The Hobbit: The Battle of the Five Armies

The Hobbit: The Battle of the Five Armies, som lanceres som ”The Defining Chapter”, er bestemt ikke nogen dårlig film. Langt fra. Men den er bare uforløst, og det bliver nu endegyldigt slået fast, at der ikke har været materiale nok til tre film. Det føles, med Bilbos egne ord, som ”… sort of stretched, like butter scraped over too much bread.”

Simpelt godnateventyr blev til svulstig filmtrilogi

The Hobbit startede som Tolkiens godnathistorier til børnene i slutningen af 1920’erne. Så skrev han på den og lagde den væk igen og endelig, i 1937, blev den så udgivet som ”en glemt børnebog” – en bog, der fik stor succes, og en bog, der fik en fremragende anmeldelse af Tolkiens gode ven C.S. Lewis.

The Hobbit er en børnebog; et fint lille eventyr, som i Peter Jacksons hænder er blevet til en svulstig trilogi. Det er en konstruktion, der truer med at kollapse og smudse hele projektet til – helt så slemt går det dog heldigvis ikke.

Filmen starter hvor The Hobbit: The Desolation of Smaug (2013) sluttede: Dværgene er kommet frem til deres mål, og Smaug er på vej mod Søby. Lige på og hårdt med action og dragedød. Og så kunne filmen, hvis man havde fulgt bogen, snart være slut. Men Jackson og co. havde en anden dagsorden, og det er sådan set også fint. Masser af krig, masser af død og spandevis af flotte effekter.

Krigsorgie tager fokusset væk fra det vigtige

Desværre tager dette orgie fokusset væk fra de stærke ting. Fra vanviddet, der dog ses i glimt i flere stærke scener, og mange af de stærke karakterer reduceres til statister i Jacksons imponerende krigsballet. Det skal ikke forstås som om, at der ikke er mange stærke scener, der også rammer følelserne. Min personlige favorit er, hvor dværgene stormer ud af bjerget for at hjælpe deres slægtninge. Det er gjort af det stof, som skaber episke drømme.

Desværre haster filmen videre, og selvom der ikke er nok materiale til så meget fyld, føles filmen alligevel for kort og værst af alt føles den uforløst – man kan i den sammenhæng håbe på, at extended-udgaven kan råde bod på dette, da mange elementer, og handlingstråde, slet ikke følges tilfredsstillende til dørs. The Two Towers (2002) er den blandt alle Jacksons Tolkien-film, der vandt mest med en udvidet udgave. I min drømmeverden kommer det samme til at ske med The Hobbit: The Battle of the Five Armies.

Et andet problem er den uforløste kærlighedshistorie mellem dværg og elver. Idéen er som sådan ikke så tosset: Kærligheden mellem en udødelig og en dødelig er et centralt tema hos Tolkien med Beren og Lúthien som det klareste eksempel (på Tolkien og hustruens gravsten står de to navne under deres ”almindelige” navne). Men i filmen virker det påklistret og ligegyldigt. Den potentielle trekant med superhelten Legolas udebliver også – det havde ellers været et frækt træk i en film, der ellers mangler kant.

En MEGET lang proces

I 1997 fik Jackson rettighederne til The Lord of the Rings (1954-55). To års planlægning fulgte og ca. et års optagelser. Så blev ring-raketten skudt af fra 2001-2003 – den første film, The Fellowship of the Ring (2001), er stadig på min top tre over verdens bedste film, og det er nok den største biografoplevelse, jeg nogensinde har haft.

Så gik der nogle år. Man hørte hvisken om en ny film. Flere nye film faktisk. Først to, der sidenhen blev til tre. Og igen med Jackson bag roret, selvom det ikke i første omgang var meningen. I 1997 var Peter Jackson 36 år gammel. Nu, hvor hans gigantiske værk er færdigt, er han blevet 53 år. Meget fint, når man også tænker på, at Tolkien brugte så lang tid på sine værker. Hvad der nu skal ske med Jackson bliver spændende. Er det slut, eller har han mere krudt at skyde med? Under alle omstændigheder bøjer jeg mig i støvet for hans projekt, på trods af at dette sidste kapitel skuffer.

Uforløst

Nu må vi finde en ny bodega, et nyt sted, nogle nye fortællinger, som kan udfylde tomrummet. Mine forventninger var måske også for store? Men de foregående film, hele projektet og lanceringen som ”The Defining Chapter” råbte højt på høje forventninger. De fire stjerner, jeg kaster efter filmen, kan virke som mange, når man tage min kritik i betragtning, men det skal ses i det lys, at det stadig er en fin film der er bedre end så meget andet. Problemet er at jeg står tilbage uforløst. Både følelsesmæssigt og historiemæssigt.

Anmeldt i nr. 110 | 13/12/2014

Stikord: 3’er, Fantasy, Filmatisering, Fortsættelse, J.R.R. Tolkien, Middle-earth, Trilogi