The Revenant

Der bliver ikke lagt fingre imellem i The Revenant – den svært oversættelige titel betyder noget hen i retning af “Gengangeren”. Vi starter med at møde en flok hærdede pelsjægere, der skal til at vende hjem fra ødemarken med et halvt års systematisk udryddelse i lasten.

De bliver overfaldet af nogle umådeligt krigeriske indianere (håber det er okay at kalde dem det, i filmen omtales de generelt som “wood-niggers”). Pelsjægerne taber slaget, og en lille gruppe af dem når at flygte, heriblandt Hugh Glass og hans søn, halvindianeren Hawk.

Snart efter bliver Glass, der er gruppens spejder, slået til kødfars af en bjørn. Han overlever med nød og næppe, men er så hårdt såret, at han skal bæres af de andre.

Herfra ville det være at spoile, hvis jeg fortsatte resumeet, men det er på sin plads at tilføje, at filmen udvikler sig til at blive et vaskeægte hævndrama, som de normalt kun kan udspille sig i grumme westerns – jeg nævner i flæng Django Unchained (2012), Hell on Wheels (2011-2016) og genindspilningen af Duke-klassikeren True Grit (2011), vi er øjensynligt inde i en stime.

Stort set alle man møder i The Revenant er kujonagtige, tyvagtige stratenrøvere, sadistiske voldsmænd eller underkuede indfødte, der bare har fået nok. Der er så meget testosteron i den her film, at jeg måtte skifte til et par større boxershorts undervejs.

Flere tæsk end Jesus

Leonardo fik som sagt den eftertragtede Oscar for sin præstation i denne film, og som så ofte før kan man godt tvivle lidt på Akademiets bevægegrunde. Herregud, han gør det da glimrende, men han spiller stort set kun på én ting: Smerten.

Hugh Glass bliver ikke kun smadret af en vred bjørn. Han gennemgår så mange pinsler, at man skulle tro man sad og så efterfølgeren til The Passion of the Christ (2004).

DiCaprios fjæs er derfor hele tiden blot en maske af stoisk lidelse, hans fagter bestemt af diverse knuste knogler. Måske er der virkelig noget om myten om, at man skal spille handicappet, hvis man vil have sin Oscar?

Leo har fortjent den, men meget mere for film som den karriereskabende The Basketball Diaries (1995), The Beach (2000) eller den undervurderede J. Edgar (2011).

Resten af castet domineres af Tom Hardy, kendt som den fåmælte nye titelkarakter i Mad Max: Fury Road (2015) og som det muskelsvulmende startegiske geni Bane i The Dark Knight Rises (2012).

Hardy får igen lov til at være skurk og snakkesagelig, og det klæder ham eminent godt at spille en udrangeret texansk eks-soldat, der kun tænker på sig selv. Domhnall Gleeson (det hedder han!) virker overspillet som den paladin-agtigt ærefulde og godhjertede officer. Gleeson er nok bedst kendt for sin rolle som Bill Weasley i Harry Potter-filmene og General Hux i den nyeste Star Wars-film.

Naturskøn agitationskunst

Der er meget få kvinder med i filmen, og de der er er allesammen ofre. Det lugter lidt chauvinistisk, men det passer begrædeligt nok glimrende ind i den historiske setting og bliver flettet smukt ind i filmens politiske undertone.

Via forskellige omveje præsenterer instruktøren, Alejandro G. Iñárritu, nemlig seeren for sit syn på verden, og det er ikke lyserødt. I filmens virkelighed er kvinder stort set kun til for at blive voldtaget, købt eller myrdet. Og for at parafrasere The Slayer’s Guide to Orcs (2002): Moder Natur er bare endnu en svag kvinde man kan voldtage! Filmen igennem straffes folk for disse holdninger, og det er såmænd meget tilfredsstillende at se på.

Den sande historie voldtages også, selvom Glass’ kvaler var frygtelige nok i virkeligheden. Jeg var sjovt nok bekendt med hans overmenneskelige præstationer i forvejen, og syntes godt nok, at der var smurt tykt på i filmen.

Det er givetvis meget svært at lave film om én mands ensomme kamp mod den knusende overmagt som Nordamerikas oprindelige natur var, men til tider stikker historien helt af fra det historiske oplæg. Gudernes store maskine tages også flittigt i brug, og det trækker desværre ned.

De underskønne panorerende shots af den vilde natur trækker lidt op, men de kunne godt have været kortere. Toenhalv time er at trække det hele for langt.

The Revenant skal ses i ro og mag med en god flaske rødvin. Den er klart oplevelsen værd, men jeg tvivler på, det bliver en af dem, jeg genser lige med det samme.

Anmeldt i nr. 129 | 13/07/2016

Stikord: Hævn