13. november 2009

Jurassic Park

Jurassic ParkMichael Crichtons roman, der var forlægget for Spielbergs ”monster”hit af samme navn, er drønunderholdende samtidig med, at den er så tilpas forskellig fra sin filmatisering, at den er værd at læse, selv om man kender filmen. Det er ikke stor kunst, Crichton præsterer, men usvigeligt sikkert håndværk, og under overfladen er Jurassic Park heller ikke uden budskaber.

Der er næppe nogen tvivl om, at Jurassic Park (1990), i hvert fald herhjemme, er Michael Crichtons bedst kendte roman – ikke mindst på grund af Steven Spielbergs filmatisering af romanen, der havde premiere i 1993. Men faktisk havde Crichton før Jurassic Park skrevet 16 romaner, og han nåede at udgive endnu otte bøger før sin død i 2008.

I USA er Crichton et betydeligt større navn, end han nogensinde har været i Europa, og han kan bedst betegnes som et multitalent. Ikke alene var Crichton forfatter; han var også filminstruktør, manuskriptforfatter, producer og manden bag den enormt succesfulde TV-serie E.R. (1994-2009).

Westworld – nu med dinosaurer
Michael Crichton (1942-2008)
Michael Crichton (1942-2008)

Faktisk var det mens Crichton og Spielberg arbejdede sammen på et manuskript til en lægefilm, at forfatteren kom til at nævne en bog, han arbejdede på, om dinosaurer der var genskabt ved hjælp af DNA. Det fangede Spielbergs interesse, og i stedet for at arbejde videre med lægefilmen, der i stedet blev til E.R., kastede Spielberg sig over Jurassic Park – vel at mærke inden romanen var skrevet færdig.

I Jurassic Park genbruger Crichton én af de idéer, der allerede i 1973 dannede baggrund for hans egen film Westworld (som han også selv skrev manus til): en højteknologisk forlystelsespark der går amok. I Westworld var det robotter, der udgjorde truslen. I Jurassic Park er det dinosaurer, der er problemet, men det teknologiske aspekt spiller alligevel en stor rolle i romanen, for det er den højteknologiske park og al dens avancerede isenkram, der slår fejl og lader dinosaurerne komme i nærheden af romanens hovedpersoner.

Nu foregriber jeg imidlertid begivenhedernes gang en smule, for med omtalen af den fejlslagne teknologi er vi allerede ved romanens budskaber. Inden da er det nok på sin plads med et lille handlingsreferat.

Dino-zoo

Efter nogle korte, indledende kapitler tager hovedhandlingen fat, da palæontologen Alan Grant og hans assistent Ellie Sattler bliver bedt om at udføre noget konsulentarbejde på en ø ud for Costa Ricas kyst. Øen er ejet af firmaet InGen, som Grant tidligere har lavet noget konsulentarbejde for, uden at vide præcis hvad firmaet havde gang i. Også med på holdet er den selvfede matematiker Ian Malcolm. Sammen med dem kommer desuden InGens advokat Gennaro samt firmaets stifter, den excentriske mangemillionær John Hammond.

Ved ankomsten til øen står det pludselig klart, hvad det er, John Hammond og InGen har gjort. Ved hjælp af dinosaurus-DNA, udvundet af myg der har været indkapslet i harpiks, har InGens genetikere genskabt en række dinosaurus-arter med henblik på at lave en kæmpe forlystelsespark. Eller rettere en enormt friluftszoo, hvor dinosaurerne kan vandre frit rundt – dog spærret inde bag meterhøje elektriske hegn.

Målet med det lille selskabs tur til øen er at dæmpe investorernes nervøsitet omkring hele projektet. Da indtil flere costa ricanske arbejdsmænd nemlig mistede livet under byggeriet af parken, er der sået tvivl om, hvorvidt parken er sikker. Nu ønsker John Hammond en blåstempling af Jurassic Park, så han kan åbne den og tjene styrtende med penge.

I den forbindelse så Hammond gerne Ian Malcolm tage hen, hvor peberet gror, for matematikeren havde allerede tidligere spået, at parken ikke ville være sikker, men advokaten Gennaro ønskede, at Malcolm skulle med på turen.

