13. juli 2008

The Day the Earth Stood Still

The Day the Earth Stood StillThe Day the Earth Stood Still skildrer intelligent, gennem mødet med Klaatu, hvor meget menneskeheden er styret af frygt og fordomme. Hvis man forventer en science fiction-film, fyldt med effekter, overfladisk action og mange farver, vil man blive skuffet. Hvis man derimod vil se en tænksom, smuk, sort/hvid og samtidig underholdende sci-fi-klassiker, bliver det ikke bedre.

I 1950′erne kom der rigtig, rigtig mange sci-fi-film fra Hollywood, og ud af de mange var der en del alien invasion-film. The Day the Earth Stood Still er både en klassiker indenfor science fiction-genren, og et noget anderledes take på alien invasion-bølgen. Hvis Frank Capra havde lavet en sci-fi-film, ville den have set ud som The Day the Earth Stood Still, og det mener jeg som en meget stor ros. Dialogen er velskrevet, skuespillet i top, og dramaet veludført. At man så samtidig har science fiction- delen som en form for rammefortælling, gør det bestemt ikke værre.

Jordnær instruktør
Radiomanden fra Indien beretter passioneret om, at en UFO nærmer sig Jorden
Radiomanden fra Indien beretter passioneret om, at en UFO nærmer sig Jorden

Det er heller ikke en Hr. Hvem-som-helst, der har instrueret filmen, om end Robert Wise nok er mere kendt for sine mere jordnære, og meget succesfulde, film som West Side Story (1961) og The Sound of Music (1965). Wise startede oprindeligt som klipper for Orson Welles, og viste som instruktør stor flair for forskellige genrer. Samtidig var han en meget kompetent personinstruktør, hvilket The Day the Earth Stood Still nyder godt af.

Robert Wise har udtalt, at The Day the Earth Stood Still er den af hans film, som han nok er mest tilfreds med, og det siger ikke så lidt, når man ser på hans ganske imponerende CV. Man kan kun være glad for, at Twentieth Century Fox og producenten Julian Blaustein i sin tid valgte Wise, for man kan fint forestille sig, hvilket makværk det kunne være blevet i de forkerte hænder.

Edmund H. Norths manuskript er baseret på Harry Bates novelle Farewell to the Master fra 1940, som oprindeligt blev udgivet i pulpmagasinet Astounding Science Fiction. Norths manuskript er både meget spændende, fyldt med fin dialog og har et rigtig fint budskab.

Effektiv stemningsformidling
Skræmte europæere, og et godt eksempel, på hvordan den slags skal formidles
Skræmte europæere, og et godt eksempel, på hvordan den slags skal formidles

Filmens første to minutter er et godt eksempel på, hvordan man hurtigt og effektivt både slår en stemning an og præsenterer en konflikt: under teksterne ser vi billeder fra verdensrummet, og dertil hører vi underlige lyde. Der klippes til en antenne, og vi ser nogle teknikere konstatere, at noget er på vej mod Jorden med høj hastighed. Dernæst klippes der fra en nyhedsoplæser i Indien til nogle franske
bønder, der hører radio og endelig klippes der til en engelsk nyhedsoplæser, der siger: “… that there actually is a large, unidentified object circling the Earth at incredible speed”.

Denne helt simple måde at introducere den globale information på benyttede eksempelvis også Roland Emmerich i sin alien invasion-mastodont Independence Day (1996) – i Independence Day ser nogle af karaktererne desuden The Day the Earth Stood Still, og Emmerich har da også udtalt, at han hentede inspiration i The Day the Earth Stood Still.

Efterfølgende siger de forskellige nyhedsoplæsere, mens der klippes til forskellige lyttere, at den er god nok. Der er en UFO i nærheden. Alt dette præsenteres i en ganske realistisk tone, hvilket må siges at være et gennemgående træk for filmen: her har vi en science fiction-film, der tager sig selv og sit publikum seriøst. Indledningen gør også, at man som tilskuer er fanget ganske hurtigt, og man tror på, at det faktisk er en UFO, der ankommer til Washington. Militæret kontaktes, og mens vi hører endnu en nyhedsoplæser, ser vi billeder fra Washington. Mennesker er stimlet sammen for at se det fremmede rumskib. Det åbner sig, og ud træder en mand iklædt en underlig uniform. Manden siger, at han kommer i fred, men naturligvis sigter soldaterne på ham, og da den fremmed tager en genstand op i hånden, skyder en soldat. Den fremmed falder om, og ud af rumskibet kommer en robot, der med stråler ødelægger soldaternes våben. Den fremmede rejser op, giver robotten en ordre, og robotten stopper. Det viser sig, at genstanden han havde i hånden, var en gave til præsidenten, og at den fremmede har et navn: Klaatu (Michael Rennie). Da Klaatu får hjelmen af, kan man se, at han ligner et helt almindeligt menneske.

