The Equalizer

Må jeg godt smadre de onde?

“He didn’t come for help. He came for permission.”

Svaret blev et rungende JA.

Selvtægtsfantasier og selvtægsthelte kommer ikke i meget renere former end i Antoine Fuquas glimrende The Equalizer fra 2014 – der er kommet to efterfølgere i henholdsvis 2018 og 2023.

Filmene er baseret på TV-serien af samme navn, der kørte over fire sæsoner og 88 episoder i perioden fra 1985-1989.

Who you gonna call?

I serien er Robert McCall tidligere agent som nu tilbyder “udjævning” til folk, der har brug for det. Han har indrykket en avisannonce med teksten:

“Got a problem? Odds against you? Call the Equalizer: 212 555 4200.”

Hvor TV-serien har det primære fokus på spiongenren, så har filmene taget mere fat i selve selvtægtsdelen – en del der dog også er i fokus i TV-serien, hvor McCall også uddeler retfærdighed i mørket. Bemærk i øvrigt den tydelige reference til TV-serien i filmens afslutning.

Men tilbage til filmen. Vi er Boston, i et stille og roligt tempo med en visuel side, der ligner noget fra en Tony Scott-film, så helt stille og roligt er det ikke. Men det er det i forhold til plottet.

Vi møder Robert McCall. Robert bor i en pinligt ren lejlighed, alt kører efter systemer, se bare da han vasker op. Robert arbejder i et stort byggemarked – allerede her sidder actionfolket og slikker sig om munden, for der er potentielt mange våben i et byggemarked, kig bare forbi din lokale Jem og Fix.

Den hjælpsomme og læsende Robert

Robert er rolig, han er hjælpsom og sympatisk. Eksempelvis vil han gerne hjælpe sin kraftige kollega Ralphie med at træne sig op til at kunne blive sikkerhedsvagt.

Robert har meget svært ved at sove, så han sidder på en diner om natten; en diner, der ligner noget fra et Edward Hopper-maleri. Her har han sine egne tebreve med, han placerer koppen på en helt speciel måde, og så sidder han ellers og læser.

Vi er godt klar over, uden at der er fortalt noget om det endnu, at Robert ikke er helt normal. At han har OCD er ganske tydeligt, men der er også noget andet på spil.

Robert sidder på dineren og læser bøger, og han opbygger en relation til luderen Teri, som også sidder på dineren. Vi finder ud af, at Robert er ved at læse de bøger, som er på listen over “100 bøger du skal læse før du dør” – en liste som Roberts nu afdøde hustru begyndte med, og nu vil Robert, for at mindes hende, læse alle de 100 bøger; bøger, der står smukt på hylderne i Roberts lejlighed.

Dette lag med bøgerne giver filmen et ekstra krydderi, og det bruges også til at kommentere på handlingen, når Robert fortæller om, at han er ved at læse Hemingways The Old Man and the Sea, senere i filmen Wells’ The Invisible Man og, da filmen slutter, er han gået i gang med Cervantes’ Don Quixote. Det er jo ikke videre subtilt, og man kan godt regne ud, at handlingen i bøgerne bruges til at kommentere på handlingen i filmen, men det fungerer fornemt.

Ridderen Robert

Hør blot her hvad han siger om Don Quixote:

“Oh, it’s about a guy who thinks he’s a knight in shining armor. The only thing is, he lives in a world where knights don’t exist anymore.”

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at filmen præsenterer Robert som ja, netop en ridder. Og det er jo netop en af selvtægtgenrens paradokser: At man gør udøverne til helte, til riddere, hvem sagde The Dark Knight?

Men tilbage til dineren. For en dag dukker en forslået Teri op. Hun vil helst ikke snakke om det. Kort tid efter finder Robert ud af, at Teri er blevet indlagt på et hospital, efter hun har fået endnu flere tæsk. Og så er det som om, at Robert, altså den ægte Robert, der har slumret som ansat i et byggemarked og læsende på en diner, vågner op til dåd.

Den straffende Robert

Vi er nu 25 minutter inde i filmen. Der har hverken været action eller selvtægt. Men de 25 minutter er givet godt ud i det store perspektiv.

For da Robert opsøger de nederdrægtige russiske skurke, som driver bordelvirksomhed (og som sælger stoffer og alt muligt andet skidt), så sidder man som tilskuer og føler sig godt tilpas, altså på den beskidte måde.

I filmens første actionsekvens, som fremstår som en af genrens helt store sekvenser, ankommer Robert til en restaurant, hvor skurkene holder til i deres private gemakker på første sal. Robert går op til dem. De er fem. Fem bevæbnede, voldsparate skurke.

Robert prøver i første omgang at tale pænt til dem. Han tilbyder at købe Teri fri. Men det går de naturligvis ikke med til, de ser ham jo bare som en ældre tosset og liderlig amerikaner.

