Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Star Wars Episode VIII: The Last Jedi

Star Wars Episode VIII: The Last Jedi
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Last Jedi har delt vandene – anmelderne elskede den og fans er delt i "lovers" og "haters". I virkeligheden forstår jeg ingen af parterne, for på den ene side er The Last Jedi bestemt intet mesterværk, på den anden er den heller ikke et makværk.

Star Wars Episode VIII: The Last JediAdvarsel! Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Da J.J. Abrams’ The Force Awakens havde premiere i december 2015, fik filmen næsten universelt gode anmeldelser.

Der var dog også en del fans, der kritiserede filmen for i alt for høj grad at minde om den allerførste Star Wars-film fra 1977, og det er da også rigtigt, at The Force Awakens har mange plotmæssige fællestræk med den film, der siden 1981 har været kendt som Episode IV: A New Hope.

I min egen anmeldelse af The Force Awakens skrev jeg da også, at jeg gerne havde set færre plotmæssige sammenfald med A New Hope, men at de i øvrigt ikke fik mig til at nyde filmen mindre.

Og videre, at jeg både håbede og troede på, at de efterfølgende film i højere grad ville komme til at stå på egne ben og ikke minde så meget om filmene i den oprindelige trilogi.

En del sammenfald

Hvad dette angår må man sige, at Rian Johnson med The Last Jedi har ramt en blød middelvej, for The Last Jedi minder betydelig mindre om The Empire Strikes Back (1980) end The Force Awakens mindede om A New Hope.

Dette til trods er der dog en del sammenfald, hvoraf nogle da også er helt unødvendige, og som Johnson med fordel kunne have undgået.

Det nok mest unødvendige sammenfald er dog ikke mellem The Last Jedi og The Empire Strikes Back, men mellem The Last Jedi og Return of the Jedi (1983), mere specifikt en scene, hvor Rey (Daisy Ridley) overgiver sig til Kylo Ren (Adam Driver) og bliver stillet foran Supreme Leader Snoke (Andy Serkis).

Denne scene udspiller sig langt hen ad vejen parallelt med scenen i Return of the Jedi, hvor Luke overgiver sig til Vader og bliver stillet foran Kejseren.

Scenen tager en uventet drejning, som dog sagtens kunne have været realiseret uden at det foregående behøvede være en næsten beat-for-beat-remake af scenen fra Return of the Jedi.

Polariseret modtagelse

Det er dog ikke de forskellige plotsammenfald med både The Empire Strikes Back og Return of the Jedi, der i den grad har polariseret fansene, for The Last Jedi er en film, der i meget høj grad har trukket fansene ud på fløjene.

Anmelderne har været næsten universelt positivt indstillede overfor filmen, mens de fleste fans har været delt i “lovers” og “haters”, sidstnævnte sågar i en sådan grad, at nogle har lavet en underskriftindsamling for at få Disney til at fjerne filmen fra den officielle Star Wars-kanon.

Det er selvfølgelig helt latterligt, men filmens “love or hate”-reaktion er på sin vis lige så uforståelig. The Last Jedi er bestemt intet mesterværk, men det er bestemt heller ingen rædsom film. Når det er sagt, må det siges, at der bestemt er problemer undervejs.

Inden vi kommer så langt, må vi dog hellere lige kigge lidt nærmere på filmens handling, hvoraf der her følger et fyldigt resume – dette er nødvendigt for at kunne diskutere pro et contra i forhold til Rian Johnsons valg.

Direkte fortsættelse

Som den første Star Wars-efterfølger nogensinde, begynder handlingen i The Last Jedi umiddelbart efter begivenhederne i The Force Awakens.

Det var Rian Johnson – der både har skrevet og instrueret – lidt tvunget til på grund af den måde, J.J. Abrams og Lawrence Kasdan afsluttede manuskriptet til The Force Awakens: Rey har lige fundet Luke Skywalker på planeten Ahch-To og rækker hans lyssværd frem mod ham.

I denne situation ville det virke mærkeligt, om ikke filmen begyndte lige i det øjeblik, snarere end – som alle de foregående sequels – at springe nogle år frem.

Ikke at dette dog afholdt Rian Johnson fra at se stort på elementer fra The Force Awakens, som vi senere skal vende tilbage til.

