Jurassic World

Det begyndte tilbage i 1990, hvor Jurassic Park udkom som roman. En af Michael Crichtons mest populære bøger og i hvert fald den, der har haft størst impact på filmbranchen.

En uventet succes

Da filmatiseringen Jurassic Park åbnede dørene til biograferne, eller sparkede dem ind er nok mere præcist, blev det starten på en meget populær filmfranchise, hvor vi med Jurassic World har set (måske) den endelige økonomiske kulmination.

Mens denne anmeldelse skrives, har filmen omsat for 1.388 milliarder dollars, og det tal vokser, som dagene skrider frem – til sammenligning omsatte Jurassic Park “kun” for 1.03 milliarder dollars. Også i Danmark er tilbagekomsten til Jurassic-serien populær; her til lands er Jurassic World set af omkring 400.000 betalende gæster.

At Jurassic World er blevet SÅ stor en succes er noget af det mest imponerende, jeg nogensinde har set, specielt fordi filmen ikke er specielt vellykket, og fordi man troede, at serien var død. Men mere om det senere. Først skal vi lige et smut tilbage til starten af 90’erne.

Michael Crichton var Kongen

Michael Crichton ramte bullseye med sin fortælling om genskabelsen af dinosaurerne. I vanlig Crichton-stil var der masser af videnskab og ramasjang: Hvem har ikke drømt om at se en dinosaurus i levende live? Disse kolosser fra en fjern, fjern fortid er skabt af det stof, der skaber eventyr og legender.

Så selve idéen med en theme park og levende dinosaurer var i al sin enkelhed ganske genial. Crichton havde tidligere gives os den fremragende Westworld (1973), hvor en anden theme park går amok, så han vidste præcis, hvilke knapper der skulle trykkes på.

Det gjorde Steven Spielberg også, da han inviterede os ind i parken, hvor han fangede kombination af “wow”, “løb” og “skrig” på den helt rigtige måde – og så var effekterne også sublime; en herlig kombination af gammeldags modeller og moderne CGI.

Crichton var, selvom han skrev ramasjang, en grundig herre, der også tog videnskaben alvorligt. Og han undersøgte det. Grundigt. Som han selv sagde:

“I do pretty much what you’d think: I visit locations, talk to experts, read technical journal articles in the field. I continue until I have what I need. Sometimes while writing I go back for more, if I find I’m missing something.”

Og det er også derfor at hans fiktion fungerer så godt, som den gør: Man tror på hans løgnehistorier.

Efterfølgerne

Jurassic Park fik i 1997 en efterfølger, The Lost World: Jurassic Park, der var løst baseret på Crichtons roman af same navn fra 1995 – det var et bestillingsarbejde og første og sidste gang, at Crichton lavede en efterfølger.

Filmen omsatte for meget pæne $618.6 millioner dollars og er, på trods af en lidt for lang spilletid, også en ganske fremragende film.

Med en så stor succes var det bare et spørgsmål om tid, før der skulle komme endnu en Jurassic-film, og det gjorde der også i 2001 med Jurassic Park III.

Allerede efter succesen med Jurassic Park havde Spielberg-protegéen Joe Johnston udtrykt ønske om at lave en efterfølger, men den tog Spielberg sig som sagt af. Men da det var blevet tid til nummer tre, var det blevet Johnstons tur.

Jurassic Park III er meget bedre end sit ry: En lille fin film. Filmen brugte blandt andet detaljer fra de to oprindelige Crichton-romaner, som ikke var blevet brugt i de to første film. Den omsatte for pæne 368.8 millioner dollars.

Men så blev der lidt stille om parken om dinosaurerne, selvom der blev lagt mange planer, idéer vendt og idéer forkastet. Da Crichton døde i 2008, troede man, at det var endegyldigt slut. Producenten Kathleen Kennedy sagde følgende: “No… I don’t know. You know, when Michael Crichton passed away, I sorta felt maybe that’s it. Maybe that’s a sign that we don’t mess with it.”

Små forventninger i branchen gjort til skamme af Jurassic-tonseren

En anden grund til, at alle troede, serien var død, var også, at man ved Crichtons død rent tidsmæssigt var kommet meget langt væk fra filmene. Ikke at de var glemt, men som regel skal man smede, mens jernet fra varmt. Men kun som regel.

For den 14. marts 2013 annoncerede Universal, at den mere eller mindre ukendte Colin Trevorrow skulle instruere næste kapitel i Jurassic-sagaen. Valget af en stort set ukendt instruktør er i sig selv ganske vildt og måske et tegn på, at man ikke havde de store forventninger. Optagelserne gik i gang i april 2014, og resten er historie, som man så populært udtrykker det.

Da jeg i vinters snakkede med biografen om Jurassic World, og om jeg skulle holde en introduktion til den, var der i branchen meget lave forventninger til filmen. Netop fordi at vi var så langt væk fra “ground zero” i form af Jurassic Park fra 1993.

Men vi aftalte, at jeg alligevel skulle holde en introduktion til en Level 7-visning mandagen efter premieren – og der kom mere end 200! Så filmen har ramt plet. Den massive markedsføring betalte sig. Men lad os se lidt på filmen.

Jurassic World udspiller sig 22 år efter handlingen i Jurassic Park, og vi er igen tilbage på den fiktive ø Isla Nublar ud for Costa Ricas kyst. Her ligger nu Jurassic World – en gigantisk theme park, hvor alt er større og vildere end tidligere. Og igen skal et par børn på ferie. Og igen går det galt.

Vildere og større er ikke altid bedre

For naturligvis træder de gode videnskabsfolk (og især pengemændene) over grænsen. For nu er det ikke længere nok med “bare” dinosaurer. Nu skal de være vildere, ondere og mere brutale. Her er mange af filmens fine pointer gemt, selvom manuskriptet helt glemmer dem, da der går ramasjang i sagerne, og det er lidt ærgerligt.

På øen finder vi også Action Man-helten Owen Grady og Barbie-heltinden Claire Dearing (der er moster til de to børn).

Filmens indledning er ganske fremragende. Her er der storslåede scener, wow-effekten og mange fine og anerkendende nik til Jurassic Park fra 1993. Det er herligt. Men desværre går der snart lidt for meget action og rod i handlingen, og alle de medvirkende reduceres til turister/statister i en noget trættende CGI-fest.

Bevares, der er mange fede scener, og der sker også nogle fede ting, da vi nærmer os slutningen, men der er en god bid af filmen, som bliver lidt småkedelig. Og det er utroligt, at en film, der pumper sig selv så utroligt meget op, samtidig også er så uambitiøs, som det er tilfældet, for langt hen ad vejen, er Jurassic World mere eller mindre en gentagelse af Jurassic Park.

Et andet stort problem – og her ser man for alvor, at man mangler et Crichton-manuskript – er karaktererne og dialogerne. De er virkelig dårlige. Det er ærgerligt, da meget af det fine ved de oprindelige Jurassic-film netop var karakterne og dialogen – ja, vi mangler Sam Neil og Jeff Goldblum og savner replikker som: “‘Ooh, ah’, that’s how it always starts. But then later there’s running and screaming.”

En stor, men dejlig gåde

De spændende idéer drukner, og manuskriptforfatterne bliver ramt af den samme syge, som pengemændene i filmen: De tror at vildere og større er det samme som bedre og mere underholdende.

Så at Jurassic World er blevet så stor en succes er mig stadig lidt af en gåde. Det er bestemt ikke nogen dårlig film, og underholdningsværdien er også ok, men så heller ikke mere.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet, for mine forventninger var meget små, og filmen spillede flere steder på de helt rigtige nostalgiske tangenter. Men jeg synes bestemt heller ikke, den forløser det potentiale, som ellers var dygtigt skabt med grundidéen bag Jurassic World, hvor mennesker leger guder og vi, tilskuerne, vil have vildere og vildere underholdning.

Der er også en vigtig detalje, som ikke har så meget med filmens kvaliteter at gøre, som jeg gerne vil komme med her på falderebet: I en tid, hvor tv-serien er kongen, er jeg meget glad for, at film stadig kan trække folk i biograferne.

Publikumssucceser som Jurassic World viser, at spillefilmen ikke er et dødt medie, da den jo netop kan noget helt andet end tv-serien. Det har film som Interstellar (2014), Mad Max: Fury Road (2015) og nu Jurassic World demonstreret, og det er en tendens, jeg hylder. Herligt!

At Jurassic World kommer til at få en efterfølger (hvilket handlingen også giver mulighed for) er nok det mest sikre bet, du kan lave på denne side af sommeren. God fornøjelse, trods alt, og mine stjerner er tre store stjerner.

Anmeldt i nr. 117 | 13/07/2015

Stikord: 4’er, Dinosaurer, Forlystelsesparker, Fortsættelse, Genetik, Junglen, Michael Crichton, Videnskab, Øer