Predator

5 minutters læsetid
Predator

Denne anmeldelse indeholder en del spoilers, så spring den over, hvis du stadig har til gode at se Predator og vend glad og svedig tilbage, når du har set den.

”Den må jeg se igen”

Det er altid dejligt, når en bestemt film får én til at gense en anden film. Det kan enten være på grund af genren, instruktøren, serien, en enkeltstående scene, en skuespiller, nogle bestemte effekter eller bare en bestemt følelse. ”Den må jeg bare se igen.”

I dette tilfælde var det både en instruktør og skuespiller. Iron Man 3, instrueret af Shane Black, gav mig lyst til at gense først The Last Boy Scout (1991) og bagefter Predator. To film der hos mig har en meget stor stjerne. Eller faktisk seks af slagsen, når vi kommer til karaktergivningen. I Predator spiller Shane Black en mindre rolle som soldaten Hawkins, der dog, som alle andre, står i skyggen af hr. Schwarzenegger.

Welcome to the jungle

Scenen er sat i Centralamerika. Men først ser vi et rumskib og noget, der skydes ud. Og så ankommer Dutch og de andre hårdkogte læderdrenge ellers til junglen, hvor de skal redde en højtstående politiker, som holdes fanget af nogle guerillasoldater.

Det lyder som en standardopgave for drengene, og det går da også fint. De finder frem til fangelejren, og efter en klassisk actionscene a la Rambo skifter filmen ellers karakter: En ”usynlig” jæger er på jagt i junglen, og snart finder Dutch og co. ud af, at jægeren er efter dem! Men jægeren er ikke et menneske, og snart må de hårde drenge vise hvilket 80’er-machostof, de er gjort af.

Og så ellers ikke mere om den simple men ganske forrygende handling, men for at komme ind i stemningen bør du lige se traileren til Predator.

En lækker genrehybrid

Predator formår på fornem vis at kombinere action med horror og science fiction. Men jeg må stadig pointere, at det er med voldsomt tryk på action. Som i eksempelvis Aliens (1986) er det også lykkedes for Predator at samle et hold af ”bad ass motherfuckers”, denne gang anført af Arnold.

Men hvor de i Aliens er oppe mod en hær, er der i Predator ”kun” tale om et enkelt monster. Men hvilket et af slagsen! Der er guf til soldaterfreaks, masser af våben og militærjargon, og samtidig er de blodige effekter veludførte og troværdige. Kort sagt en actionfilm, der sparker gevaldigt 80’er-røv på den gode måde.

Filmen er en hybrid mellem monsterfilmen, krigsfilmens hårde drenge der skal bag fjendens linjer for at redde nogle fanger og jagtmotivet, som vi blandt andet kender fra The Most Dangerous Game (1932). Og manuskriptet præsenterer både genre og indhold kløgtigt ved at lade filmen ændre karakter fra klassisk krigsfilm til jagtfilm for til sidst at blive opgøret mellem mand og monster.

Den jomfruelige reception

I dag ser mange Predator som ”bare” en actionfilm. Men hvis man husker tilbage på første gang man så den, selvom det er en svær øvelse, så fik jeg i hvert fald et chok og blev revet godt og grundigt rundt, da filmen skiftede karakter.

Det er lidt det samme med Aliens, og det er også grunden til, at jeg altid argumenterer for at originalen af Aliens er bedre en director’s cut: I den oprindelige Aliens ved man ikke, hvad der er sket med lokalbefolkningen på den lille planet, og derfor kommer det også som en overraskelse, da drengene møder op til ”the town meeting”.

I director’s cut-udgaven bliver det præsenteret, at der er facehuggers på spil. Det fjerner meget af spændingen, og er sikkert også grunden til, at det oprindeligt er pillet ud. I dag, hvor vi har set Aliens 1000 gange, vil man bare gerne have så meget som muligt med, men man glemmer lidt, hvordan filmen ramte, første gang man så den.

Det er lidt det samme med Predator i receptionssammenhæng, da de, der afskriver den som en simpel actionfilm, faktisk glemmer filmens ganske veludførte leg med tilskuerens forventninger til den klassiske krigsfilm.

If it bleeds, we can kill it!

