Congo

9 minutters læsetid
Congo

Michael Crichton formåede som få andre at være en moderne Baron von Münchhausen. Han blander fiktion og virkelighed, så man faktisk bliver i tvivl, mens man læser, selv om man godt ved, at der bare er tale om fiktion. I Congo benytter han sig af kneb, som vi også har set både tidligere og siden hen hos Crichton. Men først et lille kig på handlingen.

Over stok og diamanter

Som vi alle ved, er der diamanter i Afrika. Nogen ved bare mere præcist, hvor de er, og mere specifikt hvor de vigtige diamanter er. Med vigtige menes der dem, der kan give store firmaer et forspring i deres teknologiudvikling.

ERTS (Earth Resource Technology Services) er et sådant firma, og de har sendt et hold til Congo i jagten på den forsvundne by Zinj, hvor der skulle flyde med diamanter. Men en satellittransmission sendt tilbage fra Afrika får nærmest ERTS’s ledelse til at skide i bukserne: på en optagelse ser man død og ødelæggelse skabt af noget, der ligner en gorilla! Men da andre ellers ville gøre det, og faktisk også gør det, sender ERTS en ny ekspedition af sted, anført af den unge og ambitiøse Karen Ross. Hun får følgeskab af abetræneren Peter Elliot og dennes kløgtige abe Amy.

Og så går turen ellers til Afrika, hvor vores to/tre hovedpersoner får følgeskab af den tidligere soldat og altmuligmand Munro, der fungerer som deres guide. Med deres følge af bærere træder de snart ind i junglen, hvor ingen, udover kannibalerne, kan høre dem skrige! Finder de den hemmelige by, hvem er det der er efter dem, hvem er de mystiske gorillaer, og hvordan ser det ud, når en vulkan er tæt på at springe i luften? Det vil jeg bestemt ikke afsløre her.

Troværdighed á la Crichton

Det første led i det, man kunne betegne som ”Crichtons troværdighedsstrategi” er selve romanens indledning. Her beskriver Crichton først, hvad det er bogen handler om: en ekspedition til Congo. Det frække ligger så i, at han takker bogens personer, som var de levende personer og konstruktioner lavet af Crichton til formålet. Således bliver både Elliot, Ross, Munro og den kærlige abe Amy nævnt og takket, og den listige indledning underskrives med M. C.

Det helt autentiske ligger dog i dette citat fra indledningen, hvor Crichton får det til at lyde som om, at det der sker i romanen er sket i den virkelige verden:

”The race to make ’the most important discovery of the 1980s’ in the Congo took place during six weeks of 1979. This book recounts the thirteen days of the last American expedition to the Congo, in June, 1979.”

For det andet er der tilknyttet en udførlig litteraturliste, hvor man vitterligt kan se, at Crichton har grebet sin røverhistorie an med akademiske handsker. På listen finder vi titler som The Mountain Gorilla, Ecology and Behavior, Telecommunications and the Computer og The River Congo. Alle disse titler er rigtige titler, og viser, at Crichton, som det også var tilfældet i eksempelvis Eaters of the Dead (1976), har gjort sin hjemmeopgave godt.

Men han bruger ikke kun titlerne som staffage, da man hele bogen igennem bliver præsenteret for akademisk viden. Det gør, at man både føler sig underholdt og oplyst, og at Crichton både behandler sit materiale og sit publikum med den rette from for respekt. Crichton gør sit forarbejde godt, hvilket det følgende citat fra the man himself tydeligt understreger:

”To prepare for writing the book, I planned to go to Africa to see gorillas on the slopes of the Virunga volcano chain in eastern Congo. But at the time, there was a war between Tanzania and Uganda, and the eastern Congo were much to dangerous to visit. No one would take me there. So I had to find substitutes. To experience volcanos, I went to Stromboli, off the coast of Sicily, a volcano which is continuously active. In those days you could hike to the rim and watch the display as long as you wanted. For an experience in the rain forest, I went to Taman Negara in the jungles of Malaysia.”

Når man sidestiller disse bemærkninger med den imponerende litteraturliste og det faktum, at Crichton brugte helt op til 20 år på sine romaner (!), så ved man, at det man læser er godt gennemarbejdet. Og selvom det er en røverhistorie, så er både de historiske, geografiske, videnskabelige og teknologiske aspekter troværdige. Crichton nævner i det ovenstående citat konflikter i Afrika, og når man har læst Congo, er det tydeligt, at Crichton har ladet sig inspirere af de hændelser, der gjorde, at han ikke kunne komme ind til Virunga.