Fredselskende rumvæsen
Et eksempel på den dygtige brug af medierne, og bemærk den lækre billede-i-billede-effekt
Et eksempel på den dygtige brug af medierne, og bemærk den lækre billede-i-billede-effekt

Klaatu, der siger, han kommer fra en anden planet, gør det klart, at han vil mødes med repræsentanter fra de forskellige lande i verden. Vi har faktisk at gøre med en venlig og meget intelligent alien! Naturligvis, vi er jo i 1950′erne hvor frygten for A-bomben, de røde og lignende var en del af hverdagen, så den amerikanske regering er påpasselige, og der siges følgende til Klaatu: “Our world at the moment is full of tensions and suspicions. In the present international situation, such a meeting would be quite impossible.” Der hentydes her naturligvis til, at den amerikanske regering har problemer med andre lande, og her kan man naturligvis læse frygten for kommunismen ind i filmen. Men The Day the Earth Stood Still er ikke nogen banal invasionsfilm, så Klaatu svarer da også følgende: “I am not concerned with the internal affairs of your planet. My mission here is not to solve your petty squabbles. It concerns the existence of every last creature on earth.” Det må siges at være noget af et statement.

Det viser sig, at Klaatu er udsendt af en intergalaktisk sammenslutning, som vil rense universet for krig. De har fulgt udviklingen på Jorden med bekymring, og har besluttet sig for at skride ind. Her kan man også drage en parallel til The War of the Worlds (1898), hvor de fremmede også har iagttaget menneskeheden, men med et helt andet formål: at underlægge sig Jorden. Grundidéen i The Day the Earth Stood Still adskiller sig altså markant fra de fleste alien invasion-film, hvor de fremmede som regel er onde monstre.

Men de enkelte nationer på Jorden nægter at mødes med Klaatu, da de ikke vil være i rum med hinanden. Frygten har sejret over det gode budskab. Amerikanerne låser Klaatu inde, men han flygter dog hurtigt, og den efterfølgende sekvens er intet mindre en genial: en nyhedsoplæser fortæller at “rummanden er væk”, og herefter ser vi forskellige scener med frygt, hvor musikken er med til at understrege frygten. Her ses bl.a. en familie samlet foran et TV, hvor journalisten siger følgende: “The president has urged all citizens to be on the alert for any information about this man, and to transmit such information immediately to the police, the army or the FBI.”

Heldigvis er der nogen, som kan se bag frygten, og de byder naturligvis Klaatu velkommen. Vi møder den unge kvinde Helen (Patricia Neal) og videnskabsmanden Dr. Barnhardt (Sam Jaffe), og mere vil jeg ellers ikke afsløre af handlingen her. Sam Jaffe, der spiller videnskabsmanden med overbevisning og dertilhørende Einstein-hårpragt, var én blandt mange der blev blacklistet i Hollywood under McCarthyismens heksejagt.

Kristussymbolik
Robotten Gort kommer Klaatu til undsætning
Robotten Gort kommer Klaatu til undsætning

At Klaatu kan ses som en frelser i stil med selveste Jesus kan nok heller ikke komme som nogen overraskelse, når man har set filmen. Da Klaatu “går undercover” bærer han f.eks. navnet Carpenter (tømrer). Endvidere vil Klaatu med sine gerninger redde hele menneskeheden på trods af, at det kan koste ham livet, og i stil med historien om den gode Jesus snydes vi da heller ikke for en genopstandelse. Manuskriptforfatter North har siden hen sagt følgende om den religiøse allegori: “It was my private little joke. I never discussed this angle with Blaustein or Wise because I did not want it expressed. I had orinially hoped that the Christ comparison would be subliminal”. Hvordan han har håbet på, at det skulle virke underbevidst på publikum, når det er så tydeligt i filmen, er mig en gåde, men idéen med allegorien er meget fin, og virker godt i filmen.

