Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Thing from Another World

The Thing from Another World
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Thing from Another WorldHalvtredsernes science fiction film om truende ruminvasioner blev skudt stilfuldt i gang med filmatiseringen af John W. Campbells novelle Who Goes There? På trods af væsentlige afvigelser fra forlægget, er The Thing from Another World både stemningsfuld og flot, samtidig med at den giver et godt indtryk af tidsånden.

1950’erne var det store årti for film om invaderende rumvæsner, og i løbet af årtiet spyttede Hollywood et utal af film ud, hvis historier var spundet over emnet. The Thing from Another World fra 1951 er én af disse film, og foruden at være én af de tidligste, så er det også én af de fire film, der kom i 1950’erne, som i dag må regnes som de ubestridte klassikere inden for genren – de andre tre er The Day the Earth Stood Still, der også er fra 1951 (selv om denne ret beset ikke er en rigtig invasionshistorie), The War of the Worlds fra 1953 og Invasion of the Body Snatchers fra 1956.

Nok at bekymre sig om

Den berømte titelskærm, som John Carpenter kopierede nøjagtigt i sin udgave fra 1982

I de tidlige 1950’ere var jorden perfekt gødet til film om invaderende monstre fra det ydre rum. The Thing from Another World kom ud i 1951, kun fire år efter den berygtede Roswell-episode, der havde medført en kortvarig UFO-mani, hvor amerikanerne så UFO’er overalt. Foruden Roswell-episoden, var den kolde krig for alvor ved at komme op i gear, og hvilket bedre billede på de skrækkelige kommunister kunne man tænke sig, end uhyggelige rumvæsner, der kom til Jorden for at gøre kål på de amerikanske værdier? Endeligt var atombomben jo også stadig en relativt ny sag omkring 1950, blot et halvt årti efter Hiroshima og Nagasaki, og ganske kort tid efter at sovjetrusserne testede deres første A-bombe i 1949.

Jo, der var skam ting nok at bekymre sig om her ved indgangen til 1950’erne, og alle disse ting skulle blive væsentlige elementer i mange af de science fiction-film, der udkom i løbet af årtiet som et sindbillede på amerikanernes frygt. Af de mange alien invasion-film, der kom i løbet af årtiet er det imidlertid påfaldende, at to af de indlæg i genren, der føles ærligst ment, er så tidlige, som de er – nemlig The Thing from Another World og The Day the Earth Stood Still. Sidstnævnte havde jo sågar et sobert budskab om fred og fordragelighed. Det er mere, end man kan sige om The Thing from Another World, der nok føles ærligt ment, men primært som en advarsel!

I løbet af årtiet degenererede en stor del af alien invasion-filmene til ren underholdning, der kun var beregnet på at trække teenagere i biografen, men her i den tidlige periode fornemmer man, at der, under den underholdende fernis, ligger drabelig alvor.

Litterært forlæg

Captain Hendry (Kenneth Tobey) lige efter ankomsten til polarbasen

Selv om The Thing from Another World altså kom i 1951, så var filmen baseret på et lidt ældre forlæg, nemlig John W. Campbells lange novelle Who Goes There? fra 1938, og forskellen i tone er påfaldende. Who Goes There? er en science fiction-historie, der langt hen ad vejen gør udstrakt brug af elementer fra gysergenren til at skabe en stemning af mere personligt orienteret paranoia og rædsel. Handlingen i novellen forløses tilmed af videnskaben, og oser langt væk af optimisme på menneskehedens vegne – en tyrkertro på, at videnskaben kun kan gøre os godt. Det fornemmer man bestemt ikke i filmversionen, og det skal da også siges, at manuskriptforfatteren på en lang række områder har taget meget store friheder med det litterære forlæg. Det er bl.a. også derfor, at John Carpenters The Thing (1982) ikke så meget skal opfattes som en remake af The Thing from Another World, men nærmere som en mere tro genfilmatisering af Campbells novelle. Dog må det påpeges at heller ikke Carpenter formidler nogen form for optimisme i sin film.

Den yndige Nikki (Margaret Sheridan), som Captain Hendry har noget kørende med

The Thing from Another World starter i en officersmesse i Anchorage, Alaska, hvor vi møder filmens hovedperson, Captain Patrick Hendry (Kenneth Tobey), der er pilot i USA’s luftvåben. Han sidder netop og får sig et slag poker med sin andenpilot og navigatør, da journalisten Scotty (Douglas Spencer) kommer ind og klager sin nød over at mangle en god historie. Så det er jo heldigt, at Hendry netop da bliver kaldt op til sin foresatte og bedt om at flyve til Nordpolen, hvor en forskningsstation har meldt, at et fly af usædvanlig type er styrtet ned i nærheden. De har bedt om assistance fra luftvåbnet, så de kan komme ud og kigge nærmere på flyet, der nemlig ligger et godt stykke vej fra basen. Hendry og hans folk sendes afsted, og journalisten Scotty får lov at tage med.

