13. juli 2008

The Body Snatchers

The Body Snatchers er et lille mesterværk i science fiction-litteraturen, og måske den bedst kendte alien invasion-historie, næstefter H.G. Wells’ The War of the Worlds. Derudover er romanen ikke bare underholdende, men åbner op for adskillige mulige tolkninger, der også gør historien interessant for de mere litterært interesserede.

Jack Finneys roman The Body Snatchers er blevet én af de bedst kendte alien invasion-romaner nogensinde. Det skyldes måske ikke mindst, at romanen er blevet filmatiseret ikke mindre end fire gange, hvoraf dog kun den første film, Don Siegels Invasion of the Body Snatchers fra 1956, kan siges at være en direkte filmatisering af bogen. De tre andre film, der kom i henholdsvis 1978, 1993 og 2007, må med et moderne ord nærmere kaldes re-imaginings, selv om den grundlæggende idé fra romanen er bibeholdt.

Forbilleder
Jack Finney (1911-1995)
Jack Finney (1911-1995)

The Body Snatchers udkom oprindelig som føljeton i Collier’s (tidligere Collier’s Magazine) i 1954, og kom så ud i romanform året efter. Dermed er The Body Snatchers tre år yngre, end filmatiseringen af John W. Campbells novelle Who Goes There? (1938), nemlig Howard Hawks-produktionen The Thing from Another World (1951), som der slet ikke kan herske tvivl om har været et væsentligt blåtryk for Finneys roman. Faktisk fremstår The Body Snatchers som lidt et af en blanding af Campbells novelle og dens filmatisering, der faktisk tager store friheder med Campbells historie. I novellen er rumvæsnet i stand til perfekt at imitere alle andre levende væsner, mens dette ikke er tilfældet i filmatiseringen, hvor der i stedet gøres en stor pointe ud af, at rumvæsnet er en vegetabilsk og ikke en kødelig livsform. Ja, i The Thing from Another World ser vi sågar pulserende stiklinger af hovedskurken, der således er i stand til at reproducere sig!

Også Robert A. Heinleins roman The Puppet Masters fra 1951 nævnes ofte som en mulig inspirationskilde for Finney, og også her må det medgives, at der er væsentlige fællestræk, så Finney har sikkert også kendt Heinleins roman, da han skrev sin egen historie. Når The Body Snatchers er blevet en klassiker på trods af sine meget tydelige forbilleder, skyldes det, at Finney tog nogle grundidéer, der måske nok var set før, og omformede dem til sin helt egen historie, der på nogle punkter er langt mere skræmmende. Men lad os lige tage et kig på handlingen.

Massehysteri
Forsiden af Collier's, april 1954. Hvis man læser teksten i den lille boks øverst t.h., ser man ganske tydeligt, hvad der bl.a. optog amerikanerne i disse år.
Forsiden af Collier's, april 1954. Hvis man læser teksten i den lille boks øverst t.h., ser man ganske tydeligt, hvad der bl.a. optog amerikanerne i disse år.

The Body Snatchers er fortalt i første persons perspektiv, og vi oplever historien gennem den unge læge Miles Bennell, der har sin lægepraksis i den lille Californiske by Santa Mira, hvor han både er født og opvokset, og altså også vendt tilbage til efter sine studier.

En dag opsøges Miles af sin gamle gymnasieflamme Becky Driscoll, der ønsker at tale med ham om sin kusine Wilma. Becky fortæller, at Wilma lider under den mærkelige vildfarelse, at hendes onkel Ira og tante Aleda (som hun bor hos) ikke længere er hendes onkel og tante. Miles tager sammen med Becky hen for at tale med Wilma, og set fra Miles’ perspektiv, så er det Wilma, der er noget galt med. Miles kender Ira, og da han møder onklen, kan han slet ikke se, at der skulle være noget mærkeligt ved ham. Wilma forklarer, at det ikke er fordi, der er nogen fysisk forskel, og Ira har også alle de korrekte minder. Men alligevel, fortæller Wilma, er hun overbevist om, at det ikke er hendes onkel. Der mangler noget ved ham – og også ved tanten – nemlig følelser. Wilma forklarer, at der er imitationer af følelser, men at det ikke er ægte følelser – kun skuespil.

