Iben Christiane Hansen
Ingen kommentarer

Hvem er ham Dr. Who?

Hvem er ham Dr. Who?
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

I anledning af Pulpens 10 års fødselsdag, der markeres med et stort tidsrejsetema, tager Iben jer med på en tur til doktoren, hvor vi springer venteværelset over og hopper direkte frem til konsultationen.

Det kan nogle gange godt være svært at være fan af tv-serien Doctor Who. Dels skal man så småt forsvare, hvordan hovedfjenden i en moderne tv-serie kan være en blikdåse med buler, som nærmest udelukkende suser omkring og kommanderer “Exterminate!” hele tiden.

Dels står man pludselig på mål for, hvad en sonisk skruetrækker eller et synsk papir kan udrette af tricks og mirakler. Eller man ender med at diskutere, om “fishfingers and custard” egentlig er en god kombi.

Og så er der spørgsmålet om Doktoren selv. Hvad er det lige med ham; en hovedperson, som ikke dør, men blot regenererer og vender tilbage i en ny krop?

Vidunderligt nørderi

Der er så vidunderligt mange ting, man kan nørde med i Doctor Who, og det gør die hard-fans da også. De kalder sig Whovians og bestiller både nørdede lommeure, skruetrækkere og fez’er på nettet.

De kender titlerne på afsnittene, de husker, hvad de forskellige fjender langt borte i rummet hedder, og de tøver ikke med at fortælle dig vidt og bredt og længe, hvorfor Doctor Who er så genialt. Det er fedt, for der er så mange oplagte ting at gå i krig med som fan af serien.

Der er ni sæsoner af Doctor Who på det danske Netflix, der er en stribe ekstraafsnit på dvd, og der er masser af kærlighed til Doktorens rumskib, the TARDIS, den blå boks, som suser gennem tid og rum, og til Doktorens yndlingsværktøj, den soniske skruetrækker, som kan fikse alt fra dæksler over kloakken til store og alvorlige våbensekvenser, som truer med at lægge hele universet øde.

Det hele begyndte i 1960’erne

Serien begyndte egentlig i 1960’erne, men blev skrinlagt af BBC og dukkede så op igen i 2005 med Christopher Eccleston i rollen som Doktoren, der kommer ridende ind på scenen i sort læderjakke og redder pigen Rose fra en træls situation i en butikskælder fuld af tilsyneladende levende og ret ondskabsfulde mannequindukker fra udstillingsvinduerne.

Eccleston er den første i rækken af de nye Doktorer, men han er egentlig den niende, hvis vi tæller fra BBCs første sæson. Efter Eccleston kom David Tennant og Matt Smith, og for nuværende er det skotske Peter Capaldi, som kommer boblende ud af TARDIS og løber ind i masser af problemer sammen med en tro følgesvend, som også skifter gennem tiden.

Det er gerne et menneske, og vi har det jo med at ældes og ville andre ting end blot eventyr, så der er en del udskiftning undervejs i de ni sæsoner, og enhver har sin egen favorit.

Rose er glad og meget eventyrsøgende, og hun bringer ret store ofre for den gode Doktor i tidens løb; Martha er pigen, som elsker Doktoren helt håbløst og uforløst; Donna kræver en del tilvænning, men så vinder hun også ens hjerte blandt andet via en helt særlig forbindelse til Doktoren; Amy har sin egen følgesvend i en kæreste, og det giver lidt forviklinger, men hun er sejere og stærkere og stædigere end de fleste, og det er fedt.

Clara, som er den nuværende Doktors companion, er lidt for optimistisk til min smag, men hun er sød og kløgtig, og hun er faktisk også vældig tapper flere gange.

Doktoren er egentlig den samme karakter hele vejen igennem, men der er alligevel stor forskel på de forskellige udgaver af ham.

En doktors anatomi

Doktoren ligner et menneske, men han kommer fra planeten Gallifrey og er egentlig tidsherre. Han har to hjerter, og han dør som sagt ikke, men regenererer med kraften fra sit rumskib, og han er den eneste af sin slags i universet.

Man fornemmer, at han er en plaget mand, for lige under al fjolleriet ligger der en alvor og lurer, og det afsløres lidt efter lidt i serien, hvad det handler om.

Nu i niende sæson er det så småt ved at være på plads, men der er stadig lidt tvivl om, hvordan tingene egentlig hænger sammen, for vi får altid kun historien af Doktoren selv eller fra en af fjenderne, og man kan sige, at begge parter kan have interesse i at fortælle historien med hver deres udgangspunkt og slutpointe.

Vi véd i hvert fald, at Doktoren traf beslutningen om at ødelægge sin egen planet og dermed alle sine artsfæller i et forsøg på at slå ærkefjenden, Dalekkerne, ihjel én gang for alle.

Uanset hvordan det foregik, og hvad der helt endte med at ske, så er det en hændelse, som præger Doktoren. Han tager tab af liv meget alvorligt, og han forsøger altid at parlamentere med fjenderne, før han griber til drastiske metoder som decideret kamp.

Det er ret sjældent, at diplomatiet virker, men Doktoren og hans følgesvend er tit fulde af gode påfund, og så kan man måske godt redde dagen og alle de andre helt uden at løsne skud eller være voldelig alligevel.

Ecclestons Doktor holdt kun en enkelt sæson, så gad han ikke mere. Og denne Doktor er umiddelbart en glad og happy go lucky type, men der skal ikke ske ret meget alvorligt, før han mindes grimme tider, universets uretfærdigheder og de fleste racers elendige behandling af hinanden.

Og når han bliver alvorlig, bliver han vældig vred og bister. Han sætter fjenden på plads, gerne med en opsang fuld af moral, og så farer han videre ud i universet med Rose ved sin side.

Nålestribet jakkesæt kombineret med Converse

Den tiende Doktor, David Tennant, går rundt i nålestribet jakkesæt, Converse og en lang, brun frakke, og han er efterhånden blevet min favorit. Han er lidt karikeret i sin stil, bruger et helt afsnit med gammeldags 3D-briller af pap og rød/grøn plastik, og der findes endda et helt meme omkring hans uglede hår (https://www.youtube.com/watch?v=LnYBuO8OqFg).

Den tiende Doktor er også meget alvorlig og tynget af fortiden, men han prøver hele tiden at slippe den. Han er fjollet for det meste og regner altid med, at alting vil gå helt glat og ganske fint. Når det er sagt, tager han retfærdighed meget seriøst, og han går helt idealistisk pacifistisk til ethvert eventyr og enhver fjende.

Kun Daleks (blikdåserne med buler på) er han skeptisk for i udgangspunktet, men det lærer man ret hurtigt at forstå, for de er en helt urimeligt nederen ærkefjende, som nægter at lade sig fuldkommen overvinde. Irriterende nok som ærkefjender jo er.

Og uanset den indædte skepsis mod Dalekkerne forsøger Doktoren alligevel altid at parlamentere og finde en fredelig løsning med de krigs- og magtelskende skabninger.

Tennant spillede Doktoren i tre sæsoner, og han var igennem flere companions med flere rørende afskeder til følge. Hans eget farvel til serien er noget af det mest hjertegribende fjernsyn, jeg nogensinde har set.

Men selvom de er utroligt gode til at spille på patos og få publikum rørt, dvæler seriens skabere sjældent for længe ved det, og er man alligevel den tudevorne type, ender tårerne altid med endnu at være våde på kinden, når man bryder ud i et smil over det næste og nyeste.

Som for eksempel en brud, der står helt malplaceret og forvirret i TARDIS midt i sit bryllup eller den næste Doktor, der kommer springende ud af TARDIS og prøver at finde sig til rette i en krop med en gevaldig hage og en lidt sær trang til bestemte madvarer.

”Bowties are cool!”

Matt Smiths udgave af Doktoren er langt den gladeste. Han har den samme alvor som de to førstnævnte, men man skal skrabe noget dybere i huden, før den dukker op. Og alvoren og de dybe tanker er hurtigt væk igen; nummer 11 er ikke typen, der går og ruger meget over tingene.

Til gengæld er han typen, der elsker en fez og går med butterfly, fordi “Bowties are cool!”

Han laver gak og løjer og har sit fokus mere fremadvendt end de to foregående Doktorer, men han ved alligevel godt, hvad ægte alvor er, hvilket især kommer fint til udtryk i et afsnit, hvor omstændighederne tvinger ham til at ældes og føle sig ramt af det, som vi mennesker har som grundvilkår; at livet faktisk ender en dag.

Nyeste Doktor er Peter Capaldi, som sammenholdt med de andre er en ældre herre. Han får lov at tale skotsk i samtlige afsnit, modsat Tennant, der kun fik lov at tale sin hjemstavns klingende dialekt i sit første afsnit, og han er netop nu i gang med sin anden sæson som Doctor Who, der kører på BBC og DR3 for tiden.

Capaldi er en lidt mere kompleks Doktor end de andre, eller også er han måske bare ikke faldet ordentligt til i rollen endnu. Jeg synes i hvert fald, det er svært at kategorisere ham som en fjolledoktor eller en alvorsdoktor indtil videre.

Måske er han bare en mere overfladisk Doktor, og det er i grunden en fin og måske naturlig videreudvikling fra den plagede Doktor, som har melankoli lige bag det sjove glimt i øjnene, og den lidt lallede Doktor med butterfly og fez og latter i hver en sætning.

Capaldis Doktor har et skarpt bid, men han bruger det sjældent, og når han tager let på tingene, virker det ikke så ægte som tidligere Doktorers lethed. Det er lidt en skam, for uanset historier og companions er det Doktorens show, og det er ham, vi skal holde af og holde med, når han kaster sig ud i alle dimensioner og universer på jagt efter spænding.

Der skal være plads til alle

Pointen med rejserne i tid og rum er altid eventyr, men hver gang Doktoren og hans companion lander TARDIS på en planet, opstår der forviklinger, og Doktoren må straks træde til og redde verden og universet eller bare lige dem, som er i nærheden.

Det gør Doktoren tit, og han gør det godt. Og selvom effekterne nogle gange ser lidt skrabede ud, fordi vi efterhånden er bedre vant som publikum, så er det fedt, at Dalekkerne for eksempel ikke er blevet smidt ud til fordel for et mere moderne billede af en ondskabsfuld robot, der vil overtage verdensherredømmet.

Det er faktisk fint nok, at langt de fleste rumvæsner har en menneskelignende figur, det kommer sig nemlig ikke så nøje, fordi historierne ofte handler om noget andet end fjendebilleder, hvad de siger os og betyder.

Doktorens lære i stort set ethvert afsnit handler mest af alt om, at vi skal sørge for, at her er plads til os alle; vi skal gå til verden og livet med tiltro til hinanden, vi skal prøve at forstå hinanden, tale sammen i stedet for at gribe til vold og våben. Han får sig nogle knubs, den gode Doktor, og han må sluge en del kameler undervejs, men dybest set insisterer han på at tro fuldt og fast på, at vi godt kan finde ud af at være her alle sammen.

Han har været her i mange år og oplevet mere end alle andre. Han har reflekteret kløgtigt og lært sig noget af det, og det prøver han nu at lære både sine vekslende companions, sine fjender og os, der sidder herude og alligevel lige overvejer, om ”fishfingers and custard” overhovedet smager godt sammen.

Udgivet i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Tidsrejser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *