2001. En odyssé i verdensrummet

9 minutters læsetid
2001. En odyssé i verdensrummet

Den britiske science fiction-forfatter Arthur C. Clarke og filminstruktøren Stanley Kubrick begyndte i 1964 at planlægge et samarbejde omkring et filmprojekt. Clarke og Kubrick skulle udvikle og skrive historien sammen, og de to englændere var kommet relativt langt i projektet, da Clarke kørte fast i arbejdet.

De besluttede derfor at overlade historien til Clarke, og når bogen var afsluttet, ville de så forsøge at omarbejde teksten til et filmmanuskript. Helt så enkelt viste dette sig bare ikke at være, og resultatet blev rent faktisk, at filmoptagelserne begyndte, mens bog og manuskript fortsat var under udvikling.

Clarke vs Kubrick

Stanley Kubrick havde jo ikke ligefrem ry for at være let at samarbejde med, og efterfølgende har Arthur C. Clarke da også med svingende betoning udtalt sin utilfredshed omkring hele processen og Kubricks film.

Uanset hvor vred Clarke dog end måtte være på Kubrick, er der ingen tvivl om, at de to fik skabt én af de måske største science fiction-fortællinger overhovedet. Ser vi bort fra Star Wars er der næppe mange sci-fi-film, der er nået ud til et så stort publikum som Kubricks film, og det samme gør sig gældende for romanen. Både bog og film udkom først fire år efter projektet var indledt, nemlig i 1968.

Bygger på novelle

Det er med andre ord svært at komme uden om 2001, og Arthur C. Clarke har mere eller mindre lagt fundamentet til sin karriere som forfatter på denne roman. En karriere, der vel at mærke rækker langt ud over forfatterarbejdet. Clarke har optrådt som ekspert, etisk rådgiver og meget mere.

Han har været en regelmæssig gæst på Discovery Channel, og må i dag regnes som en af de sidste helt store repræsentanter for den særlige gren af sci-fi-litteraturen, der har fået tilnavnet hard science på grund af det teknologitunge, naturvidenskabelige udsyn, der dominerer i romanerne.

Det er da også menneskets forhold til teknologi, der i vid udstrækning præger 2001. En odyssé i verdensrummet. Der er dog langt mere på spil, end et handlingsreferat måske umiddelbart afslører. Før vi kigger nærmere på handlingen skal det nævnes, at romanen bygger på en novelle ved navn The Sentinel, som Clarke skrev til en BBC-konkurrence i 1948. Den konkurrence vandt Clarke imidlertid ikke, og historien blev først udgivet i England i 1951.

I den oprindelige novelle finder man mange af de elementer, som den senere roman også rummer, men novellens koncepter er blevet udvidet til ukendelighed. Clarke har derfor også efterfølgende beklaget, at novellen altid bliver trukket frem som grundlaget for romanen, da han mener, at dette er som at sammenligne et agern med et egetræ.

Der kan derfor heller ikke være så meget tvivl om, at Clarke er særdeles stolt af sin roman, og det har utvivlsomt været en torn i øjet på ham, at romanen mere eller mindre står i skyggen af filmen. For det nærmere forhold mellem film og roman, kan man i øvrigt med fordel læse anmeldelsen af Kubricks film her på Planet Pulp.

Voldens fødsel

2001. En odyssé i verdensrummet er grundlæggende en firdelt fortælling, der måske ikke ved første øjekast har meget med hinanden at gøre. Som man kommer gennem fortællingen, går det imidlertid op for en, at de enkelte dele er ganske godt sammenknyttet, om end den store sammenhæng først går op for læseren i løbet af de sidste par kapitler.

Romanen åbner et overraskende sted. Vi befinder os nemlig i menneskehedens vugge. Abemennesket Månekigger er den hovedperson, vi følger. Månekigger er den stærkeste han i en lille gruppe, der holder til i nogle klipper. Abemenneskene sulter, og deres race går gradvist mod udryddelsen. Konkurrencen med de andre rovdyr er ganske enkelt for stærk.

En morgen har verden imidlertid ændret sig. En sort monolit er dukket op foran abemenneskernes huler. Den står der ganske enkelt en morgen, uden de er i stand til at forklare hvorfor. Monolitten rummer et budskab, som den allerede samme nat begynder at meddele vores forfædre gennem lydbølger.

Monolitten aflæser omhyggeligt abemenneskernes evner, og da den har udført sine eksperimenter, efterlader den nogle gaver blandt halvaberne. Den lærer dem at bruge værktøj, og først og fremmest hvad det vil sige at gå på jagt. På den led grundlægges menneskeheden, og racens videre overlevelse garanteres gennem monolittens fjerne skabere.

Med de nye gaver kommer der dog også nye problemer ind i den spæde menneskeraces verden. Det værktøj, mennesket får, er nemlig våbnet, og med våbnet har volden også fået sin ilddåb. Fra det øjeblik den første abemand dræber med en sten, har mennesket trådt ind på en sti, det ikke længere kan forlade.

Monolitten på Månen

Ved kimen til racens potentielle selvdestruktion forlader vi atter aberne, og rejser i tid. Vi rejser helt frem til året 2000. Her møder vi videnskabsmanden Dr. Heywood Floyd, der fra Jorden er på vej til Clavius-basen på Månen. Basen har været i karantæne for offentligheden, lige siden man gjorde en besynderlig opdagelse i et af Månens kratere.

Et sært magnetisk felt blev opdaget, og da månebasens videnskabsfolk begyndte at grave i krateret, opdagede de en rektangulær, sort monolit, som havde været begravet i krateret i mere end fire millioner år. Monolitten havde vel at mærke været begravet på Månen af levende væsner!

Først troede de amerikanske videnskabsmænd, at det måtte være kineserne, der havde begravet monolitten under en af deres måneekspeditioner i 90’erne, men snart gik sandheden op for dem. Monolitten er således menneskehedens første bevis for, at der har eksisteret liv uden for Jorden. Fundet bliver derfor også holdt hemmeligt, indtil man har konkluderet mere omkring monolitten.

Dr. Floyd er blevet udpeget som den ansvarshavende for studiet af monolitten, og han er nu på vej til Månen for at besigtige fundet. Velankommet begynder de indledende undersøgelser, men meget mere når vi ikke at høre til Dr. Floyd. Mens han står og betragter monolitten i krateret, rammer Månens bane den del, hvor solen skinner direkte ned i krateret. Da sollyset når monolitten, sker der en voldsom reaktion. Et elektrisk signal udsendes, og monolitten vågner.

Hal

Her haster vi atter frem i tid. Denne gang dog kun 18 måneder. Vi befinder os nu ombord på det gigantiske rumskib Discovery 1, der er på vej mod Jupiter. Det er den længste bemandede ekspedition, der til dato har været gennemført, og ombord på rumfærgen finder vi fem videnskabsfolk. Der er kun to vågne ekspeditionsmedlemmer, da de øvrige tre ligger i en kunstig dvale, som først skal ophæves når Discovery når frem til sit mål.

De to vågne rumpiloter, David Bowman og Frank Poole, er ikke helt alene. Ekspeditionens sjette medlem er nemlig en supercomputer af typen HAL 9000. Den hidtil mest avancerede maskine, der har været bygget. Computeren kan tale, tænke og handle selvstændigt. Skulle alt fejle ombord på skibet, vil computeren kunne overtage styring selv, og gennemføre missionen alene.

Det er således nærmest kun computerens manglende fysiske tilstedeværelse, der adskiller den fra et menneske. Af den grund bliver den også konsekvent omtalt som Hal, og behandlet som en egentlig person.

Alt ånder fred ombord på rumskibet, hvor de to mænd og Hal har indgået i en symbiotisk rytme, hvor alle passer sig selv, og får tiden til at gå gennem en uendelig serie rutiner, der sikrer, at selv de mindste fejl bliver opdaget med det samme.

Dødsfælde

En dag brydes denne harmoni, da Hal meddeler, at en del af rumskibets kommunikationssystem vil blive defekt inden for 72 timer. En elektrisk enhed, der holder rumskibets antenne rettet mod Jorden, vil slå fra. Skulle det ske, vil besætningen miste kontakten med hjemplaneten, og det må derfor regnes som en kritisk fejl, der skal udbedres med det samme.

Sagen er den, at fejlen skal udbedres uden for skibet, og Frank indleder derfor en operation, hvor han forlader rumskibet i et af de mindre rumfartøjer, der befinder sig ombord på Discovery. Reparationen går glat, men da Frank og Dave efterfølgende undersøger den elektriske enhed for at finde fejlen, kan de ikke konstatere, at noget skulle være galt. Det er bekymrende, for ingen af de HAL 9000-computere, der til dato er blevet bygget, har nogensinde fejlet. Noget er under opsejling, og de to astronauter befinder sig pludseligt i en dødsfælde.

Bogens fjerde og sidste del skal ikke refereres her. Den tredje sektion er afgjort bogens mest intense, og ved at fortsætte handlingsreferatet vil de, der hverken har læst bogen eller set filmen, miste en stor del af fornøjelsen ved dette.

Af vold er du kommet

2001. En odyssé i verdensrummet er en velsmurt, nærmest pedantisk nøjagtig roman, der gør en dyd ud af at kortlægge alt det, der ikke forklares i filmen. Romanen jonglerer med en imponerende lethed med en række særdeles tungsindige emner, som med en på det nærmeste naturvidenskabelig præcision udlægges for læseren. Det er en historie af den type, hvor intet lades uforklaret. En del af dette skyldes helt sikkert Clarkes utilfredshed med Kubricks meget vage udtryk i filmen, men det er også en del af Clarkes stil.

De helt store emner i bogen er menneskets forhold til teknologi, men også menneskets forhold til tro og åndelig værdier. Rumvæsnerne der skabte de sorte monolitter, som optræder i romanen, bliver aldrig skildret, men sammen med Hal er de væsentlige spejlinger af menneskets natur.

De klare evolutionære idéer, der ligger til grund for bogen, er interessante, men det mest fascinerende er utvivlsomt Clarkes paradoksale fremstilling af vold. Man kan nærmest sige, at bogens vigtigste udsagn lyder “af vold er du kommet”, og det store spørgsmål er så, om vi derfor også uundgåeligt skal omkomme gennem vold. I romanen bevæger mennesket sig på randen af ødelæggelse, og billedet på dette findes i computeren.

Den ufejlbarlige HAL 9000 har alle menneskets karaktertræk, og arver derfor i sidste ende også det hovmod, der har fået mennesket til at konstruere masseødelæggelsesvåben, som vil kunne lægge kontinenter øde. Romanen skal således ses i relation til hele koldkrigstiden, og den er i høj grad et barn af sin tid.

Antikrigsindlæg

2001. En odyssé i verdensrummet er et eftertænksomt og følsomt antikrigsindlæg, der forsøger at skildre teknologien som et tveægget sværd. Det hele er dog ikke kun dybe tanker og filosofiske problemstillinger. Romanen er letlæst, dynamisk og underholdende. Den er ikke et kunstnerisk mesterværk på højde med filmen. Den er alt for nøjagtig og firkantet i sit greb om fortællingen til for alvor at kunne hæve sig op i de poetiske højder, som Kubricks film fremmaler.

Den formår dog at være basalt underholdende, hvilket man absolut ikke må underkende. Det er således helt sikkert værd at opsøge romanen, selv hvis man har set filmen. Godt nok ligner de to hinanden til forveksling, men Clarkes roman kaster unægtelig lys over dele af filmens mere tågede passager.

Utallige udgaver

Den anmeldte udgave af romanen er en dansk oversættelse, der blev udgivet af Gyldendal i 1983, hvilket er en genudgivelse af samme oversættelse, som allerede blev udgivet tilbage i 1969. Dengang blev bogen dog udgivet af forlaget Spectrum.

Oversættelsen er udført af Mogens Boisen, hvilket han sådan set klarer ganske fint. Stedvist fornemmer man dog lidt usikkerhed omkring de teknologiske udtryk, og en lang række er rent faktisk slet ikke oversat. Nogen dårlig oversættelse er det dog ikke, og da den seneste udgave af romanen på dansk udkom i 1984, stadig er baseret på Boisens arbejde, er det sådan set det eneste sted, man kan gå hen, hvis man gerne vil læse Clarkes roman på dansk.

Det skal dog indskydes, at det på ingen måde er svært at skaffe romanen – navnlig på engelsk. Den er blevet udgivet i utallige udgaver og oplag. Den findes stort set alle steder, der sælger brugte paperbacks, og man kan tilmed købe nogle fine annoterede udgaver, hvor Clarke fortæller lidt om baggrunden for de forskellige elementer i bogen såvel som filmen.

Har du blot den mindste svaghed for science fiction, er der ingen grund til at undgå Clarke. Selv hvis du af en eller anden grund skulle have fået den opfattelse, at 2001 er alt for tung og kedelig. Det er den ikke, og hader du filmen, er romanen stadig værd at kigge på.

2001. En odyssé i verdensrummet er efterfølgende blevet fortsat i flere uafhængige bind. Ingen af disse fortsættelser har opnået samme status og krystalklare pointer som denne bog, men har Clarke begejstret dig her, er det ikke nogen dum idé at kaste et blik på disse romaner.

4 stjerner
Titel: 2001. En odyssé i verdensrummet
Originaltitel: 2001. A Space Odyssey
Forfatter: Arthur C. Clarke
Oprindeligt udgivelsesår: 1968 (England)
Format: Paperback
Sideantal: 205 sider
Cover: Jesper Wetterslev
hvid
Den anmeldte udgave er udkommet på Gyldendal i 1983.

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Kunstig Intelligens, Rummet, Rumskibe

Skriv et svar

Your email address will not be published.