Miles er naturligvis overbevist om, at Wilma lider under en vrangforestilling, og han sørger for, at hun får en tid hos hans gode ven, psykiateren Mannie Kaufman.

Over de næste få dage modtager Miles i sin konsultation adskillige patienter, der alle fortæller en historie, der minder påfaldende meget om Wilmas – alle handler de om, at patienterne mener, at de har familiemedlemmer, der ikke længere er deres rigtige familiemedlemmer. Da Miles taler med Mannie Kaufman er psykiateren også rundt på gulvet. Han har ingen bedre forklaring, end at det er en besynderlig epidemisk form for massehysteri, der her grebet Santa Mira, og Miles, der tilstår ikke at være den store ekspert på den menneskelige psyke, accepterer Kaufmans forklaring. Men der skal snart ske noget, der får Miles til at ændre mening.

Kopi
Forsiden af Collier's, juni 1954. Igen er teksten i den lille boks øverst t.h. sigende for, hvad der optog amerikanerne.
Forsiden af Collier's, juni 1954. Igen er teksten i den lille boks øverst t.h. sigende for, hvad der optog amerikanerne.

En aften, da Miles og Becky er på vej i biografen bliver Miles kaldt ud til en lokal forfatter, Jack Belicec, og dennes kone. På billardbordet i kælderen hos Jack og Theodora ligger der et lig – eller sådan ser det i hvert fald umiddelbart ud. For da Miles begynder at undersøge kadaveret finder han liget meget mærkeligt. Kroppen virker på én eller anden måde for perfekt – som om den er helt nyt – og der er noget mærkeligt ufærdigt ved kroppens ansigt. “Som om det mangler det sidste præg, ligesom en mønt,” sammenligner Jack det med. Miles er enig – han mener faktisk slet ikke, at der er tale om et lig, for han er overbevist om, at “liget” aldrig har været i live! Jacks møntmetafor får de mere eller mindre bekræftet, da de tager ligets fingeraftryk, blot for at finde ud af, at det ikke har noget!

En grum mistanke begynder at forme sig i Miles’ hjerne, og han beder Theodora om at holde sig vågen om natten, mens Jack sover. Hun skal kigge til liget en gang i timen, og hvis der sker den mindste ændring, giver Miles dem besked på at komme ned til ham med det samme. Det sker selvfølgelig – Jack og Theodora dukker op midt om natten, og selvfølgelig kan de fortælle, at “liget” pludselig havde udviklet sig til at være en perfekt kopi af Jack.

Nu sker der ting og sager, for også Becky havde haft en mærkelig fornemmelse omkring hendes far. Miles farer afsted midt om natten, trænger ind i huset og finder ganske rigtigt en halvfærdig kopi af Becky i husets kælder. Han prøver at vække den rigtige Becky, men opdager at hun må være blevet bedøvet med sovemedicin, så han bærer hende ud af huset og tager hende med hjem til sig selv.

Pod people

Nu begynder en kamp mod tiden for Miles, Becky, Jack og Theodora for at finde ud af, hvad der foregår, og for at stoppe det onde, der er kommet til Santa Mira. I en kort periode lader de sig berolige af Mannie Kaufmans insisteren på, at der kun er tale om massehysteri og hallucinationer, bl.a. fordi begge kopier – den hos Jack og Theodora, og den i Beckys kælder – pludselig er forsvundet. Mannie tvivler ikke på, at liget hos Jack og Theodora virkelig var der, men holder på, at der må have været tale om et ægte lig.

Men så finder Jack fire store frøkapsler i Miles’ kælder – en til Miles og én for Becky, Jack og Theodora, som nu midlertidigt bor i Miles’ hus. Langt om længe går den frygtelige sandhed op for vore hovedpersoner – på én eller anden måde er disse frøkapsler i stand til at producere kopier af mennesker, og det sker, mens man sover! Spørgsmålet er blot, om denne erkendelse er kommet for sent. Og hvem kan de overhovedet stole på længere?

Herfra skal der ikke refereres mere af handlingen, for det er her, at romanen for alvor begynder at blive rigtig neglebidende spændende – og dybt paranoid ikke at forglemme.

