Her på redaktionen er vi svært glade for Michael Crichton, så du skal nok læse denne artikel med kritiske briller, da den er skrevet af en fanboy. Fakta om manden er behandlet objektivt, men ellers vil flere passager nok være en anelse farvede af et positivt syn på Crichton, hans værker og hans virke som multitalent. Desværre skulle han dø i en alder af kun 66 år, og hans død har berørt mange. Steven Spielberg har blandt andet sagt følgende:
”Michael’s talent out-scaled even his own dinosaurs of Jurassic Park. He was the greatest at blending science with big theatrical concepts, which is what gave credibility to dinosaurs again walking the Earth. Michael was a gentle soul who reserved his flamboyant side for his novels. There is no one in the wings that will ever take his place.”
John Michael Crichton og de sjove navne
John Michael Crichton blev født den 23. oktober 1942, og døde af kræft den 4. november 2009. Crichton efterlod sig en kone og en datter. Han voksede op på Long Island, og var en del af en børneflok på fire. Allerede i en alder af 14 fik han sin første artikel, der handlede om at rejse, udgivet i New York Times – det med at skrive kom ikke fra fremmede, da hans fader var journalist.
Der var kimen lagt til et imponerende forfatterskab, og det at rejse vendte han da også tilbage til i 1988 med rejsebeskrivelsen Travels. I 1960 gik turen så til Harvard, hvor han først hoppede på litteratur og siden hen på biologisk antropologi – ja, hans senere arbejde med aber og dinoer kan nok ikke komme bag på nogen! I 1964 opnåede han sin bachelorgrad i antropologi med udmærkelsen summa cum laude (med størst ros) og rejste til England et år som underviser på Cambridge University, før han begyndte på Harvard Medical School.
Det var på det tidspunkt, at hans skriverier for alvor tog fat. Crichton var en høj (lidt over 2 meter) og tilsyneladende vittig mand, da han i starten udgav værker under pseudonymerne John Lange (tysk for høj) og Jeffrey Hudson (sjovt for en høj mand, da Hudson refererer til en kendt dværg ved det engelske hof i det 18. århundrede). Hans debut var i 1966 med Odds On, og i 1969 vandt han sin første Edgar Award for romanen A Case of Need (1968) under navnet Jeffrey Hudson.
I 1969 udkom så hans store sællert i form af den meget effektive, men også ujævne, The Andromeda Strain. Han fortsatte med at skrive under navnet John Lange frem til 1972-romanen Binary, og siden hen brugte han sit eget navn.
Hans sidste roman, Next, udkom i 2006, men der er to romaner på trapperne, som udkommer i henholdsvis 2009 og 2010. Så selv om han er død kan vi dog glæde os over det.
Insideviden
I 1969 afsluttede han sine studier på Havard med en M.D. og han fortsatte på en post doc på Jonas Salk Institute for Biological Studies i La Jolla i Californien fra 1969-1970. Men det er ikke som læge, han vil blive husket, selvom han brugte sin insideviden i f.eks. filmen Coma (1978) og TV-serien E.R. (1994-2009).
En af stjernerne i serien, Anthony ”Goose” Edwards, var da også meget berørt, da Crichton døde. Han udtalte følgende, som meget godt rammer, hvordan Crichton brugte sin medicinske viden som skaber af serien:
”Michael Crichton was the original creator of E.R. He really based E.R. on his life as a young medical doctor. Michael was always really proud of the fact he had created something and passed it on. He was the starter of it all. He will be greatly missed”.
Fantasien får frie tøjler
Efter afsluttet studium begyndte Crichton at spytte bøger ud i en lind strøm. I perioden fra 1969 og frem til sin død nåede Crichton at skrive 19 romaner og fire non fiction-bøger, og hans romaner er blevet oversat til 24 forskellige sprog.
Det er svært at fremhæve hans største bedrifter, da der er noget for enhver smag, men hans største succes må ubetinget være Jurassic Park (1990), som ikke blev mindre populær af den senere filmatisering. Langt hen ad vejen leverede Crichton stof til vores fantasi, og scenerier vi godt kunne tænke os at udforske. Hvad enten det er at se dinoerne i Jurassic Park, kuglen i Sphere (1987), WestWorld i Westworld (1973) eller tidsmaskinen og middelalderen i Timeline (1999).
Crichton var en dygtig forfatter, men det var ikke nok. Filmbranchen skulle også
granskes. Crichton havde altid haft lyst til at lave film, så for ham var det et naturligt skridt. I 1973 fik Westworld premiere. Det var Crichtons første spillefilm som instruktør, og han skrev også selv manuskriptet. Efterfølgende nåede han selv at instruere fem film, mens i alt 13 af hans romaner blev filmatiseret med Jurassic Park (1993) som den største succes.
