Solaris

8 minutters læsetid
Solaris

Vi kender alle sammen til det. Følelsen og de forskellige reaktioner man får efter at have læst den sidste sætning i en roman og har lagt bogen fra sig. Måske var bogen for lang, kedelig og ligegyldig, og man læste slutningen med hast for bare at blive færdig. Eller også var det et af de tilfælde, hvor man slugte de døende passager med en voldsom hast, og hvor man bare gerne ville have mere. Eller den helt ordinære bog, som ikke efterlod et videre indtryk.

Med Solaris er der tale om noget helt andet. Den er hverken for lang eller kort. Den er helt perfekt. Efter endt læsning sidder man nærmest beruset tilbage; en følelse som kun de færreste bøger kan få frem i mig. Og så går man ellers i gang med at tænke, og der går meget lang tid, før bogens indhold forlader ens tanker.

Det er mildest talt en mesterlig sci-fi-roman, som hæver sig langt op over sin genre, og som fortjener en plads blandt den ypperligste litteratur. Så her er der både noget for sci-fi-fans – selvom den nok vil skuffe en stor del af genrelæseren – og for læsere, som normalt ikke værdiger sci-fi et blik.

Den levende planet

Historien tager sin begyndelse, da Kris Kelvin tager af sted fra rumstationen Prometheus i en rumkapsel. Hans destination er rumstationen Solaris, som igennem de sidste mange år har været hjemsted for research af planeten Solaris, som ligger et sted i en anden galakse, meget, meget langt væk fra Jorden.

Rumstationen befinder sig i Solaris’ atmosfære, og derfra har videnskabsfolk indsamlet viden om den meget specielle planet, der er dækket af et stort hav, som igennem tiderne er blevet set som en levende organisme.

Kelvin ankommer til stationen og mødes af en dyb mystik, da han til at starte med ikke kan finde nogle af de tre videnskabsfolk, som skulle være på stationen. Men snart finder han Snaut, som er Giberians førsteassistent – Giberian er den nuværende leder af stationen, og det er på hans foranledning, at psykologen Kelvin er blevet tilkaldt.

Snaut opfører sig dybt mærkværdigt, og Kelvin finder hurtigt ud af, at tingene ikke er, som de burde være. Giberian har for kort tid siden begået selvmord, og den tredje videnskabsmand, Sartorius, har forskanset sig i et labotorium. Snaut taler i tåger og er uden for Kelvins rækkevidde. Snaut advarer Kelvin mod et eller andet, men vil ikke sige hvad: “Jeg forstår godt, hvis du tror, jeg er gået fra forstanden. Jeg kan ikke fortælle dig det på en anden måde… lige nu. For resten kan det være, at der slet ikke sker noget. Men lige meget hvad der sker, så husk på at jeg har advaret dig.”

En ny drejning

Med denne kryptiske besked i baghovedet, går Kelvin væk fra Snaut, og kaster sig over det omfattende bibliotek, som er på stationen, hvor al litteraturen om forskningen vedrørende Solaris er samlet – og det er en stor mængde, da forskningen har stået på i over 60 år. Her bliver der så serveret en omfattende mængde oplysninger for læseren, og man mærker tydeligt, at forfatteren Stanislaw Lem har gjort sit arbejde grundigt. Gennem optegnelser og videnskabelige diskussioner præsenteres vi for det omfattende arbejde, som solarikerne har udført.

Samtidig begynder der at ske flere mystiske ting på stationen, og det kulminerer for Kelvin, da hans afdøde hustru Harey pludselig dukker op. Her tager historien en ny drejning, idet den også bliver en kærlighedshistorie, hvor Kelvin får genoplivet ting han havde fortrængt om sig selv og sin kone.

Uden at afsløre for meget, så har de mærkværdige hændelser på stationen sit udgangspunkt i planeten Solaris. Videnskabsmænd har i årtier forsøgt at kommunikere med det gigantiske ocean, som var det en levende organisme. Og nu kommer resultaterne, som får en stor indflydelse på Kelvin.

