13. november 2005

The Thing

The ThingJohn Carpenters genfilmatisering af novellen Who Goes There? er en fremragende, klaustrofobisk gyser, der til fulde udnytter sin Antarktiske setting til at fremmane en stemning af kold paranoia.

The Thing er baseret på novellen Who Goes There? fra 1938 af den amerikanske science fiction-forfatter John W. Campbell Jr. Novellen udkom oprindelig i det amerikanske science fiction magasin Astounding, som Campbell var redaktør på fra 1937 til sin død i 1971. Bladet skiftede i 1960 navn til Analog Science Fiction og eksisterer stadigvæk, nu under navnet Analog Science Fiction and Fact. Som redaktør af Astounding var Campbell den første til at udgive historier af forfattere som Robert A. Heinlein, L. Sprague de Camp og publicerede også noveller af Isaac Asimov.

Nedfrosset rumvæsen
Designet af titelsekvensen i Carpenters version er hentet direkte fra 1951-versionen
Designet af titelsekvensen i Carpenters version er hentet direkte fra 1951-versionen

Who Goes There? er den bedst kendte af Campbells egne noveller, hvilket utvivlsomt mest skyldes de to filmatiseringer. I novellen finder en gruppe forskere på Antarktis et rumskib, der har været ligget i isen i tusinder af år, og kort derfra finder de et rumvæsen, også indfrosset. Forskerne transporterer isblokken med rumvæsnet tilbage til deres base, men begynder på den lange vej tilbage at opleve ubehagelige drømme om at væsnet kan læse deres tanker og overtage deres kroppe. Da de er kommet tilbage til basen beslutter de sig for at tø rumvæsnet op for at studere det, men det slipper selvfølgelig væk. Det viser sig, at væsnet er i stand til imitere andre levende organismer, og det begynder at overtage forskerne, så ingen kan vide hvem der er menneske og hvem der er blevet imiteret.

Jack Finneys roman The Body Snatchers fra 1955 bærer i sin kerne en slående lighed med Who Goes There?, og der kan ikke være tvivl om at Finney har været inspireret af Campbells historie. Væsnerne hos begge forfattere har de samme grundlæggende træk: de kommer fra rummet og er i stand til at imitere andre levende organismer, der erstattes med kopier. Ligeledes er begge historier i bund og grund gysere, selv om begge tager udgangspunkt i elementer fra science fiction-genren. Men ud over genren og monstrenes basale fællestræk, ophører lighederne mellem Campbells novelle og Finneys roman.

Filmatiseret før
Kurt Russell som helikopterpiloten MacReady
Kurt Russell som helikopterpiloten MacReady

Campbells novelle blev filmatiseret første gang i 1951 med titlen The Thing From Another World. Versionen fra 1951 var instrueret af den amerikanske filmklipper og -instruktør Christian Nyby og produceret af den legendariske Howard Hawks. Rygter vil vide, at Hawks selv havde en finger med i spillet i filmens instruktion, men kun Nyby er krediteret. I Nyby/Hawks-versionen er handlingen flyttet til Nordpolen og Campbells oprindelige koncept for rumvæsnet blev ændret, så det i stedet for at kunne imitere alt levende nu var i stand til at formere sig meget hurtigt. Monstret er da også i den klassiske Hollywood-tradition en mand i en gummidragt (Peter Arness).

Da John Carpenter blev hyret til at instruere The Thing i 1979 valgte Carpenter, manuskriptforfatter Bill Lancaster (søn af den berømte skuespiller Burt Lancaster) og producenterne at gå tilbage til Campbells oprindelige koncept for rumvæsnet, ligesom handlingen, som i novellen, kom til at foregå på Antarktis. Derfor er Carpenters version, der blot kom til at hedde The Thing, på mange måder snarere en nyfilmatisering af novellen end det er en remake af den første film. Den oprindelige films titel blev dog bibeholdt, omend forkortet, og Carpenter, der havde været fan af den originale film siden han så den som barn, indbyggede hist og her også nogle referencer til den gamle version.

Bill Lancasters manuskript trimmede Campbells novelle på vigtige punkter; bl.a. blev de 37 karakterer i novellen skåret ned til de 12 hovedpersoner i filmen. Og selv om der på et tidspunkt var en kvinde med i castet, endte filmen faktisk med at have et udelukkende mandligt cast, da den kvindelige skuespiller måtte trække sig på grund af graviditet. Således er det helt mandlige hold fra Campbells novelle også bibeholdt i filmen.