Faktisk passer det Hendry udmærket af blive sendt op til basen. Han har været der før, og han har haft noget kørende med den smukke Nikki (Margaret Sheridan), der er sekretær for videnskabsfolkenes chef, Dr. Carrington (Robert Cornthwaite).

Flyvende tallerken

Mændene, der kan ane tingen igennem isen, stiller sig i udkanten af den og i denne stemningsfulde scene, går det op for dem, at tingen i isen er cirkulær

Da Hendry og kompagni ankommer, finder de dog snart ud af, at det måske er noget mere eksotisk end bare et “fly”, der er styrtet ned. Lige siden genstanden er styrtet ned har der været en stor magnetisk afvigelse på kompasset, og videnskabsfolkene har regnet ud, at det vil kræve en masse på 20000 tons metal at skabe en sådan en afvigelse. Nogen meteorit er det heller ikke, for et automatisk kamera der aktiverer, når der registreres radioaktivitet, fik nogle billeder af genstanden. Her ses det tydeligt, at genstanden på et tidspunkt bevægede sig opad, hvilket jo er umuligt for en meteorit.

Hendry og hans folk er nu lige så ivrige efter at komme afsted, som videnskabsfolkene, så de flyver ud for at finde den nedstyrtede genstand, der skulle ligge 48 miles fra basen. Det lykkes også for dem, og de indser snart, at der er tale om en vaskeægte flyvende tallerken! Det eneste problem er, at tingesten har været ekstremt varm, da den styrtede ned, så den har smeltet isen, er sunket lidt ned, hvorefter isen er frosset til igen. Da militærfolkene forsøger at fjerne isen med sprængstoffer, kommer de uheldigvis til at sprænge rumskibet i luften, men til gengæld finder de rumskibets pilot indefrosset i is. Denne gang vælger de at droppe sprængstofferne, og hugger ned omkring rumvæsnet, som de så tager med tilbage i en kæmpe blok is.

Så langt så godt. Da først de er tilbage på basen begynder uenighederne mellem militærfolkene og videnskabsmændene. Dette er én af filmens mere interessante aspekter, som jeg skal vende tilbage til. For mens videnskabsmændene straks vil tø isblokken op, så de kan komme til at studere rumvæsnet, er Captain Hendry mere forsigtig. Han vil i hvert fald have sine foresattes tilladelse, før han giver videnskabsfolkene lov til at more sig. Han posterer en vagt ved isblokken, der opbevares i et lagerrum, og så skulle alt jo være fint. Det er det bare ikke. For at undgå den ubehagelige fornemmelse af, at rumvæsnet stirrer på ham, smider vagtposten et tæppe over isblokken, men desværre er det et elektrisk varmetæppe (!), og snart er rumvæsnet ude af isblokken og ude på ballade!

Naiv videnskabsmand

Isblokken med rumvæsnet slæbes ind på basen

Herefter går resten af filmen med, at militærfolkene forsøger at fange og siden dræbe rumvæsnet, mens videnskabsfolkenes leder, Dr. Carrington på alle leder og kanter modarbejder Hendry og hans folk. Den gode doktor mener, det er vanvid at dræbe rumvæsnet, selv om det allerede har vist sig at være helt og aldeles fjendtligsindet, for han tror fortsat på, at det kan lade sig gøre at tale tingesten til fornuft! Hans holdning er, at videnskaben går frem for alt – selv tab af menneskeliv! Carrington må ikke misforstås som en decideret skurk, for det er han ikke, men han fremstilles som en verdensfjern og naiv, idealistisk videnskabsmand, der er helt blind over for realiteterne.

Undervejs lykkes det for videnskabsfolkene at lære noget om rumvæsnet, for umiddelbart efter væsnets første flugt, river basens slædehunde én af dets arme af! Under studierne af armen, finder videnskabsfolkene ud af, at der er tale om en vegetabilsk og ikke en kødelig livsform, og at den tilsyneladende har brug for blod som næring! Senere giver disse indsigter Dr. Carrington lejlighed til at foretage et eksperiment, da han planter nogle urtekapsler, som videnskabsfolkene fandt i rumvæsnets hånd, og tilfører jorden blod fra basens blodbank. Det resulterer på rekordtid i en bizar lille urtehave med pulserende planter, der tydeligvis beviser, at væsnet er i stand til at reproducere sig på plantemanér. Det fører naturligt nok til en del bekymring, da væsnet netop har søgt tilflugt i basens drivhus, hvor man nu må formode, at den arbejder på at formere sig!

