Cry, the Beloved Country

Darrell Roodts film Cry, the Beloved Country fra 1995 er baseret på en roman fra 1948 af den hvide anti-apartheid-forfatter Alan Paton, og filmen var den anden spillefilm, baseret på Patons roman. Den første kom allerede i 1951 og havde bl.a. en ung Sidney Poitier på rollelisten.

Roodts film har James Earl Jones og Richard Harris i hovedrollerne i en tragisk fortælling, der foregår i tiden op til indførelsen af apartheid i 1948.

Efter John Barrys afstikker til det mere kulørte med scoret til The Specialist fra året før, var han nu tilbage i sin absolutte komfortzone med et indfølt drama, og Barry leverede naturligvis lige præcis den type score, man kunne forvente af ham på dette tidspunkt.

Behøver jeg næsten gentage det? Symfonisk, særdeles adstadigt, bygget op omkring repeterende fraser i særligt strygere og messingblæsere, mens tematiske idéer oftest gives over til fløjte eller obo. Vi er med andre ord på velkendt territorium.

Nedtrykt og depressivt

Stemningsmæssigt er Cry, the Beloved Country overordnet set nedtrykt og depressivt, hvilket særligt præger de cues, der ikke indeholder ét af de tre temaer, der løber gennem scoret.

Selv de tematisk funderede cues er overvejende temmelig mismodige, med undtagelse af selve hovedtemaet, der slår en lidt anden tone an – uden at det dog af den grund stikker ud som noget upassende.

Med Cry, the Beloved Country er man i den interessante situation, at man kan diskutere, hvad der egentlig bør identificeres som hovedtemaet; i hvert fald sådan som scoret høres på albummet med musik fra filmen.

Det er muligt, at det komplette score tegner et lidt andet billede, men jeg tvivler, for jeg har på fornemmelsen, at Barrys komplette score næppe er meget længere end det, vi får præsenteret på albummet.

Albummet har en samlet spilletid på ca. 54 minutter, hvorfra dog skal trækkes små 9 minutter, der består af de tre source-numre “Emaxambeni” (nr. 5), “Hamba Notsokolo” (nr. 10) og “Amazing Grace” (nr. 17).

Hovedtemaet

Jeg er ikke i tvivl om, at Barry selv anså hovedtemaet for at være det forrygende smukke tema, man hører i “Main Title” (nr. 1), “Do Not Spoil My Pleasure” (nr. 19) og “The Fifteenth Day” (nr. 23). Det er et helt typisk John Barry-tema fra denne del af hans karriere.

Som alt andet er det adstadigt i tempo, baseret på messingblæsere og strygere og med stedvise prominente roller til fløjten. Og så er det naturligvis helt fantastisk smukt.

Blandt Barrys mange temaer i samme modus hører temaet fra Cry, the Beloved Country måske ikke til i den absolutte top, men der er også rift om pladserne dér, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er et skønt, skønt tema, som formentlig ville være mere velkendt, hvis filmen var det.

Til gengæld høres hovedtemaet ikke mere end de tre gange, jeg nævnte ovenfor, og det bringer os i den aparte situation, at scorets to andre temaer høres oftere end hovedtemaet.

Direkte kopi af ældre tema

Hvad der er endnu mere interessant er, at det tema, der høres flest gange i scoret, faktisk er en direkte kopi af Barrys eget tema fra Zulu (1964), blot i anden orkestrering. En anden anmeldelse af scoret til Cry, the Beloved Country siger, at Zulu-temaet i Cry, the Beloved Country er næsten uigenkendeligt, men det er jeg helt uenig i.

Godt nok er orkestreringen og tempoet anderledes, men temaet er citeret fuldstændig direkte fra det ældre score og er dermed øjeblikkeligt genkendeligt.

Hvorfor Barry valgte at genbruge sit ældre tema så direkte, er der vist ingen, der ved, men et godt bud er, at den ene af filmens hovedpersoner faktisk er zulu; altså den etniske gruppering.

Man kunne godt argumentere for, at det er en smule, undskyld, tonedøvt fra Barrys side, at han til et anti-apartheid-drama bruger temaet fra en film, hvor hovedpersonerne er de selvsamme britiske kolonister, der muliggjorde den apartheid-stat, den aktuelle film foregår i.

Hvorom alting er, så fungerer det rent dramatisk fint, for den nye orkestrering, Barry giver Zulu-temaet i Cry, the Beloved Country betyder, at temaet ikke stilistisk skiller sig ud fra resten af scoret. Hvis man ikke i forvejen kender Zulu-scoret, ville man næppe et øjeblik tænke over temaets brug her.