Ukendt livsform
Hm.. gad vide, hvad der har været nedfrosset i denne isblok
Hm.. gad vide, hvad der har været nedfrosset i denne isblok

Handlingen i The Thing udspiller sig på og omkring den amerikanske forskningsbase nr. 31 på Sydpolen. I filmens begyndelse kommer en helikopter fra en nærliggende norsk forskningslejr flyvende mod basen i vild jagt på en hund. Nordmændene omkommer dog inden de kan få ram på hunden, som amerikanerne lader gå rundt på basen inden de senere placerer den i deres egen kennel.

Carpenter udnytter de klaustrofobisk smalle gange på forskningsstationen optimalt
Carpenter udnytter de klaustrofobisk smalle gange på forskningsstationen optimalt

Den amerikanske helikopterpilot MacReady (Kurt Russell) og en af basens læger, Dr. Copper (Richard Dysart), flyver til den norske base for at finde ud af, hvad der foregår. De finder den norske base udbrændt og spor efter, at der er foregået noget frygteligt. Og de finder en blok is, som nordmændene må have slæbt tilbage til deres base. Det er tydeligt, at der har været noget i isen, som nu er væk. De finder også det halvt brændte lig af noget udenfor basen, der i hvert fald kun delvist er menneskeligt. MacReady og Copper tager liget samt nogle dokumenter og et videobånd med tilbage til deres egen base, hvor den anden læge, Dr. Blair (A. Wilford Brimley), foretager en undersøgelse.

Om aftenen bliver mandskabet vidne til, at der sker noget frygteligt med hunden, som nu er blevet lukket ind i kennelen: den forandrer sig, og der kommer noget monstrøst ud af den, som gør noget ved de andre hunde i buret. Resolut brænder mændene monstret med flammekasteren. Men for sent. Da Dr. Blair senere forklarer, at de har at gøre med en livsform, der kan imitere alt, hvad den kommer i berøring med, bliver mændene paranoide: hvem kan man stole på? Hvem er menneske og hvem er ‘tingen’?

Paranoid stemning

Forskningsstationen ved nattetide
Forskningsstationen ved nattetide

Fra dette punkt i handlingen bliver The Thing blot endnu mere dyster og paranoid. Blair smadrer deres kommunikationsudstyr og saboterer helikopteren for at undgå at der skal blive tilkaldt hjælp: Blair indser som den første, at hvis der kommer hjælp til basen har tingen en større chance for at nå til civiliserede områder, og så er det slut for menneskeheden. Blairs computer fortæller ham, at sandsynligheden for, at én eller flere af basens mandskab allerede er inficeret er 75 %.

Resten af The Thing er en blanding af styg paranoia, effektiv suspense og grusomme special-effects, og filmen er en af de få film, der følger sin handling og stemning igennem til den bitre ende, uden at byde på ét eneste lyspunkt undervejs, og uden i slutningen at forråde handlingen med en påklistret happy end. The Thing er konsekvent dyster og dystopisk og så meget mere imponerende af den grund.

Filmen fungerer på to niveauer: der er det rent spændingsbaserede niveau: hvad sker der nu? Hvornår slår tingen til igen? Hvem gemmer sig i skyggerne? Men mest effektivt er det psykologiske niveau, hvor publikum på fremragende vis bliver suget ind i karakterernes paranoia: hvem kan man som publikum stole på? Selv om man ret hurtigt fatter sympati for Kurt Russells karakter, nager hele tiden uvisheden om hvorvidt han måske også er inficeret. Det aspekt udnyttes til fulde i den effektivt eksekverede blodprøve-sekvens, hvor de af hovedpersonerne, der på det tidspunkt stadig lever, tester hinandens blod for at finde ud af, hvem der er inficeret.

Nyklassiker
En af filmens berømte effekter
En af filmens berømte effekter

Sammen med manuskriptets effektive opbygning af stemning, er også skuespillet med til at gøre filmen til den nyklassiker den er blevet. Selv om man ikke kan sige at skuespillet på nogen måde er eminent, så er præstationerne præcist så indædte og alvorlige, at man tror på karaktererne. Klassiske gyserkonventioner, som f.eks. hovedpersoner der gør tåbelige og irrationelle ting, eksisterer ikke i The Thing. Da mændene først har acceptereret det uacceptable, handler de så rationelt som det kan lade sig gøre i den stigende atmosfære af mistro og paranoia. Og det er netop denne rationalitet, der gør at filmen også kryber under huden på publikum og tvinger hver enkelt seer til at stille spørgsmålet: hvad ville jeg gøre, hvis jeg var én af dem?

