Christopher Nolan fik afsluttet sin Batman-trilogi, Marvel rebootede sin Spider-Man-franchise og opnåede kolossal succes med ensemblefilmen The Avengers, mens Lionsgate fik startet Hunger Games-serien, baseret på bøgerne af Suzanne Collins.
Dertil kom en række andre vellykkede film, der ikke indgår i en serie, bl.a. The Woman in Black, The Cabin in the Woods og Dredd.
Senest har den 23. James Bond-film, Skyfall, fået premiere og ikke alene høstet roser fra både anmeldere og publikum, men tillige domineret totalt ved billetlugerne.
Og det er ikke slut endnu: I december får første film i Peter Jacksons The Hobbit-trilogi premiere, og jeg vil godt lægge hovedet på blokken og sige, at den nok skal blive god.
Hollywood har luret os
Det er ikke tilfældigt, at så mange af de store film i årets løb har været en del af allerede etablerede filmserier: Vi elsker det kendte, om det så er en prequel som Prometheus, der foregår i et etableret univers, tegneseriebaserede film som The Avengers og Dredd, hvor vi kender præmissen fra andre film eller fra tegneserierne, eller om det er den 23. film i James Bond-serien.
Selvfølgelig er det også rart at blive overrasket ind imellem, men kigger vi tilbage over de sidste mange års store premierefilm fra Hollywood, har en stor procentdel af dem været led i serier, der ofte er planlagt som trilogier eller meget hurtigt bliver det, hvis en sequel-egnet film får succes.
For Hollywood har luret os. Produktionsselskaberne og studierne ved godt, at fortsættelser eller indlæg i kendte universer, trækker folk af huse, uanset om vi så har en fornemmelse af, at den pågældende film måske ikke er særligt god.
De kendte universer trækker, og det er den tiltrækningskraft, der skaber nogle af Hollywoods største pengemaskiner, filmserierne, the franchises. Og når serierne af forskellige årsager stopper, bliver studierne nødt til at finde på nogle nye, uanset om det handler om at reboote en ellers ung filmserie (Spider-Man er et eksempel), eller om det handler om at finde nye romaner eller tegneserier at filmatisere.
Ja, nogle gange skaber afslutningen af en markant filmserie endda et form for savn: Forventningens glæde, som man kunne gå rundt med, indtil næste kapitel i serien fik premiere, er fraværende, og mange filmfans ser derfor, mere eller mindre bevidst, frem til den næste filmserie, der kan fange deres opmærksomhed. De samme mekanismer gør sig naturligvis gældende ved tv-serier.
Et kollektivt WTF-moment
Tirsdag den 30. oktober gik der et kollektivt ”WHAT THE FUCK?!” gennem filmverdenen, da Lucasfilm og Disneykoncernen meddelte verden, at George Lucas havde solgt Lucasfilm til Disney for 4,05 milliarder dollars, og at Disney planlægger Star Wars Episode VII til 2015.
Da den første overraskelse havde lagt sig, begyndte reaktionerne så at dukke op, og forudsigeligt nok fordelte de sig i tre lejre: For det første de inkarnerede Star Wars-fans for hvem de tre prequels havde været helt perfekte og for hvem, George Lucas intet galt kan gøre. For det andet de inkarnerede og fornærmede Star Wars-fans der efter prequel-trilogien hader George Lucas og alt, hvad han står for.
Endelig var der de mere objektivt anskuende, der afvejer pro et contra-argumenter og – for de flestes vedkommende – er forsigtigt optimistiske på Star Wars-seriens vegne. Et eksempel på sidstnævnte er det engelske filmblad Empire, der i artiklen Star Wars Episode VII: What It Means præsenterer en afvejet analyse af situationen.
Det mest sigende ved Empires artikel er det sidste afsnit, der perfekt opsummerer det forhold, der eksisterer mellem filmfans og filmserier:
”Because let’s face it: everyone’s going to be interested in a new Star Wars movie. You can be as cynical as you want about the chances of it matching up to what’s gone before; you can doubt Lucas’s continued involvement, however minor, if you like; you can swear you’ll boycott it and that Jar-Jar Binks shot JR before ruining your childhood. But you’re still going to want it to succeed. It’s Star Wars, people, and it’s coming back.”
Jo, bevares, der er da sikkert nogle hardcore fanboys a la The Simpsons’ Comic Book Guy, der vil boykotte de nye film. Og der er sikkert flere, der siger, de vil boykotte filmen, men som alligevel ender med at krybe til korset, når Episode VII får premiere om tre år. Alle os andre ender utvivlsomt med at løse billet til Episode VII, om ikke andet så for at se, hvordan nye kræfter tackler hele universet. Men mest for at se endnu en historie udspille sig et velkendt univers, vi føler os hjemme og trygge i.
