Opgøret

13 minutters læsetid
Opgøret

I disse tider, hvor angsten for en fugleinfluenza-pandemi breder sig som ringe i vandet, kan det næsten virke usmageligt at gnide salt i såret ved at anmelde Stephen Kings Opgøret (originaltitel: The Stand). Men det stopper ikke os, og det var med en vis frydefuld og alligevel skrækblandet glæde, at jeg kastede mig over mammutromanen, vel vidende hvad der ventede mig.

Mammutroman er vitterligt det rigtige udtryk at bruge om Opgøret: den anmeldte version er 1125 sider lang i ét hardcoverbind, hvilket ikke alene gør den til en særdeles tyk bog, men også et meget effektivt våben, hvis man kan ramme nogen i hovedet med den.

Forkortet

Stephen King begyndte at skrive Opgøret i februar 1975, og bogen udkom første gang i USA tre år senere, i 1978, men i en udgave der var betydeligt kortere end den her anmeldte.

King forklarer selv årsagen i bogens forord: Forlagets økonomiafdeling lavede nogle beregninger og fandt ud hvad bogen maksimalt måtte koste. Produktionsudgifterne oversteg denne pris, og den eneste løsning var at beskære romanen med cirka 400 manuskriptsider, hvilket King valgte selv at gøre. Det var denne forkortede udgave, der udkom i 1978, og det var ligeledes denne udgave af bogen, der første gang udkom på dansk i 1989 på Bogfabrikken under titlen Slutspil.

I løbet af 1980’erne blev King stadig mere populær, og Opgøret var én af hans mest populære bøger. Det blev derfor besluttet at bogen skulle udgives i den form, King oprindeligt havde tænkt sig, og i 1990 udkom The Stand – The Complete and Uncut Edition. Surt for Bogfabrikken, der blot året før havde udgivet den oprindelige version på dansk.

Forlaget Artia, der i mange år stod som hovedudgiveren af King i Danmark, sikrede sig rettighederne til den forlængede version, og udgav romanen på dansk i 1994 – samtidig anerkendte de dog Bogfabrikkens oprindelige udgivelse, da der nederst på bogens forside står “Den uforkortede udgave af Slutspil”.

Superinfluenza

King havde første gang berørt idéen om en verdensomspændende, dødelig superinfluenza i novellen Night Surf (dansk titel: Natlig brænding), der oprindelig udkom i 1969 i Ubris, et magasin på University of Orono, mens King endnu var studerende ved dette universitet. En revideret udgave af novellen udkom i Cavalier Magazine i 1974 og endelig kom novellen i antologien Night Shift (1978), der udkom på dansk i to bind 1991 (Natholdet og Væddemålet).

I novellen (i hvert fald den udgave, der findes i Night Shift), fik influenzaen øgenavnet Captain Trips, der oprindelig var tilnavnet på guitaristen Jerry Garcia (1942-1995) fra The Grateful Dead, og dette er båret med over i romanen. Stemningen i novellen og romanen ligger ret tæt op ad hinanden, men i romanen skulle temaet om superinfluenzaen altså komme til at antage langt større proportioner.

Fantasy-inspireret

Førsteudgaven af 'The Stand' (1978)
Førsteudgaven af ‘The Stand’ (1978).

Opgøret var Kings første forsøg med en episk fantasy-inspireret fortælling, der ikke udnytter en traditionel fantasy-setting. Hans Dark Tower-serie var på daværende tidspunkt endnu ikke for alvor begyndt, om end novellen The Gunslinger, der skulle blive begyndelsen til den lange historie om revolvermanden Roland, faktisk udkom samme år som første udgave af Opgøret.

Novellen blev senere til romanen The Gunslinger, der udkom i USA i 1982, og kom på dansk i 1991 med titlen Revolvermanden. Kimen til The Gunslinger var egentlig allerede lagt i 1970, men dette til trods, var Opgøret den første til at udkomme.

