13. september 2013

Django Unchained

Ekstremt underholdende, smuk og meget voldelig spaghettiwestern, hvor Tarantino endelig er tilbage i den absolutte topform. All hail Django!

Django Unchained er Quentin Tarantinos blot ottende film på 21 år – ja det er, hvad enten man vil tro det eller ej, 21 år siden, Reservoir Dogs (dansk: Håndlangerne, 1992) fik premiere! Men sikke en film, vi får her!

Fra slave til dusørjæger

Vi er et eller andet sted i Texas i 1858. Slaven Django befries af den spøjse dusørjæger Dr. King Schultz. De to bliver et umage makkerpar. Men Django har også et motiv: Han vil gerne finde sin kone, og det vil den gode Schultz gerne hjælpe ham med. Og ellers ikke mere om handlingen her, som skal opleves i sin herlige visuelle form og ikke læses om her.

Den kære Tarantino er et barn af filmmediet. Et barn af biograferne og et barn af VHS-tidsalderen. Og det har han aldrig lagt skjul på. Han første tre film, der i min bog stadig er hans bedste film, var hans hyldest til gangster/crime-genren, fortalt på tre meget forskellige måder i henholdsvis Reservoir Dogs, Pulp Fiction (1994) og Jackie Brown (1997).

Det unikke hos Tarantino, som har dannet skole siden starten af 90’erne, er det brutale, de spændende plotkonstruktioner (og måden at fortælle dem på), et noget specielt (og trendsættende) valg af populærmusik, ofte fra 70’erne, samt hans uovertrufne tilgang til dialog: en ”ægte” Tarantino-film indeholder grafisk vold, underlige personer og skarp dialog, hvor man ofte griner, mens der smadres kroppe.

Tarantino-møllen

Og så er hans værker spækket med filmreferencer – ofte til film, som det fine borgerskab rynkede på brynene over, da de udkom, men som er blevet cool, efter de har været gennem Tarantino-møllen. I Kill Bill 1 og 2 (2003 og 2004) var det samuraifilmene, Tarantino kastede sig over, mens det i Death Proof (2007) var ”fart og dræbe”-film som Vanishing Point (1971) og Death Race 2000 (1975), der var i fokus.

I Inglourious Basterds (2009) var det krigsfilmen, og med Django Unchained er turen så kommet til den herlige spaghettiwestern. Siden Jackie Brown synes jeg, at Tarantinos film, der altid underholder, har manglet en stærk hånd, der kunne skære ind til benet.

Bevares, man fornemmer altid geniet, men der er for meget støj, hvilket er tydeligst i Kill Bill-filmenen, som burde være blevet klippet sammen til én film. Jeg ved godt, at mange elsker dem, og de er da også ganske underholdende, men jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at den ene ”bare” var stil, mens den anden ”bare” var dialog.

Så vil folk sige, ”Ja, det er jo netop pointen, det er Tarantinos leg med publikum og vores forventninger”, men jeg mener nærmere, at det er et tegn på, at Tarantino har været omgivet af for mange rygklappere og for lidt kritik af materialet. Death Proof var i min bog en klart bedre film; en strammere fortælling, som måske så kunne for lidt.

Tilbage i topform

Med Inglourious Basterds var delelementerne geniale, men den hang aldrig sammen som en helstøbt film, men mere som tableauer, hvilket naturligvis også var hensigten, men det gjorde, at jeg aldrig følte for filmen. Jeg sad distanceret, ganske underholdt, til en film uden nerve.

Med Django Unchained er Tarantino, eller den Tarantino, jeg bedst kan lide, tilbage i topform. Vi kender naturligvis alle Django igennem Franco Neros fortolkning i Django fra 1966 – Nero har for øvrigt en herlig cameo i Tarantino-udgaven.

Django Unchained har en fed, om end meget simpel handling, nogle personer, der får mig til at blive engageret og samtidig den herlige ultravold, den sorte humor og den sprøde dialog. Så på trods af at filmen er en anelse for lang, så vil jeg mene, at det er Tarantinos bedste film siden Jackie Brown.

