The Andromeda Strain

4 minutters læsetid
The Andromeda Strain

The Andromeda Strain udkom i 1969, da Michael Crichton var 27 år gammel. Selv om romanen var Crichtons første store sællert, var det ikke hans første roman. Inden The Andromeda Strain havde Crichton nemlig udgivet fem romaner under pseudonymerne John Lange og Jeffery Hudson, men The Andromeda Strain udkom under Crichtons eget navn.

Romanen blev en bestseller, da den udkom, bl.a. fordi emnet – bakterier fra det ydre rum – var aktuelt i samtiden: den første månelanding fandt sted blot lidt over to måneder efter, at The Andromeda Strain var udkommet.

Underjordisk forskningsanlæg

Romanen tager sin begyndelse, da to medlemmer af et bjærgningshold fra luftvåbnet bevæger sig ind i landsbyen Piedmont i Arizona. De er på jagt efter en nedstyrtet satellit, der var opsendt som et led i det tophemmelige Scoop-program, hvis formål var at indsamle organismer i den allerøverste del af atmosfæren. De to kommer dog ikke langt: de når lige at konstatere, at alle indbyggerne i Piedmont tilsyneladende er døde, før de selv dør.

Nu aktiverer militæret den såkaldte Wildfire-gruppe, som består af et fem mand stort hold af videnskabsfolk, der er etableret netop for at imødegå en eventuel biologisk trussel fra verdensrummet. Videnskabsfolkene samles, og det lykkes dem at finde den nedstyrtede satellit i Piedmont samtidig med, at de også kan konstatere, at der faktisk er to overlevende i landsbyen.

Videnskabsfolkene, satellitten og de to overlevende fragtes alle til den tophemmelige Wildfire-installation, der består af et underjordisk forskningsanlæg i fem etager – hver etage mere steril end den længere oppe – og udstyret med en atombombe underneden, som er sat til at autodestruere anlægget, hvis der konstateres brud på anlæggets karantænesystemer.

Computerteknologi

Nu er det op til de fem videnskabsfolk at finde ud af, hvad satellitten har bragt med tilbage, og hvordan organismen kan slå ihjel på få sekunder – eller gøre folk sindssyge og selvmorderiske. Det endelige mål er naturligvis at finde en vaccine eller kur, og her kommer de to overlevende, et spædbarn og en gammel mand, ind i billedet.

Wildfire-folkene er naturligvis romanens hovedpersoner, og langt det meste af romanens handling finder sted i det tophemmelige og topmoderne laboratorium, som bl.a. er udstyret med det nyeste inden for computerteknologi. En mindre del af handlingen udspiller sig dog også på overfladen, hvor læseren udstyres med viden, hovedpersonerne ikke har, og hvorigennem Crichton dermed skaber en del af bogens spænding.

Problematisk form

På trods af at den langt hen ad vejen er både velskrevet, medrivende og underholdende, er der visse problemer med The Andromeda Strain. Den ene er formen. Crichton har valgt at præsentere romanen som om, den er en dramatiseret version af rigtige hændelser. Dette står allerede klart i forordet, og i selve romanen kommer ind imellem nogle metakommentarer, der antyder, at romanen skulle være baseret på interviews med hovedpersonerne.

Problemet er, at langt hovedparten af selve romanen er skrevet med en alvidende tredje persons fortællerstemme, hvilket øjeblikkeligt underminerer den tilstræbt dokumentariske tone. Når metakommentarerne dukker op i løbet af romanen, gør de desværre derfor ikke andet end at minde læseren om, at Crichton har sat sig mellem to stole.

Man kan ikke lade være med at ærgre sig over denne tilgang til materialet og tænke, at Crichton enten burde have kørt den dokumentariske stil helt igennem og konstrueret romanen helt anderledes – f.eks. som en række interviews – eller have droppet de dokumentariske prætentioner og bare koncentreret sig om at skrive en medrivende roman. Men denne kombination er noget Crichton siden hen har brugt med stor succes i en roman som Congo (1980), hvor det er udført mere sikkert.

Deus ex machina

De to andre problemer hænger sammen, og angår dels romanens spændingskurve, dels slutningen. Uden at afsløre selve slutningen, kan jeg godt sige, at den kommer som en udpræget deus ex machina, hvilket er utilfredsstillende, selv om Crichton helt sikkert har en pointe med at lade romanen slutte på den måde. For spændingskurven betyder det, at læseren berøves et ægte klimaks, og at romanens hovedproblematik sådan set bare løber ud i sandet. Der er ganske vist et dramatisk klimaks, men det er sekundært i forhold til hovedpersonernes indsats for at finde en kur mod rumbakterien.

Det betyder, at læseren efter omkring 250 ganske forrygende sider pludselig præsenteres for en situation, hvor romanens hovedproblematik reelt set løser sig selv, hvorefter romanen afsluttes ganske brat.

Techno babble

Bortset fra de nævnte problemer, er The Andromeda Strain meget langt hen ad vejen faktisk særdeles velskrevet. Personerne er tyndt beskrevne, men alligevel troværdige, og Crichton er sluppet forbløffende heldigt om ved den store mængde medicinsk techno babble, der findes i romanen. Han formår faktisk at gøre det forståeligt for læseren, samtidig med at al tekniksnakken er suppleret med en rig mængde illustrationer, der indgår som en integreret del af teksten.

Sidstnævnte er helt klassisk Crichton, og noget, vi bl.a. også ser i Jurassic Park-romanerne Jurassic Park (1990) og The Lost World (1995). Samtidig er det også ganske morsomt at læse romanen i 2009, idet Crichton faktisk bruger noget plads tidligt i romanen på at forklare læseren, hvad en computer er for noget. Her skal man selvfølgelig huske, at The Andromeda Strain udkom for fyrre år siden.

Teknologikritisk

Man skal dog ikke forlede sig til at tro, at Crichtons fascination af teknologi betyder, at han sætter sin lid til den. Gennem hele sit forfatterskab har Crichton beskæftiget sig med de muligheder, teknologien giver mennesket, og de utallige måder, mennesket misbruger teknologien på. Det samme gælder The Andromeda Strain, hvor hele problematikken er fremprovokeret af misbrug af teknologi – indsamlingen af bakterier til bakteriologisk krigsførsel ved hjælp af satellitter. Godt nok er det også teknologien, der giver romanens hovedpersoner mulighed for at studere rumorganismen, men al deres teknologiske isenkram til trods, er de ude af stand til at finde en kur mod organismen.

Med andre ord er deus ex machina-løsningen på romanens hovedproblematik ladet med budskab, og bestemt ingen tilfældighed. Det betyder imidlertid ikke, at det giver en tilfredsstillende læseoplevelse, og man kan kun ærgre sig over, at Crichton ikke fandt et kompromis mellem budskab og dramaturgi. Man ærgrer sig simpelthen over, at en roman med så meget drive ender så dramatisk utilfredsstillende, og det er en fornemmelse, der ikke kan undgå at gå ud over romanen som helhed.

Det betyder bestemt ikke, at The Andromeda Strain er en decideret dårlig roman, men i sammenligning med nogle af hans senere romaner, hvor Crichton ramte balancen mellem budskab og en fornuftig afvikling af handlingen, står den noget svagere.

3 stjerner
Titel: The Andromeda Strain
Forfatter: Michael Crichton
Udgivet: 1969 (denne udgave 1993)
Forlag: Ballantine Books
Format: Paperback
Sideantal: 288 sider

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Filmatiseret, Michael Crichton, Rummet, Sygdom, Videnskab

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.