I 1987 udkom The Eyes of the Dragon (udgivet på dansk i 1989 som Dragens Øjne), der var en langt mere traditionel fantasyhistorie, ja nærmest et eventyr, der foregår i en ægte eventyrverden med konger, prinser og troldmænd. Ikke desto mindre har Opgøret, Dark Tower-serien og Dragens Øjne ét fællestræk, nemlig skurken Randall Flagg, som King gennem tiden har gjort til sin superskurk.

Umiddelbart er der ellers ikke noget ved Opgøret, der lader én vide at man sidder med en fantasyfortælling mellem hænderne. Fantasy er som genrebetegnelse måske heller ikke helt korrekt at klistre på Opgøret; i hvert fald ikke hvis man definerer fantasy snævert som Tolkien-varianten.

I sidste ende er det alligevel den betegnelse, der kommer tættest på, hvad Opgøret er. Med mindre man hellere vil kalde den en kristen moralsk fabel – hvilket The Lord of the Rings (Ringenes Herre) fra 1954-1955 i øvrigt også er. Og nu vi er ved Ringenes Herre, så bærer Opgøret visse ligheder med Tolkiens langt overlegne epos; ligheder som King da også anerkender fuldt ud. Mere om det senere.

Fremragende apokalyptika

Førsteudgaven af 'The Stand - The Complete and Uncut Edition' (1990)
Førsteudgaven af ‘The Stand – The Complete and Uncut Edition’ (1990).

Opgøret begynder med, at en kvinde vækkes af sin mand. Manden er nærmest panikslagen og beder sin kone om at pakke i en fart, og så flygter de to og deres barn ellers over stok og sten i deres bil. Næste gang vi møder dem, er konen og barnet døde, og manden næsten død. Som noget af det sidste han gør, kører han bilen ind til en lille tankstation i Texas, og da de lokale åbner døren til bilen, slipper de samtidig et dødsensfarligt virus ud.

Manden havde fået sygdommen, da der skete en fejl på den militære forskningsbase han arbejdede på, og da han besluttede sig for at flygte underskrev han samtidig menneskehedens dødsdom. I hvert fald menneskeheden som vi kender den.

De næste omtrent 300 sider er fremragende! I løbet af bogens første del (s. 22-401 i den anmeldte udgave) introducerer King os for romanens hovedpersoner, og skildrer primært gennem deres øjne, hvorledes verden lægges næsten øde af den genmanipulerede influenzavirus som den uheldige Charles D. Campion havde pådraget sig under sin sidste vagt på Projekt Blue-basen i Californiens ørken.

Nøgternt, men dog med sin karakteristiske sorte humor, beskriver King hvordan USA går fra undren til mild panik, til vild panik og til den endelige opløsning. I passager er disse beskrivelser blændende, og – måske pga. den ovennævnte bevidsthed om en mulig forestående ægte influenza-pandemi – kan man ikke undgå at føle en blanding af morbid fascination og ægte skræk. Sygdom er, og vil altid være, mere skræmmende end bussemanden, for bussemanden er som regel bare en mand i en gummidragt, selv i den mest velskrevne roman.

Selv om superinfluenzaen i Opgøret er langt mere smitsom og dødelig end nogen kendt ægte sygdom, så virker de panikslagne scener, King beskriver, alligevel som om de er ubehageligt tæt på hvordan virkeligheden kunne se ud under en verdensomspændende epidemi. Deri ligger bogens egentlige rædsel og dens effekt, og det er også deri dens problem ligger. For efter at superinfluenzen har raset ud og kun efterladt få overlevende, der af én eller anden grund har været immune, så må romanen nødvendigvis finde et andet fokus. Og det fokus viser sig at være en del mindre interessant end det kunne være.

Knap så fremragende postapokalyptika

Allerede inden sygdommen er ebbet ud, begynder vi at forstå, at der venter noget overnaturligt længere fremme i romanen. I bogens 23. kapitel (på side 197 i den anmeldte udgave) introducerer King os for historiens egentlige skurk, Randall Flagg, Strejferen, den Mørke Mand. Og det er tydeligt fra første færd, at Flagg ikke er et menneskeligt væsen.

