The Hobbit: The Desolation of Smaug

Jeg så Hobbitten Part Deux, bedre kendt som The Hobbit: The Desolation of Smaug (Hobbitten: Dragen Smaugs Ødemark) to gange på samme dag, en gang i 2D og en gang i 3D, og holdt introduktion til filmen i Biocity Randers. Og i sidste uge genlæste jeg Hobbitten (1937). Så jeg følte mig ganske klar til at skrive denne anmeldelse. Men nemt blev det alligevel ikke med sådan en type film.

Et kærkomment gensyn med en helt bestemt kro

Da vi forlod Bilbo og Co. i slutningen af The Hobbit: An Unexpected Journey (2012) var de lige blevet reddet af kæmpeørnene. Og anden del starter umiddelbart lige derefter, dog med en lille afstikker til Bree 12 måneder tilbage i tiden. Her ser vi først en gulerodsgnaskende Peter Jackson i en cameo, før vi følger Thorin Egeskjold ind på en kro – og det er naturligvis The Prancing Pony. Her møder han Gandalf, der ”skubber” Thorin i den rigtige retning i forhold til at generobre det gamle dværgerige.

Så springer vi ellers frem til nutiden og følgeskabet, der stadig er på flugt fra orkerne. De søger hjælp hos Beorn, før turen går gennem Dunkelskov og fremefter. Så kommer Legolas tilbage sammen med en masse arrogante elvere. Og der koges ganske meget suppe på Søby og nogle lidt ligegyldige handlingstråde.

Hvis man skulle være fræk, kunne man faktisk sige, at første film burde være sluttet, da de ankommer til Søby og derved kunne Hobbitten sagtens være fortalt på to film, også selvom koblingen til Ringenes Herre-filmene skulle laves.

En anden dagsorden – og et ekko fra et andet årti

På overfladen følger filmen handlingen i romanen. Men kun på overfladen. Ud over at der tilføjes en masse og skæres fra, som det nu sker i filmatiseringer, så bliver det med anden del endnu tydeligere, at Peter Jackson har en lidt anden dagsorden. Det hele skal nemlig kobles op på hans Ringenes Herre-trilogi. Så der introduceres ondskab af episke proportioner, og filmen fremstår faktisk ganske meget som et ekko af den oprindelige trilogi.

Det mener jeg både er godt og skidt, og min endelige vurdering af dette andet kapitel, vil først være komplet, når jeg næste år, ved juletid naturligvis, skal se afslutningen. I min anmeldelse af den første Hobbit-film hyldede jeg netop dette episke projekt, hvor Jackson hæver sig over romanen og går i kødet på den store mytologi i jagten på den klassiske kamp mellem det gode og det onde. Men i denne anden del sprænges der nogle huller i Jacksons episke panser.

For at sprede handlingen ud har man også skabt flere forskellige handlingstråde, hvor man eksempelvis følger Gandalf, da han forlader Bilbo og dværgene. Det er også fint, men det føles lidt som noget, vi har set før i de tre første film, og det tager lidt for meget fokus væk fra handlingen i selve Hobbitten.

Ikke nok krudt til tre film?

Det bliver også meget tydeligt, at selve romanen ikke kan bære tre film af små tre timers varighed per film. Og det kommer sådan set ikke som noget chok. Der tilføjes ”bare” en masse forrygende action og løse (og faste) tanker om den ondskab, der er ved etablere sig. Nøjagtig som det var tilfældet i den oprindelige trilogi.

Og for at gøre koblingen endnu mere tydelig, får ringen også en meget større psykologisk rolle end den har i bogen. Det er sådan set også fint nok, altså på idéplanet, men manuskriptet halter en del, og det lugter lidt af lappeløsninger visse steder; et resultat af beslutningen om at gå fra to til tre film.

Det største problem for mig bliver dog den noget påtagede kærlighedshistorie. Det er tydeligt, at manuskriptforfatterne har manglet noget romantik a la Arwen og Aragorn for at kunne lefle for et større publikum. Men den måde det er skildret på i filmen er ikke rørende og samtidig ganske utroværdigt. Det er ikke fordi, jeg har noget imod, at man tilføjer nyt, men det er ikke godt udført og meget langt fra både Tolkiens roman og ånd og for mig er det netop vigtigst, at man er tro mod ånden.

Et andet problem er at filmen, efter den har passeret de to timer, begynder at blive lidt kedelig. Det der starter helt forrygende, her mener jeg mødet med Smaug, udvikler sig til et platformspil, hvor man trækker handlingen for langt ud og filmen åbner for mange tråde op. Det er skidt, men hvis det forløses tilfredsstillende i den tredje film, vil også dette andet kapitel fremstå stærkere.

Ikke så god som sin forgænger – men stadig fantastisk

Der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med en ganske fremragende film, når man ser på film generelt. Men når den ses i et Jackson-objektiv, hører den til i den lidt svagere ende, i stil med The Two Towers (2002), så jeg er meget spændt på, hvordan det forløses i sidste kapitel.

En anden ting er også, at det første kapitel var mere litterært og underspillet end dette meget bombastiske andet kapitel – selvom også den første Hobbit-film havde sine tydelige problemer, så var den mere helstøbt og lukket om sig selv som fortælling.

Teknikken er endnu engang intet mindre end fabelagtig, og Jackson formår som ingen anden at skabe en fantasyverden, man tror på. Endnu engang skabes der scenerier og enkeltstående passager, som vil være prentet ind i min bevidsthed til evig tid. Men filmen træder også lidt vande, og som enkeltstående film føles den en anelse uforløst og noget af den magi, der var ved den første film, er forsvundet i CGI.

Skuespillerne gør det godt, men desværre kommer de hen imod slutningen til at træde i baggrunden for actionscenerne under bjerget. Det er ærgerligt, da man her ellers bremser den ganske spændende udvikling som specielt Thorin og Bilbo gennemgår, og jeg håber bare, at denne udvikling fortsætter i tredje film, da netop det lurende vanvid for mig er det, der bedst kæder det sammen med de tre Ringenes Herre-film.

Dommen

Så tror du sikkert, at jeg ikke vil kaste mange stjerner efter den. Men det vil jeg. Fem styks faktisk. Og det er fordi jeg, i min karaktergivning, forsøger at forholde mig til filmmediet generelt, og her er Peter Jackson-film de fleste andre film overlegne.

Det er i forhold til de andre Jackson/Tolkien-film at den halter, uden at den dog nogensinde vælter. Jeg kan ikke forstå de anmeldere der bedre kan lide nummer to end nummer et. Det er mig en gåde, som sikkert heller ikke Gollum ville kunne løse, men det kan være at jeg, selvom jeg prøver at lade være, alligevel er for meget forankret i romanen. Det tror jeg nu ikke er tilfældet.

På trods af alle mine kritikpunkter vil jeg stadig anbefale dig at indløse billet til fantasyland; det bliver alligevel ikke meget bedre, og når vi om 50 år kigger tilbage, vil Jackson/Tolkien-filmene fremstå som mammutværker og referencepunkter for alle andre fantasyfilm – og for filmmediet helt generelt.

Anmeldt i nr. 98 | 13/12/2013

Stikord: Fantasy, Filmatisering, J.R.R. Tolkien, Middle-earth, Trilogi