Skuespillerne er fremragende, som det altid er tilfældet hos Tarantino – han kan noget unikt i forhold til mandskabsbehandling og personinstruktion. I titelrollen er Jamie Foxx rå, og hans motiver træder tydeligt frem. DiCaprio er herligt modbydelige som plantageejeren Candie, og Samuel L. Jackson er meget morsom og modbydelig som Candies racistiske husneger.

Men det er Christopher Waltz, der løber med sejren i skuespillerløbet. Han var også klart den bedste i Inglourious Basterds, men i Django Unchained formår han også at fremstå sympatisk og troværdig, og det er noget af en bedrift i en så kulørt film, som det er tilfældet her.

Livet, og Tarantinos film, lever i detaljerne

Men det der gør filmen ganske fremragende er alle de fine detaljer, lige fra de for små sække over hundebanden og Djangos snesko. Der er kælet for samtlige billeder i det, jeg vil betegne som Tarantinos smukkeste film til dato, og stemningen er sublim.

Og midt i al balladen er der også en alvorlig undertone, som Tarantino leverer med et (sort) glimt i øjet. Racismen er et gennemgående tema og på trods af, at man ofte griner, er det ofte med en bitter eftersmag i munden. Det er dygtigt gjort af Tarantino, som endnu engang viser, at han mester ironien og satiren.

Men mest af alt er Tarantino et legebarn, og det skinner igennem mudderet, sneen og blodet. Her er en instruktør og en manuskriptforfatter, som elsker film. Det er der mange andre, der gør, men ingen kan formidle det som Tarantino.

Noget ved Tarantinos film, som altid er udfordrende, er musikvalget. Mange af scenerne fra hans film husker vi også på grund af sangene. Ingen nævnt, ingen glemt, men I kan garanteret selv sætte toner til Michael Madsen, der skærer et øre af, og Travolta, der stener i bilen.

Tarantino bruger popmusikken både diegetisk og ikke diegetisk, og han får musikken til at give filmen et ekstra lag, som fungerer anderledes end et almindeligt score. I Django Unchained har han for alvor udfordret os ved at lade lydsiden bestå af blandt andet hip hop.

På den ene side er det utroligt cool, men på den anden side ødelægger det måske også lidt af stemningen? Og da der nu er så meget andet, der spiller for Tarantino, så havde det måske været spændende med et ”almindeligt” score til Django Unchained?

Er det for meget af det gode?

Måske er det bare ét virkemiddel for meget, for der skal ikke være tvivl om, at Tarantino har det store arsenal fremme, både stilistiske og narrativt, i Django Unchained. Men om det var blevet bedre med et almindeligt score, er jeg ikke sikker på.

Pointen er bare, at Tarantinos film lægger op, til at man som publikum undrer sig. Og at man overvejer receptionen af filmen – specielt når man, som undertegnede, er filmnørd, der også har arbejdet i en videobutik og lavet kortfilm, uden at jeg på nogen måder vil sammenligne mig med Tarantino – understreger blot, at Tarantino altid placerer sine referencerammer og inspirationskilder lige for næsen af publikum.

Han er som ”chefen” på legepladsen i børnehaven, som man altid har lyst til at løbe efter. Ham der altid har en sjov idé, hvad enten man leger røver og soldater, cowboys og indianere, samuraier og ninjaer eller racekørere og lejemordere. Og for mig at se har Tarantino nu endeligt fundet tilbage til den storform, som vi så i 90’erne. Django Unchained får de blodigste anbefalinger her fra.

5 stjerner

Titel: Django Unchained
Instruktør: Quentin Tarantino
Manuskript: Quentin Tarantino
Cast: Jamie Foxx (Django), Christoph Waltz (Dr. King Schultz), Leonardo DiCaprio (Calvin Candie), Jude Law (Alan Krumwiede), Samuel L. Jackson (Stephen)
Producere: Reginald Hudlin (producer), Pilar Savone (producer), Stacey Sher (producer), Shannon McIntosh (executive producer), Michael Shamberg (executive producer), Jason W. Skotchdopole (executive producer), Bob Weinstein (executive producer), Harvey Weinstein (executive producer)
Foto: Robert Richardson
Klip: Fred Raskin
Spilletid: 165 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2012
Produktionsselskaber: Columbia Pictures
Distributør (Blu-ray): Sony Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 95 | 13/09/2013