Også et par børn dukker op, og slutter sig til den lille gruppe. Det er Hammonds børnebørn, drengen Tim på 11 og pigen Lex på 7. Endelig skal computerprogrammøren Dennis Nedry med til øen, hvor han skal rette nogle fejl i parkens computersystem.

Helvede bryder løs

Efter en introduktion af parkens teknologiske baggrund, hvor genetikeren Wu fortæller om, hvordan de har genskabt dyrene, er det meningen, at Grant og kompagni skal på én af de ture, der er planlagt som parkens hovedattraktioner.

Her skal det lige nævnes, at parken er næsten totalt automatiseret. De biler, gruppen skal køres rundt i, er elektriske, og kører på spor i vejen, og også alle parkens sikkerhedssystemer er automatiserede og bundet op på den centrale computer. Derfor er der kun behov for meget lidt teknisk personale, og da parken ikke er åbnet endnu, er der meget få mennesker på øen, da Grant og kompagni ankommer. Den høje grad af automatisering får naturligvis fatale konsekvenser.

For der er naturligvis slanger i paradis. Computerprogrammøren Nedry er ikke tilfreds med sin gage, og er blevet købt af én af InGens konkurrenter. Han skal stjæle nogle nedfrosne dinosaurusfostre og sørge for, at de kommer med et fragtskib væk fra øen. For at kunne udføre tyveriet har Nedry planlagt et kortvarigt computernedbrud, der vil tillade ham at omgå alle sikkerhedssystemerne og få fat i fostrene.

Det går naturligvis helt galt, for Nedry kommer af dage, og chefingeniøren John Arnold må møjsommeligt forsøge at få computeren op at stå igen. Desværre finder alt dette sted, mens Grant, Sattler, Malcolm, børnene samt parkens PR-ansvarlige er på den planlagte tur. Problemet er, at Nedrys computernedbrud har afbrudt alle parkens sikkerhedssystemer – inklusive de elektriske hegn. Snart løber dyrene derfor rundt over hele øen – inklusiv en voksen Tyrannosaurus Rex og adskillige af de mindre, men endnu farligere, velociraptorer.

Herfra bliver romanens handlingsgang temmelig kompliceret, for hovedpersonerne bliver splittet op i flere grupper. Mens Grant og børnene ender midt ude i junglen og må forsøge at kæmpe sig tilbage til hovedbygningen, er Ellie Sattler og en hårdt såret Ian Malcolm på anden vis nået tilbage. Sammen med parkens chefdyrepasser Muldoon, dyrlægen Harding og chefingeniøren Arnold, må Sattler herfra forsøge at løse nogle af de utallige andre problemer, computernedbruddet har medført.

Handlingsmættet

Jeg læste Jurassic Park kort efter, at filmen havde premiere i 1993, og jeg huskede ikke særligt meget om bogen – ud over at den var noget mere handlingsmættet end filmen. Jeg havde for eksempel fuldstændig glemt, hvor afsindigt underholdende Jurassic Park er. Det er filmen jo også, men forskellen er, at bogen vitterligt er langt mere handlingsmættet og handlingsmæssigt kompliceret, hvilket faktisk giver bogen en helt anden dynamik end filmen har.

Samtidig er Jurassic Park rig på techno-babble af den type, der faktisk lyder plausibel (vi taler ikke om Star Trek techno-babble her), og som flere gange før (f.eks. i The Andromeda Strain, 1969) gør Crichton brug af romanformens muligheder for at vise ting grafisk. I stedet for at beskrive, hvordan interfacet på Jurassic Parks centrale computer ser ud, viser Crichton det. Og det samme trick bruger han flere steder i romanen, når det virker passende.

Nogle vil måske kritisere Crichton for at være doven – at han springer over beskrivelserne, fordi de er besværlige – men det er helt forkert. De grafiske repræsentationer er relativt få, og når de optræder, er de med til at understrege de pointer, Crichton gerne vil frem til, samtidig med at de er med til at give romanen et ekstra anstrøg af high tech.

Science fiction-eventyr

Det er måske disse elementer, der har været medvirkende til at nogle karakteriserer Jurassic Park som en techno-thriller, men faktisk er det en ret misvisende genrebetegnelse. Jurassic Park er science fiction og eventyr blandet sammen, og selv om teknologi spiller en vigtig rolle for, at handlingen udspiller sig, sådan som den gør, er teknologien aldrig et bærende plotelement. Og det er faktisk hele bogens pointe.