Langsomt men sikkert drages han ind i det vanvid, som har bredt sig på stationen, og hans eneste våben bliver hans menneskelige indsigt og hans forstand på psykologiske fortrængninger. Men tingene bliver ikke nemmere for ham, da Harey står foran ham i kød og blod, og da han samtidig begynder at undersøge hvilke “gæster” Snaut og Sartorius har fået besøg af.

Samtidig med at vanviddet tager overhånd, forsøger Kelvin at finde svarene i den litteratur, der er skrevet om Solaris. Igennem disse passager får vi som læsere et uvurderligt indblik i planeten Solaris, og de mange malende beskrivelser af planeten er intet mindre end fantastiske. Hen mod slutningen udfører Kelvin et sidste desperat forsøg på at skabe mening med galskaben, og så skal der ellers ikke sige mere om handlingen her.

Kommentar på menneskeheden

Stanislaw Lem blev født i Polen i 1921 og døde sidste år i en alder af 85 år. I starten fik han sine noveller udgivet i sci-fi-magasiner med den første Czlowiek z Marza (The Man from Mars), som blev udgivet i det polske magasin Nowy Swiat Przygod (New World of Adventures) i 1946.

Hans mest kendte værker, udover naturligvis Solaris, er Glos Pana (His Master’s Voice, 1968) og Cyberiad (The Cyberiad,1967), og hans bøger er blevet oversat til 40 sprog og har solgt over 27 millioner eksemplarer verden over. Så han er noget af en sværvægter, som det er svært at komme uden om, når man snakker sci-fi.

Men det der gør ham unik er, udover hans sproglige kundskaber, den sammenblanding af sci-fi, samfundssatire og filosofi, som ses udmøntet i Solaris. For Lem handlede det om at bruge fiktionen, og mere specifikt sci-fi-genren, til at kommentere på menneskeheden. Det skyldes nok til dels en fascination af genren, som den unge Lem blev grebet af under sine medicinstudier, men nok også at der under det kommunistiske styre var så kraftig censur, at kritik af samfundet ofte kun kunne komme frem gennem fiktionen.

Filosofisk historie

Romanen starter som decideret spændingshistorie med ganske effektive horrorelementer. Vi har den næsten øde rumstation, hvor vi som læsere ikke aner, hvad der er sket – og det gør hovedpersonen Kelvin for den sags skyld heller ikke. Den snigende uhygge kryber ind under huden på læseren, og så er man fanget. Derefter går den mere dybe del af handlingen i gang, og på grund af indledningen er man som læser fast besluttet på at følge Kelvin og forfatterens projekt til dørs.

Så den konkrete spænding afløses af en filosoferen over livet, de steder hvor mennesker ikke magter at kommunikere med hinanden samt en søgen efter en forklaring på Solaris. Sideløbende med dette løber spændingshistorien som en strøm, der gør, at romanen konstant er underholdende og gribende.

Det bliver også i denne sammenhæng tydeligt, hvor Michael Crichton har hentet inspiration til sin roman Sphere (1987) og hvor Philip Eisner har hugget fra til sit manuskript til Event Horizon (1997). Man kommer bare ikke uden om, at det er et godt spændingsmæssigt kneb at lade en gruppe mennesker ankomme til et sted, hvor noget frygteligt muligvis er sket, uden at de ikke kender til det – for øvrigt også et kneb, som James Cameron benytter sig af i den oprindelige version af Aliens (1986).

Men hvor den nævnte roman og de to film går efter den håndgribelige spænding hele vejen igennem, har Stanislaw Lem mere brugt det som et udgangspunkt for at fortælle en filosofisk historie. Solaris har da også fostret to filmatiseringer med henholdsvis Solyaris (1972) og Solaris (2002) af to vidt forskellige mesterinstruktører. Begge disse er også anmeldt i denne måneds opdatering, hvor der også bliver set på, hvordan de forholder sig til Lems skrevne ord.

Ærefrygt

Det er ganske enkelt med en form for ærefrygt, at man lægger den netop færdiglæste roman på natbordet. Historien er dybest set båret af tre elementer: Den konkrete spændingshistorie, en videnskabelig skildring og indførsel i Solaris samt en hjertegribende kærlighedshistorie. Lem benytter sig af et enkelt, til tider meget videnskabeligt, sprog, som er noget, man kan forstå.

