Tomorrow Never Dies

At sige at Tomorrow Never Dies er den ringeste Bond-film til dato vil måske være lettere overdrevent – særligt med tanke på den jammerdal, som Moonraker (1979) i bund og grund er. Men på den anden side har Moonraker noget, Tomorrow Never Dies fuldstændig mangler – campet selvironi og spandevis af charme.

Tomorrow Never Dies tager sig selv meget alvorligt, og hvis det kunststykke skal lykkes inden for James Bond-universet, skal den pågældende film være stærk. Det er Tomorrow Never Dies ikke! Dens dårligdomme kan opsummeres i tre punkter: Uoriginalitet, skrækkelige skuespilpræstationer over (næsten) hele linjen og et plot, der selv for Bond-universet er decideret latterligt. Det med plottet bliver kun grellere, fordi filmen tager sig selv åh-så-seriøst.

Ingen nem fødsel

Tomorrow Never Dies var da heller ikke nogen nem fødsel på manuskriptplanet. Bruce Feirstein (der også var medforfatter på GoldenEye) skrev første udkast, som derefter blev omarbejdet af Nicholas Meyer (der har flere Star Trek-film på CV’et), Dan Petrie, Jr. og David Campbell Wilson, inden Feirstein kom tilbage og gav manuset endnu en omgang (han står desuden krediteret for manuskriptet alene).

Det har tydeligvis ikke været nemt at få tingene til at fungere, og der skulle angiveligt have været kontroverser mellem Spottiswoode og producenterne over manuskriptet, ligesom Pierce Brosnan senere udtalte sig kritisk om det.

Det er naturligvis rent tilfældigt, men hvis man ville læse noget symbolsk ind i det, kunne man sige, at Tomorrow Never Dies, rent kvalitetsmæssigt er påvirket af Albert R. Broccolis død. Den legendariske Bond-producer døde i juni 1996, og filmen – den første Bond-film, der kom ud efter Broccolis død, er da også tilegnet “Cubby”.

Helt ærligt?!

Hvis vi nu lige skal starte med plottet, så er det for det første håbløst uoriginalt: Mediemogulen Elliot Carver (Jonathan Pryce) orkestrerer en konfrontation mellem Storbritannien og Kina i håb om at frembringe Tredje Verdenskrig. Det er den gamle Blofeld-traver, der trækkes frem i manegen igen, og den går efterhånden på krykker.

Det fungerede og var sjovt i 1960’erne med Blofeld som den gale mand, men med den seriøsitet, plottet præsenteres i Tomorrow Never Dies, er det ikke bare en træt kliché, men dertil decideret grinagtigt. Endnu værre bliver det dog, da Carvers motiver endelig præsenteres – naturligvis i den klassiske rant, hvor skurken lægger alle kort på bordet: Carver vil starte Tredje Verdenskrig for dels at tjene styrtende på mediedækningen (mon ikke folk vil have andet at tænke på?), dels for, efter at have arrangeret en fredsslutning, at få eneret på mediedækning i Kina i 100 år.

Helt ærligt, guys!?

Jo, selvfølgelig kan man vælge at se plottet som en satire over virkelighedens mediemoguler som Rupert Murdoch og Ted Turner, men sådan udspiller filmen sig bare ikke. Det er for fanden jo en James Bond-film, ikke en film, der er centreret omkring journalistik og medier.

Uoriginaliteten begrænser sig desværre ikke til plottet, men også til dens afvikling. Endnu engang kan vi konstatere, at Blofeld og de forskellige Blofeld-kloner, vi har mødt i årenes løb, ikke har levet forgæves. Filmens klimaks, der udspiller sig ombord på Carvers stealth-katamaran (jep!), smager således ikke så lidt af Karl Strombergs atomubåds-slugende skib fra The Spy Who Loved Me (1977) – minus Ken Adams smukke production design.

Filmens handling som sådan er desuden forudsigelig i en sådan grad, at vi skal nogle Bond-film tilbage, før vi finder noget, der er helt så formularisk. Der er ikke et eneste forsøg på at overraske her – ikke en eneste ansats til en plot twist, uanset hvor lille eller banal. Det er virkelig dovent manuskriptarbejde – eller hvem ved? Måske er det bare udtryk for et kompromis mellem de mange kokke, der har været om retten.

