Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Never Say Never Again

Never Say Never Again
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den uofficielle Bond-film Never Say Never Again, som er en genindspilning af Thunderball, er en uskøn, uelegant og jammerlig film, som årene heller ikke har været rare ved.

Historien om Never Say Never Again begynder helt tilbage i 1958, hvor Ian Fleming og hans ven Ivar Bryce begyndte at tale om mulighederne for at få Bond op det store lærred. Bryce introducerede Fleming for instruktøren og manuskriptforfatteren Kevin McClory, og sammen med én af Flemings andre venner, Ernest Cuneo, begyndte de at arbejde på et udkast til et Bond-manuskript.

Som tiden gik mistede Fleming mere og mere interessen i projektet – angiveligt også fordi McClorys film The Boy and the Bridge (1959) blev ringe modtaget. McClory og manuskriptforfatteren Jack Whittingham fortsatte arbejdet på projektet og sent i 1959 eller tidligt i 1960 sendte de Fleming deres endelige udkast, som Fleming godt kunne lide.

Derefter gik Fleming i gang med at skrive romanen Thunderball (1961), baseret på manuskriptet. McClory fik lov at læse romanen, inden den udkom, og han og Whittingham besluttede sig for at hive Fleming i retten for at få forhindret udgivelsen. Fleming fik lov til at udgive romanen, men retten afgjorde, at det stod frit for McClory at tage yderligere retlige skridt, hvilket han efterfølgende gjorde.

Juridiske konsekvenser

Fleming og McClory indgik forlig med det resultat, at Fleming beholdt rettighederne til romanen, mens McClory fik filmrettighederne. Det var også årsagen til, at McClory fik producer-credit på filmatiseringen af Thunderball (1965), da Eon Productions måtte købe rettighederne til filmatiseringen af Flemings roman af ham.

Som en del af aftalen med Eon indgik også, at McClory indvilgede i ikke at producere en anden filmatisering af materialet inden for de følgende ti år. Men efter 1975 var ballet altså på ny åbnet, og McClory begyndte arbejdet med at få sin egen Bond-film i produktion – med bl.a. både Len Deighton og Sean Connery inde over manuskriptet.

Selvfølgelig dukkede der juridiske problemer op, inden filmen nåede lærredet i 1983, og både Eon Productions og Ian Flemings arvinger forsøgte uden held at få produktionen stoppet.

Connery tilbage

Spørgsmålet var nu, hvem der skulle spille Bond. Selvom Connery allerede tidligt var med inde over manuskriptet, havde han ingen intentioner om selv at spille Bond, da han mente, han var for gammel. Det var først, da producenten Jack Schwartzman blev involveret i projektet, at Connery kom ind i billedet. Connery endte med at indvilge, under forudsætning af, at han fik komplet kreativ kontrol over filmen, og så var produktionen for alvor ved at være på plads.

Instruktøren endte med at hedde Irvin Kershner, hvis bedst kendte film uden tvivl er Star Wars Episode V: The Empire Strikes Back (1980), og ud over Connery finder vi navne som Kim Basinger, Max von Sydow, Klaus Maria Brandauer, Barbara Carrera og Rowan Atkinson på rollelisten.

Utjekket indledning

Never Say Never Again er ikke en direkte remake af Thunderball, ligesom den heller ikke er en trofast nyfilmatisering af Thunderball-romanen. Men kernen i historien, samt mange detaljer, er umiskendeligt de samme.

Filmen starter med, at Bond er på mission i et uidentificeret latinamerikansk land. Her trænger han ind i en bevogtet bygning for at befri en bortført kvinde, inden det hele viser sig blot at have været en træningssituation, og scenen skifter til M’s kontor i England.

Inden vi når så vidt, bliver jeg dog nødt til at affyre min første bredside mod Never Say Never Again: hvem fanden fik den idé, at størstedelen af den indledende actionsekvens skulle foregå til tonerne af filmens titelmelodi? Sangen ”Never Say Never Again” er en stille ballade, der helt og aldeles suger enhver form for dramatik ud af indledningen. Det er bare den første i en lang række af decideret utjekkede valg ved Never Say Never Again.

