Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Ready Player One

Ready Player One
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Med Ready Player One har Alan Silvestri begået et af sine bedste scores i lang tid – med en masse fine temaer og motiver og en stor mængde helt forrygende actionmusik.

Ready Player OneErnest Clines populære roman Ready Player One udkom i 2011, inden den omsiggribende 1980’er-nostalgi endnu havde nået de højder, den har i dag. Ja, faktisk må romanen anses som ét af startskuddene til samme nostalgi, selvom den næppe kan spores tilbage til en enkelt kilde.

Indenfor den elektroniske musik går 1980’er-revival-bølgen tilbage til midten af 00’erne, hvor det, der skulle udvikle sig til den såkaldte synthwave-scene, fik sin begyndelse indenfor fransk housemusik.

Men 1980’er-nostalgien har for alvor fået vind i sejlene i 2010’erne, hvor Netflix-serien Stranger Things (2016-) står som poster child for hele fænomenet, der ikke ser ud til at klinge af foreløbigt.

Steven Spielbergs filmatisering af Clines roman rider naturligvis med på bølgen, og man kan næppe forestille sig nogen mere oplagt instruktør til at tackle denne omgang nostalgi-ramasjang.

Spielberg står selv – som instruktør eller producer – bag adskillige af de mest elskede film fra 1980’erne, og Ready Player One har for første gang i snart en del år givet os legebarnet Spielberg tilbage.

Referencer til populærkultur

Handlingen i Clines roman – og filmen – er vist efterhånden kendt af de fleste, men helt kort fortalt foregår filmen i et dystopisk 2045, hvor mange bruger virtual reality-verdenen OASIS som et tilflugtssted.

Skaberen af OASIS, James Halliday, annoncerer en konkurrence: Han har gemt tre “easter eggs” inde i OASIS, og den, der finder alle tre, bliver den ny ejer af OASIS.

Hovedpersonen i Ready Player One er den 17-årige Wade Watts, der i OASIS bebor avataren Parzifal. Sammen med en lille gruppe venner og allierede kaster Wade sig ind i kampen om de tre easter eggs, alt imens de både i OASIS og i den virkelige verden jages af et konkurrerende firma under ledelse af den skurkagtige Nolan Sorrento.

De opgaver, Parzifal og hans venner må gennemføre for at få fingre i de tre easter eggs, har alle rod i populærkulturen, og filmen er spækket med referencer, særligt til 1980’ernes populærkultur, men også både ældre og nyere. Computerspil, film, tv-serier, tegneserier, you name it – der er referencer overalt.

Disse referencer er naturligvis især visuelle af karakter, men filmens score er også med på legen – til en vis grad i hvert fald.

Afløser for John Williams

Scoret til Ready Player One er ikke komponeret af Spielbergs ellers faste samarbejdspartner John Williams. Dermed er Ready Player One den blot tredje Steven Spielberg-film på 44 år, som Williams ikke har komponeret musikken til.

Efter at Williams blev Spielbergs faste komponist fra og med The Sugarland Express (1974), har Williams kun siddet over The Color Purple (1985), Bridge of Spies (2015) og nu altså Ready Player One.

Grunden til, Williams ikke leverede scoret til The Color Purple var, at Quincy Jones, der havde købt filmrettighederne til Alice Walkers roman, selv ønskede at komponere scoret. Bridge of Spies sad Williams over på grund af – heldigvis midlertidige – helbredsproblemer, og her trådte Thomas Newman til som komponist.

I tilfældet Ready Player One skyldtes det heldigvis ikke helbredsproblemer, at maestroen ikke står bag scoret; det var ganske enkelt et spørgsmål om tidspres.

Oprindelig var det meningen, at Williams både skulle have komponeret scoret til Ready Player One og The Post – Spielbergs anden film fra 2018.

Men post production-processen på Ready Player One trak ud så længe, at Williams ikke havde tid til at komponere begge scores. Williams valgte at komponere musikken til The Post, og så måtte Spielberg finde en erstatning til Ready Player One – hvilket formentlig skete i samråd med Williams.