Skidt skuespil

Hvis så bare filmens skuespillere havde præsteret en smule glimt i øjet undervejs. Men nej – Tomorrow Never Dies er som sagt en utroligt seriøs og selvhøjtidelig film. Med det in mente kan man kun beklage, at Roger Spottiswoode ikke har formået at holde tøjlerne strammere. Jonathan Pryce har tydeligvis været klar over, hvor skidt det stod til med filmen, for han vælger at overspille sin skurkerolle helt grotesk.

I Pryces skikkelse bliver Carver decideret latterlig – særligt i den første scene, hvor vi møder ham – det er et klasseeksempel på overspil. Det er bare ikke sjovt, som det kunne have været; i stedet er det dybt pinligt, og selv om det er Spottiswoode, man bør lægge til last, mister man også lidt for Pryce, der ellers gør det så godt i mange andre film.

Derudover har vi den lejemorder, Bond løber ind i undervejs. Han er tysker (en del af filmen udspiller sig i Hamburg), og det er ikke til at sige, om rollen er skrevet seriøst eller som en form for misforstået comic relief. I filmen kommer han udelukkende til at fungere som sidstnævnte, nok mest fordi han spilles af amerikanske Vincent Schiavelli, der leverer en virkeligt ringe præstation. Havde rollen været skrevet og spillet straight (og med en anden skuespiller) kunne morderen faktisk have været ret uhyggelig og passet godt til situationen, Bond møder ham i.

Flere dårligdomme? Så gerne. Carvers tyske henchman er en kedelig og anonym højre hånd, helt og aldeles uden personlighed. Og den virkelige hjerne bag foretagendet er 1990’ernes klichéskurk – hackeren, der har ladet sig købe for penge. Og så er filmens primære gadget – Bonds bil – lige en anelse for overdrevet. I én af filmens store actionsekvenser, hvor bilen spiller en vigtig rolle, har bilen lige præcis det rette instrument til alle de forhindringer, skurkene stiller i vejen. Det er bare for meget.

Solide skuespillere stuvet af vejen

Med undtagelse af smukke Michelle Yeoh som kinesisk agent og Bonds ven i nøden, er alle de solide og sjove skuespillere stuvet godt og grundigt af vejen i små roller: Fra Judi Denchs M og Colin Salmons stabschef til Michael Byrnes britiske skibskaptajn og Joe Don Bakers CIA-agent.

Dertil kommer som sædvanligt en række andre solide skuespiller i forefaldende biroller – i denne omgang bl.a. Geoffrey Palmer og Julian Fellowes (slå dem op på IMDb – I kender dem med garanti fra et hav af film og TV-serier!). Jeg vil ikke gå så vidt som at kalde Teri Hatcher en decideret solid skuespillerinde, men hun fungerer o.k. som Carvers kone, som Bond tidligere har haft et forhold til. Læg i øvrigt også mærke til Gerard Butler i en ultralille birolle fra karrierens spæde start – han er én af sømændene ombord på det skib, der sænkes i begyndelsen af filmen.

Danske Cecilie Thomsen kan man vel kun med nød og næppe kalde skuespillerinde, men hun var alligevel grunden til, at Tomorrow Never Dies fik ekstra meget spalteplads i Danmark, da hun dukker op i filmens begyndelse som endnu én af Bonds talløse erobringer – hun taler endda en smule dansk i scenen.

Pierce Brosnan ser fortsat godt ud som Bond, men han mangler stadig personlighed – hans Bond-fortolkning er alt for mekanisk for min smag, og det er desværre karakteristisk for alle de fire film, Brosnan fik i rollen. Som actionhelt fungerer han fint, men Bond må gerne være bare lidt mere end det.

Ikke seriens stolteste øjeblik

Jeg kan ikke forsvare at kalde Tomorrow Never Dies en ringere film end Moonraker, der frem til Tomorrow Never Dies for mig står som den ringeste film i serien. Som sagt har Moonraker en campet charme, som Tomorrow Never Dies ikke ejer, men det er nok et generationsspørgsmål, hvad man foretrækker.

Nutidens publikum vil nok have nemmere ved at kapere Tomorrow Never Dies med dens eksplosioner og hektiske actionsekvenser og dermed – uanset dårligdommene – foretrække den frem for Moonraker. Vi, der er vokset op med Roger Moores Bond-film, vil nok have det lige omvendt. De er lige ringe på hver deres måde, men Tomorrow Never Dies er bestemt ikke Bond-seriens stolteste øjeblik.

Anmeldt i nr. 83 | 13/09/2012

Stikord: James Bond