13. juli 2013

Predator

Predator er klassisk Alan Silvestri og et godt eksempel på intelligent og omhyggeligt konstrueret action- og suspensemusik – men også et album af den type, man får mest ud af ved nærlytning.

Da Predator kom ud i 1987 var komponisten Alan Silvestri en rising star i Hollywood. I 1985 havde han leveret sit gennembrudsscore til Robert Zemeckis’ Back to the Future, og det er næppe for meget at sige, at det var musikken til Back to the Future og Predator, der tilsammen for alvor katapulterede Silvestri op i A-listen af filmkomponister.

Predator er et effektivt score, også selvom musikken slet ikke blev brugt på den måde, Silvestri havde komponeret den – som det er sket så ofte både før og siden i Hollywood blev Silvestris score brugt på må og få i filmen. Til trods for det fungerer musikken forrygende godt i filmen. Men taget i betragtning hvad det er for en type musik, der er tale om, er det måske mere overraskende, at musikken også fungerer glimrende som selvstændig lytteoplevelse.

En lang forhistorie
Alan Silvestri (f. 1950)
Der skulle dog gå længe, inden Silvestris score blev udgivet. Det samme var tilfældet med Back to the Future, der først fik en regulær albumudgivelse i 2009, hele 24 år efter at filmen havde premiere. Helt så længe gik der ikke, før der kom en albumudgivelse med musikken fra Predator – ”kun” 16 år skulle der gå her.

Den første albumudgivelse kom på Varèse Sarabande i 2003 men i et begrænset oplag på kun 3000 eksemplarer. På det tidspunkt havde Predator længe været én af de store ”hellige graler” blandt filmmusikentusiaster, så Varèse-udgivelsen blev lynhurtigt udsolgt og i årene, der fulgte, blev den handlet til ublu priser på brugtmarkedet.

Efterspørgslen blev kortvarigt mættet, da Intrada i 2010 udgav scoret på ny – med omkring et minuts ekstra musik – men igen i et begrænset oplag på 3000 eksemplarer. Det blev også udsolgt på rekordtid. To år efter besluttede Intrada sig for at løse problemet én gang for alle og udgav Predator endnu engang – denne gang i en remastered udgave og med nogle mindre justeringer i forhold til 2010-udgaven. 2012-udgaven var desuden ikke begrænset til et oplag på 3000, så efter 25 år er Predator-scoret nu tilgængelig for alle de, der ikke sikrede sig et eksemplar i de første to omgange.

Masser af guf

Herfra skal der med det samme lyde en opfordring til at give Predator-scoret en chance – og hvis man kan lide Silvestris actionstil fra 1980’erne og 1990’erne, er der ikke noget at rafle om: Så er det bare med at få albummet bestilt hjem fra éns foretrukne CD-pusher.

For der skal ikke herske nogen tvivl om, at Predator er pengene værd. Det er et score af den slags, der måske ikke vil appellere til de, der foretrækker stærkt tematisk forankrede scores, men fans af velkonstrueret, intelligent action-, suspense- og horrormusik vil finde masser af guf på Predator.

Inden jeg kommer til anmeldelsen af selve scoret, skal det lige nævnes, at albummet indledes med Elliot Goldenthals arrangement af det klassiske Fox Logo fra Alien 3 (1992) – altså den version af Fox-fanfaren, der slutter med lang, udtrukket, dissonant tone. Det er jo på sin vis fedt nok at have Goldentals arrangement af Fox-fanfaren, især da den ikke findes på Alien 3-albummet, men det er alligevel en smule løjerligt, at den har fundet vej til Predator-albummet (hvor den i øvrigt har været lige siden Varèses 2003-udgivelse).

