Solyaris

Der er her tale om en tung, meget tung, og seværdig, meget seværdig russisk sci-fi-film, som samtidig er en milepæl indenfor filmhistorien helt generelt. Hvis man kender filmens forlæg, Stanislaw Lems roman Solaris fra 1961, er det sjovt at iagttage, at romanens handling først træder i kraft 40 minutter inde i filmen. Det viser også, at instruktøren på en og samme tid eksperimenterer med og er tro overfor forlægget.

Der hvor Tarkovskys film adskiller sig markant fra den anden filmatisering af romanen, Steven Soderberghs Solaris (2002), er i filmens insisteren på at blive et udtryk og et værk i sig selv, der både er tro mod romanen og samtidig skaber et enestående værk, som kan stå på sin egen ben.

Så med insisteren menes der ikke i denne forbindelse noget negativt, tværtimod. Soderberghs film er derimod en svag konstruktion, som på egne ben falder til jorden, men som til nøds holder sig oppe, hvis den ses i sammenhæng med romanen og Tarkovskys film.

Et par markante ændringer

Solyaris adskiller sig markant fra romanen i indledningen. De første 40 minutter af filmen foregår på Jorden, hvorimod romanen starter, da hovedpersonen Kelvin er på vej i rumkapslen mod rumstationen Solaris, der ligger i kredsløb om planeten af samme navn. Dette er en stor ændring, som dog giver meget mening, når man har set filmen færdig.

Meget af den viden, man får om planeten Solaris i romanen, kommer i de passager, hvor Kelvin sidder på biblioteket og læser i bøger. Dette er en fortællemåde som egner sig til det skrevne ord, men som ikke går i en film. Så en af bogens centrale elementer, hvor Kelvin læser piloten Bertons vidneforklaring om, hvad der skete på en ekspedition til Solaris, er i filmen henlagt til, at Kelvin ser dette vidneudsagn på en film, kort før han tager af sted.

Og en anden markant ændring er, at Berton selv er ven med Kelvins far, og at han er på besøg den selv samme dag, som de ser filmen. Dette er meget virkningsfuldt greb fra Tarkovskys side, da nærheden til forskningen omkring Solaris allerede her bliver trukket frem.

Romanens handling begynder efter 40 minutter

Efter de første 40 minutter tager filmen så mere konkret fat i romanens handling. Og i passagen hvor Kelvin ankommer til rumstationen og langsomt væves ind i den mystik, som har spredt sig på stedet, viser Tarkovsky, at han også mestrer den basale spænding og uhygge. Der er lange kamerabevægelser igennem den forfaldne rumstation, hvor uhyggen ligger i det, man ikke ser og kun aner små glimt af.

Som i romanen tager filmen en ny drejning, da Harey dukker op. Harey er Kelvins ekskone, som for år tilbage begik selvmord. Kelvin og Harey påbegynder et nyt og meget specielt kærlighedsforhold på stationen, alt imens Kelvin drages dybere ind i vanviddet. Svaret på det hele – og her skal man huske, at der ikke findes noget endegyldigt svar – må findes igennem studierne af planeten Solaris. Og mere af handlingen vil jeg ikke røbe her.

En søgen efter det absolutte udtryk

Andrei Tarkovsky er en af de helt store skikkelser, når man ser på den russiske filmindustri, og når man ser på filmhistorien generelt. Tarkovsky, der blev født i 1932 og desværre allerede døde i 1986, var uddannet på filmskolen, og var en vigtig spiller i det nybrud, som østeuropæisk film stod for i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne, og som var i samme ånd, som det man eksempelvis så hos Ingmar Bergman.

Hos Tarkovsky – som var søn af en digter – så man en interesse i teologi og Guds rolle i menneskelige relationer. Dette er bedst udtrykt i hans nok mest anerkendte mesterværk Andrej Rublyov (Den yderste dom, 1969), som skildrer historien om en ikonmaler i 1400-tallets Rusland.

Det vigtige for Tarkovsky var en søgen efter det absolutte udtryk – både i stil og i indhold. Dette kan virke som en meget søgt tilgang, men under alle omstændigheder var det en idé, Tarkovsky fulgte til dørs. Det vigtige for Tarkovsky er i denne sammenhæng ordet “søgen”. For i hans øjne kan billedet, som en instruktør skaber, aldrig have en absolut mening, men er derimod et billede, som bliver til sammen med beskueren.

Derfor er hans film også svært tilgængelige, og meget langt fra det, man ser i stort set alle andre film. Det hele er konstant tvetydigt, og tolkningsmulighederne nærmer sig det uendelige, da billedet jo blot er et udtryk for en dråbe vand i det store hav, for den store fortælling er ikke-eksisterende – netop også derfor er Tarkovsky blevet set som en forløber for postmodernismen. Med dette skal det dog ikke forstås, at hans film er umulige at se, men blot at de rent visuelt og fortællemæssigt adskiller sig fra den gængse fortællemåde, som de fleste i vesten er vokset op med.

