13. juni 2012

Moonraker

Når sandheden skal frem, hører Moonraker til blandt de ringeste film i serien. Det ændrer bare ikke på, at den er så uhyrligt, ustyrligt underholdende, at den alene på den konto redder en del goodwill.

Da en Moonraker-rumfærge bliver kapret, mens den er i færd med at blive transporteret på ryggen af en Boeing 747, sætter det briterne i en penibel situation. De havde nemlig kun rumfærgen til låns fra den amerikanske regering, så alle sejl må naturligvis sættes til for at finde ud af, hvad der er sket. Selvfølgelig sætter briterne Bond på sagen.

Bond rejser til Californien, hvor Moonraker-rumfærgen bliver bygget af den excentriske og rumfartsgale rigmand Hugo Drax (Michael Lonsdale). Mens Bond besøger Drax’ fabrik i Californien, hvor Drax i øvrigt bor i et importeret fransk slot (!), sker der allerede mærkelige ting og sager. Uden at Bond har bevis for det endnu, ved vi godt, at hans mistanke er korrekt: Drax er ude på at slå Bond ihjel.

Det lykkes naturligvis Bond at komme væk i live, efter at han dog først har mødt den smukke rumforsker med det forrygende sjove og sjofle navn Holly Goodhead (Goodhead = good head = god til at sutte pik). Dr. Goodhead har dog ikke meget til overs for Bond, men det lader 007 sig naturligvis ikke slå ud af, og han har også et amourøst møde med Drax’ sekretær Corinne Dufour, der hjælper Bond og må betale dyrt for sin indiskretion. Men nu er Bond på sporet!

Sporet leder videre – i første omgang til Venedig og siden til Rio de Janeiro, inden Bond må et smut ind i Amazonasregnskoven. Men ikke engang her er det slut: Filmens klimaks foregår i det ydre rum, hvor Drax, med udgangspunkt i en rumstation, han har konstrueret, vil udføre sin gale plan om at overtage verdensherredømmet som stamfader til en ny race af overmennesker.

James Bond møder science fiction
Bond tilkæmper sig en faldskærm i én af 'Bond'-seriens mange imponerende stuntsekvenser
Ja, hvis man har læst Ian Flemings roman Moonraker (1955), kan man nok godt høre, at filmen ikke har meget med sit forlæg at gøre. Ud over lige skurkens navn og hans herrefolkstanker (skurken i romanen er nazist) samt nogle få enkeltelementer, er der meget lidt overlap mellem bog og film.

At Moonraker skulle fokusere på rumfart og endda bringe James Bond ud i det ydre rum, var naturligvis ren kassetænkning fra den intelligente Bond-producer Albert R. “Cubby” Broccoli, der som altid havde fingeren på pulsen. Den foregående Bond-film, The Spy Who Loved Me, kom ud i 1977, samme år som Star Wars lige pludselig gjorde science fiction hot igen. Det var klart, at Broccoli ikke kunne lade være med at lade sig friste af at ride med på science fiction-bølgen, og vupti har man James Bond som astronaut, rumstationer og kæmpe lasergeværkampe i rummet.

Drax' slot, importeret fra Frankrig
Men kommer ikke uden om, at Moonraker er én af de plotmæssigt mest afsindige Bond-film, ligesom Christopher Woods manuskript endnu engang skruer op for fjollehumoren – hvilket særligt går ud over skurken Jaws, der i Richard Kiels skikkelse ikke bare bliver decideret grinagtig, men i sidste ende helt sympatisk.

Under alle omstændigheder er resultatet er en film, der er så campet, at man til tider næsten får krampe i tæerne, fordi man krummer dem så meget, men til gengæld også en film, der har en næsten perverst høj underholdningsværdi.

Bøvet humor
Altid glimrende Michael Lonsdale som skurken Hugo Drax
Den fjollede, ja decideret bøvede humor, tager noget overhånd i Moonraker, som f.eks. i scenen, hvor Jaws jager Bond og Dr. Goodhead i en svævebanevogn og hvor Kiel virkeligt har det fjollede ansigtsudtryk på. Eller den tåkrummende pinlige scene i Venedig, hvor Bonds gondol ikke bare har indbygget motor, så den kan sejle lynhurtigt, men også er udstyret med en luftpude, så Bond kan køre den på land, hvilket han gør til tilskuernes måbende ansigtsudtryk. Og dette er endda kun to af mange scener, der tangerer det slapstick-agtige.

Dertil kommer en lang række verbale gags, der fungerer mere eller mindre godt, samt enkelte af den samme slags kække og indforståede metakommentarer, der også var at finde i The Spy Who Loved Me: Da Bond i Venedig skal undersøge Drax’ hemmelige laboratorium, er dørkoden forbundet med en række toner, der er identiske med det berømte femnodemotiv fra Close Encounters of the Third Kind (1977).

Koger over
Dr. Goodhead (Lois Chiles)
Da først klimakset nærmer sig, er det jo først at tingene koger helt over: Klimakset skal udspille sig i rummet, på og omkring Drax’ kolossale rumstation, hvor der er alt lige fra lasergeværer til laserkanoner ombord på rumfærgerne. Sidstnævnte resulterer i filmens afsluttende og pinlige spændingssekvens, der er som hentet ud af et af tidens simple computerspil, og hvor Bond skal ramme nogle sonder med rumfærgens laserkanon, inden de trænger ind i Jordens atmosfære.