Romanens hovedpersoner begynder at drømme – de har både gode drømme og mareridt. Drømmene handler alle om det samme: enten om Den Mørke Mand eller om en ældgammel negerkvinde, Moder Abagail. Det bliver hurtigt klart, at de to personer står som fyrtårne for de overlevende – de gode søger mod den gamle kvinde, de onde mod Den Mørke Mand.

Videre frem i romanen følger man bogens hovedpersoner, primært “de gode” selv om vi også introduceres for et udsnit af Flaggs disciple, og om hvorledes de, vejledt af deres drømme, finder vej enten til Moder Abagail eller til Randall Flagg. Flaggs base er Las Vegas, Moder Abagails hendes barndomshjem, den lille gård Hemingford Home i Nebraska.

Senere vandrer de gode videre til Boulder i Colorado, som bliver deres permanente base, og stedet hvor de forsøger at oprette et nyt samfund, Frizonen, med stadig tilstrømning af flere mennesker. Men Moder Abagail ved, at Flagg ikke bare findes i folks drømme – han er ægte, og han må ødelægges, for ellers vil han ødelægge dem. Og så er der ellers lagt op til det opgør, som romanens titel henviser til.

De overnaturlige elementer i Opgøret er bogens største problem. Dels fordi man egentlig er ganske godt tilfreds med at høre om Frizone-folkenes kamp for at få stablet et nyt samfund på benene. Dels fordi den overnaturlige del præsenterer en så tydelig kristen dikotomi, at man (undskyld udtrykket) nærmest korser sig over den grove tydelighed, hvormed King lægger den frem. Tydeligheden til trods forarges man dog lidt over, at King et eller andet sted ikke lader til at ville være ved det.

Randall Flagg – Kings superskurk

Gennem Moder Abagail, der klart opfatter sig som Guds redskab, får man et lige så klart indtryk af, at Randall Flagg er enten Djævelen selv eller i det mindste hans løjtnant på Jorden. Men når King beskriver Flagg uden at det er gennem Moder Abagail, bliver omtalen af ham tilsløret, så han i virkeligheden kunne være et hvilket som helt udtryk for en hvilken som helst ondskab. Det er et eller andet sted en smule ynkeligt at King ikke vil vedgå, at han skriver en historie, der er så solidt rodfæstet i netop den kristne opfattelse af godt og ondt, i modsætning til alle andre opfattelser af begreberne.

Derfor kommer Flagg til at fremstå som lidt af en ligegyldig figur i stedet for at være den ægte ondskabens gesandt, som han burde beskrives som. Bevares, der er da passager hvor man får et godt indtryk af Flaggs ondskab, men hvis forfatteren blot ville kalde ham ved det navn, som romanen så tydeligt lægger op til, ville det hele glide langt nemmere ned, og man ville ikke sidde med en irriteret fornemmelse af, at forfatteren skjuler noget.

Det er umuligt at sige, om King allerede da han skrev Opgøret havde en idé om at holde liv i Flagg-figuren, så han kunne anvende ham i senere bøger. Det kunne i så fald være grunden til, at han ikke anerkender Flagg som Satan eller Satans tjener, for det ville gøre Flaggs optræden i andre bøger en anelse problematisk. Hvis det er med disse bagtanker, at King udvandede Flaggs tilknytning til Satan, så er det udtryk for virkelig dårlig dømmekraft.

Det er også en mulighed, at King undgik at vedgå sig Flaggs Sataniske ophav, simpelthen fordi han ikke ville have prædikatet “kristen fabel” klistret på bogen. Men i så fald er det næsten udtryk for endnu dårligere dømmekraft, for Opgøret er hele vejen igennem så gennemsyret af kristendommen, at det ikke ville kunne undgås, om så han kaldte Randall Flagg for Ronald McDonalds onde tvillingebror og Moder Abagail for Bedstemor And. Der hvor jeg kommer fra, kalder vi en spade for en spade, og det havde jeg gerne set King gøre i Opgøret.

