13. oktober 2011

Uncharted 2: Among Thieves

Spil nummer to i Uncharted-serien er på næsten alle måder bedre end sin forgænger, og det placerer spillet i den absolutte Superliga blandt spil til PlayStation 3-konsollen.

To år efter at det første Uncharted-spil, Drake’s Fortune, udkom, landede fortsættelsen, Among Thieves, i spilbutikkerne. Among Thieves er på stort set alle ledder og kanter et endnu bedre spil end sin forgænger. Det siger ikke så lidt, for det første spil var i sig selv et fantastisk godt spil.

Marco Polo og Shambala
Spillet starter in medias res med, at Drake må kæmpe sig op på fast grund fra toget her
Spillet starter in medias res med, at Drake må kæmpe sig op på fast grund fra toget her

Spillet tager sin begyndelse, da hovedpersonen Nathan “Nate” Drake bliver opsøgt af to gamle venner, Harry Flynn og Chloe Frazer. De fortæller ham om et job, de har påtaget sig: At bryde ind på et museum i Tyrkiet og stjæle en olielampe, der vil kunne lede dem på sporet af Marco Polos legendariske tabte skibe.

Efter at have begået indbruddet, forrådes Nate af Flynn, der viser sig at arbejde for krigsforbryderen Lazarevic. Lazarevic er nemlig ude efter den sagnomspundne Cintamani-sten – en orientalsk udgave af De Vises Sten – og alt tyder på, at Cintamani-stenen gik ned med Marco Polos skibe.

Nate og Chloe, der i tydeligvis har en fortid som kærester, slår pjalterne sammen, men selvfølgelig viser tingene sig at være en anelse mere komplicerede end som så. Selv om olielampen ganske vist leder dem på sporet af Marco Polos tabte skibe, så finder de ikke Cintamani-stenen. I stedet fører sporet videre mod det mytiske land Shambala (ophavet til myten om Shangri-La), hvor Cintamani-stenen måske befinder sig.

Undervejs får Nate og Chloe hjælp af Nates gamle kammerat Victor “Sully” Sullivan, som vi også mødte i det første spil, og senere dukker også en anden gammel kending op, nemlig journalisten Elena Fisher, der var Drakes love interest i det første spil. Hele vejen igennem eventyret er Nate og kompagni et skridt bag Flynn og Lazarevic, der naturligvis råder over sin egen hær af lejesoldater. Men Nate må og skal finde Cintamani-stenen før Lazarevic, der ellers vil få næsten ubegrænset magt.

Bedre, federe eller sejere
Chloe, Nate og Elena
Chloe, Nate og Elena

Synes du ovenstående lyder som et glimrende oplæg til en film a la Indiana Jones møder National Treasure, så tager du bestemt ikke fejl. Hvis man så også lige anerkender arven efter Tomb Raider-spillene, sidder karakteristikken af Uncharted 2: Among Thieves i skabet. Sådan var det første spil også, men stort set alt er bare lige blevet en anelse bedre, federe eller sejere i Uncharted 2.

Spillet er, akkurat som sin forgænger, en blanding af gådeløsning, 3D-platformspil og skydespil. Og lige som i Drake’s Fortune ligger vægten på de to sidstnævnte elementer, selv om udviklerne må have stor ros for at have udbygget gådeløsnings-delen af spillet betydeligt. Ikke alene er der lidt flere af gåderne, men de er også blevet mere udfordrende.

I det første spil havde man Sir Francis Drakes logbog med spor, der kunne hjælpe én til at løse gåderne. I Uncharted 2 har man Nathan Drakes egen notesbog, der indeholder betydeligt flere sider, og hvor man i flere tilfælde må kombinere flere sider for at løse gåderne. Det betyder ikke, at gåderne i Uncharted 2 er svære, men de er trods alt blevet en anelse mere udfordrende, og det klæder i høj grad spillet.

