Nr. 78 – 13. april 2012

Hvornår bliver en god ting for meget? En af Planet Pulps skribenter, som her skal forblive unavngivet, besluttede sig for nyligt for at gøre et forsøg. Han ville se, hvor meget bacon, han kunne spise, inden det blev for meget.

Kunne det overhovedet blive for meget? Var bacon ikke så god en ting, at lysten altid ville blive der – uanset mæthed, der ikke var en faktor i forsøget. Svaret var nej: Efter fem pakker måtte mandens i øvrigt sympatiske forsøg indstilles. Han havde ganske enkelt ikke lyst til mere.

Så ja, man kan få meget af en god ting. Og lige præcis samme emne tager Jacob Krogsøe op i sine anmeldelser denne måned, A. Silvestris mammutroman Pandaemonium og bind femten i Robert Kirkmans zombiesaga The Walking Dead.

Skamredet
Ja, Bela, der er grund til at være bekymret
Ja, Bela, der er grund til at være bekymret

Inden for de sidste ti-femten år har vi set en anden klassisk genreskikkelse blive skamredet på det voldsomste. Jeg taler naturligvis om vampyren, der efterhånden er blevet så udvandet en figur, at den har mistet meget af sin appel for mange genrefans.

Uden at ville pege fingre af Joss Whedon for andet end hans rædderlige manuskript til Alien: Resurrection, må vi nok et eller andet sted erkende, at det hele startede med Buffy: The Vampire Slayer, der gjorde vampyrer og dæmoner til skikkelser, en syttenårig teenagepige kunne ondulere med lidt hjælp fra en flok opfindsomme venner.

Selvfølgelig var Whedons serie ikke den første, der havde taget vampyren i en anden retning; Anne Rice introducerede den følsomme, eksistentialistisk bange vampyr helt tilbage i 1976 i Interview with the Vampire, men efter Whedons enormt succesfulde og ofte både underholdende og regulært spændende TV-serie, tog det for alvor fart. Det hele kulminerede naturligvis med de skrækkelige Twilight-bøger og deres filmatiseringer, men i hele perioden er vampyren som figur blevet skampulet af Gud og hvermand i Hollywood.

Nu er det så zombien, der står for tur.

Necrowhat?
"Vi eeeeelsker lig..."
"Vi eeeeelsker lig..."

Uden ellers at ville antyde, at Hollywood er de nekrofiles højborg, så er filmbyen – sammen med en lang række forfattere verden over – nu i fuld færd med at skamride zombien. Som enhver ting, startede det i det små. En større filmproduktion hist og pist blev pludselig til en jævn strøm af zombiefilm, og så kom bøgerne og tegneserierne og filmatiseringerne. Anden sæson af kabel-TV-udgaven af The Walking Dead sluttede i USA i sidste måned, og tredje sæson er på vej, alt imens Robert Kirkmans tegnede forlæg er ved at miste pusten.

Spørgsmålet er naturligvis, hvor længe zombiebølgen fortsætter. Afslutningen af Twilight-filmserien markerer måske, at vi for vampyrernes vedkommende har nået bunden af kurven igen, og kan hænde, at vampyren nu får lov at lukke kistelåget i en periode og samle ny energi, før den vender tilbage. For det gør vampyren altid.

Og det kommer zombien også til. Spørgsmålet er bare, hvor længe og hvor udvandet zombien når at blive, inden det sker. Her på Planet Pulps redaktion kan vi godt blive en anelse nervøse, når zombier efterhånden er at finde overalt, sådan som vi omtalte i dette blogindlæg sidste år og sådan som Jacob Krogsøe påpeger i sin anmeldelse af Pandaemonium (og her skal vi lige med det samme sige, at vi er svært begejstrede for Pandaemonium, så A. Silvestri har intet at bekymre sig om!).

En fascinerende fascination

Et måske mere fascinerende emne er, hvor fascinationen af zombien egentlig kommer fra? Zombien er så klart den mest morbide i forsamlingen af klassiske filmmonstre, ligesom Døden (med stort D) klæber til figuren på en måde, der gør den til en ubehagelig skikkelse at forholde sig til.

Hvordan kan det være, at zombien pludselig har opnået den enorme popularitet, den har? Vampyrerne kan man forstå, for de ser ikke nødvendigvis døde ud, og med Anne Rice, Buffy og Twilight er vampyren jo blevet en romantisk og meget menneskelig skikkelse.

Men zombien?

Zombierne er i manges tanker
Zombierne er i manges tanker

Hvis man lige ser bort fra George Romeros nu klassiske zombietrilogi og drypvise indlæg fra andre filmskabere, måtte zombierne til langt op i 1980′erne tage til takke med en plads i den italienske filmindustris bloddryppende venteværelse og håbe på, at onkel Fulci eller andre af støvlelandets instruktører kaldte dem ind til aktiv tjeneste.

Hvordan det kan være, at zombien – det bloddryppende, menneskeædende lig, der engang var din mor – pludselig er blevet et mainstreamhit, kan godt undre én lidt. Men måske er det netop beviset på, at Romero virkelig havde fat i den lange ende i 1978, og at zombien bedre end så mange andre, fungerer som et sindbillede på det menneskelige kollektiv. Ikke nødvendigvis kun som et billede på den hjernedøde konsumerisme, Romero vævede sin splattede satire over i Dawn of the Dead, men på et bredere niveau.

I en tid med stigende umyndiggørelse af individet, en stigende magtesløshed på grund af arbejdsløshed, finanskrise og politikere, der meler deres egne kager, før de giver fiktive kager til befolkningen, er zombien måske det perfekte billede på det levende lig i overført forstand. Dead Man Walking. Os allesammen.

Eller også er det en simpel overtolkning, og zombien hitter af helt andre årsager. Men det kan ikke udelukkende være kvaliteten, for i den tsunami af zombieprodukter, der rammer os i disse år er der sandt for dyden langt mellem de virkeligt gode snaps.

Her på Planet Pulp er vi ekstremt spændte på, hvordan zombiens videre fremfærd kommer til at se ud, og vi krydser vores fingre for, at vi aldrig når at blive trætte af zombien, sådan som vi efterhånden er blevet det af vampyren.

This month on Planet Pulp

Har du lagt mærke til noget anderledes? Ellers trænger du nok til briller. For ja, Planet Pulp har skiftet design. Men, som så mange gange før, vil du nok også erkende, at the more things change, the more things stay the same.

For nok er forsiden blevet lidt mere lækker at se til og lidt mere levende, tekstspalten er blevet lidt bredere og der er enkelte andre ændringer, du vil bemærke undervejs. Men indholdet er fortsat det samme, og når du er inde på de enkelte anmeldelser – eller her på lederen – ligner det jo også langt hen ad vejen sig selv.

Efter tre og et halvt år med vores tidligere design, tænkte vi, at tiden var moden til at prøve noget nyt, der tilmed gav os mulighed for at implementere nogle features, vi ikke har haft tidligere. Læg f.eks. mærke til “Dagen i dag” ude i spalten til højre, der dag for dag vil gøre opmærksom på, hvad der skete på genrescenen på netop den dag, du tjekker ind på Planet Pulp. Eller vores gallerier – i denne omgang et par gallerier med nogle af de dejlige damer fra Bond-filmene.

Og nu vi er ved Bond…

Ja, nu vi er ved Bond, så fortsætter indholdet naturligvis i samme stil som hidtil. Det betyder, at vores løbende behandling af James Bond i anledning af filmseriens halvtreds års fødselsdag ufortrødent kører videre. Denne gang træder vi ind i et nyt årti, 1970′erne, og en ny æra, nemlig med Roger Moore som Bond.

Foruden anmeldelser af et par Bond-film, behandler vi også filmmusikken fra dem og endnu to af Ian Flemings Bond-romaner. Derudover er der to artikler, der tager udgangspunkt i Bond-damerne; én om Bonds forhold til sine damer og den første artikel i en serie på i alt fire, der kigger nærmere på damerne i hver enkelt Bond-film.

Og så ikke et ord med om Bond i denne omgang, for naturligvis har vi andet på plakaten. Bl.a. de ovennævnte to zombierelaterede anmeldelser: A. Silvestris kæmperoman Pandaemonium og bind femten i Robert Kirkmans tegneserie The Walking Dead. Zombierelateret er faktisk også Martin Jürgensens anmeldelse af The Children, selv om det er nogle lidt alternative zombier, vi her har at gøre med.

Vi kigger også nærmere på romanen bag The Hunger Games, der grovhitter i USA i disse dage, på et bokssæt med David Lynchs kortfilm, den fine thriller Red, White and Blue og den fine antologi af den relativt ukendte genreforfatter Carl Jacobi.

Frasen “blandede bolsjer” er én, vi selv har skamredet her på Planet Pulp, men den er stadig rammende. Så velbekomme. Byd en zombie på frokost og gå ombord i Planet Pulp-menuen denne april. Vi ses til maj!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
The Children (Max Kalmanowicz, 1980)
Collections privées (Erotiske fortællinger) (Just Jaeckin m.fl., 1979)
Diamonds Are Forever (Diamanter varer evigt (Guy Hamilton, 1971)
Live and Let Die (Lev og lad dø) (Guy Hamilton, 1973)
Make-out with Violence (Deagol Brothers, 2008)
Red, White & Blue (Simon Rumley, 2010)
The Short Films of David Lynch (David Lynch, 1966-1995)
The Valley of Gwangi (Jim O’Connolly, 1969)

Filmmusik:
Diamonds Are Forever (John Barry, 1971)
Live and Let Die (George Martin, 1973)

Bøger:
Diamonds Are Forever (Ian Fleming, 1956)
Disclosures in Scarlet (Carl Jacobi, 1972)
The Hunger Games (Suzanne Collins, 2008)
Moonraker (Ian Fleming, 1955)
Pandaemonium (A. Silvestri, 2011)

Tegneserier:
The Walking Dead Volume 15: We Find Ourselves (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2011)

Artikler:
Bond-pigerne
Bonds Babes del 1: 1960′erne