Jonas Wilmann
Ingen kommentarer

A LONG TIME AGO… Blev der lavet gode Star Wars-film

A LONG TIME AGO… Blev der lavet gode Star Wars-film
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jonas Wilmann tager her den nye Star Wars-film under kærlig behandling. Den svageste af alle Star Wars-film lyder dommen. Læs her hvorfor.

Star Wars Episode VIII: The Last Jedi (herefter TLJ) er blevet rost til skyerne af anmelderne med henholdsvis 92% og 86% favorable anmeldelser på Rotten Tomatoes og Metacritic.

Samtidig er det den Star Wars-film, der har den laveste “audience score” nogensinde på begge sites, henholdsvis 53% og 48%. Selv de to første udskældte episoder i prequel-trilogien klarer sig bedre.

Jeg befinder mig helt klart på den rungende nej-side og betragter TLJ som det absolut svageste kapitel i Star Wars-sagaen. Jeg forstår derfor fint de negative fanreaktioner, som visse har prøvet at forklejne som “fake news”.

Rotten Tomatoes var dog hurtigt ude og forsikre om, at de holder nøje øje med brugeranmeldelser, og den lave score er valid.

Jeg vil advare om SPOILERS i denne artikel, som ikke er en anmeldelse i den gængse forstand, men mere en analyse af de mange ting, der går galt i TLJ.

Lad os begynde.

Mit største kritikpunkt, som svæver højt over alle de andre er, at filmen ganske enkelt er godt gammeldags røvsyg.

En af de ting, der gjorde The Force Awakens (herefter TFA) marginalt bedre – bemærk: marginalt – end den seneste installation var, at den i det mindste var nogenlunde underholdende.

Tæerne havde da svært ved at rette sig ud ved synet af den orange Yoda og alt det, men man kedede sig ikke.

I TLJ er alle de nye karakterer intetsigende – de spænder over det latterlige som den overspillende Laura Dern med lilla hår og gallakjole, til det nærmest uforståelige som Benicio del Toros stammende Lando-klon.

Og der er alt for mange kedelige, lange scener nærmest uden pointe (turen til kasinoet, de store rumheste – som det vist var synd for – ja, nærmest alt, der involverede Finn og Rose og den endeløse rumjagt med den overkarikerede Hux ved roret).

Og de velkendte karakterer enten svigtes ved, at man glemmer at give dem en personlighed (Finn), de fordummes og gøres fjollede (Rey) eller tages i en så absurd retning, at man slet ikke kan kende dem (Luke).

Ovenstående er min klart største kritik af TLJ, for det var grunden til, at jeg havde svært ved at holde øjnene åbne og for første gang under en Star Wars-film overvejede at forlade biografen.

Derudover er der simpelthen så mange andre ting, man kan dykke ned i. Jeg vil næppe komme omkring det hele her i artiklen, da min fornemmelse egentlig er at “det hele bare er sådan lidt off”, men vi kan prøve med nogle overskrifter.

De mange spørgsmål, der ikke bliver besvaret

Efter at have set TFA sad jeg tilbage med rigtig mange spørgsmål, som jeg vidste, at episode VIII skulle besvare fyldestgørende for, at det nye univers skulle give mening.

Hvem er Snoke? Hvordan fik han vendt Ben Solo over til den mørke side? Hvem er the Knights of Ren? Hvor er de? Og hvorfor har vi både i VII og VIII kun hørt om republikken i flygtig omtale? Det er nærmest, som om der slet ikke har været nogen republik.

I TLJ fortæller instruktør og manuskriptforfatter Rian Johnson os, at de “smådetaljer” skal vi ikke spekulere mere over.

Snoke dør hurtigt (og alt for let – det alene kunne man skrive en hel artikel om), Knights of Ren hører vi ikke et ord om, Reys forældre var ikke force wielders, og den store Jedihelt Luke var i virkeligheden en kujon, sortseer og muligvis også lidt af en ond stodder.