Luke i eksil

Men altså: Rey har fundet Luke Skywalker og beder om hans hjælp. Det er Luke indledningsvist overhovedet ikke interesseret i, for efter hans nederlag med Ben Solo/Kylo Ren, er Luke gået i eksil på Ahch-To og har vendt Jedi-stien ryggen.

Det kræver flere ting at få ham overtalt til at træne Rey og endnu flere ting at få ham til at engagere sig i den verserende konflikt mellem modstandsbevægelsen og The First Order – herunder et besøg af ingen anden end Yoda som “Force Ghost”.

Forfulgt af The First Order

Den anden plottråd i filmen tager sin begyndelse under det rumslag, der indleder filmen. Her bliver en stor del af modstandsbevægelsens flåde udraderet af The First Order, og da modstandsbevægelsens skibe tager flugten gennem hyperspace, bliver de forfulgt.

Det burde ikke lade sig gøre at spore nogen gennem hyperrummet, men den teknologi har The First Order altså nu udviklet, og det sætter General Leia (Carrie Fisher) og de sørgelige rester af flåden i en prekær situation.

De er ved at løbe tør for brændstof til hyperrums-springene, og når First Order-flåden alligevel bare kan følge efter dem, er det bare et spørgsmål om tid, før modstandsbevægelsen bliver indhentet og tilintetgjort.

Det eneste, de kan gøre, er at holde sig på så lang afstand af First Order-flåden, at deres skibes kraftskjolde kan afværge beskydningen fra The First Order, og selv dette beror på, at de har brændstof nok. Uret tikker altså.

Mission til kasino-planet

Den tredje plottråd i filmen følger direkte af den anden, for nu må modstandsbevægelsen finde en måde at ødelægge First Orders evner til at spore dem gennem hyperspace.

Denne mission tilfalder Finn (John Boyega) og teknikeren Rose (Kelly Marie Tran), der må opspore en mesterlig kodebryder på kasino-planeten Canto Bight. Her møder de den lyssky DJ (Benicio del Toro), der indvilger i at hjælpe dem – mod behørig betaling, naturligvis.

Men det er ikke nok bare at finde DJ. Finn, Rose og DJ må også ombord på Snokes flagskib for at slukke for First Orders sporingsmekanisme, og denne del af deres mission slår spektakulært fejl, da DJ forråder dem for flere penge.

Slut med Snoke – og med Luke

I mellemtiden har Rey forladt Luke på Ahch-To og valgt at overgive sig til Kylo Ren, fordi hun fornemmer, at der stadig er en konflikt i Ren og at han kan omvendes til Kraftens lyse side.

Hun føres for Supreme Leader Snoke, der vil vide, hvor han kan finde Luke Skywalker, og som fornemmer at den endelige sejr er indenfor rækkevidde.

Snoke når dog ikke langt, da han forrådes af sin egen discipel Kylo Ren, der ekspederer Snoke til det hinsides og forsøger at overtale Rey til at slutte sig til ham.

I en afsluttende desperat kamp mellem First Order og modstandsbevægelsen på saltplaneten Crait (i øvrigt en meget tydelig og unødvendig callback til Slaget på Hoth fra The Empire Strikes Back), dukker Luke Skywalker endelig op for at redde dagen.

Det viser sig dog, at han ikke gør det helt, som man tror, men projicerer sig tværs over galaksen fra Ahch-To til Crait for at konfrontere Kylo Ren.

Kraftanstrengelsen ved denne projektion koster Luke livet, og ligesom sin egen læremester Obi-Wan, bliver Luke ved sin død ét med Kraften. Men hans offer giver de sølle rester af modstandsbevægelsen mulighed for at flygte ombord på The Millennium Falcon.

En anden rolle til Luke

På trods af visse sammenfald, lægger The Last Jedi sig ikke nær så tæt op ad The Empire Strikes Back, som man kunne have frygtet.

F.eks. kunne man sagtens have været bange for, at Reys Jedi-træning på Ahch-To ville være blevet en ret direkte kopi af Lukes træning på Dagobah, men det er ikke tilfældet.

