Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Pandaemonium

Pandaemonium
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Velkommen til helvede i Danmark. Pandaemonium, der tager det bedste fra Kadavermarch og The Stand, er et underholdende og velskrevet zombieepos, som formår at give en træt genre nyt blod.

Det var med en vis form for ærefrygt og lidt bange anelser, at jeg gik i gang med mammutværket Pandaemonium. Ærefrygten ligger i omfanget. Hele 779 sider skal man tygge sig igennem. Og de bange anelser var også til dels forbundet med omfanget: Det skal satme’ være godt og velskrevet, når det er så langt!

En anden del af de bange anelser var mere forbundet til zombieficeringen af den moderne popkultur: Zombier sælger, og der spyttes en lind strøm af zombier ud på både film, bøger, tegneserier og computerspil. Jeg må dog blankt erkende, at forfatteren gjorde mine bange anelser til skamme: Pandaemonium er en velskrevet, underholdende og dejligt blodig zombiefortælling, som formår at give genren nyt blod.

Noget vammelt fødes

A. Silvestri

Romanen tager sin begyndelse i København. Noget vulgært fødes, en person der omtales Han (og det er ikke Han Solo), ud af et lig i en lejlighed på Nørrebro:

”Fugtige lyde rejser sig fra råddenskaben på gulvet og underlivet blotlægges, da huden sprækker og ravfarvede væsker slubrende flyder ned i gulvtæppet. En tyk og rodet masse, som ingen plads har i et menneskes krop, kigger ud på verden, og fluerne synker tæt omkring det. Det klukker og driver omkring klumpen, og sortheden dækker den, selvom mange af fluerne forsvinder ned i kødet og lader dets varme klække kommende liv.”

Velbekomme siger jeg bare. Snart spreder fluerne sig og mennesker forvandles til zombier.

En lille gruppe drages mod det samme sted på Sjælland, og det gør en hær af zombier også! Men hvem det er, der fødes, hvem de overlevende er, og hvor længe de overlever, vil jeg ikke afsløre her. Dog kan jeg røbe, at du får dine vildeste zombielyster styret, og at forfatteren styrer dig sikkert frem mod et fedt klimaks.

Valget faldt på murstenen

De 779 sider fordeler sig på tre bøger i bogen – ”Natalicius”, ”Mortalis” og ”Terminus” – de latinske titler dækker meget passende over ”fødsel”, ”dødelig” og ”enden”. Og så skal det for en god ordens skyld nævnes, at Pandaemonium betyder noget lignende den ultimative koncentration af ondskab eller Helvede om man vil. Og allerede i disse titler fornemmer man nok, at der er myter og religion på spil i romanen.

Det skal hurtigt siges, at handlingen fortsætter direkte fra ”bog” til ”bog”, så som sådan fungerer Pandaemonium som ét samlet værk, men kunne sagtens være udgivet i tre separate udgivelser . Jeg spurgte folkene bag Forlaget Valeta, hvorfor de valgte at udgive den som én roman frem for tre, og Helle Tietgen Tofft fra Valeta svarede følgende:

”Vi valgte at udgive værket i ét bind for at synliggøre værkets ”storhed” – i både fysisk form men også i indhold. Og så giver det en dejlig masse opmærksomhed at bogen er sådan en gigant. Silvestri har udtalt, at han skrev første del som en kortroman, og derefter kom del to og tre. Han sendte forlaget alle tre dele, og han var åben for både én roman, eller tre bind… det lod han være op til os. Vi vurderede så dog, at det ville gøre sig bedst som ét kæmpe epos. Men vi var i tvivl.. .det ER en mursten, og for nogen er det dét fede, for andre virker det omvendt.”

Og med det i baghovedet giver det ganske god mening at bogen er udgivet som den er. At omfanget så kan virke afskrækkende for nogle læsere er så bare ærgerligt, men jeg vil på det kraftigste anbefale, at du uden tøven kaster dig over de 779 sider.

Anarkisten og humoren

”Diana hostede, og det sved i hendes øjne, men alligevel kastede hun cocktailen i en næsten perfekt udregnet parabel, og den slog ned i hovedet på en ung mand iført en sort T-shirt med et stort, rødt A på. På en eller anden måde var hans højeste ønske opfyldt, for anarkiet herskede virkelig nu. Men han havde nok forestillet sig det anderledes. Med et højt knald eksploderede flasken, rev hovedet af ham og sendte zombier flyvende ind i hinanden. Materie stod i sure sprøjt rundt mellem de knuste kroppe, og Victor drejede hovedet.” Her bliver det tydeligt, at Silvestri formår både at gøre det skræmmende, blodigt og morsomt.

Billedet på den unge anarkist træder klart frem, og Silvestri hiver læseren ud af den konkrete handling med den skarpe ironi. Og da hovedet efterfølgende rives af og materie sprøjter ud, er vi tilbage på slagmarken. Silvestri formår både at dosere sin zombiehumor og sine splattereffekter med sikker hånd, og det er en vigtig del af romanens succes. Klichéerne sidder i skabet, og det gør de intertekstuelle referencer til tidligere zombieværker også – vi oplever flere anerkendende nik til blandt andet Dennis Jürgensen og George Romero.