Valget faldt på Alan Silvestri, og med mulig undtagelse af Williams selv, kan jeg ikke forestille mig nogen bedre egnet komponist til at tackle en film som Ready Player One.

Aktie i 80’er-nostalgien

Alan Silvestri (f. 1950).

Alan Silvestri (f. 1950).

Alan Silvestri har de sidste 35 år været en del af Hollywoods absolutte A-liste indenfor filmmusik, og det er der en god grund til.

Som meget få andre nulevende komponister har Silvestri et øre for det gode tema, og så komponerer han fremragende symfonisk filmmusik, ligesom han er i besiddelse af stor alsidighed. Silvestri begår sig glimrende, uanset om er er tale om actionfilm, drama, science fiction, horror eller komedie. Han kan faktisk det hele.

Titler som Back to the Future-trilogien (1985-90), Predator (1987), Who Framed Roger Rabbit (1988), The Abyss (1989), Forrest Gump (1994), Judge Dredd (1995), Contact (1997) og What Lies Beneath (2000) siger det hele – og det er bare et lille udsnit af Silvestris imponerende filmografi.

Indenfor de senere år har Silvestri også markeret sig som en af de få komponister, der har leveret mere end ét score til Marvels superheltemaskine – med musikken til Captain America: The First Avenger (2011), The Avengers (2012) og Avengers: Infinity War (2018).

Og så har Silvestri naturligvis også en direkte aktie i 1980’er-nostalgien, ikke mindst på grund af sin musik til Back to the Future-trilogien, der i øvrigt var produceret af Steven Spielberg.

Solidt tematisk forankret

Silvestris score til Ready Player One er, som vanligt for Silvestri, solidt tematisk forankret. Ja endog meget solidt forankret. Således er der ikke mindre end en halv snes fuldt udviklede temaer i scoret og mindst syv mindre motiver.

Dertil kommer så de forskellige direkte referencer til andre scores, herunder Max Steiners King Kong (1933), Silvestris eget Back to the Future-score (1985) og Akira Ifukubes score til Godzilla (1954).

Af disse mange temaer og motiver fungerer omtrent halvdelen som deciderede ledemotiver, altså som tilbagevendende motivisk materiale; resten indgår på anden vis i filmens underscore.

Scoret er overordnet set komponeret i det formsprog, der også prægede de tre Back to the Future-scores og mange af Silvestris andre scores fra midten af 1980’erne og frem til midten af 1990’erne. På den måde fungerer scorets grundlæggende musikalske DNA langt hen ad vejen også som en nostalgisk reference i sig selv.

Parzifals tema

Det klart dominerende tema i scoret er Parzifals tema, der samtidig fungerer som hovedtemaet. Det introduceres første gang i “Hello, I’m James Halliday” (nr. 2), efter et par indledende takter fra Johann Sebastian Bachs Toccata og fuga i d-mol.

Det er et optimistisk og heltemodigt – men dog ikke overdrevent heroisk – tema, der også er voldsomt fængende og øjeblikkeligt genkendeligt; et ganske formidabelt tema.

Det er naturligvis ikke overraskende, at Silvestri bygger store dele af scoret op omkring et centralt hovedtema, men det rigtig fine er, at Silvestri ikke bare bruger temaet, som det er.

I mange tilfælde dukker det op i en trunkeret og mere mørk, actionpræget udgave på otte toner, f.eks. i “Why Can’t We Go Backwards?” (nr. 3) ved 2:23, hvor temaet nærmest får karakter af et motiv.

Det fungerer særdeles godt, og forankrer scoret ekstremt grundigt omkring hovedtemaet, uden at det er temaet i sin mest optimistiske udgave, der går igen hver gang.

Hallidays tema

Efter hovedtemaet er Hallidays tema det hyppigst forekommende. Det introduceres første gang i begyndelsen af “Why Can’t We Go Backwards”, hvor det indledningsvist fremføres på klokkespil suppleret af blide strygere.