Men den helt store genistreg er, at Lem formår at give lige dele fokus til de tre bærende elementer, uden at der på noget tidspunkt kommer uklarhed i historien. Der veksles perfekt mellem de spændingsmæssige elementer – hvor Kelvin langsomt får indsigt i, hvad der er sket på stationen – og kærlighedshistorien, som udvikler sig smukt, samtidig med at vi får indblik i, hvordan Kelvin og Hareys forhold var, dengang hun “levede”. Endelig får vi som læsere et grundigt og meget troværdigt indblik i den forskning, som har stået på i mange år omkring Solaris.

Lems videnskabelige projekt er meget grundigt gennemarbejdet, og han formår at beskrive den forskningsskole, som videnskabsfolkene har skabt i bogens fiktive univers. Vi hører om solaristikken – som er videnskaben, der beskæftiger sig med Solaris – og om solarikerne, som naturligvis er betegnelsen for de videnskabsfolk, som arbejder med solaristikken.

Gennem hele bogen bliver vi langsomt introduceret til solaristikken på de tidspunkter, hvor Kelvin befinder sig på stationens omfattende bibliotek. Det er både spændende og meget vedkommende læsning, og denne fuldbyrdede og meget akademiske tilgang til det fiktive stof, giver historiens sci-fi-elementer en meget stor troværdighed.

Derudover er det fra Lems side en tydelig satire over, hvordan videnskabsfolk taler – eller mere bestemt: ikke taler – til hinanden. En voldsom mangel på kommunikation, som også er et generelt gennemgående træk blandt de levende på rumstationen Solaris.

Sprogligt dygtig

Gennem Kelvin kommer Lems synspunkter til overfladen, og vi støder i dette møde på en mand med ganske spændende iagttagelser vedrørende videnskab. Eksempelvis har de forskere, som har beskæftiget sig med Solaris, altid haft en tendens til at sammenligne de ting, de ser på planeten med ting fra Jorden – hvilket vel er en naturlig menneskelig fremgangsmåde, når man står over for noget, som nærmest ikke er til at fatte.

Endvidere kommer Lem frem til, at vi som mennesker kun er i stand til at forstå det, vi ser udspille sig foran vores øjne i nuet, hvor imod kosmiske processer går ud over vores fatteevne. Hør blot her hvad Kelvin konstaterer, da han læser igennem et videnskabeligt værk, der prøver at redegøre for nogle af de processer, der sker i Solaris’ hav: “Vi ser kun en ubetydelig del af processen; det er som at høre en enkelt streng dirre i et symfoniorkester sammensat af superkæmper.”

Netop dette citat illustrerer meget godt, hvor dygtig Lem er rent sprogligt. Mange af de udredninger, han kommer med, er mildest talt meget svære at forstå, men med enkle allegorier sættes det “ned” på et niveau, som vi som læsere kan forstå, og straks giver de mere flyvske passager af bogen mere mening.

Et ubetinget mesterværk

Historien bliver i sin essens en fortælling om og et indblik i menneskeheden. Der er tale om et filosofisk værk, som tager sit udgangspunkt i videnskab, religion og kærlighed. Forfatteren er ikke ude i en omgang episk hurlumhej, men bygger langsomt en meget troværdig historie op om længsel, en søgen efter det guddommelige og et svar på, hvad vi mennesker dybest set er.

Det lyder højtflyvende, men er fortalt subtilt og velovervejet – vi må selv tænke os frem til konklusionerne. Lem ligger blot kimen til, at man kan få en både underholdende og filosofisk oplevelse af de helt store. Solaris er et ubetinget mesterværk, som jeg er meget glad for at have stiftet bekendtskab med, og jeg kan kun anbefale, at man får læst denne bog, inden man dør.

6 stjerner
Titel: Solaris
Forfatter: Stanislaw Lem
Forlag, år: Wydawnictwo Ministerstwa Obrony Narodowej, 1961
hvid
Anmeldte udgave:
Forlag, år: Gyldendal, 2002
Format: Paperback
Sideantal: 314

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Filmatiseret, Rummet

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.