Netop Luke Skywalkers opførsel og sindstilstand er dog også én af de ting, der har været med til at splitte fansene. Mange havde håbet, at Luke ville være trådt i karakter som den helt, vi kender ham som, og vendt tilbage til kampen mod The First Order.

I stedet insisterer han på sit eksil, selvom han dog modvilligt går med til at træne Rey en smule. Lukes nederlag med Ben Solo har fået ham til at mene, at Jedi-ordenen har slået fejl, og at galaksen vil være et bedre sted uden Jedi-ordenen.

Han kommer i sidste ende naturligvis på andre tanker, men Lukes indstilling betyder, at han spiller en helt anden rolle for filmen, end de fleste fans formentlig havde forventet – og håbet på.

Interessante og problematiske greb

Det er blot ét af flere interessante og potentielt problematiske greb, som Rian Johnson foretager i sit manus. Ifølge Johnson var grunden til Lukes indstilling (og baggrunden for Lukes død), at Rey ellers nemt ville have mistet sin plads i filmen og den efterfølgende film.

Altså: At fokus nu ville være flyttet til Luke Skywalker og ikke på den nye hovedperson, som blev introduceret i The Force Awakens.

På den ene side kan jeg godt se, hvad Rian Johnson mener. På den anden side mener jeg, at det er udtryk for frygtsom og uopfindsom historiefortælling ikke at forsøge at finde plads til dem begge.

Lukes død virker i den grad antiklimaktisk, i særdeleshed når det går op for én, at det ikke engang var Luke i fysisk skikkelse, der konfronterede Kylo Ren, men Luke som en form for astral-projektion.

Han Solos død i The Force Awakens var trods alt både dramatisk og fyldt med patos; Lukes død virkede forceret, som om Johnson død og pine ville gøre det, som han får Kylo Ren til at sige til Rey: “Let the past die. Kill it, if you have to.”

Og det gør Rian Johnson så. Nogle (bl.a. de positivt indstillede anmeldere) ville sige, at det er udtryk for et modigt valg og et fortællemæssigt nybrud.

Andre ville sige, at det tyder på, at Johnson ikke har været sikker nok på egne evner som historiefortæller til, at han kunne finde plads til både Luke og Rey.

Om det er det ene eller det andet, er jeg i tvivl om. Lige nu hælder jeg til sidstnævnte.

Oppustet spilletid

Lukes død er efter min mening det absolut største problem ved The Last Jedi. Det næststørste er spilletiden, der med 152 minutter er en halv time for lang.

En af grundene til den oppustede spilletid er hele plottråden med Finn og Roses mission til Canto Bight, der derfor også i høj grad går ud over filmens pacing.

Canto Bight-sekvensen indeholder ellers nogle fine betragtninger, som markerer reelle nybrud i Star Wars-universet. De rige spillefugle i kasinoet har nemlig tjent deres penge ved at sælge våben til The First Order.

Da DJ senere viser Finn og Rose, at våbenhandlerne ikke bare sælger til The First Order, men også til modstandsbevægelsen, introduceres pludselig nogle reelle gråtoner i et univers, der ellers altid har været præget af klart optegnede konflikter mellem godt og ondt.

DJ selv markerer det samme, for hvor Han Solo jo viste sig at være god nok på bunden og ikke havde nok i penge, er DJ den ægte vare: Han er til fals og sælger vitterligt sig selv til højstbydende.

Tankerne her er fine nok, og det klæder egentlig Star Wars også at få lidt gråtoner ind i det ellers renskurede sort/hvide moralske univers, som filmene foregår i.

Desværre fungerer Canto Bight-sekvensen ikke dramatisk og kommer i stedet bare til at fremstå som en distraktion fra de to andre plottråde.

Målet helliger ikke midlet #1

Endelig er der to andre plotmæssige problemer, som må adresseres. Det ene handler om Supreme Leader Snoke, som Rian Johnson ekspederer ud af historien uden at give os yderligere information om, hvem han var, hvor han kom fra og hvordan han fik magten over Kylo Ren.

Jovist, det kan vi selvfølgelig være heldige at få i Episode IX, men hvorfor skulle J.J. Abrams og kompagni bruge tid på Snoke i den næste film, når han nu er død?