Et solidt greb om nosserne
Uanset om vi kan lide det eller ej, har Hollywood et solidt greb om nosserne på alverdens filmfans – og ja, det er i overført betydning, så det gælder også pigerne. For studierne ved, at vi elsker serier, at vi elsker kendte universer, og at vi såmænd nok skal ende i biografsædet, når de spytter den næste sequel, prequel, reboot eller remake ud.
Er det så os filmfans, der er nogle ukritiske idioter, der uden omtanke æder al den filmiske hundeæde, der bliver sat i madskålen foran os?
Ja, det er naturligvis noget, vi kan gøre til genstand for debat, men overordnet set mener jeg, svaret er nej. Selvfølgelig er det nogle gange tilfældet. Når man f.eks. køber billet til Prometheus, føler man sig godt og grundigt taget i røven, og det samme har været tilfældet med masser af fortsættelser i tidens løb. Var der nogen, der sagde Matrix: Revolutions?
Men det er faktisk slet ikke sjældent, at fortsættelserne, prequels’ene eller andre film, der foregår inden for et etableret univers, er bedre end som så – og i hvert fald markant bedre end mange mainstream-anmeldere ofte giver udtryk for. Enten fordi de populære serier ikke er velansete på parnasset, eller fordi anmelderne ikke forstår fascinationen ved det, de bliver sat til at anmelde. Hvis ens yndlingsinstruktør er Kieslowski er det et meget godt gæt, at Captain America: The First Avenger ikke lige vil være ens kop the.
Bedømmes på egne præmisser
Her på Planet Pulp skal det ikke være nogen hemmelighed, at vi holder meget af de store, markante serier og de mange film, der er baseret på kendte universer fra Marvel, DC og 2000 AD for nu at nævne nogle få – også selv om det bestemt ikke er alle indlæg i dem, der er lige vellykkede.
For forventningens glæde er en større del af det at være filmfan, end man lige går og tror. Det er ikke noget, der fylder noget i ens hverdag, men alligevel kan man sagtens gå i det små og glæde sig til den næste film i en serie, man kan lide. F.eks. James Bond. Eller den første film i det, man ved bliver en række. F.eks. The Hobbit.
Det er ikke alle af den slags film, der får et godt skudsmål her på Planet Pulp, men I kan være fuldstændig sikre på, at vi ikke vil se ned på den slags film alene fordi de er fortsættelser, prequels, remakes eller baseret på en eller anden mere eller mindre tvivlsom tegneserie. Vi er åbne over for alt her på stedet, og filmen bliver bedømt på sine egne præmisser. Det gælder for Skyfall og Captain America: The First Avenger i dette nummer af Planet Pulp, og det kommer også til at gælde for Star Wars Episode VII, når den kommer i 2015.
Denne måneds indhold
Denne måned står også på andre måder i seriernes tegn her på Planet Pulp. Vi fortsætter nemlig ufortrødent vores Bond-kavalkade med anmeldelserne af to af Ian Flemings romaner og én af hans novellesamlinger. Dertil kommer anmeldelsen af den nye Bond-film Skyfall og af den uofficielle Bond-film fra 1983, Never Say Never Again. Bond rundes i denne måned af med tredje del af vores artikelserie om Bonds babes.
Vi ser også nærmere på den førnævnte Captain America: The First Avenger, som har gjort vores anmelder til en meget glad mand, og som indgår i Marvels opbygning af deres superhelteunivers på film.
En anden serie, vi tager et kig på, er Mette Finderups bogserie for børn og unge, Sværdets Mester, som vi anmelder de første tre bind af.
Derudover har vi anmeldelser af yderligere et par film, bl.a. Neil Jordans seriemorderthriller In Dreams, og en spændende artikel af forfatteren Jonas Wilmann, der skriver om Johannes V. Jensens gotiske forbindelse.
Vi glæder os til at servere et lille minitema for jer i næste måned, hvor vi samtidig markerer vores syv års fødselsdag. Vi ses!
Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.
Film:
Captain America: The First Avenger (Joe Johnston, 2011)
Les héroïnes du mal (Umoralske kvinder) (Walerian Borowczyk, 1979)
In Dreams (Neil Jordan, 1999)
Never Say Never Again (Irvin Kershner, 1983)
Skyfall (Sam Mendes, 2012)
Bøger:
Cover Story: The DC Comics Art of Brian Bolland (Brian Bolland, 2011)
For Your Eyes Only (Ian Fleming, 1960)
Goldfinger (Ian Fleming, 1959)
Sværdets Mester 1 – Tvekampen (Mette Finderup, 2012)
Sværdets Mester 2 – Den udstødte prins (Mette Finderup, 2012)
Sværdets Mester 3 – Tyvekongens By (Mette Finderup, 2012)
Thunderball (Ian Fleming, 1961)
Artikler:
Bonds Babes del 3: 1980’erne
Johannes V. Jensens gotiske forbindelse