Sen civilisationskritik

Men som nævnt ville man et eller andet sted gerne være hele det overnaturlige aspekt foruden. Den del af plottet, der handler om Frizonen, og om det spirende samfund dér, er langt mere interessant, og selv om hele denne plottråd naturligvis i et vist omfang er inspireret af The Lord of the Flies (Fluernes Herre) af William Golding (1911-1993) fra 1954, er den alligevel så anderledes fra Nobelprisvinderens roman, at man gerne havde set King udforske dette tema til bunds. Igen sniger det overnaturlige aspekt sig ind, for de eneste slanger i Paradis, der udgør en reel trussel for Frizonen, er i al hemmelighed Den Mørke Mands disciple.

Først til allersidst i bogen nævnes andre farer, nemlig civilisationens faldgruber, og King skitserer her det, der kunne være blevet romanens egentlige tema: hvordan undgår man at historien gentager sig selv, og kan man i det hele taget undgå det? Ligger kimen til civilisationens undergang i civilisationen selv?

Det er store spørgsmål, som King flirter med, men som han først for alvor lader skinne igennem i de sidste sider, og da er det alt, alt for sent. Med andre ord sidder man lidt tilbage med fornemmelsen af, at horrormesteren her har tabt muligheden for en fremragende roman på gulvet fordi han har været for optaget af at skrive et stort fantasy-epos á la Ringenes Herre.

Utilslørede referencer

Referencerne til Ringenes Herre er mange og utilslørede. Randall Flagg beskrives flere steder som et “øje” – dog ikke i fysisk forstand som Sauron i Mordor, men i en mere overført betydning – og tilmed lader King én af sine hovedpersoner citere Tolkien; en lidt for selvbevidst metakommentar, man godt kunne have været foruden.

Men selv om King klart har givet udtryk for, at Opgøret skulle være hans forsøg med en episk fortælling i stil med Ringenes Herre, er den egentlige inspiration en blanding af flere helt andre ting. King var bl.a. inspireret af science fiction-romanen Earth Abides fra 1949 af George R. Stewart, hvori Jorden lægges øde af en pest, men også mere nære ting, såsom et kemikalieudslip i Utah, en dommedagssentens på en gospelradiostation og endda Patty Hearst-kidnapningen.

Stort persongalleri

Opgøret har et stort persongalleri, hvoraf kun nogle få dog for alvor beskrives i dybden. Af de, der beskrives mere indgående, er det overraskende hvor få af dem, der undergår nogen virkelig udvikling. Kun med én af dem, den unge rockmusiker Larry Underwood, hvis karriere lige var ved at komme på skinner da superinfluenzaen slog til, ser man en psykologisk udvikling, og han er også den eneste, man kommer ind i hovedet på.

Resten af karaktererne er overvejende sympatiske, men temmelig flade – bl.a. også romanens egentlige hovedperson, den fåmælte texaner Stuart Redman. En af romanens skurke, Harold Lauder, er også dybere end de fleste, men hans karakterudvikling sættes desværre i baggrunden, da King har forberedt ham til en skurkerolle med en meget vigtig (selvsagt skurkagtig) funktion undervejs.

Havde King fulgt Fluernes Herre-modellen havde Lauder-karakteren været langt mere interessant i sin rolle som den evige outsider, der alligevel planter råd i det spirende samfund. Det behøvede han ikke være Den Mørke Mands lakaj for at gøre, men næsten hele vejen igennem romanen synes hovedpersonerne at være berøvet deres frie vilje fordi de er brikker i et større spil mellem Godt og Ondt. Dermed unddrager King også sine karakterer næsten al personlig moralsk ansvarlighed, fordi de kun er værktøjer i en større magts tjeneste (god eller ond), og det er ærgeligt, for det er ikke specielt interessant.