Så ikke nok med at Johnson ikke leverer nogen egentlige svar, så giver han både publikum, Lukas, hele Skywalker-æraen og egentlig også Abrams, hvad der kunne ligne en finger.

Især i forhold til Abrams er det påfaldende, for burde sequel-trilogien ikke bare hænge lidt sammen? Johnson tilbageruller tilsyneladende en masse af Abrams’ idéer, så det som publikum bliver en noget hakket oplevelse.

I TFA så vi f.eks., hvordan Lukes lyssværd ligesom “talte” til Rey, og hvordan den gamle mester havde efterladt et kort, der førte til Ahch-To, i sin droid R2D2.

Ud fra det kunne man vel kun konkludere, at Abrams varmede op til, at Rey var en Skywalker, og Luke bestemt gerne ville findes af de rette og ikke havde gemt sig “the most unfindable place in the universe” for at dø.

Og Snoke. Der må da have været en eller anden tanke bag Snoke? Man fornemmer, at manuskriptforfatterne på de nye Star Wars-film ikke taler særligt meget sammen.

Den nye generation

I TLJ har meta-lagene tydeligvis været meget vigtige for Johnson, som har ofret al logik for at illustrere, at HAN er den nye generation.

Han er en af de mange børn, der så Star Wars i firserne og jublede over dem, men nu er han voksen og må løsrive sig. Alle kan blive Jedi. Man behøver ikke være en Lucas eller en Skywalker for at være stærk med The Force.

Som den helt unge force wielder vi ser i TLJ – den utilgiveligt klistrede scene med børnene i Canto Bight – løsriver Johnson sig både fra Lucas-æraen og Abrams’ uselvstændige værk. Lige sådan noget anmelderne elsker at dissekere, men undskyld mig, hvad har det med Star Wars at gøre?

I mine øjne repræsenterer Abrams og Johnson to ekstremer af fanboy-ism og illustrerer tydeligt, hvorfor fans, der er vokset op med filmene, er de absolut værste til at instruere dem.

Måske var hele projektet med at skabe en post-Lucas sequel-trilogi dødsdømt fra starten. Den ene padawan (Abrams) afleverer et blankpoleret æble til mesteren (Lucas), og den anden starter et lille oprør.

Vi er næsten ude i noget Kain og Abel, bortset fra, at Lucas forkastede offergaven, som han, i sine oprindelige, “ucensurerede” udtalelser, dømte til at være alt for retro og fan-servicerende.

Både Abrams og Johnson er dog dybt uegnede til at lave en Star Wars-film, og TFA og TLJ er i heftig diskussion med hinanden.

Det skulle ikke undre mig, om Abrams retter ind på sit gamle spor i IX, hvilket effektivt vil betyde, at den nye trilogi ikke giver nogen som helst mening – som seere bliver vi trukket frem og tilbage i et konstant omskifteligt univers uden den tiltrængte voksensupervision, Johnson siger farvel til i TLJ.

Dramatiske hensyn frem for alt

Johnson har ikke været bleg for at kommentere på flere af TLJ’s store overraskelser i en lang række “Johnson explains”-artikler. Det er vist sjældent noget godt tegn, hvis man en uge efter en filmpremiere skal ud og forklare og forsvare i ét væk.

Om den manglende afklaring på Snoke og hans overraskende død udtalte Johnson: “It would have stopped any of these scenes dead cold if he had stopped and given a 30-second speech about how he’s Darth Plagueis. It doesn’t matter to Rey. If he had done that, Rey would have blinked and said, ‘Who?’ And the scene would have gone on. And I’m not saying he’s Darth Plagueis!”

Indrømmede han lige, at han faktisk ikke aner, hvem Snoke er? Måske er han Plagueis, måske ikke. Finder de på det hele hen ad vejen, fordi de har så travlt med at knalde de nye Star Wars-film igennem?