Fabelagtig stemning

Som nævnt i indledningen er The Body Snatchers blevet én af de bedst kendte alien invasion-historier overhovedet, og indenfor litteraturen er den da også langt bedre kendt end Heinleins The Puppet Masters, som det grundlæggende koncept læner sig meget kraftigt op ad. Det er måske ikke helt fortjent i den forstand, at der er tale om to meget forskellige romaner med hver deres svagheder og styrker, og Heinleins roman er også fantastisk i sig selv.

At det imidlertid er blevet The Body Snatchers, der i den grad har grebet folks fantasi, er bestemt ikke uforståeligt. For det første fordi The Body Snatchers er en samtidsroman, og dermed er mere tilgængelig for de, der måske ikke har været så meget til den mere rene science fiction, der ofte foregår i fremtiden, og for det andet fordi The Body Snatchers er langt mere personlig og skræmmende. De kopier, der kommer ud af frøkapslerne – de berømte “pod people” – er nemlig ikke en ekstern fjende, som kan ses og bekæmpes, men næsten helt perfekte kopier af rigtige mennesker. Ikke alene giver det et meget personligt forhold til uhyggen i bogen – rumvæsnerne går direkte efter dig og mig – men det gør også, at Finney har været i stand til at skabe en helt fabelagtig paranoid stemning. For hvis kopierne er så gode, at man skal kende originalerne rigtig godt for at kunne identificere en kopi, hvem kan man så stole på?

Den virkelige rædsel ved “the pod people” kommer imidlertid ikke kun igennem visheden om, at de ikke er menneskelige, for faktisk er de ikke specielt fjendtligt indstillede. Det virkeligt myrekrybende ved kopierne er, at de ikke længere er i stand til at føle – de er mere eller mindre ligeglade med alt, og den eneste drift, der eksisterer i dem er overlevelsesdriften. “The pod people” er dermed svære at klassificere som onde, for det er de ikke i ordets egentlige forstand – de er nemlig så uendeligt fremmedartede, at begrebet “ondskab” ikke har nogen mening i forhold til dem.

Mere end bare en koldkrigsfabel

Der har igennem tiden været mange tolkninger af, hvad The Body Snatchers egentlig handler om, og én af de mest udbredte er, at det er en koldkrigsmetafor, der beskriver McCarthyismens paranoia over en kommunistisk femtekolonne. Der er ingen tvivl om, at romanen sagtens kan læses sådan, men det vil være synd at reducere romanen til bare at handle om kommunister og koldkrigsparanoia. Faktisk er der betydeligt mere tankegods i The Body Snatchers.

I løbet af romanen får vi forklaret, præcis hvad der sker, når én af frøkapslerne kopierer et menneske. Organismen – kapslen – er i stand til at kopiere det unikke mønster af atomer, som alt levende består af, til noget nær perfektion. Dette foregår nemmest, når originalen sover, hvilket der også er en forklaring på. Som det sidste, der sker, stjæler kopien originalens elektriske mønster, fordi det er selve dette mønster, der holder atomerne sammen i den korrekte form. Og når dette mønster er stjålet, får kopien liv, og originalen dør. Pointen er her, at kopien er en så perfekt kopi, at originalens bevidsthed er totalt overført til kopien – blot med den tidligere nævnte forskel, at der ikke længere er nogen følelser. Dette fører på et tidspunkt nogle af “the pod people” til at forklare Miles og Becky, at de efter kopieringen vil vågne op, som om intet var hændt.

Her går Finney hen og bliver helt filosofisk i sine implikationer, for på den måde stiller romanen spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig vil sige at være menneske – er det noget fysisk, ligger det udelukkende i bevidstheden, eller har vi en sjæl? Det er selvfølgelig i forbindelse med sidstnævnte, at fraværet af følelser spiller en så væsentlig rolle for at artikulere forskellen på de rigtige mennesker og på “the pod people”. For hvis kopieringen var helt perfekt, ville der så være nogen forskel overhovedet?

Det er blandt andet af denne grund, at man skal være forsigtig med at tro, at The Body Snatchers kun er en koldkrigsfabel, for den eksistentielle angst, der ligger allernederst og simrer i Finneys roman kan lige så vel være et produkt af en moderne tid. Uanset om der havde været kommunister og kold krig eller ej, så er det meget muligt, at 1950′erne alligevel havde resulteret i en The Body Snatchers, for lige så vel som vi i dag siger, at vi befinder os i et stresset samfund med information overload så var 1950′erne også en brydningstid – i hvert fald for amerikanerne.