Hvis ovenstående lyder bekendt, så er det nok fordi det lyder temmelig meget som én af grundidéerne i Jack Finneys The Body Snatchers (1955). Hvis man yderligere kombinerer planteidéen, som ikke eksisterede i John W. Campbells novelle Who Goes There?, med novellens kernekoncept om, at rumvæsnet er i stand til at imitere alt levende (som til gengæld ikke eksisterer i filmen), ja så er man meget tæt på The Body Snatchers. Og hvis man endeligt til disse elementer lægger Dr. Carringtons beskrivelse af rumvæsnet, ja så burde Finneys inspirationskilder – novelle og filmatisering – være afdækket: “The neat and unconfused reproductive technique of vegetation. No pain or pleasure as we know it. No emotions… no heart.”

Der gøres god brug af polarbasens smalle gange og korridorer til at skabe en tæt og klaustrofobisk stemning - det lykkes ikke helt så godt, som i Carpenters 1982-udgave, men det er tæt på

Nå, men det var et sidespring. Hvorom alting er, så går resten af filmen med, at Hendry forsøger at beskytte basens beboere mod rumvæsnet, samtidig med at han må tackle Dr. Carrington. Dette modsætningsforhold mellem videnskabsfolk og militærfolk er faktisk én af filmens mest interessante aspekter, og det er også her, at atombombens skygge bliver synlig. Da Carrington på et tidspunkt fremfører videnskabens meritter, er én af hans pointer, at “We’ve split the atom”, hvilket får én af militærfolkene til tørt at svare: “Yes, and that sure made the world happy, didn’t it?”. Selv om nogle af videnskabsfolkene også tager militærfolkenes parti, så er budskabet alligevel tydeligt: de verdensfjerne videnskabsfolk laver en masse problemer, og hvis ikke militæret formår at rydde op, så er det alle verdens almindelige mennesker, der må undgælde for videnskabsmændenes naivitet. Det kunne ikke være sagt tydeligere, med mindre Carrington havde heddet Oppenheimer i stedet for.

Militæret redder dagen

Den skurkagtigt naive videnskabsmand Dr. Carrington (Robert Cornthwaite, til venstre) briefer sine kolleger

Temaet med videnskabsfolk, der roder sig ud i problemer, løber også op igennem 1950’ernes science fiction-film, om end dette tema ikke er en gennemgående rød tråd. Synet på videnskabsfolkene ændrer sig med tiden, og der er naturligvis også en del film, hvor videnskabsfolkene finder løsningen på problemerne. Selv i disse tilfælde er det dog som regel alligevel militæret, der implementerer løsningen og redder dagen.

På trods af dette klare budskab fik The Thing from Another World ikke støtte fra USA’s luftvåben, da myndighederne frygtede at det kunne få offentligheden til at tro, at luftvåbnet troede på eksistensen af flyvende tallerkner!

Ud over at The Thing from Another World er et virkeligt interessant historisk dokument, fordi filmen indfanger så mange aspekter af samtidens overvejelser og angst, så må man heller ikke glemme, at der også bare er tale om en velproduceret og svært underholdende film!

Man kan mene, hvad man vil, om de ændringer, som manuskriptforfatteren Charles Lederer foretog i forhold til Campbells novelle. Tanken har vel været, at filmen skulle være lidt spektakulær, og derfor havde man brug for et regulært monster i stedet for idéen om, at monstret kunne imitere alt levende og altså rendte rundt i menneskeskikkelse. Ændringen medførte, at filmen er tydeligere forankret i sin tid, end den havde været, hvis Campbells grundlæggende idé havde været bevaret, for monstret er naturligvis den klassiske mand-i-gummidragt. Bortser man lige fra det, så er historien stramt fortalt, og selv i dag ganske nervepirrende. Forskningsbasens rum og korridorer udnyttes glimrende, og det er et fint greb, at rumvæsnet ses så lidt, som det gør. Til gengæld ved vores hovedpersoner stort set altid, hvor rumvæsnet befinder sig, hvilket underminerer noget af filmens suspense. Her er det nemlig sådan, at rumvæsnet udsender radioaktivitet, så hvis det kommer for tæt på, advarer geigertælleren hovedpersonerne om, at der er fare på færde. Her aner man i øvrigt et forbillede for bevægelsessensorerne i Alien-serien.