The Thing er smukt fotograferet af filmfotografen Dean Cundey – både de svære indendørsscener på Universal Studierne og de imponerende udendørsscener, der er optaget on location, primært i British Columbia i Canada. Carpenter afvikler scenerne stramt og uden unødvendige dikkedarer, og filmen er effektivt klippet af Todd Ramsay. Det hele understøttes af Ennio Morricones minimalistiske og lavstemte score, der med stille effektivitet frarøver filmen enhver form for håb.

Let bedagede effekter
Fra den nervepirrende blodprøvesekvens, hvor MacReady tester, om nogen er inficeret af rumvæsnet
Fra den nervepirrende blodprøvesekvens, hvor MacReady tester, om nogen er inficeret af rumvæsnet

Den eneste del af The Thing der kan forekomme en smule forældet i dag, er Rob Bottins dengang banebrydende effekter. Selv om effekterne ikke er dårlige, er der trods alt gået næsten 25 år siden filmen oprindeligt udkom, og det kan ses i nogle af effektsekvenserne. Når de er bedst er Bottins effekter grusomme og decideret ulækre , men i nogle sekvenser er effekterne temmelig plastikagtige, og nogle af dem er groteske på grænsen til det komiske, hvilket bestemt ikke har været Carpenters mening. Det kan dog ikke medvirke til at underminere filmens stemning, der er intakt fra først til sidst.

Keith David som Childs - en af filmens vigtige biroller
Keith David som Childs - en af filmens vigtige biroller

The Thing er én af de efterhånden sjældne stemningsgysere, der kun sekundært sætter sin lid til effekter, og det er uden tvivl hovedårsagen til at filmen stadig er seværdig i dag. Filmens stemning af håbløshed er som taget ud af en Lovecraft-historie, og der går da også rygter om, at John W. Campbell var inspireret af Lovecrafts Antarktis-historie At The Mountains Of Madness fra 1931 da han skrev sin novelle. Det er der dog ikke meget der tyder på; novellen er stilmæssigt helt forskellig fra en Lovecrafthistorie, mens filmen derimod uden problemer kunne være en filmatiseret Lovecraftfortælling. Lovecraft selv ville utvivlsomt have nikket anerkendende af Carpenters film.

The Thing er en nyklassiker indenfor gysergenren og Carpenters suverænt bedste film. Den står som en påmindelse om, hvilke midler der skal til for at gøre en gyser holdbar. Med sine efterhånden 25 år på bagen har The Thing allerede gjort mange gyserfilm til skamme, og det vil den formentlig blive ved med i årevis fremover. Den fortjener at stå på hylden hos enhver gyserfan og tåler utallige gensyn.

5 stjerner

Titel: The Thing
Dansk titel: Det grusomme udefra
Instruktør: John Carpenter
Manuskript: Bill Lancaster, baseret på novellen Who Goes There? af John W. Campbell Jr.
Cast: Kurt Russell (R.J. MacReady), A. Wilford Brimley (Dr. Blair), T.K. Carter (Nauls), David Clennon (Palmer), Keith David (Childs), Richard Dysart (Dr. Copper), Charles Hallahan (Vance Norris), Peter Maloney (George Bennings), Richard Masur (Clark), Donald Moffat (Garry), Joel Polis (Fuchs), Thomas Waites (Windows), Norbert Weisser (nordmand), Larry Franco (nordmand med riffel)
Producere: David Foster (producer), Lawrence Turman (producer), Larry J. Franco (associate producer), Stuart Cohen (co-producer), Wilbur Stark (executive producer)
Foto: Dean Cundey
Klip: Todd Ramsay
Musik: Ennio Morricone
Spilletid: 104 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, Fransk, Hollandsk, Portugisisk, Svensk, Norsk, Finsk, Dansk, Tjekkisk
Produktionsland, år: USA, 1982
Produktionsselskab: Turman-Foster Company, Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal England
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/11/2005