Jeg tror, at Snoke var … smoke. En halvbagt idé de aldrig fik indhentet, før han blev skrevet ud. En Palpatine-agtig klump pixels på en trone. En hovsa-løsning da Disney havde skrottet Lucas’ ideer, og Abrams og Kasdan skulle speedskrive manusset til TFA på to måneder.

Johnson har også udtalt sig om afsløringen af Reys ukendte forældre: “It felt like the way to go because it’s the hardest she could possibly hear. It would be the easy thing for her to be defined by “yes, this is how you fit into this story – it’s because your parents is so and so!” In that moment, for Kylo to be able to use that (information) as a knife and twist it to try and get what he wants, felt like the most dramatically potent option.”

Igen lyder det, som om det var sådan en “spur of the moment”-idé. Hvad end der nu kunne give det mest “dramatically potent” moment, for at få et par ekstra gisp i biografsalen.

Her overrasker det mig også, at universet er så flydende, at selv vigtige faktorer – som hovedpersonens æt – kan afgøres udelukkende ud fra et dramatisk hensyn.

Lukes karakter leges der også flittigt med i TLJ, men det, som visse anmeldere ser som modige og innovative greb, forekommer på mig som det rene nonsens.

I Johnsons vision er Luke en forbitret kujon, der har besluttet sig for at dø på Ahch-To. Han spørger tilmed Rey: “How did you find me?” Duh! Med det kort du efterlod i din /%/¤!! droid!

Hele TFA handlede om, at de ledte efter det kort. Johnson er øjensynlig ligeglad med dette gabende plothul.

Og afsløringen om, at Luke overvejede at myrde Ben Solo, fordi han følte the dark side i ham, er ganske enkelt utroværdigt i forhold til karakteren. Luke ville aldrig overveje at myrde sin bedste ven Han Solos søn.

Ingen ændrer sig så meget, og især ikke Luke, der til det sidste insisterede på at der stadig var lys i Vader. Når udfaldet med hans far, trods alt, var så lykkeligt, hvorfor så overveje mord sin bedste vens teenage-søn, fordi han står på vippen til den mørke side? Det er noget sludder.

Og det handler ikke om, at Johnson ikke må tage dristige beslutninger og ændre på karaktererne; det handler om, at det skal gøres på en troværdig måde, så de ikke flås ud af karakter.

Efter at have set TLJ forstod jeg, hvorfor Mark Hamill har opponeret så voldsomt mod Rian Johnsons behandling af Luke.

Det handler ikke, om at Hamill er reaktionær eller holder fast i fortiden – som man kunne tro – men at han prøvede at redde Johnson fra en manuskriptmæssig fadæse og et fast job med “Johnson explains”-artikler (eller “Johnson tries to explain the unexplainable”) de næste ti år.

Star Wars har altid handlet om håb og om, at man kan skifte fra den mørke til den lyse side, men Johnson forkaster alt det, tager et billigt kneb i brug for et Shyamalansk twist og et gisp mere i biografmørket.

Andre steder twistes reglerne på dovneste vis, ikke for et filmisk moment, men for en billig joke eller en marvelsk oneliner.

Yodas force ghost viser sig for eksempel på Ahch-To og lader et lyn slå ned i et træ, så det eksploderer – så kan han komme med lidt sjove kommentarer om, at de hellige skrifter ikke ligefrem er “pageturners”.

Jeg tror slet ikke, Johnson er klar over, hvilken revolution det ville være, hvis force ghosts kunne indvirke på den fysiske verden med lyn, eksplosioner og sligt – det ville være enden for The First Order på nul komma fem, når en hær af ex-Jedis kom svævende og fik destroyers og dreadnoughts til at eksplodere.

Men det er næppe Johnsons tanke. Yodas lille tryllenummer bliver bare brugt som en billig effekt, fordi det virkede fedt lige i den scene, og så hører vi aldrig mere om det. Det er en overflade uden nogen kerne – og det er præcis, hvad det nye Star Wars-univers er.