På M’s kontor bliver Bond skoset for at være ude af form. Det fremgår, at den nye M (overspillet af Edward Fox) nærmest har lukket 00-agenterne ned, og at Bond i flere år har undervist i stedet for at være i felten. Men for at holde Bond fit for fight, bliver han sendt til kurstedet Shrublands.

Her kommer Bond naturligvis i kontakt med nogle af skurkene, nemlig det kvindelige SPECTRE-medlem Fatima Blush (Barbara Carrere) og en amerikansk luftvåbenofficer, der indgår i plottet. Diverse problemer følger – bl.a. en slåskamp med én af SPECTREs muskelmænd – men SPECTRE gennemfører deres plan og formår at stjæle to atomsprænghoveder.

Bond sendes til Bahamas for at undersøge et spor, og han finder snart ud af, at han er på rette vej, for naturligvis løber han ind i Fatima Blush igen. Han finder også ud af, at hovedmanden bag den konkrete udførsel af plottet er en vis Maximilian Largo (Klaus Maria Brandauer), der sejler rundt i en kæmpe lystyacht.

Herefter flytter handlingen bl.a. til Sydfrankrig og Nordafrika, inden klimakset udspiller sig på en underjordisk lokalitet under en oase i ørkenen.

Uelegant og uskøn film

Jeg ved godt, at det bestemt heller ikke er alle officielle Bond-film fra denne periode, der er lige gode, men selv sammenlignet med Moonraker (1979) og Octopussy (1983), er Never Say Never Again en utroligt dårlig film!

Overordnet set er Never Say Never Again en uelegant og uskøn film; et udtryk den får på grund af en lang række problemer, der både ligger i manus, skuespil og instruktion.

For det første er manuskriptet rodet: Plotudviklingen hænger ikke ordentligt sammen, skiftene mellem lokaliteter (England-Bahamas-Sydfrankrig-Afrika) er umotiverede, og mange af rollerne er decideret ringe skrevet, hvilket ikke bare resulterer i én af de mest overspillede skurke nogensinde (Fatima Blush), men også i tilføjelsen er utidigt komiske karakterer (Rowan Atkinsons ambassademand på Bahamas).

Hvis man skal pege på et positivt aspekt ved manuskriptet, er det, at det tager højde for Connerys alder. Det sker både direkte, f.eks. gennem M’s konstatering af, at Bond er ved at miste grebet, og indirekte, igennem antydninger af, at det er nye tider i den britiske efterretningstjeneste, og at 00-agenterne har udspillet deres rolle. Som sådan er Never Say Never Again på nogle punkter en sjov parallel til en anden Connery-film, nemlig Robin and Marian (1976), hvor Connery og Audrey Hepburn spiller aldrende udgaver af Robin Hood og Jomfru Marian.

Desværre bliver selv disse potentielt fine dele af manuskriptet ikke aktiveret særlig godt. Enten bruges de til platheder af forskellig art – særligt under Bonds kurophold på Shrublands – eller også ender de med ikke at spille nogen videre rolle i filmen.

Det kan i udgangspunktet undre én, at manuskriptet er så svagt, som det er, for det er skrevet af Lorenzo Semple, Jr., der tidligere (som eneforfatter eller medforfatter) havde stået bag manuskripterne til film som Papillon (1973), The Parallax View (1974) og Three Days of the Condor (1975).

Svaret ligger nok i, at manuskriptet var udsat for et antal omskrivninger, angiveligt fordi Connery var utilfreds med dele af historien. Omskrivningerne blev foretaget af de to britiske tv-forfattere Dick Clement og Ian Le Frenais, som imidlertid ikke er krediterede på grund af fagforeningsregler. Det kunne være interessant at vide, hvordan Lorenzo Semples oprindelige manus så ud, inden der blev rodet med det.

Skuespil og instruktion sejler

Det andet alvorlige problem ligger i skuespil og instruktion, der nødvendigvis hænger sammen. Det lader i hvert fald ikke til, at Irvin Kershner har haft ordentligt styr på sine skuespillere, eller også har han af uransagelige årsager tilladt dem at overspille fuldkomment. Under alle omstændigheder sejler skuespillet fuldstændigt.

