Gremlins

Mange kender nok historien om, hvordan en del af inspirationen til Ridley Scotts Alien (1976) kom fra idéen om drillenisser – gremlins – ombord på et amerikansk bombefly under 2. Verdenskrig.

Og det er netop fra luftvåbnet, at idéen om gremlins oprindelig stammer.

Indledningsvist skulle myten være opstået blandt Royal Air Force-piloter og -mekanikere i 1920’erne, og den vandt yderligere popularitet under 2. Verdenskrig, hvor også forfatteren Roald Dahl første gang stødte på den.

Dahl var i RAF under krigen, og gremlins blev omdrejningspunktet for Dahls debutroman, børnebogen The Gremlins, fra 1943.

I Storbritannien blev myten yderligere udbredt under krigen i form af bl.a. plakater, der opfordrede til agtpågivenhed, fordi “gremlins” var ude på at gøre livet surt for folk.

Ja faktisk er der nogle historikere, der hævder, at det at have nogen at skyde skylden på, når noget gik galt – også selvom det var et mytisk, overnaturligt væsen – var med til at holde krigsmoralen blandt de britiske piloter.

Oprindelse i Kina

Mytologien omkring de små, balladeskabende gremlins og om hvordan, de blev brugt under krigen, er dybt fascinerende, men selvfølgelig perifer i forhold til det, denne anmeldelse egentlig handler om, nemlig Joe Dantes Gremlins fra 1984.

Helt løsrevet er filmen dog ikke, for én af filmens bipersoner, Mr. Futterman, kender nemlig historien om gremlins i maskineriet, og fortæller den til filmens hovedperson, Billy.

På den led er det faktisk Mr. Futterman, der navngiver filmens gremlins, selvom de små, grønne bæster næppe er de samme som dem, der angiveligt gjorde livet surt for piloter og mekanikere under det, Mr. Futterman kalder “The Big One”.

For i Gremlins lader væsnerne til at have deres oprindelse i Kina.

Tre regler

Filmen tager sin begyndelse, da den flinke, men uduelige, opfinder Rand Peltzer i Chinatown støder på en lille, mystisk butik, ejet af en gammel kinesisk mand.

Butikken er fyldt med ragelse, men i et bur har den gamle kineser et væsen, som Rand mener er den perfekte julegave til sin søn, Billy.

Kineseren vil egentligt ikke sælge væsnet – kaldet en mogwai – men hans barnebarn ved, de har brug for pengene og sælger det til Rand. Men der følger et sæt regler med: Mogwaien må ikke udsættes for kraftigt lys, særligt ikke sollys, der kan være dødbringende for den.

Derudover må mogwaien ikke blive våd. Og vigtigst af alt: Man må aldrig fodre mogwaien efter midnat.

Mogwaien, som Rand kalder Gizmo, er et uendelig nuttet, plysset lille væsen – flot designet af Chris Walas, angiveligt med input fra filmens executive producer, Steven Spielberg.

Hyggelig lilleby-setting

Inden Rand når hjem til lillebyen Kingston Falls, hvor resten af filmen foregår, er vi blevet introduceret til hovedpersonen Billy (Zach Galligan), der er i starten af 20’erne og arbejder i den lokale bank, hvor han har et godt øje til sin kollega Kate (Phoebe Cates).

Vi møder også flere af de andre indbyggere, herunder den hæslige, gamle misantrop Mrs. Deagle, der elsker penge og katte, men hader hunde – især Billys hund, Barney, som hun mener har ødelagt hendes importerede porcelænssnemand.

Med andre ord: Vi bliver introduceret til filmens hyggelige lilleby-setting og dens indbyggere, så vi ved, hvad der er på spil, når helvede bryder løs senere i filmen.

Hvis man synes, Kingston Falls virker bekendt, så er det fordi, kulisserne er brugt i mange film, også før Gremlins.

Bedst kendt er de nok fra Back to the Future (1985), så Kingston Falls og Hill Valley er altså ét og samme sted – Universal-studiernes grund i Los Angeles.

Gremlins!

Da Rand vender hjem med Gizmo, vækker det plyssede lille væsen da også stor glæde hos Billy, men selvfølgelig går det galt.

Da en af nabolagets børn, Pete (den dengang allestedsnærværende Corey Feldman) besøger Billy, kommer Pete til at vælte et glas vand ned over Gizmo.

Resultatet er, at en stribe små pelskugler skyder ud af ryggen på Gizmo. Det viser sig, at disse pelskugler er nye mogwaier, men man fornemmer straks, at de her, i modsætning til Gizmo, er ondsindede.

Det lykkes da også de fem at snyde Billy til at fodre dem efter midnat. Da Billy vågner morgenen efter, har de fem mogwaier forpuppet sig, men hvad mon der er inde i pupperne?

Snart bryder helvede løs, da pupperne åbner sig og de færdige gremlins kommer ud – små, hæslige, grønne bæster med store ører, der kun er ude på én ting: Ballade.

Herfra er filmen et kapløb med tiden, for gremlinernes leder, Stripe, hopper prompte i en swimmingpool, og hurtigt er lillebyen overrendt af gremlins.

Kan Billy og Kate mon nå at stoppe gremlinerne, inden de formerer sig endnu mere?

Typisk Joe Dante-film

Gremlins er på mange måder en typisk Joe Dante-film. Blandingen af (mere eller mindre sort) humor og let gys, der udspiller sig omkring en central idé, der ofte hentet fra fantastikken. Her gremlins, i Explorers (1985) rumskibe og rumvæsner, og i Innerspace (1987) en formindskelsesmaskine.

Derudover synes Dante at have en forkærlighed for lillebyen – eller forstæderne – som setting, selvom dette ikke er et element, der findes i alle hans film. Men Gremlins er her i selskab med titler som Explorers, The ‘Burbs (1989) og Small Soldiers (1998).

De, der kan huske TV-serien Eerie, Indiana (1991-92), der også løb over de danske skærme i begyndelsen af 90’erne, vil nok heller ikke være overraskede over at høre, at det var Joe Dante, der instruerede seriens pilotafsnit.

Gys og humor

Manuskriptet til Gremlins var af Chris Columbus, der med Gremlins for alvor slog sit navn fast i Hollywood, selvom han først rigtig blev en stjerne med Home Alone i 1990.

Efter Gremlins slog Steven Spielberg kløerne i Columbus, der efterfølgende skrev både The Goonies (1985) og Young Sherlock Holmes (1985), som Spielberg executive producerede, mens henholdsvis Richard Donner og Barry Levinson instruerede.

På den måde – og med tanke på Columbus’ senere film som instruktør, f.eks. Mrs. Doubtfire (1993), Harry Potter (2001) m.fl., er vi vant til at tænke på Columbus som en slags Hollywood-hyggeonkel, men faktisk skulle Columbus’ oprindelige Gremlins-manuskript have været betydelig mere uhyggeligt og brutalt.

Det var Dante og Spielberg, der nedtonede disse aspekter af Columbus’ manuskript for at gøre filmen mere familievenlig, og det skal vi være glade for i dag.

For det er lige præcis kombinationen af humor og gys på et niveau, der ikke bliver alt for grusomt, der gør Gremlins til så charmerende og forrygende en oplevelse, som den er.

Ja, og så naturligvis Chris Walas’ forrygende dukker – ikke bare Gizmo, men også de mange forskellige gremliner, vi støder på i filmen. Effekterne er ganske enkelt blændende.

Jo, selvfølgelig kan man se, at både Gizmo og gremlinerne er dukker, men når først løjerne er i gang, glemmer man det ganske enkelt. Man sluger simpelthen præmissen og lader sig rive med – suspension of disbelief af den allerbedste skuffe. Eller sagt på en anden måde: Ægte Hollywood-magi.

Forrygende optrin

Plottet er spinkelt og enkelt, men det er lige meget, for filmens raison d’être er de mange forskellige, forrygende optrin, som gremlinerne er ansvarlige for.

Min personlige favorit har altid været – og vil nok altid være – da gremlinerne kortslutter den gamle hejre Mrs. Deagles trappelift og sender hende flyvende ud ad et førstesalsvindue.

Men der er mange andre. Optakten til ovenstående er også ret sjov: Det ringer på døren, og udenfor står en flok gremliner og synger julesange – den amerikanske tradition med Christmas caroling.

Der er også kampen i køkkenet, hvor Billys mor bliver overfaldet af de fem første gremliner og bl.a. tager livet af én af dem ved at starte blenderen.

For ikke at tale om scenen i baren, hvor Kate arbejder som frivillig for at hjælpe barejeren. Baren er blevet totalt indtaget af gremlins, der tér sig tossede.

Alt selvfølgelig realiseret med praktiske effekter, centreret omkring Chris Walas’ fantastiske dukker.

Søde skuespillere og fin scenografi

Skuespillerne har på den måde ikke det store at lave i filmen, men både Zach Galligan og Phoebe Cates er søde og fine i hovedrollerne, og der gode folk i flere af birollerne, herunder den allerede nævnte Corey Feldman, westernlegenden Harry Carey, Jr., Dick Miller (der spiller Mr. Futterman) og Judge Reinhold, der spiller Billys trælse kollega fra banken.

Sammen med den fine scenografi, der får Kingston Falls til at føles som den perfekte all-American lilleby, er de sympatiske skuespillere med til at gøre Gremlins grundlæggende charmerende, og da først gremlinerne går i sving, går det hele bare op i en højere enhed.

Læg dertil Jerry Goldsmiths totalt veloplagte score, og så bliver det ikke voldsomt meget bedre.

Julefilm

Er Gremlins en helt perfekt film – en film til 6 stjerner? Nej, det er den måske ikke. Plottet hænger ikke rigtig sammen, skuespillerne er charmerende, men rollerne papirstynde, og selve handlingen tjener kun til at lede op til, at gremlinerne kan slippes løs.

Ikke desto mindre ligger Gremlins i min bog kun en hårsbredde under den tynde grænse mellem virkelig, virkelig gode 80’er-film og rene 80’er-mesterværker.

For uanset hvordan, man vender og drejer det, er Gremlins så charmerende, så fyldt med energi, sort humor og veliscenesat kaos, at man skal være en ren Ebenezer Scrooge for ikke at holde voldsomt meget af den.

Og apropos Ebenezer Scrooge, inden du spørger: Ja, selvfølgelig er Gremlins en julefilm.

Kaka!

Anmeldt i nr. 217 | 13/12/2023