Som det tredje led i Crichtons strategi benytter han sig i Congo af et interviewkneb, hvor der mange steder i bogens henvises til, at personer siden hen har udtalt det og det og tænkte det og det om en given situation. Man sidder med en fornemmelse af, at ekspeditionens overlevende personer sidder til et efterfølgende interview. Her er et eksempel med Elliot, hvor han kommenterer på en tilstand:

”They did not speak to one another, but silently pressed on. Elliot said later they were ’living through a nightmare’.”

Det er et frækt greb, da det nemt kunne falde til jorden, men heldigvis virker det optimalt her, og det viser Crichtons kolossale overskud og overblik som forfatter.

Crichton er i Congo definitionen på den alvidende 3.-personsfortæller, da han netop krydrer fortællingen med informationer og anekdoter, som gør, at han stopper den konkrete handling for at hoppe ud i den akademiske verden og derved nuancere fortællingen. Det er som sådan ikke noget nyt, men det virker upåklageligt i Congo.

Tidspres og det ukendte

Troværdigheden i romanen er blevet beskrevet, og næste skridt er så at se på, hvorledes Crichton skaber spænding. Det gør han i store træk ud fra to strategier: tidspres og det ukendte. Gennem hele fortællingen spiller tiden en meget central rolle. Først handler det om at komme frem til Zinj som de første, siden hen handler det om at holde sig i live længst muligt, og til sidst handler det om at komme væk, mens tid er. Konstant mærker man som læser tidspresset, og det høje tempo gør Congo til en førsteklasses pageturner.

Men det er det ukendte, som skaber en stemning der flere steder tangerer horror, da man ikke ved, hvad det er der angriber ud af mørket. Til dels minder denne del, hvor vores hovedpersoner ankommer til et fremmed sted, finder døde og ikke ved, hvad de er oppe mod, mens de forskanser sig og bruge computerstyrede maskingevær, uhyggeligt meget om det der sker i James Camerons Aliens (1986).

Om manuskriptet til Aliens direkte er inspireret af Congo vil jeg ikke gøre mig klog på. Der er bare mange ligheder. Så hvis man tror, at Congo ”bare” er et hyggeligt jungleeventyr, så kan man godt tro om, da der både er vold og uhygge, som er forbundet til det uhyggelige og fremmede.

Det er nok ikke noget tilfælde, at Freud nævnes flere steder, da han jo netop har skrevet et meget skarpt værk om det uhyggelig i form af Das Unheimliche (1919, på dansk Det uhyggelige). Og på den front kunne man også nævne at Congo i mødet med de ukendte fjender har meget tydelige paralleller til Lovecrafts At the Mountains of Madness (skrevet i 1931 og udgivet 1936), men man skal ikke af den grund tro, at vi er i Lovecraftland; det skal blot understrege de ubehagelige og uhyggelige elementer, som er til stede i Congo.

En rød tråd

Crichton skrev i 1976 Eaters of the Dead, og da Congo udkom i 1980 var det den første bog, han skrev efter det blodige vikingeeventyr. Og der er ting der går igen fra ”1976 Crichton” til ”1980 Crichton”. For det første er der den store brug af kilder og litteratur. For det andet er der plotstrukturer, med de gentagne angreb på vores helte, som ikke er noget, Crichton har opfundet til Congo.

Det er tydeligt at se passager fra hans egen Eaters of the Dead i den måde, de drabelige actionscener er skruet sammen, men også mere tydeligt i den måde, hvorpå begge noveller behandler et meget specielt folke/abefærd. Tekniktingene, og noget af formen fra Congo, har Crichton til gengæld arbejdet videre på i hans efterfølgende roman Sphere (1987), så sjovt nok hænger de tre værker sammen, hvilket samtidig viser, at Crichton bestemt ikke opfinder den dybeste tallerken hver gang, men at han derimod tager ting der virker, og arbejder videre på dem i andre settings og fortællinger.

Netop teknikken og det ukendte, eller en tilbagevenden til noget oprindeligt, var jo noget der spillede en stor rolle i den efterfølgende roman Jurassic Park (1990). Som sagt er Crichton en løgner, men hos ham bliver fiktionen til sandheden og det en ganske spændende idé, når man nu godt kan lide science fiction.

En abeforsker taler ud

Crichtons omgang med sandheden, og videnskab, har fostret den ganske fremragende artikelsamling The Science of Michael Crichton (2008, også anmeldt her på Planet Pulp), hvor virkelighedens videnskabsmænd gør sig kloge på Crichtons fabuleren.

Dario Maestripieri, ph.d. i psykobiologi med stilling som professorstilling på University of Chicago, hvor han forsker i primater, tager i artiklen “Primate Behavior and Misbehavior in Michael Crichton’s Congo” fat på Crichtons videnskabelige facts i Congo. Maestripieri roser gang på gang Crichton og kalder hans arbejde, på trods af at der er huller, for meget grundigt:

”In writing Congo, Michael Crichton did his homework well and researched the history of ape language studios. His telling of the story is pretty accurate, although a few bits and pieces are missing here and there.”

Med artiklen i hånden kan man nu se, hvor Crichton lyver, og hvor han ikke gør, men det ændrer bare ikke ved, at han også er troværdig, når det er gas han fyrer af. Og så er de faktisk ret sjovt at læse en ganske nørdet artikel, der belyser Crichtons viden om primater, og der hvor han tager fejl.

Teknologien

Det kommer nok heller ikke som noget chok, hvis man bare har læst en enkelt eller to Crichton-romaner, at teknologien spiller en central rolle i Congo. Det gælder både i handling og form. Der bruges lang tid på at beskrive datidens teknologi og Crichtons kiggen ud i fremtiden.

Selv om det i dag virker håbløst gammeldags, så er det ganske spændende læsning, og igen mærker man, uanset om det er falskt eller sandt, at Crichton har sat sig ind i sagerne. Han er en dejlig løgner, som det er en fornøjelse at følge. Men som sagt er det ikke kun i handlingen at fascinationen af det teknologiske skinner igennem. Læs blot denne passage:

”The transcript which followed the transmission was brief: Seamans wrote: RECVD TRNSMISN. SHLD HELP. IMPORTANT NEED TRANSLATION SOON, Elliot typed back. WHN HAVE? COMPUTER ANALYSS DIFICLT-PROBLMS XCEED MGNI-TUDE CSL / JSL TRNSLATN. ”What does that mean?” Ross said.”

Ja, hvad betyder det egentligt? Det ser måske lidt uoverskueligt ud, men når man læser bogen i sammenhæng, og tilvænner sig disse specielle ting, så giver det hele god mening og er faktisk med til at aktivere dig som læser. Og det kan jeg personligt godt lide.

En filmisk prut

Samtidig, mellem spændingen, uhyggen og de teknologiske beskrivelser, er Congo et godt gammeldags jungleeventyr, som vi både kender dem fra romaner som Henry Rider Haggards King Solomon’s Mines (1885, en roman som den belæste Crichton naturligvis nævner i Congo) og samtidig finder vi også følelsen, som man ser i mange Hollywood-eventyrfilm fra studiefilmens guldalder.

Netop dette er et træk, som manuskriptforfatterne til filmatiseringen har taget fat på og gjort til det vigtigste, selvom det kun er en del af noget større i romanen. I denne måneds opdatering kan man også læse en anmeldelse af filmen Congo (1995), men den skal man holde sig langt fra, hvis man forventer, som man ofte godt kan tillade sig at gøre med Crichtons ting, at den er en trofast filmatisering af bogen.

Filmen er en hjernedød omgang underholdning som ”bare” er et eventyr, hvor nogle af de teknologiske ting desværre er reduceret til nonsens, og hvor troværdighed er noget, man ikke gør sig i. Filmen er meget gammeldags, og er som sådan fin underholdning, men som filmatisering er den direkte hæslig.

Alle pengene værd

Desværre døde Crichton i 2008, og det er noget man begræder, når man har læst Congo. For hvor havde Crichton både ordet og formidlingen i sin magt. Man kan klandre ham for at være en mainstreamløgner, men hvor leverede han dog løgne med et glimt i øjet, og det i en grad så Dan Brown kommer til at fremstå som klassens dumme og tykke dreng.

Crichton stod for science fiction i den lette ende, men med mere kløgt, fortælleglæde og oprigtighed end meget tungt stof fra den finere ende af genren. Congo repræsenter som sådan en Crichton i topform. Der er smæk for skillingen og foder til de små grå. Og meget mere kan man vel ikke forvente sig af mainstreamunderholdning?

5 stjerner
Titel: Congo
Forfatter: Michael Crichton
Udgivet: 1980 (denne udgave 1993)
Forlag: Arrow Books
Sidetal: 370

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Aber, Filmatiseret, Junglen, Kannibaler, Michael Crichton

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.