Rian Johnsons argumentation for at tage livet af Snoke er, at det var mere interessant at få bygget Kylo Ren op som den egentlige skurk og ikke have endnu et spejl af den oprindelige trilogi i form af Snoke/Ren som Kejser/Vader.

Principielt er jeg enig i den betragtning, og jeg ved også godt, at det ikke er Johnson, der har opfundet Snoke, men at han var en figur, Johnson “arvede” fra J.J. Abrams og Lawrence Kasdans manuskript til The Force Awakens.

Alligevel mener jeg, Johnsons behandling af Snoke er problematisk: Når nu noget er etableret som en væsentlig komponent af fortællingen, kan man ikke bare skære den væk uden videre forklaring.

I bedste fald er det en uelegant løsning, i værste fald er det decideret arrogant, og her hælder jeg igen til sidstnævnte.

Målet helliger ikke midlet #2

Det andet plotmæssige problem er også en arv fra The Force Awakens, nemlig spørgsmålet om Reys forældre. Det er et eksempel på én af J.J. Abrams’ “mystery boxes”, men det blev også hurtigt til én af de ting, fans virkelig gik op i.

Igen forstår jeg sådan set godt, hvorfor Johnson gerne ville af med den spekulation: Ved at lade Rey være datter af helt almindelige mennesker, understreger han, at man ikke skal være særligt udvalgt for at have Force-potentiale.

Det er en anti-elitær idé, Johnson gør sig til fortaler for, og den er grundlæggende sympatisk. Desværre er det endnu et eksempel på, hvordan Rian Johnson giver fanden i, hvad der blev sagt i The Force Awakens og derfor leverer en alt andet end elegant løsning.

Nu kan vi selvfølgelig ikke være helt sikre på, at Kylo Ren talte sandt, da han fortalte Rey, at hendes forældre var et par “nobodies”, men Rey lod til at føle, at det var sandheden.

Så det bliver spændende at se, om J.J. Abrams vælger at gå i rette med Rian Johnsons udlægning, når Episode IX kommer.

Fingeren peger på Kathleen Kennedy

Som sagt er både Snoke og spørgsmålet om Reys forældre plotelementer, som Johnson har arvet fra The Force Awakens, og mere end noget andet udstiller det måske problemet ved ikke at have udtænkt en samlet historie på forhånd.

J.J. Abrams og Lawrence Kasdan skrev manus til The Force Awakens og introducerede der Snoke og mysteriet om Reys forældre, men altså uden at give anvisninger til Johnson om, hvor historien var på vej hen, eller hvem de forestillede sig, at Reys forældre var.

I sidste ende må man nok derfor sige, at den anklagende finger må pege på Kathleen Kennedy og de andre bosser hos LucasFilm og Disney.

Det er deres ansvar, at der ikke fra begyndelsen blev lagt en plan for historierne i alle tre film, og at forfatterne bag hver enkelt film har været ansvarlige for at bringe historien videre.

Mindre graverende problemer

Man kunne sagtens pege på flere problematiske aspekter ved The Last Jedi, men så er vi ovre i de lidt mindre graverende aspekter.

Dog havde det været rart med lidt mere kød på både Finn og Poe, der i The Last Jedi har betydeligt mindre at arbejde med end i The Force Awakens. Særligt Poe er relegeret fra filmens plotmæssige maskinrum til en nærmest statist-agtig position.

Derudover kan man sætte spørgsmålstegn ved det ophidsende i en situation, hvor modstandsbevægelsens flåde flyver ligeud det meste af tiden og forfølges på afstand af First Order-flåden. Det virker faktisk en smule noller for nu at bruge et godt jysk udtryk.

Jo mindre sagt om Domhnall Gleesons pinlige overspil som General Hux, jo bedre. Og så virker humoren i filmen stedvist noget forceret, særligt den humor der sniger sig ind i samspillet mellem Luke og Rey på Ahch-To.

Skidt – og godt

Nu kunne det godt lyde som om, jeg hader The Last Jedi af et godt hjerte, men det er faktisk ikke tilfældet. For det er sådan, at nærmest hver problematisk ting, Rian Johnson gør i sit manus, også har nogle positive aspekter.

