26. april 2013

Iron Man 3

Iron Man-serien får ny benzin i form af oktan-Black. Og det er et godt valg af instruktør, for Iron Man 3 er på trods af sine fejltrin, en af de mest underholdende og sjove superheltefilm, jeg har set til dato og er klart den bedste i Iron Man-serien. Og så er kombinationen af Shane Black og Robert Downey Jr. af samme kaliber som et godt glas portvin til en fremragende ost.

I marts 1963 gjorde Iron Man sin entre i Tales of Suspense nummer 39 – et Marvel-magasin udgivet fra 1959-1968, og et magasin hvor vi blandt andet også møder Captain America for første gang. Iron Man blev, som så meget andet Marvel-gøgl, udtænkt af Stan Lee – Lee, der nu er 90 år, har også sin klassiske cameo i Iron Man 3.

Så i år, 2013, kan vi fejre, at Stålmanden fylder 50 år, og med det i baghovedet kunne man ikke have valgt et bedre år til en Iron Man-film. Oprindeligt var Tony Stark/Iron Man udtænkt som et våben mod kommunismen og var et sjovt take på hele våben- og teknologikapløbet. Tiderne har ændret sig, og det har Iron Man også. Nu bekæmper han primært terrorisme, og det er også udgangspunktet i Iron Man 3.

Terror og hævn

Den onde ”The Mandarin” (Ben Kingsley i storform) har udtænkt et komplot mod Amerika, og gennem voldsomme terrorhandlinger pensler han sit budskab i blod og overdrevne tv-transmissioner. Men da Tony Starks gode ven Happy (John Favreau – instruktøren bag de to første Iron Man-film) bliver sendt på hospitalet af terrorister, træder Tony Stark i karakter: Han udfordrer ”The Mandarin” og giver ham sin privatadresse! Det skulle han ikke have gjort – eller jo, for så kan vi få smadret Iron Mans teknologi og lade Tony Stark tage over.

Starks hjem smadres, og nu kan vi starte forfra. For at redde Tony fra druknedøden flyver hans trofaste dragt ham i sikkerhed, og så kollapser dragten ellers. Alle tror, at Tony Stark er død, så han får nu muligheden, sammen med en knægt, for at udtænke planen, der både kan redde præsidenten og Tonys dame. Og så ellers ikke mere om handlingen her, da filmen netop vinder meget gennem de små overraskelser. Desuden er den også spækket med detaljer og metareferencer, så det er bestemt en film, jeg meget gerne vil se igen.

Tilbage i 2008 kom Iron Man, og i særdeleshed Robert Downey Jr., som et kærkomment lyn på en lidt kedelig superheltehimmel. En fin film uden de store armbevægelser, men med et vigtigt fokus på hovedpersonen Tony Stark og dermed Downey Jr. Filmen tabte lidt momentum hen i mod slutningen, og det var som om de dårlige udsving forplantede sig til den noget jammerlige Iron Man 2 fra 2010, hvor historien var meget ringe.

En ny og bedre mand i instruktørstolen

Sidste år dukkede Tony Stark så op i den fremragende The Avengers, og nu er den uundgåelige tre’er i Iron Man–franchisen så kommet. Og det var bestemt ikke en film, jeg hverken havde lyst til at se eller forventede mig noget som helst af, netop på grund af den ringe Iron Man 2.

Men så begyndte jungletrommerne at spille en melodi og et navn, som fik mine tænder til at løbe i vand. Vi husker ham alle sammen som Hawkins i Arnold-klassikeren Predator (1987). Shane Black er dog mest kendt som manuskriptforfatter på lækkerbiskner som Lethal Weapon (1987 – et manuskript han skrev da han var 25 år gammel), The Last Boy Scout (1991), The Last Action Hero (1993) og The Long Kiss Goodnight (1996).

Og i 2005 kom Black nærmest ud af ingen ting, efter en pause på syv år, som både instruktør og forfatter på den ganske fine Kiss Kiss Bang Bang – filmen, der også var med til at genstarte Downey Jr.s kuldsejlede karriere. Så på den måde giver det ganske god mening, at Downey Jr., der nu er på toppen af sin karriere, igen skal arbejde sammen med Black. Og det er helt rigtigt set at lade Black både skrive og instruere Iron Man 3, så det ikke ”bare” bliver til bestillingsarbejde, men mere en film, hvor man tydeligt ser Blacks fingeraftryk.

