Mad Max Beyond Thunderdome

I 1985, fire år efter Mad Max 2, kom den tredje, og foreløbigt sidste, Mad Max-film (der er vedholdende rygter om at George Miller vil lave en fjerde film). Et eller andet sted kunne man dog godt ønske, at Miller havde sagt stop efter toeren, for selv om Beyond Thunderdome (dansk: Mad Max i Tordenkuplen) ikke er nogen skrækkelig film, er den langt underlegen i forhold til den stilskabende etter og den svært underholdende toer.

Aunty Entity i Bartertown

Mad Max Beyond Thunderdome starter, som begge forgængerne, på landevejen. Her dog ikke med en vild biljagt, men i stedet med en mand, der kører sin dromedartrukne bil gennem den australske ørken. Han overfaldes af en mand og en dreng i en flyvemaskine, og de ender med at stjæle køretøjet.

Den berøvede viser sig at være vores gammelkendte Max, der fortsætter ud ad landevejen til fods. Han ankommer snart til byen Bartertown, et skummelt hul, der har tiltrukket sig allehånde lyssky typer.

Her involveres han nu i magtkampen mellem byens stifter, den intrigante Aunty Entity (Tina Turner!) og lederen af byens primitive kraftværk, dværgen Master (Angelo Rossitto). Sidstnævnte har udfordret Auntys lederskab ved hjælp af sin kontrol over kraftværket, der producerer strøm ved hjælp af metan, udvundet på svinelort.

Max Messias

Efter at have gjort Aunty vred forvises Max til ørkenen, hvor han reddes af nogle børn, der holder til i en oase. De anser vores hovedperson som en slags messias, deres mundtlige overlevering har lovet dem skal komme en skønne dag. Da nogle af børnene forlader oasen desillusioneret over Max’ afvisning, følger han efter de små for at redde dem fra at dø i ørkenen, men i stedet ender de i Bartertown.

Der redder gruppen Master, som nu holdes fanget af Aunty. Det hele ender med at de alle flygter fra byen i huj og hast. Selvfølgelig forfølges de af Aunty og hendes gorillaer med en intens actionsekvens, som filmens klimaks.

Splittet handling

Mad Max Beyond Thunderdome udbygger fornemmelsen af den postapokalyptiske verden, der i de tidligere film ikke føltes helt så sønderbombet og primitiv – ja, selv ikke i Mad Max 2. Bartertowns brutale dog-eat-dog samfund understreger, at verden virkelig er ødelagt, og af det, Aunty Entity fortæller Max, kan man udlede, at der virkelig har været tale om en atomkrig.

Det betones også af det lille børnesamfund, der vækker mindelser om William Goldings Lord of the Flies (1954), om end børnesamfundet ikke er dystopisk, som i Goldings roman.

Når filmen ikke når op på det samme niveau som sine forgængere, skyldes det at den er underligt usammenhængende. Det virker mest af alt, som om manuskriptforfatterne har haft to vidt forskellige idéer – Bartertown og så børnesamfundet – som de har gjort alt for at presse ind i samme film.

Det eneste, der binder de to elementer sammen er Max, der er langt mindre i centrum, end vi har set det i de to tidligere film. Faktisk føles Max bare som en guide der skal vise os de forskellige dele af det postapokalyptiske samfund. Det gør også, at filmen er langt mindre intens end de to første, og det endda på trods af den gladiatorlignende kamp i Bartertowns “Thunderdome” og den afsluttende jagtsekvens. Karakteristisk nok er det også sidstnævnte, der virkelig rykker, og her kommer det rigtige Mad Max-feel ind i filmen – men desværre for sent.

To instruktører

Manuskriptets todelte natur skyldes nok, at subplottet med børnesamfundet oprindelig var en idé til en selvstændig film, og at idéen blot blev taget op af forfatterne til Beyond Thunderdome. Om den noget usammenhængende fornemmelse, der svæver over filmen udelukkende bunder i manuskriptet, eller om det også skyldes at der var to instruktører, er et andet spørgsmål.

Ud over George Miller er også George Ogilvie krediteret som instruktør, angiveligt fordi Miller især koncentrerede sig om stunt- og action-scenerne, mens Ogilvie håndterede de store mængder statister.

Faktisk er subplottet med børnesamfundet ganske velskrevet, og sekvensen hvor de indvier Max i deres mundtligt overleverede historie fungerer ret godt – børnenes sprog er et sønderbrudt engelsk, og deres forståelse af den gamle verden, som den formidles gennem deres fortælling og få billeder, er i sin simplicitet ganske rørende. Man sidder egentlig og ønsker, at denne del af filmen havde været udbygget meget mere, især fordi Bartertown-plottet er temmelig uinteressant.

Sammenlignet med den voldsomme kamp om raffinaderiet i Mad Max 2 er magtkampene i Bartertown ligegyldige, primært fordi man aldrig kommer til at bekymre sig om nogen af indbyggerne i byen. Det er ærgerligt, for ligesom Mad Max 2 havde et betydeligt westernpræg over sig, så kan den centrale idé i Bartertown-plottet ses som en alternativ version af plottet i Sergio Leones A Fistful of Dollars (1964), der i øvrigt oprindeligt stammede fra Kurosawas Yojimbo (1961). Som en tydelig reference til Leones western omtales Max faktisk på et tidspunkt, som “The Man With No Name”.

Penge er ikke alt

Mad Max Beyond Thunderdome er klart den dyreste af de tre film, hvilket udmønter sig i et stort og flot Bartertown-set, en række imponerende billeder fra den australske ørken, outrerede kostumer og nogle vildt lirede køretøjer i den klimaktiske jagtsekvens. Men penge er ikke alt, og det højere budget har berøvet filmen de to forgængeres enkelthed.

Det kunne accepteres, hvis historien havde været på niveau med Mad Max 2 eller hvis miljøbeskrivelserne havde været på højde med dem i den første film. Det er imidlertid ikke tilfældet, og på den måde fremstår Beyond Thunderdome som en langt svagere film end sine forgængere.

Når filmen ikke er decideret dårlig, skyldes det, at Millers billede af det postapokalyptiske Australien stadigvæk fascinerer; selv om Bartertown fra et rent dramatisk synspunkt ikke fungerer, er det rå miljø alligevel ret interessant, og det samme gælder børnesamfundet, der har et sympatisk “tilbage-til-naturen”-feel over sig. Der lades da heller ingen tvivl om hvilken, af de to samfund Miller ser fremtidshåbet i.

Det er den basale fascinationskraft, der trods alt holder Beyond Thunderdome flydende, om end man, når alt kommer til alt, sagtens kunne undvære filmen og nøjes med de to glimrende forgængere.

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Bikere, Fremtiden, Postapokalyptika, Trilogi, Ørkenen