Predator kostede ca. 15 millioner dollars at producere og hamrede næsten 100 millioner dollars hjem – den klassiske 80’er-Arnold-effekt – men kritikerne var alligevel efter den. De mente, den havde et tyndt plot. Vor Herre til hest! Ja, det er jo netop pointen, så stemningen og de voldsomt fede actionsekvenser, og naturligvis Arnold, får lov til at træde i karakter.

I dette tilfælde er et simpelt plot at foretrække. Men at der ikke er brugt krudt på manuskriptet, som nogle kritikere også hævdede tilbage i 1987, er direkte løgn. Se blot på afviklingen af plottet, tempoet, den stille og rolige opbygning og ikke mindst de fremragende replikker – ja dengang kunne man lave fede oneliners, og det er også her, jeg tænker på Shane Black, der om nogen er manden, der stadig kan sit kram.

Manuskriptet til Predator er skrevet af brødrene Jim og John Thomas, men Shane Black var også inde over manuskriptet og skal vi ”gætte” på, at han har skrevet en del af replikkerne? At filmen sidenhen er blevet anerkendt for sine kvaliteter er så en helt anden historie og fortæller måske mere om kritikernes holdning til actionfilm end det gør om Predator.

Jim og John skrev også manuskriptet til Predator 2 (1990) og har også, som makkerpar, skrevet til film som den effektive Executive Decision (1996) og den kitschede, men meget underholdende, fiasko Wild Wild West (1999) – og så har de skrevet manuskriptet til en film, alle hader, men som jeg elsker, nemlig Mission to Mars (2000). Så et par ganske habile brødre.

En mesterlig instruktør

Men udover Thomas-drengene og naturligvis Arnold, der sparker røv som Dutch, er filmens helt store stjerne instruktøren John Campbell McTiernan, Jr. Han har en sikker hånd om sine virkemidler og sine skuespillere, og selv om han aldrig er blevet anerkendt som en mesterinstruktør, men mere som en solid håndværker, så har han en meget stor stjerne i min røde bog.

Udover Predator har han lavet mesterværker som Die Hard (1988), den kan vi vist alle blive enige om, men også en overset film som Last Action Hero (1990) er for mig noget af det bedste fra det intertekstuelle årti 1990’erne. Udover de tre mesterværker har han lavet solide film som The Hunt for Red October (1990), Die Hard with a Vengeance (1995) og The 13th Warrior (1999).

En af alle tiders bedste actionfilm

Dertil kan du tilsætte et fremragende score af Alan Silvestri, der formår at kombinere den hårdkogte action med horrorelementer og junglestemning. Predator fik som nævnt en efterfølger i 1990, og det er en film, som er klart bedre end sit rygte. Læs blandt andet denne anmeldelse, som jeg er meget enig i. Bortset fra at jeg stadig mener, at den første er et hak bedre end nummer to.

Der kom også endnu en sequel, hvis man da kan kalde den det, i 2010 med Predators. Derudover er den stakkels Predator blevet trukket gennem manegen sammen med Alien-figuren i Alien vs. Predator (2004) og Aliens vs. Predator: Requiem (2007).

For mig er Predator en af alle tiders bedste actionfilm og samtidig en af de vigtigste værker på Hr. Arnolds imponerende CV. Welcome to the Jungle og god fornøjelse!

6 stjerner
Titel: Predator
Instruktør: John McTiernan
Manuskript: Jim Thomas, John Thomas og Shane Black (ukrediteret)
Cast: Arnold Schwarzenegger (Dutch), Carl Weathers (Dillon) Jesse Ventura (Blain), Shane Black (Hawkins), Elpidia Carrillo (Anna), Sonny Landham (Billy)
Producere: John Davis (producer), Lawrence Gordon (producer), Joel Silver (producer), Laurence Pereira (executive producer), Jim Thomas (executive producer)
Musik: Alan Silvestri
Foto: Donald McAlpine
Klip: Mark Helfrich, John F. Link
Spilletid: 107 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1987
Produktionsselskaber: 20th Century Fox
Distributør (Blu-ray): 20th Century Fox Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 92 | 13/06/2013

Stikord: Junglen, Rumvæsner, Soldater, Splat

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.