13. september 2011

The Abyss

The AbyssAlan Silvestris score til The Abyss indeholder noget af komponistens fineste musik til dato, men er også noget ujævnt både hvad angår orkestrering og stil.

The Abyss markerer første og hidtil eneste gang, at Alan Silvestri har leveret musik til en James Cameron-film. Om det alene skyldes, at James Horner havde for travlt til at komponere musikken, eller om det anspændte forhold mellem Carmeron og Horner på Aliens (1986) også spillede ind, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald blev det hverken Horner eller Brad Fiedel, som havde leveret musik til The Terminator (1984), der fik The Abyss.

I 1989 var Alan Silvestri stadig en relativt ung komponist (han er født i 1950), hvis karriere først for alvor var ved at tage fart. Hans første store hit var Back to the Future fra 1985, fulgt af Predator i 1987, og The Abyss markerede endnu en fjer i hatten for den dygtige Silvestri.

Sammensat

The Abyss er et meget sammensat score, både hvad angår orkestrering og stil. I mange cues er store dele af musikken således elektronisk; uden tvivl af budgetmæssige hensyn, da The Abyss endte med at sprænge budgettet med 4 millioner dollars – en ikke ringe sum i 1989. Dog er det et fåtal af cues, der rent elektroniske.

Stilistisk er scoret en blanding af atmosfæriske og stort set utematiske cues, klassisk Silvestri-action og noget vidunderligt musik for symfoniorkester og kor. Selv hvis man ikke bryder sig synderligt om resten af musikken, kan man godt argumentere for, at de afsluttende tre cues i sig selv er grund nok til at anskaffe sig albummet.

Silvestris trademarks
Alan Silvestri (f. 1950)
Alan Silvestri (f. 1950)

Albummet åbner med den korte “Main Title”, hvor kor og orkester indledningsvist præsenterer to temaer, som ellers i øvrigt først dukker op hen imod slutningen af albummet. Derefter går cuet over i ren militaristisk percussion.

Efter det rent elektroniske cue “Search The Montana” (nr. 2), er “The Crane” (nr. 3) et veloplagt symfonisk actioncue i den stil, Silvestri blev kendt for og med alle komponistens trademarks – bl.a. de velkendte markeringer af blæsere og slagtøj. “The Crane” kunne for så vidt uden problemer være taget fra Back to the Future. Det samme gælder “Sub Battle” (nr. 7), der også er et fint og intenst actioncue.

“The Manta Ship” (nr. 4) er også overvejende et symfonisk cue og introducerer igen koret, men indeholder derudover også en del elektronisk musik. Vi er her ovre i atmosfærisk underscore, der lægger ud i den lidt uhyggelige afdeling, inden musikken bliver ganske vidunderlig og formidler en stemning af wonder.

Orkester og elektronisk musik

Sammenblandingen af orkester og elektronisk musik er karakteristisk for en stor del af de følgende cues, selv om det kun er “The Fight” (nr. 6), der lyder til at være næsten helt elektronisk. Og faktisk er “The Fight” et ret effektivt actioncue, selv om nogle af de elektroniske effekter efter over 20 år virker en smule bedagede.

I første halvdel af “The Pseudopod” (nr. 5) er det primært en uhyggelig stemning, Silvestri maner frem, inden orkestret dukker op og musikken bliver både smuk og lyrisk. Hvis anden halvdel af “The Pseudopod” giver én associationer a la John Williams er det næppe tilfældigt, og af samme grund er “The Pseudopod” også albummets hidtil bedste cue.

“Lindsey Drowns” (nr. 8) er endnu et ganske fint dramatisk cue, der også benytter synthesizer i udstrakt grad, og hvor Silvestri skaber en virkelig trykkende og ubehagelig stemning. Det sidste elektronisk dominerede cue er “Bud’s Big Dive” (nr. 10), hvor vi igen er ovre i den rent atmosfæriske og ret creepy afdeling – og det vel at mærke gennem samfulde ca. 6 minutter.

Inden “Bud’s Big Dive” har vi dog fået det symfoniske og vidunderlige “Resurrection”, hvor Silvestri præsenterer os for et af scorets sjældne temaer – her kærlighedstemaet. Med det fine tema, der i anden del af cuet bl.a. fremføres af afdæmpede træblæsere er vi igen på klassisk Silvestri-territorium, og “Resurrection” har store ligheder med noget af Silvestris ligeledes fine musik fra Back to the Future Part III fra det efterfølgende år.

Gemmer det bedste til sidst

Det bedste har Silvestri dog gemt til sidst. De tre cues “Bud on the Ledge” (nr. 11), “Back on the Air” (nr. 12) og “Finale” (nr. 13) er næsten helt symfoniske og derudover bruger Silvestri masser af kor, der giver musikken en æterisk, næsten religiøs, klang. Her genintroducerer Silvestri også de to temaer fra “Main Title”-cuet og slipper dem for alvor løs. De afsluttende knap 12 minutter er scorets absolut bedste og måske blandt noget af det bedste, Silvestri nogensinde har begået.

The Abyss-scoret (og albummet) slutter derfor absolut på toppen, og efterlader lytteren med et helhedsindtryk, der måske er en anelse bedre, end albummet som helhed fortjener. For selv om langt det meste af musikken på The Abyss er temmelig godt, så vil der uden tvivl også være de, der synes, at der sker for lidt i den overvejende elektroniske del af musikken.

Det er jeg langt hen ad vejen ganske enig i, og den varierende orkestrering og stil gør også The Abyss til et forholdsvist ujævnt album. Derfor er jeg heller ikke helt oppe at ringe over The Abyss. Det er bestemt et fint score og et overordnet set godt album, men det er en smagssag, om man mener, at de sidste formidable 12 minutter er nok til at gøre et 47 minutter langt album med i øvrigt nydeligt og funktionelt score til et mindre mesterværk.

Nummerliste:
1. Main Title (1:30)
2. Search The Montana (1:56)
3. The Crane (2:00)
4. The Manta Ship (6:23)0
5. The Pseudopod (5:37)
6. The Fight (1:47)
7. Sub Battle (3:18)
8. Lindsey Drowns (4:44)
9. Resurrection (1:58)
10. Bud’s Big Dive (6:10)
11. Bud on the Ledge (3:13)
12. Back on the Air (1:40)
13. Finale (6:46)

Total spilletid: 47:02

4 stjerner

Titel: The Abyss
Komponeret af: Alan Silvestri
Dirigeret af: Alan Silvestri
Orkestrering: James B. Campbell
Produceret af: Alan Silvestri
Udgivet: 1989
Label: Varèse Sarabande

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/09/2011