Dybsindige indtil det okkulte

Desuden har han en evne til at skildre det syrede og få helt normale scener til at virke unormale. Det er en evne, som en moderne instruktør som David Lynch ligeledes besidder – scenen i Solyaris hvor den lille dværg dukker op, er som taget ud af en Lynchfilm. I Filmleksikon (1995) siges følgende om Tarkovsky, som meget godt opsummerer, hvad han kunne, og som også er meget sigende om Solyaris:

“Tarkovskys film er dybsindige indtil det okkulte og visuelt fascinerende udflugter ind i ukendte territorier, hvor mennesket bliver stillet over for eksistensens største gåder.”

På mange måder kan Tarkovsky ses som en filmisk poet, men igen kan denne betegnelse godt skabe mislyde, hvis man tror, at hans film er en omgang kunstnerisk bavl. Så jeg vil hellere betegne ham som en instruktør, der kender til og mestrer det klassiske filmsprog og dertil benytter sig af en alternativ måde at fortælle film på. For ja, hans film er kunstneriske, faktisk er Solyaris det jeg vil betegne som et klokkeklart kunstværk, men den kan så meget mere end “bare” at være kunst. Filmen er både basalt spændende, intellektuelt udfordrende og smuk som fanden selv.

Enestående værker

Tarkovskys værker er ganske enestående, hvor stilen, klipperytmen, den alternative tilgang til fortælleteknik og de filosofiske aspekter er det, der skiller sig mest ud. Oven i hatten var Tarkovsky også en eminent personinstruktør, men det er jo “bare” endnu et plus. Derfor var han netop også den rigtige mand til at filmatisere Stanislaw Lems mesterlige Solaris.

Bogen virker ved første øjekast som noget, der ikke kunne føres over på store lærred med sine lange filosofiske passager sat ind i en sci-fi-setting, samtidig med at romanens protagonist Kelvin er en meget kompliceret størrelse. Men det lykkedes til fulde Tarkovsky at lave en intet mindre end mesterlig filmatisering.

Tarkovsky har også udtalt, at han ikke bryder sig om genrefilm, og at han ikke selv er særlig pjattet med Solyaris, da han føler, at den aldrig bryder med sci-fi-genren. En typisk holdning for den slags skabende kunstner, Tarkovsky var, og jeg kan kun give ham uret. Filmen er netop så stærk, fordi den formår både at være sci-fi og samtidig noget helt andet, som det også var tilfældet med Lems roman.

Fandt 2001 kold og steril

Et meget sigende faktum er, at to af de største romaner inden for sci-fi-genren – Lems Solaris og Clarkes 2001: A Space Odyssey (1968) – er blevet filmatiseret af to af de største filmskabere i moderne tid. Kubricks film er en visuel nydelse fra start til slut, som fungerer som et supplement til romanen, og det gælder også den anden vej rundt.

Der er bare den “lille” forskel, at Kubricks 2001: A Space Odyssey ikke er en direkte filmatisering, da bogen og filmen blev lavet sideløbende og udviklet i fællesskab mellem Clarke og Kubrick ud fra en ældre Clarke-novelle med titlen The Sentinel (1948). Men de to bøger og de to film står den dag i dag sammen som fire af de største værker indenfor sci-fi-genren – læs forøvrigt anmeldelserne af 2001: A Space Odyssey for en nærmere udredning af tilblivelsen af romanen og filmen.

Solyaris er også visuelt prangende, men har mere af sin substans i historien end det er tilfældet hos Kubrick. Som en sjov anekdote kan det tilføjes, at Tarkovsky så Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968) kort før han gik i gang med Solyaris, og at han fandt den kold og steril.

En af de mest centrale scener

Der er mange centrale scener i Solyaris, men en af de vigtigste er dog scenen i biblioteket, hvor mandskabet fejrer Snauts fødselsdag. Her kommer en essentiel diskussion – som næsten er identisk med den lignende scene i romanen – hvor historiens centrale sci-fi-elementer bliver udtrykt.

På den ene side er der Sartorius, som repræsenterer forskeren med det brændende hjerte for sit fag. De mystiske omstændigheder omkring rumstationen, der har henlagt stedet i en form for vanvid og apati, har blot gjort Sartorius stærkere i sin tro på videnskaben. Han holder fast i, at det vigtigste for menneskeheden er at udforske og beskrive nye ting, da han ellers mener, at vores eksistens ikke er berettiget.

På den anden side står Snaut – som nærmest er blevet opslugt af vanviddet, men alligevel formår at holde fanen højt – og Kelvin. De mener, at menneskeheden kun søger forskningen som et spejl for sig selv. Altså at lade sig spejle i kosmos for at bevare troen på menneskeheden. Mens denne livlige diskussion står på, ser vi rent visuelt biblioteket, hvor de befinder sig. Dette er et meget godt tegn på Snauts og Kelvins pointer, da biblioteket er indrettet nøjagtigt som en tro kopi af et gammeldags jordisk bibliotek, blandet med elementer fra noget, der ligner en herrestue.