Samme svagheder som i forgængeren
Lazarevic
Lazarevic

De to andre dele af spillet, platformdelen og skydespils-elementet, fungerer ganske som i det første spil, men også her er der blevet tweaket lidt med delelementerne. For det første er der betydeligt flere bevægelige forhindringer, man skal forcere, og for det andet er der nu kommet andre typer modstandere end i det første spil. Lazarevic’ soldater er den primære kilde til kanonføde, akkurat lige som Navarros lejesoldater var det i Drake’s Fortune, men i nogle baner må man også finde måder at bekæmpe både tanks og helikoptere.

Spillets få svagheder er for det meste også arvet direkte fra Drake’s Fortune. Den ene af disse svagheder drejer sig om mængden af fjender, der af og til kommer væltende, og hvor man i nogle tilfælde skal nedkæmpe bølge efter bølge af tropper, før man kan bevæge sig videre i banen. Den anden svaghed har fortsat at gøre med kameravinklerne, der ikke altid er helt optimal i forhold til at løse den givne banes udfordringer. Kameravinklerne er nemlig i langt højere grad låste end de var det i Drake’s Fortune – men det har sin forklaring, som jeg vender tilbage til om lidt.

Det sidste problem har at gøre med enkelte af modstanderne, der er ekstremt svære at besejre. Det er sådan set ikke noget problem i sig selv, for det er fint med en udfordring. Problemet er den måde, de skal besejres på, hvilket langt hen ad vejen handler om at tæve løs på dem, selv modtage noget tæv og så flygte fra modstanderne, indtil man er kommet på fuld health igen. Så kan man gentage processen, og det bliver man ved med, indtil modstanderne er besejret.

Som sagt er det fint med en udfordring, men det virker bare en anelse fjollet, at de baner, hvor man er oppe mod nogle virkeligt farlige modstandere, primært handler om at løbe rundt og holde fjenderne på afstand.

Svaghederne overdøves af forbedringerne
Undervejs må Nate og kompagni bl.a. kæmpe sig vej igennem en borgerkrigshærget storby
Undervejs må Nate og kompagni bl.a. kæmpe sig vej igennem en borgerkrigshærget storby

Så er Uncharted 2: Among Thieves så et perfekt spil? Givetvis ikke, men de svagheder, jeg netop har angivet, overdøves totalt af de forbedringer, der er sket på mange niveauer i spillet. En af forbedringerne ligger på det plotmæssige niveau og den måde, historien udfolder sig på. Among Thieves er uden nogen form for tvivl det mest cinematiske spil, jeg nogensinde har spillet.

Among Thieves starter in medias res. Nathan Drake genvinder bevidstheden i en togvogn, der hænger ud over en klippe. Nu må spilleren hjælpe Nathan op på fast grund igen, alt imens der fra tid til anden klippes til spillets “forhistorie”. Efter nogen tid springer gameplayet helt tilbage til begyndelsen, og så spiller man sig frem til det punkt, hvor spillet begynder – og videre derfra. Det er effektivt formidlet og meget, meget filmisk.

Men den øgede vægt på det cinematiske gælder ikke kun fortælleformen. Det gælder også mellemsekvenserne og udstrækker sig endda til selve gameplayet, hvor kameravinklerne er med til at fremhæve det filmiske udtryk. Og det er naturligvis af den grund, at kameravinklerne i nogle af banerne er mere låste end i det første spil. Der er ganske enkelt tænkt i endnu mere filmiske virkemidler end i det første spil.

De cinematiske mellemsekvenser er blevet endnu bedre end i Drake’s Fortune, og derudover er der flere steder indsat ultrakorte mellemsekvenser i selve banerne, når man f.eks. foretager et dramatisk hop fra én afsats til en anden. I stedet for, at man “bare” bliver i gameplayet, kommer der så måske en fem-ti sekunder lang mellemsekvens, der spiller på det filmiske i handlingen.

Højnet spilbarhed og replay value
Kig lige engang på grafikken!
Kig lige engang på grafikken!

Det cinematiske element understreges også af flere andre ting, der samtidig højner spilbarheden (og spillets replay value for den sags skyld): For det første er banedesignet mere varieret end i Drake’s Fortune. Det skyldes bl.a., at Among Thieves finder sted på flere forskellige lokaliteter end Drake’s Fortune, så designerne og grafikerne har fået mulighed for at lege med flere forskellige miljøer. Vi kommer fra et Tyrkisk museum til Borneos jungle og til Himalayas bjerge.