Det ville også være forkert at sige, at Jurassic Park er en teknologiforskrækket roman, for det er den heller ikke. Men Crichton løfter helt klart en pegefinger – sådan som han har gjort både før og siden – og advarer (med Ian Malcolm som den klareste stemme) om, at teknologiske landvindinger skal bruges under behørig ansvarstagen. I Jurassic Park kan det lade sig gøre at genskabe dinosaurer, men gemt bag romanens popvidenskabelige og ekstremt underholdende ydre, stiller Crichton hele vejen igennem spørgsmålet, om det er en god idé at gøre det, bare fordi man kan. Det samme argument kan naturligvis føres over på medicinske og biologiske landvindinger i den virkelige verden og som sådan er Jurassic Park en allegorisk fortælling.

Samtidig er der i romanen også en vis skepsis over for blind tiltro til teknologi og over for idéen om, at teknologi kan overflødiggøre mennesker, fordi computere ikke kan begå fejl. Også her er der visse advarende toner at spore i romanen.

Filmisk fortalt

Uagtet at der er løftede pegefingre undervejs, er Jurassic Park ingen kvalm moralsk roman. Tværtimod sørger Crichton for at pakke sine budskaber ind i det, der langt hen ad vejen ganske enkelt må beskrives som en vanvittigt underholdende spændingsroman. Handlingen flyver over stok og sten, og skifter fra kapitel til kapitel mellem de forskellige hovedpersoner. Man mærker på den måde tydeligt, at Crichton ikke bare var romanforfatter, men også filminstruktør og manuskriptforfatter, for romanen har et filmisk drive, og Jurassic Park skriger da også på at blive filmatiseret.

De mange handlingsskift betyder ikke, at fortællingen er forvirrende eller ujævn; i stedet er de med til at opbygge en stadigt stigende spændingskurve, der først kulminerer til allersidst. Handling er hoveddrivkraften i Jurassic Park, og Crichtons persontegninger kan med en vis ret kritiseres for at være uskarpe, men de er ikke endimensionelle. Selv om personkarakteristikkerne langt hen ad vejen er holdt på et minimum, fylder Crichton præcis nok kød på personerne til, at man faktisk tror på dem som levende mennesker og dermed også kommer til at bekymre sig om, hvordan det skal gå dem.

De der har set filmen, før de læser bogen, vil måske blive lidt overraskede over bogens mere fyldige handling og tillige persongalleriet, der er betydeligt større end i filmen. Dertil kommer, at filmen heller ikke følger romanens handling slavisk. Overordnet set er filmen ret trofast over for bogen, men flere af personerne opfører sig markant anderledes i romanen, ligesom det heller ikke er de samme personer, der overlever besøget i Jurassic Park.

Bundsolidt håndværk

Det er faktisk med til at gøre Jurassic Park til en roman, det er værd at læse, selv om man måske allerede har set filmen. Der er flere handlingselementer undervejs, man ikke ser i filmen (men hvoraf en del faktisk fandt vej til The Lost World: Jurassic Park og Jurassic Park III fra henholdsvis 1997 og 2001), og persongalleriet opfører sig tilpas anderledes i romanen til, at man faktisk får en ny oplevelse ud af det. Det samme gælder naturligvis den omvendte vej, og det er egentlig rart at have en roman/film-combo, hvor essensen er den samme, men hvor man med fordel både kan læse romanen og se filmen og konstatere, at de hver især har forskellige stærke sider.

Jurassic Park er ikke stor kunst, men det er bundsolidt håndværk fra en thrillerforfatter, der virkeligt kunne sit kram. Samtidig er det ikke bare ren popcorn og varm luft, men en roman der under den poppede overflade faktisk stiller nogle relevante spørgsmål til de kvantespring, videnskaben har gjort i de seneste årtier.

Jeg er formidabelt underholdt af Jurassic Park – både roman og film – og kan kun på det varmeste anbefale, at man kaster sig over romanen. Uanset om man allerede har set filmen eller ej.

5 stjerner

Titel: Jurassic Park
Forfatter: Michael Crichton
Udgivet: 1990 (denne udgave 1993)
Forlag: Ballantine Books
Format: Paperback
Sideantal: 399

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/11/2009