Det er et helt anden type tema – blidt og afdæmpet – der bedst kan sammenlignes med Silvestris scores til f.eks. Forrest Gump og Contact, hvilket naturligvis også betyder, at det er et ganske vidunderligt tema.

Foruden Parzifals tema og Hallidays tema er der yderligere nogle få, der dukker op mere end én gang, bl.a. det afdæmpet heroiske tema (komplet med nutidens så hyppigt forekommende strygerostinato), der først høres i “Real World Consequences” (nr. 5) ved 1:44, og et mere muskuløst tema, der først dukker op i “Wade’s Broadcast” (nr. 11) ved 4:41.

Ikke-ledemotiver

Blandt de temaer, der kun har en enkelt optræden, er der bl.a. det helt forrygende tema for The High 5 – Parzifals gruppe af venner, der arbejder sammen om at finde de tre easter eggs. Det høres i en super-heroisk udgave i slutningen af “Looking for a Truck” (nr. 13), og har i sin rytmik nærmest lidt western over sig.

Det fine kærlighedstema, der høres første og eneste gang i “There’s Something I Need to Do” (nr. 20) fra 3:56 og frem, må også fremhæves – det havde man gerne hørt mere til!

Men der er som sagt en del tematisk materiale, der ikke har karakter af deciderede ledemotiver, og som kun optræder i et enkelt cue.

Alt er dog med til at gøre scoret ekstremt melodisk, også selvom der naturligvis også er passager med utematisk underscore, særligt i suspense- og actionmusikken, der fylder en hel del.

Referencer

Dertil kommer så de forskellige konkrete referencer til andre scores, som Silvestri smider i gryden. Max Steiners tema fra King Kong dukker op ved 2:42 i “Why Can’t We Go Backwards?”, og i “Real World Consequences” citerer Silvestri to forskellige motiver fra sit eget Back to the Future-score.

Ved 1:15 dukker Back to the Future-fanfaren op, og sekunder senere høres “Delorean Reveal”-motivet fra cuet af samme navn. Og endelig høres Akira Ifukubes Godzilla-tema i “Looking for a Truck” ved 2:04.

Derudover er der de lidt mere indirekte referencer. Den muntre lille march, der dukker op ved 2:18 i “An Orb Meeting” (nr. 4) er måske ikke et direkte citat fra John Williams 1941-tema (1979), men referencen er alligevel umiskendelig. Og ved slutningen af “Wade’s Broadcast” lyder det umiskendeligt som om, Silvestri kortvarigt refererer til sit eget Avengers-tema.

Det der gør Silvestris referencer til andre scores så imponerende er ikke, at han refererer i det hele taget – det kan enhver idiot gøre. Men Silvestri formår at integrere referencerne i sit score, så de kommer til at indgå som en organisk del af helheden.

Et godt eksempel på det er i forbindelse med hans anvendelse af Steiners King Kong-tema – komplet med Steiners blæser-tunge orkestreringer. Her går King Kong-temaet fuldstændig flydende over i en fremførsel af Silvestris eget hovedtema med brug af samme orkestrering.

Med andre ord skal man være film- eller filmmusiknørd for i det hele taget at opdage referencerne – så dygtigt inkorporerer Silvestri dem i sit eget score. Det er faktisk dybt, dybt imponerende.

Det skal lige siges her, at der er flere musikalske referencer i scoret, som ikke er kommet med på albummet. I sekvensen, der foregår i OASIS’ udgave af The Overlook Hotel (fra The Shining, 1980), bruger Silvestri også musikken fra The Shinings titelsekvens, ligesom sekvensen også inkorporerer de klassiske og nyklassiske værker, Kubrick selv brugte i sin film af bl.a. Bartók og Penderecki.