Kun få af Flaggs disciple beskrives i nærmere detaljer, men også her synes der at have været potentiale for mere og andet end papfigurer. Stakkels Lloyd Henreid, som trofast tjener Flagg, er et eller andet sted også i besiddelse af en slags samvittighed, og det samme gælder flere andre af Las Vegas-folkene. Ærgeligt at deres samvittighedskvaler ikke gør dem noget godt ved bogens slutning, hvor King sætter trumf på sin kristne tematik ved nærmest bogstaveligt talt at lade slutningen komme i form af Deus ex machina.
Den symbolske rejse

Romanen skildrer de mange karakterers rejse gennem det næsten uddøde USA, og det er tydeligt, at deres rejse har en symbolsk funktion, ligesom den har i Ringenes Herre. Måske er det også Kings forsøg på at lege Mark Twain. Rejsedelen i bogen er udmærket, og Kings skildring af de overlevendes forsøg på at acceptere det nye liv efter sygdommen, både før, under og efter rejsen til Colorado, er fin. Det samme gælder fire af hovedpersonernes senere vandring mod Las Vegas og mod “opgøret”, men det er i virkeligheden ikke disse dele af bogen, der holder interessen.

Ser man bort fra de første kapitler, er det livet i Boulder og det spirende samfund af overlevende dér, der fanger interessen. Resten er underholdende nok, men det føles langt hen ad vejen som fyld, hvilket er paradoksalt, for der kan ikke være nogen tvivl om, at det er det episke opgør mellem godt og ondt, der var Kings egentlige ærinde med bogen. Det virker bare som om, han var langt mere oplagt i de mere sociologisk anlagte afsnit.

Som sådan er det godt, at King trods alt bruger så relativt lidt plads på Randall Flaggs dystre parallelsamfund i Las Vegas. Og nu vi er ved Vegas, så kunne King måske have valgt en lidt mindre symbolsk åbenbar base for de onde. Vegas’ vulgaritet er tydelig for alle – og måske bliver det lidt for tydeligt i dette tilfælde.

Blandet læseoplevelse

Mogens Wenzel Andreasens oversættelse er udmærket (med enkelte fejl), men som ved andre King-bøger, Andreasen har oversat, er det klart at han har haft problemer med at oversætte dialogen troværdigt – og der er meget dialog. Endvidere er der mange typografiske problemer – slåfejl i opsætningen, manglende bindestreger i delte ord, problemer med kursivering (nogle lange passager er kursiveret, hvor tydeligvis kun en lille del skulle have været det) og en enkelt særdeles graverende fejl: En side, der er trykt to gange – side 1121-22 er så at sige et “genoptryk” af en side fra tidligere i bogen.

Det er ærgeligt, for den anmeldte udgave af Opgøret er ellers i øvrigt en smuk bog. Hovedindtrykket skæmmes dog en del af disse fejl og mangler. Forsideillustrationen (af Benny Stender) er måske en smule for kunstlet for min smag, men i forhold til mange andre danske King-udgivelser er det et mindre mesterværk.

Den endelige dom over Opgøret er svær at fælde, for det er en bog, der både har gode og dårlige sider. Som nævnt er den i perioder fremragende, især begyndelsen, som ingen fan af horrorlitteratur bør snyde sig selv for, men også stedvist i beskrivelsen af Frizonens opstart. Kampen mellem det gode og det onde er desværre for banal og symbolsk tydelig til at kunne holde interessen fanget, og som sådan er det en meget blandet læseoplevelse at tygge sig igennem de over 1100-sider.

King har præsteret langt bedre ting både før og siden, og som sådan vil det altid for mig stå som et mindre mysterium, hvorfor netop Opgøret er blandt hans mest populære bøger nogensinde.

3 stjerner
Titel: Opgøret
Originaltitel: The Stand – The Complete and Uncut Edition
Forfatter: Stephen King
Forlag, år: Artia, 1994
Format: Hardcover
Sideantal: 1125
Forside: Benny Stender
hvid
The Stand: The Complete and Uncut Edition udkom første gang i USA i 1990. Den forkortede første udgave af romanen udkom i USA i 1978, og på dansk på forlaget Bogfabrikken i 1989 under titlen Slutspil.

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Epidemi, Filmatiseret, Magi, Postapokalyptika, Sygdom

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.