Robert går hen mod døren, men han går ikke ud. Han låser den. Og i en velfungerende sekvens (Robert kan nærmest få tiden til at gå stå i sit indre, så han kan forudse, hvordan skurkene vil handle) dræber ham dem alle fem. Brutalt, blod og ødelagte kroppe.

Scenen slutter med, at Robert sidder foran en blødende russer, de fems anfører, og siger følgende:

“Your heart’s beating three times the normal rate because you’re losing so much blood. About 30 seconds, your body’s gonna shut down… and you’re gonna suffocate. Alina, the girl you beat half to death, her life will go on. Yours is gonna end right here, on this funky floor… over $9,800. You should have taken the money.”

Her møder vi den hævnende engel, eller færgemanden, der fragter de døde over floden. Her er det ikke ridderen, men den belærende straffer, der er på spil: Du kunne have undgået det ved at have taget mod pengene. Stærke sager.

Robert og skurken

Så kan filmens reelle plot for alvor gå i gang, her efter 30 minutter. For den russiske bagmand Pushkin, der sidder sikkert (tror han, glæd jer bare til slutningen) i Moskva sender sin ledeste lakaj til Boston for at finde ud af, hvad der skete med de fem dræbte russere.

Her finder skurken også ud af, at de har vækket en amerikansk bølleudgave af Holger Danske, hør blot her hvad Robert siger til ham:

“I’ve done some bad things in my life, Nicolai… Things I’m not proud of. I promised someone I love very much that I would never go back to being that person… But for you, I’ll make an exception.”

Det er nemlig slut med at vende den anden kind til, nu er det den straffende helt, der indtager scenen.

Et andet interessant aspekt her er lanceringen af skurken. Normalt er den slags bemærkninger jo tiltænkt helten, men Roberts gamle veninde præsenterer skurken på denne måde:

“Your friend here is who Pushkin sends when he’s got a problem. Teddy Rensen. Real name, Nicolai Itchenko. Skill set honed in Spetsnaz. He’s formidable and smart. Ran a wing of the Secret Police for years. Went private when the Union fell. Basically, he’s a sociopath with a business card.”

Det fungerer perfekt, for vi ved, at de to vil være perfekte legekammerater, den gode og den onde ridder.

Robert og de andre selvtægtsrødder

Hvad der videre sker, vil jeg ikke gå ind på her, men kan dog konstatere, at skurkene ikke ved, hvad de er oppe mod – som det også er tilfældet i et hav af andre actionfilm, hvad enten heltene hedder John Rambo, Casey Ryback, Bryan Mills, John Wick eller Paul Kersey.

At Robert også går efter de korrupte strømere, er bare en skøn bonus. Hør blot her, hvordan han overlegent sætter to af dem på plads – vi har hørt den slags monologer mange, mange gange i actionfilmens historie, men det gør den ikke mindre effektiv, for han giver dem jo rent faktisk en mulighed; han viser dem, at der er en vej ud af korruptionens mørke:

“Tomorrow you’ll have returned all the money you extorted from those people. You’ll tell them it will never happen again. Do that, and this video will never be seen… Don’t, and a half an hour later you’ll watch the uncut version on every news outlet in the area. Now I’m offering you a chance to do the right thing. Take it.”

Fortrinlig actionfilm

Filmen fungerer fortrinligt som en introduktion til Robert McCall. Afviklingen af plottet sidder lige i actionskabet, og det er skønt, at filmen giver sig tid til at opbygge både helte og skurke og selve konflikten, da det gør, at selvtægten og actionsekvenserne fremstår troværdige og ikke mindst retfærdige.

Det er jo netop den vigtigste præmis i forhold til selvtægtshelten: vi skal føle, at det helten gør, er okay, sådan rent moralsk, da det jo netop er selvtægt og ikke loven, der slår til. Der er brug for en fyr som Robert McCall. En autistisk actionhelt, der eksploderer i vold, når der er brug for det.

Filmen indeholder en perlerække af fede og opfindsomme actionsekvenser. Blodet flyder. Men det vigtigste element er Denzel Washingtons stoiske præstation som Robert, filmens anker.

Med sit blik, eller en trækning ved munden, formår Denzel at videregive indtrykket af en selvtægsthelt, som man IKKE har lyst til at få mod sig. Samtidig er Robert fyldt med varme og kærlighed til de mennesker, der fortjener det, en fortrinlig ensom ulv, der gerne vil være en del af flokken, men som godt ved, at han aldrig kan blive en rigtig del af den, men han kan snuse til det.

Som actionfilm er The Equalizer en velfungerende film, og som et dyk ned i selvtægtsfortællingen er den en beskidt lille perle.

Anmeldt i nr. 221 | 13/04/2024

Stikord: Selvtægt