Mange tolkningsmuligheder

Det gik ganske vist godt – krigen var overstået og vundet 10 år tidligere, og økonomien kørte i højeste gear. Men intet var alligevel som før. Ud over det ændrede magtpolitiske billede med en ny stormagt i form af Sovjetunionen, så havde 2. Verdenskrig ført til mange ændringer – kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet, materialismen florerede som aldrig før, de amerikanske highways summede af flere biler, end man havde kunnet forestille sig 15 år tidligere, og TV var ved at blive en del af de fleste middelklassehjem. Også 1950′erne var præget af stress og information overload, selv om det måske ikke var noget, vi mærkede så meget til herhjemme i vores Morten Korch-idyl i Danmark.

Derfor er The Body Snatchers ikke kun en roman om onde kommunister, forklædt som rumvæsner, eller den redscare-paranoia, der florerede i USA i 1950′erne. Det er en roman, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være menneske i det hele taget. Både på et grundlæggende filosofisk niveau, som tidligere nævnt, og på et mere konkret niveau: hvad vil det sige at være menneske i et samfund, der ændrer sig med lynets hast omkring én, uden at man kan gøre noget ved det som enkeltperson. Flugt synes i hvert fald umulig, hvilket romanens hovedpersoner finder ud af meget hurtigt. Her kan det godt nok siges, at romanens temmelig deus ex machina-prægede afslutning i nogen grad underminerer denne pointe, og det havde klædt romanen, hvis den var sluttet, sådan som der faktisk lægges op til. Men nu skal jeg ikke afsløre for meget.

The Body Snatchers har altså mange lag, og adskillige tolkningsmuligheder, og den pakker det ind i en ekstremt underholdende indpakning. Jeg har kun få anker mod romanen. Foruden den noget påklistrede slutning, så var Jack Finney rent sprogligt ingen blændende dygtig forfatter. Ordene er indimellem lidt gumpetunge, og nogle fraser bruges så mange gange, at de inden for romanens rammer ender med at virke som klichéer, og de afslører et noget stift sprog. Når musikken spiller, og Miles Bennell og Becky Driscoll er på vild flugt, så glemmer man imidlertid hurtigt sine sproglige anker, og lader sig rive med at romanens dybt paranoide og til tider endog depressive stemning.

Blivende aktualitet

Den populærkulturelle betydning af The Body Snatchers kan næppe overvurderes. Alene de indtil videre fire film er vidner om dette. Det er meget få romaner, der kan prale af at være blevet filmatiseret fire gange på 51 år, hvilket giver et gennemsnit på kun 17 år mellem hver film. Filmatiseringerne understreger naturligvis også romanens blivende aktualitet, og at den ikke kun handler om den aktuelle situation i 1950′erne. Hvert årti har sin egen kilde til angst, og det er lige præcis denne angst, som The Body Snatchers griber fat i, og trækker frem i lyset. Den viser os måske primært symptomerne – og de er ikke kønne – men samtidig maner den til eftertanke. Det er bestemt ingen ringe kunst af en lille science fiction-roman fra 1955, og når den samtidig er fabelagtigt underholdende, så er der vist ikke meget andet at gøre, end at hente “Klassiker”-stemplet frem fra skuffen.

6 stjerner

Titel: The Body Snatchers
Forfatter: Jack Finney
Udgivet: 1955 (denne udgave 1961)
Forside: Richard Powers
Forlag: Dell Publishing Co., Inc.
Format: Paperback
Sideantal: 191
hvid
Udkom oprindelig som føljeton i Collier’s i 1954, og udkom som roman i 1955. Bemærk at romanen blev let opdateret i 1978 (sammenfaldende med den anden filmatisering), og at handlingen her er blevet flyttet til 1976 i stedet for 1953. Hvorvidt der også er foretaget andre ændringer i teksten, er denne anmelder ukendt. Denne anmeldelse er baseret på den oprindelige version af romanen i en udgave fra 1961.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/07/2008