Klassisk Silvestri

Predator er komponeret i den helt klassiske Silvestri-stil fra 1980’erne og 1990’erne – de der kender Silvestris musik til f.eks. Back to the Future vil øjeblikkeligt genkende hans karakteristiske stil med masser af slagtøj, maniske små crescendoer, den ofte rytmiske tilgang til opbygningen af suspense og action samt den øjeblikkeligt genkendelige facon, Silvestri bruger strygere og blæsere på – ofte med helt korte strofer, der spiller op mod hinanden. Samtidig betyder det, at Predator er næsten helt igennem symfonisk, selvom Silvestri undervejs også benytter sig af en smule synth.

I modsætning til f.eks. Back to the Future og mange af Silvestris andre scores kan man på ingen måde kalde Predator et decideret tematisk stærkt score. Faktisk er der kun ét tema, nemlig hovedtemaet, og selv hovedtemaet er minimalistisk om end man må sige, at det faktisk er temmelig iørefaldende.

Hovedtemaet præsenteres efter en lang opbygning i ”Main Title” (nr. 2) og består af en rytmisk, militaristisk seksnode-ostinato, fremført på flygel, hvorover selve temaet lægges, fremført af orkestrets blæsersektion – alt suppleret med percussion. Det giver en ret potent cocktail, der måske nok er for enkelt til at være ét af filmhistoriens store temaer, men som til gengæld er ekstremt cool og, overraskende nok, meget iørefaldende. Hovedtemaet suppleres i ”Main Title”-cuet af et B-tema (eller rettere motiv) for strygere, ligesom cuet introducerer yderligere to motiver hen imod slutningen, inden flygelostinatoen vender tilbage.

Organisk og sammenhængende

Netop de mange småmotiver er grunden til, at Predator er så godt sammenhængende score, som det er – og de to-tre stykker, der, foruden selve hovedtemaet, dukker op i ”Main Title”-cuet suppleres af yderligere tre-fire stykker. Et enkelt af disse ”motiver” er sådan set ikke andet end en slagtøjsrytme – den dukker første gang op helt i begyndelsen af ”Something Else” (første del af nr. 3) – mens andre er små musikalske idéer, der er alt for sparsomt udviklede til, at de på nogen måde kan kaldes temaer, men som alligevel er klart genkendelige. Et eksempel på sidstnævnte kunne f.eks. være det firenode-motiv, der høres inden hovedtemaet i ”Main Title”, og som repræsenterer rumvæsnet.

Igennem scoret vender Silvestri gang på gang tilbage til denne håndfuld af musikalske idéer, eller motiver, og væver dem ind og ud af hinanden sammen med den øvrige underscore. Nogle gange bruger han flere af motiverne i samme cue, andre gange kun én, men resultatet er et score, der flyder enormt godt og fremstår utroligt organisk og sammenhængende.

Fokus på de mange små motiver, frem for ét tema, betyder til gengæld også, at Predator er ét af den type scores, der nydes bedst ved nærlytning, for det er på den måde, at Silvestris omhyggelige konstruktion af scoret træder tydeligst frem. Det fuldt artikulerede hovedtema bruges faktisk relativt sparsomt i løbet af scoret, selvom det antydes hist og her, så hvis man ikke nærlytter musikken går mange af nuancerne let tabt.

Dertil kommer, at Silvestri opnår en stor del af scorets effektivitet ved hyppigt at lade dele af orkestret operere i de meget lave registre, mens andre sektioner opererer i de ret høje – også et aspekt, der let går tabt, hvis man bruger albummet til casual listening. Det er ikke så underligt, at CD’ens fyldige liner notes slutter med bemærkningen ”If ever there was a score best played at pumped-up volumes… this is it!”.

Action, suspense og horror

Stilistisk består Predator-scoret af action- og suspensemusik, og hvor begge genrer ofte bevæger sig i grænselandet til decideret horror – helt i tråd med filmens stedvise blanding af effektiv action med horrorelementer. Decideret horrormusik er dog relativt sjældent, så scoret beskrives bedst som en blanding af spændings- og actionmusik, og som regel optræder begge genrer i alle cues. Det gør Predator-scoret til en højspændt affære, der kun giver få og små pusterum til lytteren – men på den gode måde.