Realistisk dialog

Konfrontation med 'Manden fra Mars'

Dialogen er velskrevet, og leveres overbevisende og realistisk af hovedparten af castet. Howard Hawks, der producerede filmen, var som instruktør én af pionererne inden for realistisk dialog, hvor folk ofte talte i munden på hinanden og afleverede replikkerne hurtigt, og uden pænt at vente på, at den anden var færdig med at tale. Det har instruktøren Christian Nyby tydeligvis taget til sig, og i kombination med Lederers velskrevne dialog giver det nogle overraskende realistiske udvekslinger for en film fra sin tid. Hvad angår dialogen skal det også siges, at den har en del smalltalk-dialog, der ikke spiller nogen egentlig rolle for handlingen, hvilket yderligere er et element, der giver et skær af realisme. Nu var manuskriptforfatteren Lederer heller ikke nogen tilfældig person – han var én af mændene bag Kiss of Death (1947) og skrev senere manuskriptet til Brando-klassikeren Mutiny on the Bounty (1962).

Det eneste sted, hvor dialogen af og til halter, er når journalisten Scotty er på banen, men det ligger i virkeligheden primært i skuespilpræstationen. Douglas Spencer tilbragte hovedparten af sin karriere som stand-in for Ray Milland, og havde et hav af små, ukrediterede roller i Millands film. Han var ikke nogen stor skuespiller, men til trods for dette, fik han altså den ret vigtige Scotty-rolle i The Thing from Another World, som han til gengæld overspiller til den helt store guldmedalje. Charmerende er det, men ikke specielt troværdigt. Resten af castet er langt bedre. Kenneth Tobey er fin i den dominerende hovedrolle som Captain Hendry, og han ydes lige så fint modspil af Robert Cornthwaite som Dr. Carrington. Også Margaret Sheridan i den kvindelige hovedrolle som Nikki gør det ret godt, og i scenerne med Hendry er hun overraskende selvstændig og handlekraftig for en kvinderolle på den tid. Da først rumvæsnet kommer ind i billedet, træder dette karaktertræk desværre i baggrunden, men i de personlige relationer med Hendry, og især i filmens begyndelse, er Nikki en ganske forfriskende kvindefigur.

Watch the skies!

Scotty (Douglas Spencer) sender sin radioreportage - og sin advarsel - hjem til de amerikanske lyttere

Der har verseret mange rygter om, at det i virkeligheden var Howard Hawks, der instruerede det meste af The Thing from Another World, og i dag er det vel umuligt at nå sandheden om dette spørgsmål. Nyby lagde aldrig skjul på, at han var stærkt influeret af sin producer, men Peter Arness, der spillede rumvæsnet, har i et interview fortalt, at det skam var Nyby, der instruerede, selv om Hawks var meget tilstede på settet. Under alle omstændigheder er instruktionen glimrende, hvilket er en god ting, da The Thing from Another World faktisk er en temmelig dialogtung film.

Som en sidste ting vil jeg lige fremhæve Dimitri Tiomkins fine score, der gør udstrakt brug af theremin. Dette besynderlige elektroniske instrument skulle i 1950’erne gå hen og blive signaturlyden for invaderende rumvæsner – heller ikke mindst pga. Bernard Herrmanns theremin-dominerede score fra The Day the Earth Stood Still.

Alt i alt er det helt umuligt ikke at anbefale The Thing from Another World. Filmen er spændende, stedvist (tilsigtet) morsom, og endnu i dag endda ret nervepirrende. Underholdningsværdien er med andre ord virkelig i top. Derudover er filmen, som tidligere omtalt, også et fascinerende dokument om sin tid, og den afsluttende advarsel står i dag nærmest som en epitaf over de tidligere 1950’eres nervøse og angstfyldte zeitgeist: “Watch the skies! Everywhere! Keep looking! Keep watching the skies!”

5 stjerner

Titel: The Thing from Another World
Dansk titel: Manden fra Mars
Instruktør: Christian Nyby
Manuskript: Charles Lederer baseret på novellen Who Goes There? af John W. Campbell
Cast: Margaret Sheridan (Nikki), Kenneth Tobey (Captain Patrick Hendry), Robert Cornthwaite (Dr. Carrington), Douglas Spencer (Scotty), James Arness (The Thing)
Producere: Howard Hawks (producer), Edward Lasker (associate producer)
Foto: Russell Harlan
Klip: Roland Gross
Musik: Dimitri Tiomkin
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: 1.37:1 (oprindelig aspect ratio)
Lyd: Dolby Digital 1.0 mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, spansk, fransk
Produktionsland, år: USA, 1951
Produktionsselskaber: Winchester Pictures Corporation
Distributør (DVD): Warner Bros. Entertainment (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/07/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *