Nr. 221 – 13. april 2024

Fra Total Recall på det store lærred til en venlig påmindelse om alle navnene på en films rulletekster. Vi kommer vidt omkring i denne regnvåde måneds leder…

Så skriver vi den 13. april, og Planet Pulp er som vanligt tilbage med et nyt nummer. Egentlig skulle det jo være forår udenfor, men regntiden er åbenbart over os, og det i en sådan grad, at man overvejer, om det efterhånden er ved at være tid at konstruere en ark.

På den positive side, så betyder det jo i hvert fald, at man ikke skal have dårlig samvittighed over at sidde inde og se film, læse eller høre musik. Det dårlige forårsvejr betyder forhåbentlig også, at denne uges store genre-event, Sci-Fi Con i Randers, får ekstra mange besøgende.

Jeg selv har desværre ikke mulighed for at besøge connen i år, men jeg deltog dog i et lille åbningsritual i går aftes, da Hadsten Bio lavede en særvisning af Paul Verhoevens mesterlige Total Recall (1990) med introduktion af Pulpens egen Jacob Krogsøe.

Det var en anden af Pulpens skribenter, Tommy Prang Vonsyld, der havde skaffet rettighederne til visningen – endnu én i en lang række af særvisninger af ældre film, Tommy har stablet på benene, og jeg ved, der er flere på vej.

Jeg har set Total Recall mange gange, men aldrig på et stort lærred – jeg kom aldrig ind at se den, da den havde premiere i Danmark – så det var en stor oplevelse at se filmen i det rigtige format: Stort billede og stor lyd, og i sidstnævnte afdeling naturligvis også Jerry Goldsmiths forrygende score.

Og nu vi er ved filmmusik, vil jeg også lige nævne et dødsfald, og nej, det er ikke O.J. Simpson, selvom hans død uden tvivl var ugens mest publicerede. Nej, jeg taler om Dan Wallin, der var “music scoring engineer” igennem en lang, lang årrække.

Bag begrebet “engineer” ligger i dette tilfælde den vigtige funktion at sørge for optagelsen af filmmusik, fra placeringen af mikrofoner i studiet til arbejdet bag mixerpulten.

Wallin, der døde i en alder af 97 år, trak sig tilbage i 2013, men i løbet af sin lange karriere, der som scoring engineer gik tilbage til 1960’erne, stod han for indspilningen af flere hundrede scores, mange af dem ikoniske, bl.a. Spartacus, The Wild Bunch, Bonnie and Clyde og Out of Africa.

Han arbejdede sammen med snesevis af komponister, blandt dem nogle af de allerstørste – Alex North, Lalo Schifrin, Elmer Bernstein, John Barry, John Williams og Jerry Goldsmith. I nyere tid var han også engineer på adskillige af Michael Giacchinos scores.

Med andre ord spillede Dan Wallin en væsentlig rolle for den musikalske side af mange af vores yndlingsfilm, og alligevel er det kun inkarnerede filmmusikfans, der kender hans navn.

Sådan er det jo tit med film: De navne, der oftest fremhæves i forbindelse med en film, er skuespillerne, instruktøren og måske manuskriptforfatteren. En gang imellem nævnes fotografen og komponisten også. Og en sjælden gang også lyddesigneren.

Men i langt de fleste tilfælde er det mennesker, mange biografgængere ikke tænker nærmere over – blot nogle af den uendelige liste af navne, der indgår i rulleteksterne, og som de fleste forlader biografen uden at ænse. Eller slukker TV’et. På flow-TV, hvis der er nogen, der stadig bruger den slags, er man sågar begyndt at skære rulleteksterne væk, når en film er slut.

Film er en kollaborativ kunstart, og alle på filmen, fra instruktøren til 2nd unit gafferen, spiller en rolle i at få hele projektet til at lykkes.

Det er ikke fordi, jeg vil have, at man skal honorere alle involverede, når man taler om en film – bare man af og til minder sig selv om, at der er mange andre, der får en film til at ske, end bare skuespillere, instruktør og forfatter. Så kan man lige sende dem en venlig tanke, mens rulleteksterne kører over lærredet eller skærmen.

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
The Equalizer (Antoine Fuqua, 2014)
Ghostbusters: Frozen Empire (Gil Kenan, 2024)
Godzilla x Kong: The New Empire (Adam Wingard, 2024)
Man on Fire (Tony Scott, 2004)

Bøger:
The Art of Sin City (Frank Miller, 2014)