Selvom jeg er dybt skeptisk overfor Johnsons måde at forvalte Luke Skywalkers død på, er Lukes sindstilstand og opførsel på Ahch-To langt mere interessant, end hvis han beredvilligt havde taget Rey som elev og var trådt direkte ind i kampen på ny.

Selvom Canto Bight-sekvensen trækker filmen i langdrag og ødelægger pacingen, introducerer den fine betragtninger, vi ikke før har set i Star Wars, og som giver The Last Jedi en smule tankegods midt i al popcorn-ramasjangen.

Selvom jeg synes Snoke ekspederes på en uelegant og arrogant facon, er det positivt, at vi nu slipper for endnu et Vader vs. Luke-opgør med Kejseren på sidelinjen, men kan få Kylo Ren i en position, der gør ham farligere og mere interessant som den primære skurk.

Som en sidebemærkning kan det her siges, at Adam Driver faktisk formår at gøre Ren mere afrundet i denne omgang, hvor han ikke bare er en mut Darth Vader-wannabe.

Og selvom jeg også synes, at Rian Johnsons behandling af spørgsmålet om Reys forældre er problematisk, synes jeg formålet er positivt: At man ikke behøver være en Skywalker eller barnebarn af Obi-Wan eller noget helt tredje for at være “strong with the Force”.

Flot, underholdende – og bittersød

Derudover er The Last Jedi også en umanerlig flot film – rent visuelt tror jeg ikke, Star Wars nogensinde har set så godt ud – og til trods for den oppustede spilletid, er underholdningsværdien grundlæggende solid hele vejen igennem.

Dertil kommer en virkelig god indsats af Daisy Ridley som Rey, ligesom Adam Driver som nævnt er noget bedre i denne omgang. Samspillet mellem de to får vi forhåbentlig mere af i næste film.

Og så er det naturligvis bittersødt at se Carrie Fisher i hendes sidste rolle. Det var der selvfølgelig ingen, der vidste, da scenerne blev optaget, og det bliver spændende at se, hvordan Abrams og kompagni har tænkt sig at løse problemet med Fishers fravær i Episode IX.

Men velvidende, at Fisher døde i december sidste år, var det både gribende og hjerteskærende at se hende og Mark Hamill dele en sidste scene nær slutningen af The Last Jedi til tonerne af John Williams’ smukke “Luke and Leia”-tema, som vi ikke har hørt siden Return of the Jedi i 1983.

Fire små stjerner

Det er om ikke andet interessant med en Star Wars-film, der i den grad skiller vandene, som The Last Jedi har gjort, for det er ikke noget, vi ser så tit.

Anmeldernes gavmilde stjernedrys kan jeg ikke forstå, for både som enkeltstående film og indenfor rammerne af den større saga er der store problemer med The Last Jedi.

Omvendt forstår jeg heller ikke de, der decideret hader filmen. De problematiske og kontroversielle valg, Rian Johnson har foretaget, betyder i hvert fald, at The Last Jedi trådte nye veje og ikke bare var en “remake” af The Empire Strikes Back.

Sidstnævnte var der mange, der krævede, efter at have jamret over, hvor meget The Force Awakens mindede om A New Hope. Nu fik de noget nyt, og så jamrer de alligevel.

The Last Jedi er måske ikke helt den film, mange havde håbet på, men dens uventede og kontroversielle måde at behandle etablerede plotelementer på gør den i det mindste langt mere interessant, end jeg havde regnet med.

Og så er den både solidt underholdende (pacing-problemer til trods) og rigtig flot lavet. The Last Jedi sniger sig op på fire små stjerner herfra.

4 stjerner

Titel: Star Wars: Episode VIII: The Last Jedi
Instruktør: Rian Johnson
Manuskript: Rian Johnson
Cast: Mark Hamill (Luke Skywalker), Carrie Fisher (Leia Organa), Adam Driver (Kylo Ren), Daisy Ridley (Rey), John Boyega (Finn), Oscar Isaac (Poe Dameron), Andy Serkis (Snoke)
Foto: Steve Yedlin
Klip: Bob Ducsay
Musik: John Williams
Spilletid: 152 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017
Produktionsselskab: Lucasfilm, Ram Bergman Productions, Walt Disney Pictures

Anmeldt udenfor nummer | 21/12/2017

Stikord: Star Wars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>