Ferm brug af synthesizere

En sidste kommentar om Silvestris tematiske materiale handler nærmere om mangel på tematisk materiale, nemlig for skurken Sorrento og hans hær af lejesvende. Sorrento får nemlig ikke sit eget tema; i stedet er det igennem orkestreringen, Silvestri markerer skurkene musikalsk.

Det gør han gennem en virkelig ferm brug af synthesizere; noget Silvestri ellers ikke altid er sluppet lige heldigt om ved. Men i Ready Player One fungerer det aldeles glimrende.

Eksempler på det høres bl.a. i første tredjedel af ”Sorrento Makes An Offer” (nr. 6), hvor et sprødt synthesizet beat glider uproblematisk sammen med de symfoniske dele, og i ”Orb of Osuvox” (nr. 9), hvor synthesizerne nærmest leder tankerne hen på James Newton Howards scores fra 1990’erne.

Actionhøjdepunkter

Ready Player One er altovervejende et actionscore, og actionmusikken er af virkelig høj kvalitet. Og som jeg tidligere nævnte, lader det til, at Silvestri bevidst har komponeret meget af actionmusikken i det formsprog, han brugte op gennem 1980’erne og ind i 1990’erne.

Det betyder bl.a., at pænt store dele af actionmusikken er bygget op omkring den type ostinati med rigeligt brug af slagtøj, der også prægede scores som dem til Back to the Future-filmene – f.eks. fra 1:59 i ”Why Can’t We Go Backwards?”.

Den slags er der masser af undervejs. ”High 5 Assembles” er endnu et højdepunkt, hvor actionmusikken flere steder giver flere mindelser om Back to the Future, og actionhøjdepunkterne kommer generelt løbende gennem scoret, bl.a. også i cues som ”Arty on the Inside” (nr. 12), hvis strygerostinati lyder inspireret af Williams’ Minority Report-score (2002), ”Looking for a Truck” (nr. 13), ”Last Chance” (nr. 15).

De sidste to cues på albummet er koncertarrangementer, dels af hovedtemaet i ”Ready Player One – Main Title” (nr. 21), dels af store dele af Silvestris actionmateriale i ”Ready Player One – End Credits” (nr. 22).

Værdig afløser

Ready Player One er et ganske langt album – 84 minutter – men for første gang i lang tid har vi her at gøre med et score, der kan holde til den spilletid. Både på grund af de mange fine temaer og motiver og på grund af den forrygende actionmusik.

Det er ganske enkelt et af Silvestris bedste scores i lang tid, og Silvestri viste sig i den grad som en værdig afløser for John Williams.

5 stjerner

Nummerliste:

CD #1:
1. The Oasis (1:49)
2. ”Hello, I’m James Halliday” (2:03)
3. ”Why Can’t We Go Backwards?” (4:19)
4. An Orb Meeting (4:11)
5. Real World Consequences (3:31)
6. Sorrento Makes an Offer (3:34)
7. Welcome to the Rebellion (3:15)
8. High 5 Assembles (4:25)
9. Orb of Osuvox (3:46)
10. Sorrento Punked (3:58)
11. Wade’s Broadcast (5:50)

Total spilletid: 40:41

CD #2:
12. Arty on the ”Inside” (2:34)
13. Looking for a Truck (5:36)
14. She Never Left (2:42)
15. Last Chance (3:21)
16. ”Get Me Out of This” (1:36)
17. ”Hold on to Something” (5:15)
18. ”This is Wrong” (3:50)
19. ”What are You?” (3:30)
20. ”There’s Something I Need to Do” (5:02)
21. Ready Player One – Main Title (2:27)
22. Ready Player One – End Credits (8:03)

Total spilletid: 43:56

Samlet total spilletid: 84:37

Titel: Ready Player One
Komponeret af: Alan Silvestri
Dirigeret af: Alan Silvestri
Orkestrering: Mark Graham, William Ross
Fremført af: The Hollywood Studio Symphony
Komponeret: 2018
Udgivet: 2018
Label: WaterTower Music

Anmeldt i nr. 152 | 13/06/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>