Johnson har i en af sine million “Johnson explains”-artikler også kommenteret på Yoda-scenen, som han retfærdiggør ved, at der også blev introduceret nye “force abilities” i hver episode af den oprindelige trilogi.

F.eks. kom Vaders berømte “force choke” først på banen i episode V. Men det kan næppe sammenlignes med, at Yodas ånd kan skyde med lyn, eller at en karakter, vi har kendt i 40 år, kan flyve (Leia i den ufrivilligt komiske Superman-hyldest).

Og det er bestemt ikke, fordi Star Wars skal være statisk eller holdes som gidsel af fanopfattelse, men den parade af nye force abilities vi ser i TLJ, er som at se et barn i en slikbutik.

Man introducerer nye evner, alene fordi man kan, for dramatikken eller pointen i en enkelt scene, uden at tage hensyn til om det giver mening inde for universets rammer.

Johnson har i en af artiklerne også kommenteret på den uafklarede Snoke, som han sammenligner med kejseren i den oprindelige trilogi. Ham fik man jo heller ikke så meget at vide om til at starte med.

Men den sammenligning holder heller ikke vand. Lucas har hele tiden vidst, hvad han ville med kejseren, og eftersom episode VI endte med fred, fordragelighed og genskabelse af republikken, kræver Snoke et minimum af forklaring.

Når man laver nye tilføjelser til et eksisterende univers, har man en tidslinje at tage hensyn til, og en så stærk – og oldgammelt udseende – Sith dukker ikke bare op ud af den blå luft.

Den underminerende humor

Humoren i TLJ fik mig til at tænke på en irriterende, højrøstet fyr, der sidder i et selskab og gør sig morsom på andres bekostning.

Du kender sikkert typen. Han er ikke selv i stand til at finde på noget originalt og har ikke et humoristisk ben i kroppen, derfor begynder han at finde fejl ved de andre gæster, og hånen kan begynde. Han vil få lidt applaus fra de billige rækker, men dem, der er stærke nok med the force, vil udvandre.

Det store problem med det nye Star Wars, Johnson så gerne vil vise os, er at det tilsyneladende kun kan eksistere ved at træde på og håne det gamle. Det gør det i mine øjne hult og uselvstændigt.

Både i de oprindelige tre film og i prequel-trilogien var der humor, f.eks. de morsomme droids R2D2 og C3PO eller den sjove dynamik mellem den dødsforagtende Anakin og hans lidt mere forsigtige læremester (“I hate it when he does that,” siger Obi-Wan tvært, efter Anakin er hoppet ud i frit fald fra en speeder).

Men Johnson søger ikke efter humor og dynamik i karaktererne, han arbejder i stedet med en ironisk distance til hele universet. Ja, man kunne næsten have ham mistænkt for at synes, Star Wars er lidt åndssvagt.

Vi ser det fra første moment, da den store emotionelle scene, der var ved at blive bygget op til på Ahch-To, pilles ned ved at Luke høvler lyssværdet i vandet.

Der ændres med ét tone og skiftes over i den tidstypiske slapstick og ironi, der er Marvelfilmenes sande akilleshæl. Hvis Johnson ville vise os en livstræt Luke, er der en million mere subtile måder at gøre det på, end dette kluntede, lavhumoristiske greb, der nok skal få Brian og Tommy nede på bagerste række til at grine, men altså … come on!

Senere står Luke og kilder Rey med en fjer i en ubegribeligt tåbelig scene, der i øvrigt nødvendiggjorde, at den determinerede og snarrådige Rey, vi mødte i TFA, blev direkte fatsvag.

De hellige jediskrifter er ikke “pageturners”, får vi at vide, Luke spørger, om Rey havde tænkt sig, at han skulle redde dagen med et “lasersværd”. Vi er ude i noget seriøs bashing af de mere højtidelige elementer i Star Wars-universet.