Der er hyggeligt og varmt, og dette rum står i stærk kontrast til det kolde rumskib, som på mange måder repræsenterer den hårde videnskab. Scenen viser også, hvor dygtig Tarkovsky er til at skabe miljøer og stemninger. Scenen emmer af melankoli, som langt hen ad vejen er den tilstand, som de implicerede er i.

Stærke sci-fi-dele

For både Lem og Tarkovsky er sci-fi-settingen brugt til at tage spørgsmål op, som går langt ud over sin genre – og netop derfor er det så mesterligt, da sci-fi-delene også er stærke i sig selv. De lange, maleriske kamerature rundt på rumstationen er smukke og hypnotiserende. Det bliver i dette tilfælde også tydeligt, hvor meget eksempelvis Alien (1979) rent visuelt har ladet sig inspirere af udtrykket og måden at skildre et rumskib på, som det ses i Solyaris.

Samtidig er visualiseringen af de processer, man ser på planeten Solaris holdt i en meget minimalistisk stil, hvor effekterne er sparsomme og effektive, og som giver tilskueren muligheden for at se det, man selv vil, i det store hav, som dækker planeten. Igen en lille fræk detalje, når man tænker på, at menneskeheden i både Lems og Tarkovskys verden bruger videnskaben – her bruger vi så som tilskuere Tarkovskys billeder til at danne en mening – som et spejl på sig selv.

Eminent skuespil

Skuespillet i Solyaris er mildest talt mesterligt. Navnene på de medvirkende vil ikke vække genklang hos mange, men de spiller så rovfuglene synger. Men en forudsætning for at filmen med sine mange kammerspilsagtige scener skulle fungere var også, at skuespillet skulle være i top. Og samtidig med sin dybtfølte personinstruktion, formår Tarkovsky også konstant at krydre de intense dialogscener med en uovertruffen visuel opfindsomhed. Alle de medvirkende er gode.

Donatas Banionis som Kelvin ligner en chubby russisk udgave af Richard Burton, og han har den nok sværeste rolle af dem alle. Kelvin er et komplekst menneske, men Banionis får Kelvins udvikling skildret, så man tror på det. Anatoli Solonitsyn, der spiller Sartorius, viser både facetter af den hårde videnskabsmand og de mere menneskelige aspekter, som trænger sig på i takt med, at vanviddet spreder sig på stationen.

Natalya Bondarchuk som Harey personificerer personen, som den er i romanen, Hun går fra at være en “alien” til at opnå menneskelige egenskaber, som får smertelige konsekvenser. Men alligevel er det Jüri Järvet som Snaut, der er min personlige favorit. Den lille mandsling, som ligner en blanding mellem en våd hund og en pedel på en folkeskole, er helt fantastisk.

Både loyal og illoyal over for kommunismen

Et andet forrygende aspekt er filmens design. På en og samme tid er filmen futuristisk og 70’er-agtig i sit look, både når man tænker på tøjstilen og den måde, rumskibet ser ud på. Samtidig formår filmen at ramme en meget stringent kommunistisk ånd i designet, både når man ser billeder fra storbyen og rumskibet. Der et tale om en enkel arkitektur, som udstråler arbejderånden, hvor det ikke er individet men samfundets storhed, der skildres.

Derudover har flere af filmens scener noget manieret og forbudt over sig, der bryder med den ellers strenge stil. I 70’erne var der i Rusland en meget streng censur, hvor det kommunistiske styre var inde over alt i både kunst og litteratur. Så det er med en vis frækhed, at Tarkovsky har lavet filmen, da den både er tro mod den kommunistiske ånd og samtidig er et brud med den. Det ses tydeligt eksemplificeret i rumstationen Solaris. Man mærker den hårde orden hvormed stationen er blevet bygget, men samtidig har forfaldet sneget sig ind i stationens gange.

Så ja, jeg har kastet mig i støvet for denne mesterlige film – som for øvrigt også vandt to priser ved Cannes-festivalen i 1972, og som i akademiske kredse anses som et mesterværk. Det er nok en film, som vil afskrække et moderne publikum med sit meget langsomme tempo og til tider meget kryptiske handling – som det rent faktisk ikke er muligt at gengive en fuldstændig tolkning på – og dette er netop et kendetegnende aspekt i Tarkovskys virke som instruktør og samtidig også ånden i romanen.

Du vil ikke blive skuffet

Så det man dybest bør gøre er at læse romanen og se Tarkovskys filmatisering. Roman og film forstærker hinanden, selvom de også står ekstremt stærkt hver for sig. Så kan man da også til sidst se Soderberghs smukke Solaris, som dog mest af alt fremstår som en lille fodnote i forhold til de kapitler, der kunne skrives om Tarkovskys Solyaris og Lems Solaris. Giv filmen en chance, du vil bestemt ikke blive skuffet.

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Filmatisering, Rummet