Kong og prins overspil

Iron Man 3 er et skrummel af en film, hvor et voldsomt plot krydres med melodrama, vilde effekter, Robert Downey, Ben ”overspilskongen” Kingsley, Guy ”overspilsprinsen” Pearce og en lidt for lang spilletid. Men langt hen ad vejen lykkes det for Black at holde kursen, og det er i detaljerne og de skarpe replikker, at Iron Man 3 for alvor lever.

Den er hamrende morsom, men også samtidig fyldt med hårdkogte optrin og ”superhelte-gåsehudsmomenter”. Doseringen af virkemidlerne sidder lige i skabet, og Black brænder igennem, så det bliver først en smule ligegyldigt under det stort anlagt klimaks, hvor en Mærsk-container får temmelig meget fokus. Og så redder Black, og Robert Downey, alligevel dagen til sidst og HUSK nu at blive siddende i stolen til efter rulleteksterne.

At inddrage Black er også en inddragelse af actiongenren, og det klæder filmen. Der er masser af farlighed og kulde i de scener, hvor Tony Stark ikke har dragten, og det er her spændingen ligger: For når superhelte gør det, de nu gør, er spændingen erstattet med wow og bulder. Og det er sådan set også fint nok. Men når man har en så fed karakter som Tony Stark og en så dygtig skuespiller som Robert Downey, er det oplagt at udnytte dette. Og det gør Iron Man 3, hvor der også er klassisk fed action-buddy-action med Robert Downey og Don Cheadle, da de begge pludselig står uden deres dragter.

Uden at røbe for meget er castingen af Ben Kingsley virkelig god, da han netop formår at spille op mod sin eget, efterhånden ganske blakkede, ry som skuespiller. Og det samme kan man sige om Guy Pearce. Black har fået det optimale ud af de to herrer, og som Tony Stark er Robert Downey Blacks forlængede arm og omvendt.

Blacks triumf

Iron Man 3 er lidt for lang og har nogen svipsere undervejs. Men det er nok også den sjoveste superheltefilm, jeg til dato har set, og makkerparret Black/Downey Jr. leverer varen, hvor manuskriptet konstant formår at bløde op for de mere følsomme og kiksede aspekter og tager det ned på jorden med en hård replik eller en fed actionsekvens.

Glæd jer eksempelvis til scenen, hvor Tony er fanget af en hestehale-bærende goon (ja, 90′er stil), og hvor han i bedste True Lies-stil forklarer hvordan han vil bryde fri. Ja, det kan ikke siges nok gange, men filmens store gevinst er Shane Black og hans fine fornemmelse for action og one-liners.

Den er ikke helt på højde med film som Captain America: The First Avenger (2010) og The Avengers (2012), men det er tæt på, og lige som man troede at superheltebølgen snart måtte få en nedtur i form af en stinker, så skete det præcis modsatte: Iron Man 3 er en vellykket og meget underholdende film og klart den bedste i Iron Man-serien.

5 stjerner

Titel: Iron Man 3
Instruktør: Shane Black
Manuskript: Shane Black & Drew Pearce
Cast: Robert Downey Jr. (Tony Stark), Gwyneth Paltrow (Pepper Potts), Don Cheadle (James Rhodes), Ben Kingsley (The Mandarin), Guy Pearce (Aldrich Killian)
Producere: Kevin Feige (producer), Victoria Alonso (executive producer), Stephen Broussard (executive producer), Louis D’Esposito (executive producer), Jon Favreau (executive producer), Alan Fine (executive producer), Stan Lee (executive producer), Dan Mintz (executive producer), Charles Newirth (executive producer
Foto: John Toll
Klip: Peter S. Elliot og Jeffrey Ford
Musik: Brian Tyler
Spilletid: 130 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1, DTS
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Kina, 2013
Produktionsselskaber: Marvel Studios, Paramount Pictures

Anmeldt udenfor nummer | 26/04/2013