Alt er til salg for en one-liner og et par billige grin eller overraskelser, men selvparodieringen og den underminerende ironi gør det svært at engagere sig i universet.

Og strygejerns-joken orker jeg ikke engang at kommentere på.

Genbrug, genbrug, genbrug

Visse anmeldere har fremhævet TLJ som værende særdeles innovativ, og de fans, der opponerer mod filmens mange fejltrin, er ligefrem blevet kaldt reaktionære.

Jeg kan ikke være mere uenig i både det ene og det andet. Hverken plotmæssigt eller tematisk er der noget nyt under solen i TLJ, selvom Johnson nok mener at have opfundet den dybe tallerken med sine twists.

Det eneste, der faktisk adskiller TLJ fra de andre film i serien, er at den er en del mere usammenhængende, amatøragtig, sensationslysten, og så virker universet mere papirtyndt og overfladisk end nogensinde før.

På plotsiden får vi alt det velkendte, og jeg – en af de såkaldt reaktionære – kunne da ønske mig langt mere nytænkning.

Vi har oprørsstyrken, der jages af Imperiet (undskyld, The First Order!), Jeditræning et afsondret sted (af en gammel gnavpot), en grotte hvor man ser sit sande ansigt, en Lando-agtig gavtyv, der forråder heltene, en sjov rumbar med genkendelig musik, rebellernes base, der bliver angrebet af AT-AT’s og en tur i tronrummet hvor en kejserlignende fyr lokker mod the dark side.

Man kan endda gå endnu dybere ind i strukturen og finde flere ligheder. Rey forlader f.eks. Ahch-To for at redde Leia og resten af rebellerne på trods af Lukes modstand – præcis som vi så det med Luke på Dagobah i episode V.

Og tematikken om at enhver nobody kan blive en helt – der ifølge visse anmeldere skulle være den helt store åbenbaring i TLJ – er præcis den samme som i alle de andre film.

Selvom de første seks film omhandlede Skywalker-slægten, voksede både Anakin og Luke op under beskedne kår og måtte selv vælge deres sti.

Og hvis vi kun forholder os til kanon, ved vi jo stort set intet om de andre Jedis. De kan lige så godt komme fra ligeledes fattige kår. Og om force sensitivity udelukkende er arveligt, går filmene jo ikke engang i dybden med. For mig var det bestemt ikke nogen aha-oplevelse, at der kunne findes Jedimateriale uden for Skywalkerslægten.

Og det samme kan siges om temaet med de gamle læremestre, der erstattes af eleverne. Det er klassisk Star Wars. Der er ingen forskel på Obi-Wan, der bliver ét med The Force og Luke, der gør det samme tredive år efter. Eller på kejseren og Snokes fald.
I sin søgen efter at kappe båndene til det gamle Star Wars, lader Johnson til at have overset, at han kører på samme svelle. Det sande innovative element så vi i episode I-III, der turde tage Star Wars i en helt ny retning.

Jeg vil ikke bruge mere tid på kasinoet i Canto Bight, de mærkelige rumheste med lidende menneskeansigter (for dyrevelfærd og en opfordring til vegetarisme skal der da selvfølgelig også lige være plads til i en Star Wars-film!), de vanrøgtede børn og de vildfarne kommentarer om våbenhandel.

Jeg må blot konstatere, at TLJ er en grotesk rodebunke af en film, et misfoster, der forhåbentlig med tiden vil blive betragtet som den absolut svageste episode i serien. Vi ser, som nævnt, allerede stor modstand fra fansene, og brugeranmeldelser der står i voldsom kontrast til anmeldernes rosende ord.

Jeg ønsker virkelig, at der en dag vil komme en ny, god Star Wars-film, men efter at have set TLJ, er mine forhåbninger ikke så store.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>