Når man forsøger at lave seriøse science fiction-film er det noget af et sats, da man godt ved, at det typiske sci-fi-publikum, både tilbage i 1950′erne og i dag, er unge mænd og drenge. Dette publikum forventer ikke store filosofiske diskussioner eller storladne budskaber, da de har betalt penge for at se effekter og ødelæggelser. Derfor vil man ofte i sci-fi-film skjule spidsfindige budskaber bag den overfladiske action.

The Day the Earth Stood Still var i datiden et forsøg på at komme med et globalt fredsbudskab: vi skal stoppe med at bekrige hinanden, ellers vil vi dø. Da filmen kom frem, var det i et landskab af paranoia og frygt, hvor de store ord om fred rungede hult. Det kom producenterne af filmen da også til at mærke, da det amerikanske militær ikke ville hjælpe produktionen på grund af filmens indhold. Klaatu søger da heller ikke løsningen gennem militæret, men gennem videnskaben og fornuften. På den måde står The Day the Earth Stood Still i skærende kontrast til The Thing from Another World, der også kom ud i 1951, men hvor videnskaben mistænkeliggøres, og det er de slagkraftige repræsentanter for militæret, der klarer ærterne.

Visuelt flot
Klaatu uden hjelm og Helen
Klaatu uden hjelm og Helen

Rent visuelt er The Day the Earth Stood Still ganske lækker at se på. Effekterne er troværdige, men effektskuddene er faktisk holdt til et minimum, hvilket også gør det hele mere troværdigt. I dag ser robotten måske lidt vakkelvorn ud, og designet i rumskibet er noget forældet, men dengang var det the state of the art. Med til det tekniske bør også fremhæves den fremragende baggrundsmusik, hvor legenden Bernard Herrmann skaber et både fremmedartet og til tider ganske ubehageligt lydtæppe. Ubehaget er tydeligst i de montagesekvenser, hvor man ser indstillinger, uden reallyd, af mennesker i frygt. Her forankrer musikken vores reception af billederne, og her fornemmer man ganske tydeligt den paranoia, som var dagsordenen i datidens USA.

Et andet element, som filmen bruger meget dygtigt, er medierne. Både radioen, TV’et og avisen spiller en meget central rolle filmen. Det er leveret med troværdighed, og er som en rød tråd igennem hele filmen, og bruges også effektivt rent dramaturgisk. Udover at disse dele er velskrevne og vedkommende, så brugte man også flere af datidens berømte nyhedsjournalister for at øge troværdigheden. Således kan man se Gabriel Heatter, H. V. Kaltenborn og Drew Pearson som dem selv.

I The Day the Earth Stood Still er det er den mere seriøse handling, som træder i forgrunden, og filmen er på mange måder en anderledes science fiction-film, hvor det menneskelige drama og den politiske kommentar er i fokus. Filmen er et ubetinget mesterværk, og en milepæl inden for sci-fi-genren, som har inspireret et utal af både film, bøger, computerspil og tegneserier. Det er den type film, hvor alle detaljer fungerer optimalt, og hvor man, da “The End”-teksten kommer frem, godt er klar over, at der her er en filmhistoriens perler. Armene op i hyldest til Klaatu og hans robot Gort!

6 stjerner

Titel: The Day the Earth Stood Still
Dansk titel: Den dag Jorden stod stille
Instruktør: Robert Wise
Manuskript: Edmund H. North efter novelle af Harry Bates
Cast: Michael Rennie (Klaatu), Patricia Neal (Helen), Sam Jaffe (Dr. Barnhardt)
Producere: Julian Blaustein (producer)
Foto: Leo Tover
Klip: William Reynolds
Musik: Bernard Herrmann
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: 1.37:1 (oprindelig aspect ratio)
Lyd: Dolby Digital 5.1 Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1951
Produktionsselskaber: Twentieth Century-Fox Film Corporation
Distributør (DVD): Twentieth Century Fox Home Entertainment (UK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/07/2008