gangen: Et større og et mindre. Det kunne f.eks. være en AK47 eller et haglgevær og en pistol eller en mini-UZI.

Selv om man godt kan gennemføre kampene uden at tænke så nøje over, hvilke våben man bruger, kan det alligevel godt betale sig at tænke lidt over, hvad man samler op, og de fleste vil have svært ved at klare sig uden Nates trofaste pistol frem for f.eks. mini-UZI’en.

Glimrende AI
Nate i nærkamp
Nate i nærkamp

Nate har i størstedelen af spillet følgeskab af Elena, og i modsætning til mange andre spil, fungerer det faktisk. Elena er i plottet en pige med ben i næsen, og sådan opfører hun sig også som computerstyret karakter. Hun tager del i kampene og bliver således en vigtig allieret for Nate i stedet for bare en klods om benet, som man godt kunne have frygtet.

AI’en må desuden roses for at være imponerende intelligent. Fjenderne gemmer sig, skifter position, kaster med håndgranater og opfører sig generelt forholdsvis realistisk, hvilket er med til at gøre kampene relativt svære, selv på sværhedsgraden “Normal”. Hvis man skulle komme med en mindre kritik i den forbindelse, så er det, at enkelte kampe trækker i langdrag. Når man har nedkæmpet én bølge af fjender, så kommer der en ny og så en ny og nogle gange igen en ny – uden at man har bevæget sig videre i banen. Der er et par steder i spillet, hvor det bliver lidt trættende, men det er nitpicking.

Desuden må man til udviklernes fordel sige, at der er en effektiv autosave-funktion, der sørger for, at spillet gemmer, hver gang man har gennemført et større led i spillet – uanset om det er en kamp, en vigtig forhindring i platformdelen eller en puzzle. Det betyder, at selv om man dør, bliver man sjældent sat alt for langt tilbage i spillet, og det er vigtigt, for der er som sagt steder, hvor spillet er relativt svær. Både i kampene, men også i enkelte af platformsekvenserne.

I den forbindelse er der, som nævnt, enkelte steder, hvor kameravinklerne gør det sværere end godt er at komme videre. Men det er et mindre problem, der kan løses ved hjælp af trial and error. Værre er det med de par steder, hvor nogle af kampsituationerne eller platformdelene simpelthen er designet alt for svære.

Fremragende grafik og voice acting

Ud over nogle enkelte problemer hist og pist må banedesignet i Uncharted: Drake’s Fortune ellers siges at være eminent. Drake’s Fortune er ikke noget let spil, men med de få nævnte undtagelser, er det sjældent at det bliver ekstremt svært, når man spiller den på Normal sværhedsgrad.

Grafikken, som kører i Naughty Dogs egen game engine, er én af de mange ting, der har fået anmelderne frem med de store rosende ord, og det er helt fortjent, for Drake’s Fortune er virkelig rar ved øjnene! Baggrundene er smukt designede og renderede og animationerne er tilsvarende vellykkede. Drake’s Fortune er ganske enkelt et forbandet flot spil, og man kan sagtens sidde og fortabe sig i de miljøer, Drake kæmper sig igennem. De cinematiske mellemsekvenser er også flot lavet, men faktisk er selve gameplayet det flotteste, og også her er der tænkt i cinematiske virkemidler.

Det største problem med mellemsekvenserne er, at det fortsat er svært at få de animerede figurer til at virke levende – især er personernes øjne aldeles døde, og det er ærgerligt. Hvis Naughty Dog engang i fremtiden kunne bruge samme teknologi til mellemsekvenserne, som Team Bondi udviklede til L.A. Noire (2011), ville Uncharted-spillene være noget nær perfekte i deres imitation af Hollywood-eventyrfilm. For det er vigtigt at understrege, at voice actingen er ekstremt vellykket, og det er voice actingen, der redder mellemsekvensernes troværdighed.

Heldigvis er god voice acting blevet hyppigere og hyppigere i computer- og konsolspil, hvilket inden for de sidste par år også er blevet understreget af spil som Red Dead Redemption (2010) og L.A. Noire, og voice actingen er virkelig med til at gøre både Drake, Elena og Sully til nogle karakterer, man kan lide. Derfor skal der lyde ubetinget ros til både Nolan North (Nathan Drake), Emily Rose (Elena) og Richard McGonagle (Sully).

Nolan North skulle i øvrigt have været med til at karakterisere Nathan Drake ved at improvisere nogle af Drakes replikker. Alle personerne er fuldt troværdige inden for det univers, de færdes i, og det er vigtigt i forhold til at få spilleren til at leve sig ind i spillet. Derudover må Greg Edmondsons musik også roses: Det er effektivt og stemningsfuldt, og Nathan Drakes tema kunne fint komme fra en Hollywood-film.

Meget tæt på fuldt hus

Uncharted: Drake’s Fortune er på næsten alle ledder og kanter et fremragende spil, som kun fortjener et vist mål af kritik for nogle få situationer, der er for svære at løse, samt for at kameraet ind imellem modarbejder spilleren. Derudover trækker enkelte af kampene ganske enkelt lidt i langdrag. Derfor er der heller ikke topkarakter til Uncharted: Drake’s Fortune, men spillet er meget, meget tæt på fuldt hus. Og når jeg siger, at fortsættelsen er endnu bedre, kan I nok godt regne ud, hvad retning vi går i.

Hvis du har en PS3 og ikke har spillet Uncharted: Drake’s Fortune, så er det bare med at komme ned til din nærmeste spilpusher og købe spillet. Det kan kun gå for langsomt!

5 stjerner

Titel: Uncharted: Drake’s Fortune
Udvikler: Naughty Dog
Udgiver, år: Sony Computer Entertainment, 2007
Platform: PlayStation 3
Genre: Third Person platformspil/shooter

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/10/2011