Edward Fox er frygtelig i rollen som M, Alec McCowen ligeså i rollen som Q og Rowan Atkinson er decideret pinlig som ambassademanden Nigel Small-Fawcett. Allerværst er dog Barbara Carrera som Fatima Blush. Hun er decideret tåkrummende at kigge på, og det hjælper ikke, at den kostumeansvarlige må have haft en off-day, da kostumerne til Blush skulle designes: Mere smagløst, vulgært tøj skal man lede længe efter.

Lidt bedre er Klaus Maria Brandauer som Maximilian Largo, men heller ikke Brandauer kan undsige sig fra at overspille, selv om han i visse scener tilføjer rollen en psykopatisk farlighed, der klæder den. I rollen som Bond-baben Domini er Kim Basinger en fuldstændig anonym damsel in distress, hvis pludselige opdukken som Bonds redningskvinde til sidst er fuldstændig inkongruent med rollens magtesløshed gennem resten af filmen.

Connery er ikke dårlig, men han havde ret i sine oprindelige bekymringer om, at han var for gammel til at spille Bond, og derudover kan man ikke lade være med at spekulere på, hvorfor Connery i det hele taget indvilgede i at gå ind i produktionen fra begyndelsen af. På sin vis kan man godt mene, at det var temmelig illoyalt over for Albert R. Broccoli, at Connery gik ind i en direkte konkurrerende produktion, når man tager i betragtning, at det var Broccoli (og dengang Harry Saltzman), der gjorde Connery til en stjerne ved at caste ham i Dr. No (1962). En lidt speciel måde at sige tak på, må man nok sige.

Her kan det i øvrigt bemærkes, at producenterne af Never Say Never Again også forsøgte at lokke John Barry til at levere musikken, men at Barry sagde nej tak, netop fordi han anerkendte, at det var på grund af Broccoli, at han havde fået sin første store chance som filmkomponist.

I den absolutte bund

Generelt har årene ikke været rare ved Never Say Never Again, der i langt højere grad end de samtidige, officielle, Bond-film er meget fastlåst i de tidligere 1980’ere. Det gælder ikke bare Fatima Blushs vanvittige kostumer, men også production designet og i videre forstand filmens look i det hele taget. Never Say Never Again stinker af start-firserne, hvilket også udstrækker sig til Michel Legrands kiksede score.

Jeg genså Never Say Never Again for første gang i mange år i forbindelse med denne anmeldelse, og jeg huskede den ikke som specielt god. Alligevel var jeg overrasket over hvor ringe, filmen fremstår i dag, og det var flere steder en bogstaveligt talt jammerlig oplevelse for mig at se den igen.

Hvorvidt man skal inkludere Never Say Never Again, når man diskuterer Bond-film i al almindelighed, vil altid være omdiskuteret på grund af filmens på mange måder apokryfe status. Men hvis Never Say Never Again skal rangeres sammen med de øvrige Bond-film, ligger den i min bog i den absolutte bund, selv under stinkeren Tomorrow Never Dies (1997). Jeg vil tro, at jeg med denne anmeldelse har set Never Say Never Again for sidste gang, og det er faktisk en lettelse at kunne konstatere.

1 stjerne

Titel: Never Say Never Again
Instruktør: Irvin Kershner
Manuskript: Lorenzo Semple, Jr., Ian La Frenais (ukrediteret) & Dick Clement (ukrediteret) efter historie af Kevin McClory, Jack Whittingham & Ian Fleming
Cast: Sean Connery (James Bond), Kim Basinger (Domino Petacchi), Klaus Maria Brandauer (Maximilian Largo), Barbara Carrera (Fatima Blush), Max von Sydow (Ernst Stavro Blofeld), Bernie Casey (Felix Leiter), Alec McCowen (Q), Edward Fox (M), Rowan Atkinson (Nigel Small-Fawcett)
Producere: Jack Schwartzman (producer), Michael Dryhurst (executive producer), Kevin McClory (executive producer)
Foto: Douglas Slocombe
Klip: Ian Crafford
Musik: Michel Legrand
Spilletid: 129 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, fransk, hollandsk, italiensk, spansk, tysk
Produktionsland, år: UK/USA/Vesttyskland, 1983
Produktionsselskaber: PSO International, TaliaFilm II Productions, Warner Bros. Pictures, Woodcote
Distributør (DVD): SF Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 85 | 13/11/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *