Evolution

Vi er i ørkenen, vi er i Arizona, i Guds eget land. En ung mand, Wayne (Seann William Scott) øver sig til en prøve som brandmand. Midt ude i ørkenen, med sin lolitadukke og et skur, der skal brændes ned. Så er tonen sat. Den tone smadres dog, da en meteorit styrter ned lige på den unge mands bil. Den unge mand overlever.

En underjordisk hule og liv fra rummet

Så møder vi filmens to hovedpersoner. Ira Kane (David “Mulder” Duchovny) og Harry Phineas Block (Orlando Jones), der underviser på et lokalt college, Glen Canyon Community College, for naturligvis er der en by i nærheden af, hvor tingen fra det ydre rum styrtede ned!

Ira har tidligere haft en tilknytning til militæret, hvilket kommer til at spille en rolle senere i filmen.

Ira og Harry bliver sendt ud for at undersøge omstændighederne omkring meteoren. Det viser sig, at den er smadret gennem jorden og nu står den solidt plantet i en underjordisk hule.

Uden at jeg skal tænke i store konspirationer, så minder selve idéen med hulen, og måden, det hele skal udforskes på, om indledningen til filmenen The X-Files: Fight the Future fra 1998, en film hvor Mulder, undskyld David Duchovny, jo også spiller en central rolle.

Det viser sig, at meteoren bringer liv fra det fjerne rum med sig, og det liv udvikler sig ganske, ganske hurtigt! Fra små søde skabninger til noget, der truer menneskehedens eksistens! Så kommer militæret på banen, og der kommer også en lille potentiel kærlighedsfortælling – og snart trues både filmen og Jorden af kollaps.

En hyldest til 1950’erne

I 1950’erne var monsterfilmen en elsket B-film-subgenre i blandt andet USA. Store monstre, radioaktive monstre, monstre fra verdensrummet

Ja, i det hele taget var frygten for radioaktivitet og for russerne/den kolde krig et perfekt bagtæppe for kampen mod monstrene i film der, mere eller mindre subtilt, var et spejl på datidens USA og de store spændinger, der var i verden.

Evolution skylder de kære gamle monsterfilm ganske meget, og det er ganske sjovt, at der i 2002 også udkom en film, der skylder de gamle film meget, nemlig Eight Legged Freaks, hvor det også er et lille samfund, der invaderes og hvor et stort indkøbscenter også spiller en central rolle, som det også er tilfældet i Evolution – de overdækkede indkøbscentre, “shopping malls”, så også for alvor dagens lys i 1950’erne.

Så Evolution har fødderne solidt plantet i de gode gamle dage, og så er dele af dynamikken fra Reitmans egen Ghostbusters (1984), som jo også tilhører de gode gamle 1980’er-dage, også puttet op i gryden: En gruppe aparte helte, der skal redde verden, mens de smider one-liners efter hinanden og alle andre.

Det skal dog allerede nu konstateres, at Evolution ikke bare er en Ghostbusters-kopi OG at den på ingen måde når niveauet fra den første film om spøgelsesjægerne.

Da det for alvor begynder at gå galt i Arizona, bevæger vi os videre til katastrofefilms-territorium, hvor denne replik understreger, HVOR galt det kan gå:

“At this rate, they will take over Glen Canyon in three days. In a week, the rest of Arizona. Within two months, the United States will officially belong to them. And we are extinct.”

Så det hele starter som mild science fiction, så tilsættes monsterfilmen, som passer fint sammen med katastrofefilmen, og det hele bindes sammen af komikken som den røde tråd.

Ivan Reitman

Canadiske Ivan Reitman (1946-2022) satte et markant aftryk på komediegenren som filminstruktør siden debuten med Foxy Lady i 1971. Der er både fremragende film, gode film, middelmådige film og dårlige film.

Hovedværket er den fremragende Ghostbusters fra 1984; en film, hvor alt gik op i en højere enhed, og hvor sammenblandingen af forskellige genrer, timing og eminente skuespillere skabte en klassiker.

Reitman instruerede også efterfølgeren Ghostbusters II i 1989; en film, der desværre ikke er så meget positivt at sige om, selvom jeg elskede den som knægt.

Læsere, der kender mine referencer, ved, at Arnold Alois Schwarzenegger er en mine store idoler. Reitman instruerede da også hele tre film med den østrigske træmand, hvoraf den første, Twins fra 1988, også er den klart bedste.

Det var dengang, hvor de store actionbøffer, mere eller mindre elegant, også kastede sig over komediegenren.

Det mest specielle ved Reitmans CV er faktisk den sidste film på listen. Draft Day fra 2014. Ikke fordi det er en dårlig film, men fordi det IKKE er en komedie. Det er klassisk sportsdrama, om amerikansk fodbold og den måde klubben “drafter” spillere på, hvor man slet ikke fornemmer Reitman-galskaben.

Et andet eksempel på en instruktør, som lavede et sportsdrama, som man ellers ikke ville forvente, at han gjorde, er Sam Raimi og filmen For Love of the Game fra 1999, der handler om baseball.

Udover at begge film markere noget lidt anderledes for instruktørerne, så har de, udover at være sportsfilm, Kevin Costner i hovedrollen! Ja, og så ellers ikke mere om sportsfilm og tilbage til dagens menu.

Filmens effekter er ganske fine, ikke alt er ældet med ynde, men selve hulen, som ground zero, fungerer fornemt som et fint spraglet univers.

Et af filmens store problemer er, at plottet vil for meget, der er for mange små sidehistorier, for meget der ikke følges til dørs, og ofte går det alt, alt for hurtigt.

David og Orlando skinner i mørket

Så at filmen stadigvæk formår at underholde, skyldes humoren. Og det er vel at mærke en humorafdeling, hvor der også er en del fusere.

Heldigvis er kemien mellem David Duchovny og Orlando Jones ganske fremragende, og de fungerer som filmens sjæl og hjerte. Duchovny, der på det tidspunkt også gerne ville være andet end manden, der gav verden Special Agent Fox Mulder, er i hopla. Han udviser en fornem komisk timing.

Det er eksempelvis pragtfuldt, når han med perfekt indlevelse, dead pan når det bedst, leverer en monolog som denne foran alle sine elever:

“Allow me to share something with the entire class. Last night as I was grading papers, I came across two gems both entitled “Cells are Bad” and both with just one paragraph which I unfortunately committed to memory: “Cells are bad. My uncle lives in a cell. It’s ten foot by twelve and he has to read the same boring, old magazine everyday. The end.” Although my standards are nowhere near where they used to be I could not bring myself to put A’s atop those beauties.”

Et andet eksempel på den fine komik er tilknyttet Orlando Jones. Både hans mimik og levering af replikker er skøn, som her, hvor et af de fremmede væsner er trængt ind i hans krop:

Dr. Allison Reed: “What are you gonna do?”
Dr. Paulson: “We might have to amputate.”
Harry Block: “Whoa, Doc! Don’t take the leg! Ira, don’t let them take my leg.”
Ira Kane: “Isn’t there anything else you can do? He thinks he’s an athlete.”
Nurse Tate: “Doctor, look!
Dr. Paulson: “It’s headed for his testicles.”
Harry Block: “Take it! Take it! Take the leg!”

Ja, det er plat, og latrinært, hvilket også følges til dørs i filmens klimaks, men det fungerer ganske skønt.

En ujævn og underholdende genrehybrid

Det samme kan man ikke sige om Seann William Scott, I ved ham der brød igennem som Stifler i American Pie (1999), hvor han faktisk fungerede fint.

I årene, der fulgte, dukkede han op i flere mere eller mindre rædderlige film, og hans komik, og timing, er helt skudt forbi skiven i Evolution, desværre, for han er meget med.

Selvom der er tale om komedie, så er det vigtigt, at det føles som om, skuespillerne medvirker i samme film, og det gør det ikke her. Ellers dygtige Ted Levine og Julianne Moore er også malplacerede.

Heldigvis redder David Duchovny og Orlando Jones både dagen i filmens univers OG de redder filmen fra at kollapse.

Derfor kan filmen sagtens anbefales som en ujævn, charmerende og spraglet genrehybrid, hverken mere eller mindre.

Anmeldt i nr. 250 | 13/09/2026

Stikord: Rumvæsner