Samtidig får mange fejlagtigt et indtryk via medierne, at den første karakterrolle, Hardy havde, var som Eames i Inception – den misforståelse skal der her lige rettes op på. Måske kan der også inspireres til at få tjekket nogle mindre kendte, men blændende, karakterroller fra Hardys bagkatalog ud.
Inden længe følger yderligere to længe ventede, store roller. Rollen som Bane, Batmans psykisk skræmmende nemesis i The Dark Knight Rises (premiere til juli), er optakt til det endegyldigt kommercielle gennembrud i rollen som komplekse Forrest Bondurant i Lawless (premiere til september).
Den nærmeste fremtid byder desuden på flere store projekter som Mad Max 4: Fury Road, der nu endelig ser ud til at kunne påbegynde produktionen her i 2012, samt et teaterprojekt med hans far. Alt efter om Lawless får gjort Hardy til amerikanernes nye yndlings-kæledægge, vil instruktør David Yates’ Cicero-trilogi om Al Capones liv (med Hardy i hovedrollen) forhåbentlig få godkendelse til take-off i 2013.
What sits on my shoulders is me
Nyder du alsidige historiefortællere, der kan favne alt fra hyperrealisme til commedia dell’arte og være troværdig i genremix, så kender du måske allerede til Hardys bagkatalog.
“What sits on my shoulders?” Well, what sits on my shoulders is me. It comes down to personal tastes and preference and I’m the quality control on it. The only thing I can do is wipe my arse, brush my teeth, turn up and do the best work I can. And I’m going to fail. That’s a given.”
Tom Hardy har etableret sig med en både verbalt og fysisk stærk spillestil, inklusiv realistisk brug af både krops- og strubelyde. Han har haft held med at blande teater- og filmteknikker, og han vinkler konsekvent sine roller, så man – om man vil det eller ej – er tvunget til at forholde sig til det menneskelige i karakteren.
Ligesom sin helt Gary Oldman og andre skuespillere, som f.eks. Meryl Streep, morpher han sig om til karakteren – via fysik og ansigtstræk har han som en ekstra bonus indimellem fået gjort sig svær at genkende fra rolle til rolle. I kraft af denne tilstræbte anonymitet og en portion humor, bliver Hardys roller ofte uforglemmelige og hyperrealistiske, og Hardy har i de tidlige karakterroller let formidlet voldelige eller psykopatiske roller, hvor uhæmmet brutalitet får glimt af menneskelig sårbarhed.
En morderisk orangutang
Hardy indrømmer at rumme elementer af de roller kombineret med en overstimuleret hjerne, der vist har sin helt egen måde at forarbejde verden omkring ham på:
“It’s like living with a 400lb orang-utan that wants to kill me. It’s much more powerful than me, doesn’t speak the same language and it runs around in the darkness of my soul.”
Successen er mere end velfortjent, men især med Lawless følger næste trin på hysteriet omkring mandens hunk-faktor. Hardy har det, hans landsmænd kalder en “feral” (dansk: dyrisk) personlighed og et tilsyneladende stærkt fysisk nærvær. Udseendet har han, i nogles øjne, med sig, hvilket han forstår at udnytte effektivt.
Uden de skiftende rolle-stylinger er hans ansigtstræk næsten for påtrængende, og i sine roller har han aldrig været bleg for at smide kludene – hvilket gør lidt af hypen naturlig. Resten er lidt komisk, når nu det at kunne manipulere og påvirke publikums opfattelse jo netop er noget, Hardy især mestrer. Lad os hoppe videre til karrieren, de specielle rollevalg og personen bag dem.
Fra umoden mareridtsunge til talent med selverkendelse
Tom Hardy (f. 1977) fra den pæne London-forstad East Sheen er enebarn af en kunstner og forfatter ”Chips” Hardy, der i mange år skrev jokes for komikeren Dave Allen. Efter eget udsagn var han en mareridtsunge, der stjal biler og tømte kasseapparater i den sikre forstad og fra de tidlige teenageår fik et alkoholmisbrug.