Michael Crichton kom selv med en forklaring på, hvorfor hans medicinske baggrund gjorde ham rustet til at arbejde med film:
”It teaches you to work well when you haven’t had enough sleep. It teaches you to work well when you’re on your feet a lot. It teaches you to work well with technical problems and it teaches you to make decisions and then live by them. I think it also has advantages in working with actors, because one of the things a doctor has to learn is to be able to meet a patient whom he has never seen before and rapidly assess him in terms of what kind of person he is, and not merely whether he’s perforated his ulcer.”
Crichtons styrker
Hvis man kort fortalt skal beskrive, hvor Crichtons styrker som forfatter og instruktør lå, var det i hans blanding af fantastiske plots, et enkelt sprogbrug, neglebidende spænding og fede videnskabelige og tekniske detaljer. Han er også kendt som faderen til techno thrilleren. Kort sagt alt det, som nørder kan lide.
Men Crichton favnede bredt, og blev både læst af hr. og fru Amerika og deres oprørske børn. Der var noget for enhver smag, og sjældent har en mainstreamforfatter formået at kombinere det underholdende med det intellektuelle i en sådan grad, at en mand som Dan Brown godt kan gå hjem og græde.
Crichton var en mester til at skabe suspension of disbelief, og han benyttede sig af en troværdighedsstrategi, som man ser gå igen i mange af hans værker. For det første har han et nøgternt sprog uden de store armbevægelser. Det skal ikke forstås som kedeligt, men mere som præcist. For det andet var Crichton god til at lyve. Han var ikke for fin til at bruge kilder og noter for at få de ting, der sker i plottet, til at virke troværdigt. Dette er udtalt i romaner som Eaters of the Dead (1976) og Congo (1980), men er noget der gennemsyrer hele hans virke som forfatter.
Og for det tredje kaster han sig over hele teknikproblematikken, og andre emner der rører sig i samtiden. Hvad enten det er bakterier i The Andromededa Strain, DNA og kloning i Jurassic Park eller nanoteknologi i Prey (2002). Godt nok var hans plots ofte fantastiske, men de var plantet solidt i pseudovidenskabelig jord. Man har en klar følelse af, at Crichton ikke kastede sig over noget uden at undersøge tingene først, og det fremgår også tydeligt ud fra det han selv sagde:
”I do pretty much what you’d think: I visit locations, talk to experts, read technical journal articles in the field. I continue until I have what I need. Sometimes while writing I go back for more, if I find I’m missing something.”
Men på trods af, at der ofte er guf til hjernen i hans romaner, må man ikke glemme, hvad Crichtons største merit var: han kunne underholde som ind i helvede!
Computerspil og et besøg på hospitalet
Crichton var en mand, der var fascineret af teknik, og han udgav endda en bog om computere (Electronic Life (1983), der introducerede læserne til BASIC-programering), og han måtte da også lige tage et kig ind i computerspilsbranchen. I 1984 udkom spillet Amazon, designet af Crichton, som var et tekstbaseret adventurespil der udkom til alle datidens computere.
I 1999 grundlagde Crichton firmaet Timeline Computer Entertainment, der dog kun nåede at udsende én titel i form af Timeline (2000, baseret på romanen af samme navn), men det blev ingen succes. Men Crichton prøvede da i det mindste.
Det kan godt være, at Crichton aldrig blev praktiserende læge, men det skulle da ikke holde ham fra at udgive bogen Five Patients (1970), der beskriver Crichtons oplevelser på General Hospital i Boston. Mere opsigtsvækkende blev dog TV-serien E.R. som var et kæmpehit, der kørte i 15 år, og som omhandlede livet i og omkring en skadestue.
Udover sit forfatterskab og arbejde i film- og TV-branchen, så holdt han også mange foredrag rundt omkring i USA, rejste meget og var en ivrig fritidsdykker.
Et ægte multitalent
Når man kaster et blik på alle de ting, han opnåede, undrer det faktisk lidt, at han ikke blev 180 år. For så meget er det de færreste, der kommer til at opleve i ét liv. Det hjalp nok også lidt på pengepungen, at hans bøger er blevet solgt i mere end 150 millioner eksemplarer, så han fik også noget ud af alt sit arbejde.
I denne måneds opdatering markerer vi, at det er et år siden, Michael Crichton døde. Det gør vi med en stor bunke anmeldelser, der kommer vidt omkring hans værker. Michael, her på Planet Pulp savner vi dig!
Udgivet i nr. 49 | 13/11/2009
Stikord: Michael Crichton