Fra den tåkrummende pinlige sekvens, hvor gondolen kører på land
Det er som sagt helt og aldeles overstyret, og det er også i denne del af filmen, at man for alvor mister tålmodigheden. James Bond-filmene har sjældent været præget af realisme, men i seriens tidlige film, særligt From Russia With Love (1963), Goldfinger (1964) og Thunderball (1965), var skurkenes planer faktisk holdt inden for rammerne af noget, der med lidt god vilje kunne kaldes realistisk.

Drax’ plan er hverken værre eller bedre end Blofelds eller Strombergs planer om at starte en atomkrig, men måden, planen skal udføres på, får hele Bond-serien til at miste jordforbindelsen. Vi er i science fiction-land, og det er ikke et land, hvor Bond er på hjemmebane. Sidstnævnte kunne Cubby Broccoli da også godt se, så selv om Moonraker var vildt succesfuld ved billetlugerne, var den efterfølgende film en total turnaround og en tilbagevenden til en langt mere jordnær, realistisk Bond.

Ikke ren dårligdom
Fjolleri med Jaws
Selvfølgelig er det ikke ren dårligdom hele vejen igennem Moonraker. Dels er Roger Moore i fuld vigør og ganske, ganske underholdende som Bond, men langt bedre er Michael Lonsdale som Drax. Lonsdale gør altid en god figur, og med sin civiliserede, lavmælte stemmeføring tilføjer han Hugo Drax noget virkelig diabolsk, der kunne have gjort Drax til en formidabelt god skurk, hvis blot han ikke havde optrådt i en film så fjollet som Moonraker.

Lige så meget, som man kunne ærgre sig over, at Christopher Lees skurkerolle skulle fyres af i en film af så lav karat som The Man with the Golden Gun (1974), lige så meget kan man faktisk ærgre sig over, at Lonsdale måtte tage til takke med Moonraker.

Drax' rumstation
Derudover er der hele produktionssiden af filmen, der langt hen ad vejen også er ét stort triumftog for Bond-filmenes efterhånden særdeles garvede produktionsapparat – også på trods af visse vanskeligheder, der var affødt af, at filmen for en stor dels vedkommende blev produceret i Frankrig.

Først og fremmest må man tage hatten af for både filmens stuntmen, special effects-folk og Ken Adams production design. Stort set alle Bond-film har haft sine spektakulære stunts, men vi finder nogle af de flotteste og vildeste i Roger Moore-perioden.

I The Man with the Golden Gun var det bilen, der roterede omkring sin egen akse hen over en flod; i The Spy Who Loved Me var det skiløberen, der kørte ud over en afgrund og udløste en faldskærm. I Moonraker er det Bond, der springer ud af et fly uden faldskærm på. Sidstnævnte er der selvfølgelig ingen, der har gjort, men det omhyggelige stuntarbejde, hvor stuntmændene optog ganske korte filmbidder for hvert faldskærmsudspring, er stadig imponerende. Og man ser på intet tidspunkt, at stuntmanden, der “spiller Bond”, har en faldskærm under jakken.

Laserslag i rummet
Også på special effects-siden er Moonraker dybt imponerende: Modelarbejdet er gennemført og smukt (det var inden den sjælløse CGI overtog), hvor særlig afsløringen af Drax’ rumstation er flot lyssat og filmet. Og scenerne med vægtløshed ombord på rumstationen er også virkelig flot realiseret. At scenen, hvor Bond og Jaws slås ovenpå svævebanen, så tydeligt er lavet som rear projection, er en helt anden sag, og det ser man hjertensgerne mellem fingre med.

Også Ken Adam må endnu engang fremhæves. Hans production design, der har givet så mange Bond-film deres specielle look (og så mange Bond-skurke deres flotte hovedkvarterer), er også denne gang vildt flot. Endelig kan det også nævnes, at John Barry var tilbage som komponist i denne omgang og leverede et forrygende smukt score til filmen.

Senhalvfjerdser-camp

Skal man være grov, kunne man sagtens udråbe Moonraker til at være den ringeste Bond-film, fordi den er så overstyret, så fjollet og så campet. Og når sandheden skal frem, så hører Moonraker vel også til blandt de ringeste tre film i serien. Det ændrer bare ikke på, at den er så uhyrligt, ustyrligt underholdende, at den alene på den konto redder en del goodwill; i hvert fald hos mig.

Derfor synes jeg heller ikke, Moonraker er den ringeste Bond-film; den tvivlsomme ære tilfalder efter min mening Tomorrow Never Dies (1997), men den når vi frem til senere. I mellemtiden kan man roligt sætte Moonraker i sin DVD-afspiller, så længe man er forberedt på, at det man får er en omgang senhalvfjerdser-camp i science fiction-klæder, mere end det er det, man forstår ved en James Bond-film.

2 stjerner

Titel: Moonraker
Instruktør: Lewis Gilbert
Manuskript: Christopher Wood meget løseligt efter Ian Flemings roman Moonraker
Cast: Roger Moore (James Bond), Lois Chiles (Holly Goodhead), Michael Lonsdale (Hugo Drax), Richard Kiel (Jaws), Corinne Cléry (Corinne Dufour), Bernard Lee (M), Geoffrey Keen (Sir Frederick Gray), Desmond Llewelyn (Q), Lois Maxwell (Miss Moneypenny), Emily Bolton (Manuela)
Producere: Albert R. Broccoli (producer), Michael G. Wilson (executive producer)
Foto: Jean Tournier
Klip: John Glen
Musik: John Barry
Spilletid: 122 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, tysk, spansk, portugisisk, polsk
Produktionsland, år: UK/Frankrig, 1979
Produktionsselskaber: Danjaq, Eon Productions, Les Productions Artistes Associés
Distributør (DVD): SF Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012