Som 17-årig blev han anholdt for våbenbesiddelse og biltyveri, men gik fri i da hans medskyldige var diplomatsøn og bilen i diplomateje. Andre gange fordi den forkælede teenager omgav sig med suspekte typer, der kendte alle tricks. Han blev bortvist fra diverse skoler og alkoholen blev hurtigt ledsaget af stofmisbrug (rygekokain, m.m.) til midten af 20’erne.
Hans selverklærede fantast-egenskab ledte ham i retning af skuespilfaget, og han arbejdede sideløbende med uddannelsen kort som model. Han manglede ikke tilbud om roller, og de første blev i store produktioner, blandt andet HBO-serien Band of Brothers, Ridley Scotts Black Hawk Down (2001) og Star Trek: Nemesis (2002).
Han var fortsat “a little shit”, og efter det fejlslagne Hollywood-eventyr kløede han på med misbrugene og endte dagligt i usunde situationer. Da han kollapsede på gaden i London efter et crack-gilde, fik familien ham endelig sendt til afvænning. Han valgte i årene efter bevidst at udtale sig ærligt om sin afhængighed i interessante interviews.
”They (people) can hear it once, then we can talk about something else. I’ll be done with it. When I’m 40 I’ll be cantankerous and badgery about it. When I’m 50 I’ll slap young interviewers and swear. When I’m 70 I’ll be incorrigible.”
Sideløbende og kometkarriere er nøgleordene
Faget gav Hardy disciplin og fokus og et reelt talent viste sig. Han har siden 2003 været clean og ædru og lærte som afhængig person hurtigt at udnytte den øgede rastløshed til at arbejde uafbrudt de næste ni år, stifte teaterforeningen Shotgun Theatre samt skrive og finpudse årelange, sideløbende projekter.
Han har i mange år skrevet, både alene og sammen med andre, bl.a. manuskriptforfatteren Kelly Marcel; de to skrev for en del år siden den selvironiske sitcom Candy Chops, der ikke solgtes, og en komedieserie, Kickapoo Dust, som komiker Rob Brydons produktionsselskab købte. Kelly Marcel (bl.a. medforfatter på Bronson, 2008) er én, man bør holde øje med hvad angår interessante manuskripter.
Fra 2003 og frem havde Hardy en del mindre roller i både spille- og kortfilm, heriblandt The Reckoning (2003), Layer Cake (2004), Marie Antoinette (2006) og Scenes of a Sexual Nature (2006). På den britiske TV-scene var han lige så arbejdsom i større roller i TV-film, miniserier og dramaer, blandt andet i interessante The Virgin Queen (2005), hvor han blændende spiller hoflapsen Sir Robert Dudley, samt roller i Sweeney Todd (2006) og Gideon’s Daughter (2006).
Hardys første teaterrolle efter afvænningen var passende nok som ung, prostitueret junkie i teaterstykket In Arabia, We’d All Be Kings (2003) – den rolle kickstartede en imponerende kometkarriere på Londons skrå brædder med teaterpris, nomineringer, opmærksomhed og kollegial anerkendelse. Han havde en række stærkt roste, voldelige teaterroller frem til 2004 (Blood, Festen m.m.). Hardy har senest været aktiv på de skrå brædder i 2010 i Long Red Road i hovedrollen Sam, skrevet til ham af vennen, dramatikeren Brett C. Leonard, og instrueret af Philip Seymour Hoffmann.
Den ypperste karakterrolle du ikke må snyde filmhjernen for
Når man skal beskrive Hardys karriere, er det nødvendigt at bruge lidt ekstra tid på den hidtil største karakterrolle i et mesterværk af en TV-film, Stuart, A Life Backwards (2007). Det er en stort set uforkortet filmversion af Alexander Masters geniale Stuart Shorter-biografi.
Hardy kunne udnytte sin erfaring med misbrug og vold samt sin fysiske alsidighed i rollen og nomineredes til en BAFTA-pris, men især gjorde den blandt andre Christopher Nolan opmærksom på Hardy. Som den nu afdøde Stuart Shorter skulle Hardy favne en række superkomplekse ting – en modig, alkoholisk, handicappet heroinmisbruger. Delvist hjemløs slagbror af nødvendighed og et talende vandfald.
Shorter led af stærkt selvskadende psykoser, forårsaget af store traumer, og var skiftevis dybt elskelig og røvirriterende. Den naive Alexander Master lærte – ved at Stuart fortalte ham om sit liv i omvendt rækkefølge, så Masters kunne skrive hans biografi – om de tragedier, der var skyld i Stuarts ødelagte liv. Et usandsynligt kammeratskab opstår, inden Stuart desværre dør, men portrættet handler ikke om socialrealisme eller sorg – det er den mest barske, velfortjente biografi og det ultimative venskabsminde.
Nu er jeg ofte flere år om at få genset selv geniale film, men denne perle kunne man udsætte mig for dagligt, uden at jeg ville blive træt af den. Både biografien og – hvis du generelt synes om Hardys arbejde – den ypperste følelsesmæssige og tekniske præstation i hans karriere, kan jeg ikke anbefale nok.
Læser du efterfølgende den rå biografi, vil du opdage en exceptionel flair for at omsætte tekst til menneske. Her ser man, hvorfor Hardy teknisk kan ramme plet omkring en rolles tone, fysiske smerte eller følelsesmæssige udgangspunkt. Det er så sublimt, at jeg er fristet til at kalde ham en af vor tids største, alsidige skuespillere. Den efterfølgende Bronson-rolle var i øvrigt klistret til med Stuarts kendetegnende mimik og fysik. Uanset hvad er det én, du skal se at få set, hvis du er til udfordrende film.
Herefter fulgte anderledes, rå fortolkninger af enhver skuespillers drømmeroller. I 2007 som Bill Sikes i Oliver Twist og i 2009 som Heathcliff i en kick-ass udgave af Wuthering Heights (dansk: Stormfulde Højder). Den skiller sig ud ved at have nul pladderromantik og tager i stedet udgangspunkt i det syrede forhold, hvor man aldrig ved, om Heathcliff og Cathy skal til at slå eller kysse hinanden. Den er værd at se alene for Peter Bowkers utraditionelle, men loyale adaption af den litterært tunge klassiker.
I 2009 kom så endnu en skelsættende, brutal pragtpræstation som sociopatmonsteret Freddie i miniserien The Take. Den kan du læse mere om i anmeldelsen andetsteds her på Planet Pulp.
Alsidigheden fører til de store filmroller
I 2008 fik Hardy den første, store kommercielle filmrolle som Handsome Bob i RocknRolla – en simpel “pretty boy”-rolle, som han fik gjort mere interessant end filmen – også den finder du anmeldt andetsteds her på Planet Pulp.
Også i 2008 fulgte hovedrollen i Nicolas Winding Refns lille indiefilm Bronson; et projekt, der døde midtvejs og senere kunne genoptages. Det kolliderede dog med Stuart Shorter-filmen. Efter at have taget 19 kilo muskler på til Bronson-rollen, måtte han tabe dem igen til Stuart-rollen, og derefter igen tage 19 kilo muskler i løbet af 5 uger.
Rollen i Bronson krævede fysik som et muskuløst brød og Stuart-rollen det modsatte; mager junkie. Det og de to rollers krav om alsidige islæt imponerede i branchen.
“Initially I took on these kinds of roles to make a noise. No one’s ever sat up when I’ve played someone nice or easy to watch.”
Det ændrede sig snart. Rollen som den vanvittigt afslappede, storflirtende agent Eames i Christopher Nolans blockbuster Inception (2010) behøver vist ikke yderligere introduktion og skaffede Hardy en “Rising Star” BAFTA-pris. Samme år takkede han ja til hovedrollen i Frank Millers nye Mad Max-film (muligvis den første i en ny trilogi), der siden er blevet udskudt utallige gange. De seneste år er gået med indspilning af de 2012-aktuelle film og ikke mindst fornøjelsen af at kunne spille overfor sin store helt Gary Oldman hele to gange.
Én stor bevidst modsætning
Tom Hardy lader til at være en spøjs, intelligent fætter med en mentalt sund interesse for den menneskelige naturs mange naturlige modsætninger. Han morer sig åbenlyst med at skifte mellem hudløst ærlige udtalelser og rent bluff. Eller mellem kreativ kunstnertype og ligeglad muskelmand.
Han kalder jokende sig selv en blød bamse, der med sit leksikon af tatoveringer på overkroppen forsøger at skjule sin angste natur. Eller en doven hund, der dagen lang spiller X-Box og dissekerer dårlige TV-produktioner fra sofaen – en af de mere tyndslidte jokes fra én, der har haft fast arbejde i ni år i verdens mest usikre branche. Den er dog mere troværdig en som så – han er åbenbart afhængig af sin følgesvend og personlig træner, der sparker ham i gang.
En sjælden gang kan det være svært at greje, om der er tale om ren joke, bluff eller bare besvær med at stoppe talestrømmen i tide. Mest af alt er den ekstremt sorte humor bare underholdende.
“I have an acute awareness that I’m selling something – lying and keeping a straight face. I was incredibly boring as a child, but I had a sense of humour.”
“Everyone has a point of view. So what I’m trying to say is when approaching these characters – if they’re soldier, terrorist, cop or criminal – you’re going to find human traits in every walk of life, in every hole, under every rock. There’s going to be a tale of hope or competition or love or rivalry – a human story. But then it’s not my job to judge, it’s to understand their point of view and then play it. All that worthy stuff…” (- om hvorvidt det er nødvendigt at sympatisere med en rolle).
Success lasts as long as a mosquito’s fart
Hardy kan et eller andet med lyde, rytme, ordspil og sprog generelt; han har et nærmest rokokoagtigt ordforråd og kan kompetent freestyle. Han kaster om sig med kulørte beskrivelser og metaforer, der i teorien ikke burde give mening, og ræser i velformuleret maskingeværtempo afsted, så enhver Duracell-kanin ville være udmattet.
Oftest er det med tre-fire dialekter af gangen, hvoraf den hyppigst brugte er et spøjst miks af fornem middelklasse og London-Afrocaribisk. Han bruger konsekvent lyde og artikuleringer som reelt værktøj; har hans rolle netop afsluttet en voldsrus, vil den realistisk set have en chokeret affekt-vejrtrækning eller presser måske en halv, utydelig kommentar ud med åndedrættet.
You ARE what you is
Den britiske presse er opdelt i dem med henholdsvis et godt og et anstrengt forhold til Hardy, og han har derfor været længere tid end normen om at opnå det brede kommercielle gennembrud. Han rumsterer rastløs rundt, og er efter britisk norm usædvanligt åben. Han enten gider eller kan ikke skjule, når han keder sig, men er irriterende god til at fyre høflige, intelligente svar af alligevel.
Han morpher sig i interviews hyppigt ind og ud af sine roller. Bliver man nysgerrig på hvilken type en kommende Hardy-rolle bliver, skal man bare finde et nogenlunde aktuelt video-interview og se, hvad der dukker op af teasere.
I forhold til mange kolleger skiller han sig kraftigt ud med sine hudløst ærlige holdninger til fagets livsstil og sig selv:
“I spent years wanting to be somebody else. The neighbourhood was brilliant, but I wanted to be from the Bronx, you know? And black. And 16 stone … And I’m not fucking, Tre Duce! It’s no coincidence that I’m working in a profession where I use my persona to become other people. I’ve been trying to do that for years.”
Han har en forkærlighed for græske tragedier, store klassikere og genreblandinger, og sin arbejdsproces udtaler han sig gerne detaljeret og længe om. Han er en åbenlyst temperamentsfuld og sensitiv personlighed, hvis energi efter eget udsagn kan være både anstrengende og intens. Det er ikke svært at tro på.
“I have to make my bones with Hollywood to get in. And when I do maybe I’ll metamorphose from Mr. Muscles or whatever it is I am now and become an irascible tosser.”
Om rollerne
Freddie (The Take): “Freddie is an amalgamation of a few naughty characters that I met. If you spend an hour and a half with a prison guard then you’re going to hear stories. Especially if you’re standing in Wakefield maximum security and there’s only seven lifers on the wing and one of them’s a cannibal. You get stories…”
Stuart Shorter (Stuart, A Life Backwards): “Stuart’s a wonderful, complicated mess…Alexander’s a cerebral donut. They are like Travis Bickle and a non-judgmental auntie.”
Bronson (Bronson): “He’s like Rubert Pupkin combined with Santa Claus, Shrek and a fucking angry polar bear – with a very naughty schoolboy lurking inside him”.
Eames (Inception): “My nod to the linen-suited Havana-brigade, a faded luvvie who still has a really good fist fight”.
Matthew (Sweeney Todd): “I’m playing him as a mixture of an Edinburgh award winner and hood rapper”.
Handsome Bob (RocknRolla): “Ironically enough, I just played him as sexy and as straight as possible…There was no need to be camp or anything like that. I’m in love with One-Two, and that’s it, no big deal.”
Sir Robert Dudley (The Virgin Queen): “A bit of an old dog. That’s really his journey, from mischievous puppy to old dying dog by the fireplace.”
Bill Sikes (Oliver Twist): “There’s always someone tougher, there’s always someone stronger. There’s always someone more hungry. And probably a little fitter on the day and ready to take you out, like animals.”
Tommy Conlon (Warrior): “It’s kind of Deer Hunter meets Rocky. Cut from the same cloth, but very different. A classic brothers story. The Jedi and The Dark Knight, as it were!”
Heathcliff (Wuthering Heights): “If you put him (Heathcliff) in Sao Paolo in the modern day, he’s gonna be a bad boy. You put him in Cuba, in Scarface, he’s gonna be quite a nice foundation for a gangster.”
En toneangivende, kreativ helt
Hardys valg af roller og evnen til at stoppe lige på grænsen til det overdrevne gjorde fra de tidlige TV-hovedroller Hardy til en af de helt store skuespiltekniske helte for mig på niveau med Gary Oldman.
Hans brug af sin fascination af sprog, skuespilteknik, karakterer og rytmer og især den topdisciplinerede fokus på karakterernes bevæggrunde er beundringsværdig. Personligt krydser jeg fingre for hyppigere samarbejde mellem ham og Kelly Marcel. Ikke mindst er det svært ikke være pjattet med Hardys selverkendelse af, at han er for nysgerrig, for uforudsigelig og har en for travl hjerne til, at han vil censure sin personlighed for at rykke hurtigere op ad rangstigen. Faglig rygrad uden selvhøjtidelige krukkerier – yes, please!
Indtil videre har man konsekvent kunne regne med blændende karakterspil, når Tom Hardys navn tilføjes på projekter. Man kan frygte, at en så farverig personlighed på grund af dårlige rollevalg kan ende i pinligt overspil. Heldigvis har der dog siden TV-karrieren været udsigt til en lang, spændende karriere, hvis han kan bevare den høje standard.
Efter min mening har de sidste mange år kun budt på en enkelt bommert fra Hardy i form af den fæle This Means War (2012), og fremtiden tegner fortsat lovende hvad angår stærke præstationer, høj standard og solide fortællinger. Han er i dag aktiv som skuespiller, manuskriptforfatter, ikke-krediteret producer, laver treatments for kolleger og vil med tiden prøve instruktørfaget af. Privat blev han i 2008 far til en søn med en tidligere partner og er i dag gift med kollega Charlotte Riley, som han i øvrigt har spillet overfor på flere projekter.
Udgivet i nr. 80 | 13/06/2012
