Samurai Avenger: The Blind Wolf

Samuraifilm kan være rigtige fede, når de er lavet ordentligt – som f.eks. Shichinin no samurai (De syv samuraier) fra 1954 af mesterinstruktøren Akira Kurosawa. Når samuraifilm ikke er lavet ordentligt, ender de som det rene skod, som den søvndryssende Samurai Avenger: The Blind Wolf (2009) er et glimrende eksempel på. Jeg havde ellers gode forventninger til en film med sådan en kick ass-titel, men jeg blev skuffet. Meget skuffet.

Samurai Avenger: The Blind Wolf er lavet som en kærlig hyldest til de billige samuraifilm, man lavede i 1970’erne. Også i de film blev der brugt litervis af falsk blod og sagt tåbelige replikker, som engang imellem kunne få publikum til at trække på smilebåndet.

En banal hævnhistorie

Den blinde samuraikriger The Blind Wolf (filmens instruktør Kurando Mitsutake i et hjernedødt forsøg på at virke Clint Eastwood-agtig) tager ud til en sølle ørkenby for at få sin hævn over psykopaten Nathan Flesher (Domiziano Arcangeli, der her virker som om at han er på coke i den rolle), der slog hans kone og barn ihjel. For at forberede sit drabelige hævntogt, har The Blind Wolf brugt otte år på at gøre sig selv til en mestersværdkæmper.

For at stoppe The Blind Wolf sender Flesher hele syv lejemordere efter ham. De har alle deres særlige evner, der virker både voldsomt og ikke mindst bizart. Dog er The Blind Wolf ikke alene i sin kamp, for med sig har han en mystisk fremmed (Jeffrey James Lippold), der selv er en mester med et samurai-sværd.

Blod og bryster

Filmens plot virker som noget, man kunne have lavet et computerspil ud af, og måske skulle man have valgt det i stedet! For de syv lejemordere opfører sig som end of level-bosser, man skal klare for at komme videre til den næste bane. Egentligt mangler man bare en stemme, der kan råbe: ”Fight!”

Blandt de tåbelige modstandere møder man bl.a. en kvindelig kriger, der bruger sine store bryster til at hypnotisere modstanderen (!) og en gravid heks med grimme tænder, der bruger zombiekrigere til at gøre arbejdet for sig. Målet med disse figurer er tydeligvis et forsøg på at lave en spoof på samuraigenren, men sjove er de ikke. Det hjælper heller ikke, at kampene bliver trukket i langdrag. Bare af med deres hoveder, så man kan komme videre, okay?

Blodet sprøjter lystigt og fjollet som et springvand, når der først bliver hugget lemmer af, og de dårlige skuespilleres håndtering af den såkaldt seriøse dialog vakler mellem det grinagtige og decideret kitschede. Misforstå mig ikke, jeg elsker B-films-kitsch, men når det bliver gjort uden glimt i øjet, så holder det ikke. Filmens bedste og eneste mindeværdige scene er introen, hvor man ser nogle babes danse til noget fjollet musik.

Jeg blev total overrasket over at se skuespillerinden Amanda Plummer (datter af Christopher Plummer) i Samurai Avenger: The Blind Wolf, hvor hun medvirker i en cameo som en tilfældig kvinde i en bil. Plummer var førhen fremragende i film som The Fisher King (1991) og Pulp Fiction (1994), men siden hen er hun desværre gået lidt i glemmebogen.

En kedelig samuraifilm

Selv burde Samurai Avenger: The Blind Wolf gå i glemmebogen. Den er en kedsommelig omgang bras, der skulle havde været hugget i tusinde stykker med et sindssygt skarpt samuraisværd for så senere at blive pulveriseret og blive spredt fra alle vinde. Så om igen, Hr. Mitsutake!

Samurai Avenger: The Blind Wolf er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 64 | 13/02/2011

Stikord: Samuraier, Splat