Zulu-temaet hører vi i fem af albummets tracks, første gang i “The Train to Johannesburg” (nr. 3), hvor det indledningsvist er fløjten, der bærer selve temaet – suppleret af messingblæsere og strygere – inden temaet lægges over i strygerne.

Et tredje tema

Det sidste tema høres også flere gange end selve hovedtemaet, i alt fire gange. Dette tema er også ganske glimrende, selvom det ikke er på samme niveau som hovedtemaet. Men det er melodisk og klart identificérbart som sit eget tema.

Det dukker første gang op i “He Was Our Only Child” (nr. 8) og altså yderligere tre gange derefter.

Utematisk, men harmonisk

Resten af scoret består af utematisk score, selvom “utematisk score” her – som altid for John Barry – betyder musik med en stærk harmonisk kerne og repeterende fraser, typisk bygget op omkring de samme harmoniske grundtræk, som resten af scoret.

Det betyder, at selv de utematiske cues har fællestræk og alle er nært beslægtede. Det er de ikke blot i deres harmoniske grundstamme, men også i deres stemning, og det er, som nævnt indledningsvist, her, at scorets generelle tone træder frem: nedtrykt, tragisk og smådystert.

Enkelte cues nærmer sig det let suspense-prægede, f.eks. “You’ve Been Robbed” (nr. 4), selvom man ikke må opfatte det som “spændingsmusik” som sådan.

Lyttevenligt score med dårlig lydkvalitet

På trods af den generelt noget depressive stemning, er Cry, the Beloved Country ikke noget “svært” score at lytte til. Tværtimod er det – som så mange andre Barry-scores fra denne periode – meget lyttevenligt, bl.a. også på grund af det meget ensartede, langsommelige tempo, som for nogle uden tvivl vil virke søvndyssende. For Barry-fans er det naturligvis skøn musik.

Et, større irritationsmoment er der dog ved scoret – i hvert fald i mine ører. Det er den meget “våde” lydkvalitet med en generelt betydelig mængde rumklang, som i nogle cues bliver nærmest ekstrem. Det betyder, at de enkelte sektioner i orkestret i høj grad flyder sammen, hvilket naturligvis også er med til at give en meget ensartet lyd.

Jeg er med på, at et score, der er så relativt enkelt, som Cry, the Beloved Country er, og dertil så sparsommeligt i sin orkestrering og tempo, ikke har brug for en meget tør og skarp lydkvalitet, og at også flere af Barrys scores fra denne periode er kendetegnet af en ret åben lyd.

Men lige i dette tilfælde mener jeg, at det er taget et skridt eller to for langt, og for mig går det faktisk en smule ud over min glæde ved at lytte til musikken som andet end ren baggrundslytning.

Mest for Barry-kompletister

Når der bortses fra lydkvaliteten, må det i sidste ende konstateres, at Cry, the Beloved Country nok ikke hører til blandt de mest essentielle John Barry-scores.

Det er – og det siger næsten sig selv – stadig et aldeles udmærket score, og det er hoved og skuldre over meget andet filmmusik. Men med undtagelse af det fornemme hovedtema og Barrys fine brug af Zulu-temaet, så er Cry, the Beloved Country nok mest for Barry-kompletister som mig selv.

Nummerliste:
1. Main Title / The Letter (3:36)
2. The Beginning of the Journey (2:10)
3. The Train to Johannesburg (2:48)
4. You’ve Been Robbed (1:28)
5. Emaxambeni (Performed by The Havana Swingsters) (2:31)
6. I’ve Been a Bad Woman (2:31)
7. Is It My Son? (2:32)
8. He Was Our Only Child (1:42)
9. What Sort of Life Did They Lead (1:25)
10. Hamba Notsokolo (Performed by Dorothy Masuka) (2:39)
11. Bastards / Bloody Bastards (1:03)
12. Did It Seem Heavy (0:48)
13. Cry, Cry the Beloved Country (1:45)
14. Christ, Forsake Me Not (3:18)
15. The Boys Club (1:37)
16. We Taught Him Nothing (2:06)
17. Amazing Grace (Performed by The Ladysmith Black Mambazo) (3:35)
18. Go Well Umfundisi (1:09)
19. Do Not Spoil My Pleasure (2:38)
20. It Is My Son / That Killed Your Son (3:53)
21. The Marriage (2:55)
22. The Shadow of Death (2:53)
23. The Fifteenth Day (3:17)

Total spilletid: 54:19

Anmeldt i nr. 244 | 13/03/2026