Ternet Ninja, der fik premiere i 2018, blev en enorm succes for Anders Matthesen og det øvrige hold bag filmen. Filmen var baseret på Matthesens roman af samme navn, der udkom i 2016, og samme år, som den første film kom ud, udkom også Matthesens roman-opfølger, der blot fik titlen Ternet Ninja 2.
Den første films succes taget i betragtning, siger det sig selv, at også fortsættelsen blev filmatiseret. Den fik premiere i 2021, og blev en tilsvarende stor succes. Med rette må man heldigvis konstatere.
Eberfrø i fængsel
Efter begivenhederne i den første film, var den ternede ninja-dukke, der indeholdt den hævnende ånd af ninjaen Taiko Nakamura, ødelagt, og ånden havde forladt dukken, nu hvor dens mission var fuldført.
Den skurkagtige Philip Eberfrø var blevet taget af de thailandske myndigheder med kokain i bagagen (læs: indeni ninja-dukken) og stod nu til en skæbne værre end døden i det thailandske fængselssystem.
Men, men, men.
Mission: Thailand
I starten af Ternet Ninja 2 står Eberfrø til at blive løsladt, fordi hans danske advokat – tydeligvis en tidligere rocker – har sørget for, at beviserne mod Eberfrø er.. forsvundet. Samtidig har han lavet en liste over vidner, som han og Eberfrø planlægger efterfølgende at få til at.. forsvinde.
I Danmark har Aske sine egne problemer. Jessica svarer ikke længere på hans SMS’er, og et besøg hos Jessica tyder kraftigt på, at Jessica nu er blevet vild med en gymnasiedreng.
Da Nakamura igen dukker op i Askes liv er det i første omgang i form af et pindsvin, men det lykkes Aske at få sin mor til at sy en ny ternet ninja-dukke, selvom stoffet denne gang er lyserødt – til ninjaens store fortrydelse.
Men hvad skulle en dreng i Danmark kunne gøre ved, at Eberfrø er ved at blive løsladt i Thailand?
Heldigvis er Askes stedfar kommet til lidt penge, som han vil skyde i en ferie. Der er forskellige holdninger i familien til, hvor ferien skal gå hen, men det lykkes Aske at få sin mor til at stemme for Thailand, og inden vi ved af det, er de danske omgivelser skiftet ud med Thailand, hvor Anders Matthesens satiriske – og grovkornede – humor for alvor han få lov at folde sig ud.
Ikke meget mere af handlingen skal genfortælles her; blot at Aske og ninjaen nu er ude på en dobbelt mission: dels at få stoppet Eberfrø én gang for alle, dels at redde en lille pige fra at blive myrdet af Eberfrø og hans rocker-advokat Carsten Nokken Ghan.
Det siger sig selv, at Matthesen også finder en måde at introducere onkel Stewart på, og så går turen både igennem Bangkoks red light district og til en typisk, thailandsk ferieø.
Mere af det samme – og lidt nyt
På mange måder er Ternet Ninja 2 naturligvis bare mere af det samme, men til Matthesens ære skal det sige, at han faktisk lader der ske en vis karakterudvikling.
Det foregår primært i relationen mellem Aske og hans trælse stedbror Sune, for hen imod slutningen finder Sune ud af, at ninja-dukken er levende, og lige pludselig er Aske og Sune allierede – og venner.
Nu er Ternet Ninja-filmene naturligvis ikke tænkt som karakterstudier, men bare det, at Matthesen ikke stiller sig tilfreds med at lave en 1:1-kopi af den første film, blot flyttet til Thailand, er virkelig positivt.
Derudover har humoren fået et nøk i den grovere retning, men heldigvis på en facon, der går hen over hovedet på det yngre segment. Et godt eksempel er navnene på de drinks, Askes mor og stedfar bestiller, da de sidder på en lurvet bar i Thailands luderdistrikt.
Men selvom humoren er grov og selvom både Eberfrø og hans advokat er lidt farligere – og dermed lidt mere uhyggelige – end de farer, Aske stod overfor i den første film, er Ternet Ninja 2 – akkurat som sin forgænger – en film med hjertet på rette sted.
Teknisk glimrende
Teknisk er Ternet Ninja 2 på niveau med sin forgænger, hvilket vil sige, at den er ekstremt vellavet på alle leder og kanter.
Animationen er i top, og det samme er stemmeskuespillet naturligvis, hvor Anders Matthesen endnu engang lægger stemme til hovedparten af persongalleriet – med undtagelse af hovedpersonen Aske (Louis Næss-Schidt) og hans kæreste Jessica (Emma Sehested Høeg).
Endnu engang må også musikken roses – ikke bare sangene, som Matthesen også denne gang står for, men også scoret af Christian Vinten.
Endnu en vinder
De kynisk anlagte ville sagtens kunne anklage Ternet Ninja 2 for bare at være en ny portion suppe, kogt på nye ben, og helt forkert ville det naturligvis ikke være. Men det samme kan man jo sige om mange andre elskede 2’ere fra både ind- og udland, så det argument giver jeg ikke meget for.
Og trods alt betyder sceneskiftet fra Danmark til Thailand nok for filmens handling – og humor – til, at man ikke føler, det hele er set før. Når man dertil lægger filmens store hjerte, står vi tilbage med endnu en vinder fra Anders Matthesens (og medinstruktør Thorbjørn Christoffersens) hånd.

Instruktør: Thorbjørn Christoffersen & Anders Matthesen
Manuskript: Anders Matthesen baseret på hans egen roman af samme navn
Cast: Louis Næss-Schmidt (Aske), Emma Sehested Høeg (Jessica), Anders Matthesen (alle andre)
Klip: Kristian Håskjold
Musik: Christian Vinten
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Dansk
Produktionsland, år: Danmark/USA, 2021
Anmeldt i nr. 247 | 13/06/2026
Stikord: 2’er, Filmatisering, Fortsættelse