Helt specielt er det derfor, da der pludselig dukker et nobelt og tragisk blæsertema op i ”He’s My Friend” (nr. 9) – dette tema hører vi da også kun denne ene gang før til allersidst, hvor det vender tilbage i ”The Aftermath; The Pick-Up and End Credits” (nr. 20).

Ellers er der tryk på næsten hele vejen igennem, og både derfor og fordi hele scoret flyder så godt sammen, som det gør, er det svært at pege på bestemte cues som absolutte højdepunkter. Skal man endelig nævne et par stykker er ”Jungle Trek” (nr. 5) klart blandt højdepunkterne – det er så også et af de mest ”jungleagtige” cues på albummet og virker på mange måder som inspirationskilden til noget af John Williams’ musik fra The Lost World (1997).

For en anden interessant pointe er nemlig, at Predator, på trods af brugen af masser af slagtøj, sjældent lyder som en junglefilm. Slagtøjet bruger Silvestri primært sådan som han også brugte det i Back to the Future-scoret, det vil sige snarere som en integreret og naturlig del af orkestret end som noget, der skal understrege filmens junglesetting. Så der er masser af Silvestris typiske brug af f.eks. lilletromme, som jo, trods sin meget militaristiske sound, også var en vigtig del af actionmusikken i Back to the Future-scoret. Dertil kommer en masse anden percussion, der selvfølgelig giver musikken kulør, men som aldrig ”bare” er generisk junglemusik.

Andre højdepunkter er ”Girl’s Escape” (nr. 6), der starter med effektiv suspense og går over i forrygende action, inden suspense- og stedvist horrormusikken overtager igen. ”Building the Trap” (nr. 11) er også et glimrende suspense- og actioncue, og den lange ”Dutch Builds Trap” (nr. 16) er et forrygende studie i opbygningen af suspense.

Afkast ved nærlytning

Som sagt egner Predator-scoret sig bedst til nærlytning, for det er på den måde, man bedst kan sætte pris på, hvor stor en indsats Silvestri har lagt i sin konstruktion af musikken. Gør man sig selv den tjeneste at gøre det, vil Predator-albummet for alvor give afkast.

Det, sammen med det næsten totale fravær af stille og harmoniske passager, betyder til gengæld også, at albummet er en ret krævende lytteoplevelse. Det vil dels afskrække nogen fra at investere i albummet overhovedet; dels vil det betyde, at selv de, der sætter pris på scoret, næppe vil høre det så hyppigt som nogle af Silvestris mere umiddelbart tilgængelige actionscores.

Alligevel vil jeg på det kraftigste opfordre folk til at give Predator-scoret en chance, og fans af Alan Silvestri skal helt ubetinget have Predator stående på hylden.

Nummerliste:
1. Fox Logo (Alfred Newman, arr. by Elliot Goldenthal, 1992) (0:29)
2. Main Title (3:54)
3. Something Else; Cut ’Em Down; Payback Time (7:39)
4. The Truck (4:24)
5. Jungle Trek (1:49)
6. Girl’s Escape (6:01)
7. Blaine’s Death (0:48)
8. What Happened? (2:04)
9. He’s My Friend (1:28)
10. We’re Gonna Die (3:31)
11. Building the Trap (3:07)
12. The Waiting (3:28)
13. Can You See Him? (4:54)
14. Dillon’s Death (2:06)
15. Billy and Predator (2:37)
16. Dutch Builds Trap (9:30)
17. Predator Injured (4:15)
18. Hand to Hand Combat (3:11)
19. Predator’s Death (3:43)
20. The Aftermath; The Pick-Up and End Credits (7:05)

Total spilletid: 76:03

5 stjerner

Titel: Predator
Komponeret af: Alan Silvestri
Dirigeret af: Alan Silvestri
Orkestrering: James B. Campbell
Komponeret: 1987
Udgivet: 2012
Label: Intrada

Anmeldt i nr. 93 | 13/07/2013