Grafikken er – utroligt nok! – også blevet bedre. Detaljeringsgraden er ekstremt høj, og man kan få masser af tid til at gå bare med at sidde og kigge på de miljøer, Nathan og vennerne bevæger sig igennem. Når man samtidig kombinerer det med en virkelig effektfuld lyssætning, hvor grafikerne også har ladet sig inspirere af filmens verden, så når vi et niveau, hvor man ofte føler sig som hovedpersonen i en film. Min oftest brugte kommentar, da jeg spillede Among Thieves igennem første gang, var “Hold kæft, hvor er det filmisk!”.

Det er ekstremt sjældent, at det lykkes for spildesignere at kombinere en cinematisk udtryksform med godt gameplay. Målsætningen er naturligvis ikke noget nyt inden for spilbranchen. For længst hedengangne Cinemaware lagde, som firmaets navn antyder, jo netop vægt på det cinematiske udtryk i deres spil. I flere tilfælde begik Cinemaware bare den fejl at tro, at flot grafik var nok til at skabe et godt spil, og det betød, at de glemte spilbarheden. Det har Naughty Dog, udviklerne af Uncharted-spillene, ikke glemt.

Fremragende voice acting
Nate kæmper sig fremad på et tog - én af de mange cinematiske elementer i spillet
Nate kæmper sig fremad på et tog - én af de mange cinematiske elementer i spillet

Ud over den effektive implementering af cinematiske virkemidler og det velfungerende og velafviklede plot, der er som skabt til en Hollywood-film, må jeg endnu engang rose voice actingen. Det er fortsat Nolan North og Emily Rose, der lægger stemmer til henholdsvis Nathan Drake og Elena Fisher, og de gør det virkelig glimrende. Det er svært ikke at tænke Indiana Jones og Marion Ravenwood, når man hører de to spille op mod hinanden.

Også Richard McGonagle, der spiller Victor Sullivan, yder en fin præstation, mens Claudia Blacks engelske accent hist og her måske er en tand for skarpskåren og pæn i hendes karakteristik af Chloe. Derudover kan det bemærkes, at det er Rene Auberjonois, kendt fra bl.a. Mel Gibson-filmen The Patriot (2000) og Star Trek: Deep Space Nine (1993-1999), der lægger stemme til birollen Schäfer, mens Graham McTavish, der dukker op som Dwalin i Peter Jacksons Hobbit-film til næste år, spiller Lazarevic.

Endelig må Greg Edmonsons score også roses. Hans symfoniske musik til det første spil var godt, men denne gang er det endnu bedre – bl.a. fordi han denne gang ikke har komponeret det med henblik på looping i selve banerne. Det betyder, at også musikken er mere filmisk.

Topkarakter

Det er svært for mig at rose Uncharted 2: Among Thieves nok! Ja, det har sine små fejl og mangler, men de overskygges helt og aldeles af de mange små og større forbedringer, der er sket i forhold til Drake’s Fortune.

Jeg blev frustreret mange gange, da jeg spillede Among Thieves, men det gik op for mig, at min frustration ikke så meget skyldtes, at jeg var irriteret over spildesignet, men mere at jeg bare var forbandet spændt på at komme videre og finde ud af, hvad historien nu ville bringe. Det var den samme slags frustration, som når et afsnit af en spændende TV-serie slutter med en cliffhanger, og der er en uge til næste afsnit.

Det siger ikke så lidt, når et spil kan få mig til at føle på den måde, og derfor er der absolut heller ingen tvivl om, at Uncharted 2: Among Thieves skal have topkarakter. Fuck, hvor er det godt!

6 stjerner

Titel: Uncharted: Among Thieves
Udvikler: Naughty Dog
Udgiver, år: Sony Computer Entertainment, 2009
Platform: PlayStation 3
Genre: Third Person platformspil/shooter

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/10/2011