Det mytiske lag tager kegler

Men dér hvor romanen for alvor tager kegler er i selve det metafysiske lag, hvor tankerne straks lander ved Stephen King og The Stand (1978). I kampen mellem det gode og det onde lægges verden øde.

Jeg var til et seminar om nye tendenser i computerspil, hvor den ene af foredragsholderne talte om, at computerbrancen var blevet ”zombieficeret”. Alle vil have en bid af kagen, og det mener jeg er gået ud over kvaliteten. Robert Kirkman holder stadig fanen højt med The Walking Dead (2004-), som dog også er ved at gå i ring, og overalt ser vi zombierne.

Selv blandt børnelegetøjet. Ja, der sket en del, siden jeg får snart seks år siden skrev denne artikel om zombier. Er det så godt eller skidt? Ja, det ligger jo lige til højrebenet, at når noget kult bliver for mainstream, så mister det på et tidspunkt friskheden og farligheden.

Overordnet set er mange af de fortællinger, vi ser om ”almindelige” zombier, uden metafysiske forklaringer og andet gøgl. Og det er sådan set godt. Men på et tidspunkt bliver også det lidt kedeligt, og man kunne ønske sig en tilbagevenden til gamle dyder, hvor både religion og myte spiller en afgørende rolle. Og netop dette ønske, hos mig personligt, forløser Pandaemonium.

Vi har efterhånden set og læst så meget om ”almindelige” zombier, at det faktisk er forfriskende med en mytisk overtone. Pandaemonium er både en mikrofortælling om kampen for overlevelse i et zombieficeret Danmark og samtidig udvikler historien sig som den klassiske kamp mellem det gode og det onde. Dette religiøse/mytiske lag vil uden tvivl afskrække de læsere, som bare vil have endnu et survivalhorror zombiefix. For mig personligt er det dog befriende, at en zombieforfatter faktisk tør at give sig i kast med religion og myter.

Men man skal samtidig også huske, at Pandaemonium også på mange måder er en klassisk zombiefortælling: Alt det vi kender vendes på hovedet, dem vi elskede vil nu spise os eller bliver spist, og den største ondskab og de største farer for de overlevende kommer fra andre overlevende. Silvestri fører så blot denne tanke videre og leger med idéen om, hvorfor vi er onde, og hvad der driver ondskaben.

De korte kapitler

Man kan indlede mange og langhårede diskussioner i forhold til længden på kapitler. Er lange kapitler ”bedre” end korte? Og hvad signalerer længden? For mig signalerer det i første omgang, at forfatteren tænker på formidlingen af teksten. Lange og tekstunge kapitler er til, ja, lange og tunge romaner – hvis jeg må skære det ud i pap.

Korte kapitler er for mig indbydende og skaber filmisk tempo, hvor der ofte krydsklippes i handlingen. Se blot på pageturner numero uno i form af The Da Vinci Code (2003). Jeg vil ikke diskutere, om det er en god eller dårlig roman, men blot konstatere, at tempoet er i top, og at de filmiske virkemidler er brugt godt.

I Pandaemonium er der intet mindre end 119 kapitler, og det virker formidabelt! Man får liiige lyst til at læse et kapitel til og så ét til, og derved bliver murstenen brudt op i små letfordøjelige tekststykker. Og det går ikke ud over kvaliteten. Tværtimod, og Silvestri formår fint at klippe mellem de mange personer og handlingstråde, og det gør at fortællingen aldrig går i stå. Sproget er enkelt og effektivt, karaktererne kommer man til at holde af, dialogerne er udmærkede, og de blodige passager er mange og velskrevne.

Underholdende zombiemursten fra den danske genrescene

I 1991 udkom Dennis Jürgensens Kadavermarch. En letbenet og underholdende zombieroman, som viste, at zombierne også gør sig godt, når scenen hedder Danmark. Og der er ingen tvivl om, at Pandaemonium skylder en del tak til Jürgensens take på de levende døde. Men når det er sagt, så er Pandaemonium også sin egen og er på mange områder en bedre roman end Kadavermarch. Den er blodig, underholdende og så er den, på trods af sin tunge fremtoning, er let pust ind over en genre, som er ved at bide sig selv i røven.

Og endnu engang må jeg klappe i mine hænder over genrescenen i Danmark. Det er dejligt, at forfatterne tør lade deres fortællinger udspille sig i Danmark frem for at lave samlebåndshorror, der foregår i udlandet. Vi kender de steder, der beskrives, og Danmarks forfald bliver troværdigt skildret gennem Silvestris pen – så vi takker ham her på Planet Pulp for, at han har brugt tre af sine sommerferier på at skrive Pandaemonium, og vi takker forlaget for at turde udgive den som ét samlet værk.

Pandaemonium er venligst stillet til rådighed af Forlaget Valeta.

5 stjerner

Titel: Pandaemonium
Forfatter: A. Silvestri
Forlag: Valeta
Udgivelsesår: 2011
Format: Paperback
Sideantal: 779

Anmeldt i nr. 78 | 13/04/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *