10. august 2010

Inception

InceptionInception er gjort af det stof, der skaber drømme. Desværre er denne drøm lidt for langtrukken, prætentiøs og næsten helt renset for humor.

Det kan godt undre, at Inception har fået så gode anmeldelser. Mange har kastet stjerner en masse efter filmen, som også ligger helt i toppen på IMDb’s liste over de bedste film. Og misforstå mig ikke. Inception er ikke nogen dårlig film, den er bare heller ikke specielt god.

Starter godt ud

Inception starter ellers rigtig godt ud: En mand skyller op på en strand, bliver fundet af bevæbnede mænd og introduceres for en aldrende asiat. Så skifter vi scene og er i en anden tid og et andet sted. Konstant skifter vi scene i indledningen og starter altid in medias res. Nøjagtig som i en drøm.

Og det er da også drømme som er filmens kerne: En gruppe tyve, anført af Cobb (Leonardo DiCaprio), rejser i drømme og stjæler vigtige informationer. Det lyder naturligvis som noget vås, men filmens indledning gør det troværdigt. Og så er det, at filmen for alvor går i gang. Vores hovedpersoner hyres til at bryde ind i rigmanden Fischers drømme. Ikke for at stjæle noget, men for at plante én ide! Og så går den store drømmejagt ellers over stok og sten.

Tårnhøje ambitioner
Cobb (Leonardi DiCaprio)
Cobb (Leonardi DiCaprio)

Christopher Nolan fik ideen tilbage i 2002, og han har selv udtalt, at han dengang fik grønt lys til at lave den som en 30 millioner dollar produktion. Manuskriptet var Nolan dog ikke selv tilfreds med, så filmen blev syltet i syv år. Det vi står tilbage med her i 2010 er et monster af en film, hvor Nolan gladeligt blander pulpede elementer fra sci-fi-genren og fra James Bond-universet.

I 1990′erne, og specielt i slutningen, så vi en lille bølge af film, der benyttede sig af gode special effects til at fortælle historier om, hvad der er virkeligt og hvad, der er fantasi. Historierne var i fokus, men nye landvindinger inden for special effects gjorde det muligt at fortælle historier, som ikke før var mulige.

Her tænker jeg på film som Total Recall (1990), Dark City (1998), The Thirteenth Floor (1999), eXistenz (1999) og naturligvis The Matrix (1999). Nolan har aldrig lagt skjul på, at han har hentet inspiration i The Matrix, og det fornægter sig heller ikke i Inception – specielt første del af drømmeland ligner noget fra The Matrix. Inception adskiller sig dog markant fra de førnævnte film på ét punkt: Ambitionerne. En simpel idé har fået et storfilms-ansigtsløft, og det er ærgerligt.

Problematisk spilletid
I midten Cobb, til venstre målet for gruppens mind-heist (Cillian Murphy)
I midten Cobb, til venstre målet for gruppens mind-heist (Cillian Murphy)

Inception er et klassisk eksempel på, at instruktøren har fået helt frie tøjle. Nolan er Hollywoods nye guldkalv, men hvor kunne det have været rart, hvis Nolans idéer var blevet holdt i strammere tøjler. Filmen vil alt, alt for meget i forhold til, hvad det simple plot kan bære. Bevares, Inception har rigtig mange fede elementer, og filmens store følelsesmæssige kardinalpunkt forløses da også fornemt til sidst. Starten er fed, og det er slutningen også. Men desværre går filmen lidt i tomgang, og filmens helt store Bond-hyldest i snelandskabet er malplaceret.

Inception indskriver sig også i den tradition, hvor Hollywood tager en simpel idé, ofte forankret i genreland, og skruer det op til en storfilm. Vi så det med The Departed (2006), som gennem sin Oscarlakering mistede ferskheden fra originalen: The Departed er en genindspilning af den fremragende Hong Kong-gangsterfilm Mou gaan dou (2002, og bedre kendt som Infernal Affairs).

The Departed er bestemt heller ikke nogen dårlig film, den er bare slet ikke så god, som den bliver gjort til, og samtidig er den i stil med Inception alt, alt for lang – faktisk er den 50 minutter længere end den film, den genindspiller! Shutter Island (2010) har mange af de samme problemer: En god genrefortælling, med en fantastisk visuel side, får aldrig lov til at folde sig ud på grund af den voldsomme spilletid og den overflod af ting, der skal fortælles.

Kill your darlings!
En af filmens mest slående visuelle effekter
En af filmens mest slående visuelle effekter

Fælles for Inception, The Departed og Shutter Island, udover at de har DiCaprio på rollelisten, er, at alle tre film er solide, men at der gemmer sig langt bedre film bag den alt for lange spilletid. Det samme kunne også siges om Avatar (2009). Kort sagt: Undertegnede er meget træt af at film generelt er ALT for lange. Hvis en fortælling kan bære to eller tre timer, har jeg ikke noget problem med det – jeg elsker The Ten Commandments (1956), Spartacus (1960), Braveheart (1995) og The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (2001).

Marion Cotillard som Cobbs hustru Mal
Marion Cotillard som Cobbs hustru Mal

Men når plottet er simpelt, hvorfor så ikke bare fortælle det simple skarpt og effektivt? Inception er lavet for ca. 170 millioner dollar – tænk hvor en fed en film det kunne være, hvis Nolan var blevet tvunget til at skære sin darlings af ved halsen og lavet den for 30 millioner dollar? Så havde han nok droppet Bond-pastichen og de mange actionscener og havde i stedet fokuseret skarpt på heist-delen og drømmesekvenserne.

Men under alle omstændigheder viser Inception, at Nolan er en dygtig instruktør og manuskriptforfatter. Men det vidste vi godt. Han er formidabel til at skabe anderledes historier, som er fortalt i et traditionelt formsprog, men hvor plottets konstruktioner fucker med tilskuerens hjerne. Faktisk noget af det samme som legenden Alfred Hitchcock mestrede til fulde: At lave film der ligner noget, vi har set 100 gange før, men som ikke er det.

Blottet for humor, men til gengæld med fine skuespillere
I den sidste drømmeverden
I den sidste drømmeverden

Inception er Nolans svageste film. Men det er også et stærkt felt, han har skabt: Following (1998), Memento (2000), Insomnia (2002), Batman Begins (2005), The Prestige (2006) og The Dark Knight (2008). Inception har dybest set tre problemer: Den vil for meget (og er for prætentiøs, selvhøjtidelig og belærende), den er alt for lang, og så er den stort set blottet for humor. Jeg siger ikke at man konstant skal grine, men lidt mere kant og sarkasme kunne have gjort, at den meget lange film havde taget sig bedre ud. Samtidig taler filmen lidt ned til sin tilskuer, da den bruger alt for lang tid på at forklare, hvordan drømmekonceptet hænger sammen.

På den postitive side skal nævnes skuespillerne – specielt Tom Hardy som Eames og Joseph Gordon-Levitt som Arthur (læg i øvrigt mærke til, hvor meget Gordon-Levitt ligner Heath Ledger). DiCaprio viser endnu engang, at han kan bære en film. Han bliver bedre og bedre som årene går, og efterhånden er han én af Hollywoods bedste karakterskuespillere.

Rent visuelt er filmen flot, dog uden at være ekstraordinær. Og kernen af plottet, som søbes ind i for mange sidespring, er ekstremt fed. Her udfordres virkelighedsopfattelsen, og man tvinges som tilskuer til at bruge hjernen. Desværre forklares der alt for meget, og for meget ligegyldig action tager fokus væk fra det vigtige. Musikken er heldigvis hamrende effektiv, enkel og meget dyster.

Alt i alt er Inception en skuffelse, som viser hvilken fantastisk film, den kunne være blevet med nogle få justeringer. For materialet ligger gemt i filmen, så man skulle ikke ud og optage nyt, men ”bare” skære fra. Det lyder måske som en bundkarakter, men det er et bestemt ikke. Problemet er mest, at man fornemmer, hvor god filmen kunne være blevet. Heri ligger den største skuffelse. For Inception er en udmærket film i sin nuværende form, og jeg vil bestemt anbefale at man ser den.

4 stjerner

Titel: Inception
Instruktør: Christopher Nolan
Manuskript: Christopher Nolan
Cast: Leonardo DiCaprio (Cobb), Joseph Gordon-Levitt (Arthur), Tom Hardy (Eames), Cillian Murphy (Fischer), Ellen Page (Ariadne), Ken Watanabe (Saito)
Producere: Christopher Nolan (producer), Kanjiro Sakura (producer), Yoshikuni Taki (producer), Emma Thomas (producer), Chris Brigham (executive producer), Thomas Tull (executive producer), Zakaria Alaoui (line producer), John Bernard (line producer), Jordan Goldberg (co-producer), Thomas Hayslip (associate producer)
Foto: Wally Pfister
Klip: Lee Smith
Musik: Hans Zimmer
Spilletid: 148 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/England, 2010
Produktionsselskaber: Warner Bros. Pictures

Anmeldt i nr. 58 | 13/08/2010