I 1948 fældede den amerikanske højesteret dom i en sag, der skulle blive skelsættende for Hollywood.
“The United States vs. Paramount”, som sagen hed, indvarslede afslutningen af det gamle studiesystem i Hollywood, hvor de fem store studier (Paramount Pictures, MGM, Warner Bros., 20th Century Fox og RKO Radio Pictures) ikke bare ejede produktionsapparaterne, men tillige distributionen af film i form af biografer.
Systemet betød, at de fem store kunne tvinge uafhængige biografer til at købe pakkeløsninger, hvis de ønskede at vise én af studiernes prestigefilm. Typisk bestod sådan en pakke af fem film – foruden den film, biografen egentlig var interesseret i, en blanding af mindre prestigefyldte højbudgetfilm og deciderede B-film. Systemet blev kaldt “block booking”.
Højesteretsdommen gjorde block booking ulovligt, men overlod det til andre retsinstanser at finde ud af, hvordan dommen skulle implementeres.
Resultatet blev, at de store studiers kontrol over både produktion og distribution blev brudt op, så de ikke længere måtte eje kæder af biografer, der fungerede på bedre vilkår end de uafhængige biografer.
Konsekvenserne af dommen(e) var enorme, hvad det lige her vil gå for vidt at redegøre for.
I stedet spoler vi lige tiden frem til 12. juni 2026, hvor det amerikanske justitsministerium godkendte Paramounts planlagte opkøb af Warner Bros.
Frem og tilbage er som bekendt lige langt, og her, 78 år efter dommen i “The United States vs. Paramount”, er det som om, vi er lige vidt.
“De fem store” hedder noget andet nu, men distributionskæderne er vendt tilbage, nu blot ikke i form af biografer, men streamingtjenester.
Disney er blevet en gigant, der for nogle år siden opslugte 20th Century Fox, MGM er blevet købt af Amazon, Netflix er kommet til, og også Apple er en spiller på streamingmarkedet.
Og så er der Paramount og Warner, som nu bliver ét selskab, selvom studierne måske fortsat kommer til at eksistere som separate brands.
Warner er i sig selv ingen lilleput, med ejerskab af DC-universet foruden streamingtjenesten HBO Max, som nu kan lægges sammen med Paramounts streamingtjeneste Paramount+ (hvis indhold her i Danmark distribueres af SkyShowtime).
Paramount, Disney, Netflix og Amazon er nu de fire store, med Apple som en lidt mindre fisk i vandet, akkurat som Columbia Pictures, Universal Studios og United Artists var lidt mindre studier tilbage i tiden før 1948-dommen.
Universal eksisterer naturligvis stadig, mens Columbia i dag er en del af Sony og UA blev tilbage i 1981 opkøbt af MGM og er derfor i dag en del af Amazon.
Der har været masser af protester mod Paramount-Warner-fusionen, ikke mindst blandt filmfolk i Hollywood, som frygter, at fusionen vil føre til færre film og måske endda lukningen af én af byens ikoniske “lots” – hvorfor have to studier i byen, når man kan nøjes med ét?
Det kan alt sammen lyde som noget, der er meget fjernt fra vores daglige trummerum her i lille Danmark, og det er det naturligvis også på en måde.
Men konsekvenserne kan vi også få at føle, både som brugere af streamingtjenester og samlere af film på fysiske medier.
Konsolideringen af flere titler på færre streamingtjenester er i sig selv bekymrende, især hvis de store selskaber – som meget tyder på – i stigende grad kigger mere til streamingtjenesterne end til biograferne for deres fremtidige indtjening.
Vi har allerede oplevet, at såkaldte mid-budgetfilm er næsten forsvundet fra Hollywoods output, fordi film, der skal trække folk i biografen, skal være store, dyre blockbustere, mens streamingtjenesterne domineres af uendelige rækker af TV-serier – nogle gode, mange ikke – og film af stærkt varierende kvalitet.
Det skal retfærdigvis siges, at nogle af de film, der produceres direkte til streaming, indiskutabelt er glimrende og fortjener biografpremiere, men de ryger ikke desto mindre direkte til streaming – med nogle få undtagelser, der måske får en begrænset biografpremiere for at kunne kvalificere sig til de store filmpriser.
Samtidig styrer de store selskaber naturligvis 100 % hvilke licenser, de ønsker at sælge til de få tilbageværende selskaber, der udgiver film på fysiske medier.
Risikoen ved fortsat konsolidering i Hollywood er derfor både færre biograffilm og et mindre udbud af film på fysiske medier.
Jeg håber, alt det her bare er et udtryk for at male fanden på væggen, men godkendelsen af Paramounts opkøb af Warner Bros. bekymrer mig – både som filmfan og som forbruger.
Og så har jeg naturligvis ikke engang nævnt andre aspekter af opkøbet, for de store selskaber ejer naturligvis også andre “assets”. Som en del af Warner-opkøbet kommer Paramount f.eks. også til at eje CNN, så det bliver spændende at se, om CNN bliver udsat for samme behandling som det hæderkronede nyhedsprogram 60 Minutes, der jo sendes på CBS. CBS er forresten ejet af Paramount Skydance, selskabet, der blandt meget andet ejer filmstudiet Paramount. Og hvem ejer Paramount Skydance?
Jo, de kontrollerende hovedaktionærer er milliardæren Larry Ellison og hans søn David, der begge har tætte forbindelser til Donald Trump.
Tak for kaffe.
Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.
Film:
Dip huet seung hung (The Killer) (John Woo, 1989)
Ternet Ninja 2 (Thorbjørn Christoffersen & Anders Matthesen, 2021)