The Lost World

4 minutters læsetid
The Lost World

Da filmatiseringen af Michael Crichtons roman Jurassic Park (1990) blev et kæmpehit i 1993, var der straks bud efter Crichton igen. Han skulle skrive en bog, der kunne danne grundlag for den uundgåelige toer.

Indledningsvist var Crichton skeptisk: han havde aldrig skrevet en fortsættelse til én af sine romaner tidligere. Han lod sig dog til sidst overtale, og i 1995 udkom The Lost World.

Det viste sig imidlertid at være skønne spildte kræfter, i hvert fald i forhold til filmudgaven af The Lost World, for David Koepp, der skrev manuskriptet til filmen, valgte at ignorere hele bogens handling, og saksede kun enkelte elementer fra den til sit manuskript. Præcis hvorfor er et godt spørgsmål, men det var både godt og skidt.

Skidt naturligvis for Crichton, for hvem det må have været en mærkelig oplevelse. Godt for os andre, der dermed både har en underholdende roman og en underholdende film, der har så lidt med hinanden at gøre, at man sagtens kan se filmen, selv om man har læst bogen og vice versa.

Noget har overlevet

Handlingen i The Lost World udspiller sig i 1995. Det er seks år siden katastrofen i Jurassic Park, men der siver stadig rapporter ud fra Costa Rica om mærkelige dyr, der dukker op, selv om alle dinoerne på Isla Nublar blev udryddet i slutningen af Jurassic Park.

Dette kommer den unge hotshot-palæontolog Richard Levine for øre, og det lykkes Levine at overbevise Ian Malcolm – kaosteoretikeren fra Jurassic Park (der på film blev spillet af Jeff Goldblum) – om, at noget har overlevet. De der har læst Jurassic Park ved i øvrigt hvad der skete med Malcolm, så det kræver naturligvis lidt fiksfakseri fra Crichtons side at få den gode matematiker til at være med i The Lost World. Men det var et sidespring.

Malcolm og Levine forsøger nu ihærdigt at finde ud af, hvor dinosaurerne i Costa Rica kommer fra. De bliver mere og mere overbeviste om, at InGen (firmaet bag dinosaurerne i Jurassic Park) havde endnu en ø – et ”Site B” – og de sætter alt ind på at finde det, da de dermed håber at kunne løse gåden om, hvorfor dinosaurerne uddøde for 65 millioner år siden.

Men der er problemer. Lewis Dogdson, en skurkagtig genetiker, der også spillede en skurkerolle (om end perifer) i Jurassic Park, har lugtet lunten, og han er stadig interesseret i at få fingre i dinosaurerne, så han kan tjene en milliard. Han får derfor Levine og Malcolm overvåget.

Afsted på eventyr

I mellemtiden er Levine (som er af en rig familie) i gang med at forberede sig til en ekspedition til ”The Lost World”, når de finder den. Det indebærer bl.a. specialbyggede køretøjer, som den geniale ingeniør Thorne og hans assistent Eddie står for.

Inden nogen når at opdage, hvad der foregår, er Levine imidlertid væk. Han har forfulgt et spor til Costa Rica, og finder faktisk frem til InGens anden ø. Kun ved hjælp af de smarte børn Kelly og Arby lykkes det Malcolm og Thorne at finde ud af, hvor Levine er blevet af, og snart tager Malcolm, Thorne og Eddie af sted mod Costa Rica – med børnene som blinde passagerer, naturligvis. Også Lewis Dodgson er imidlertid på vej til øen, og det kan selvfølgelig kun ende galt…

Længere vil jeg ikke referere handlingen i The Lost World – det eneste jeg skal huske at nævne er, at en sidste hovedperson introduceres senere i romanen: biologen Sarah Harding, der også finder vej til øen, og bliver en vigtig del af den lille gruppe.

Selvfølgelig går alt ad helvede til – ganske som i Jurassic Park – og vores hovedpersoner kommer naturligvis op imod alle mulige dinosaurer.

Øgler i farvandet

The Lost World er en ekstremt underholdende roman, og demonstrerer både Crichtons evner for at skrive neglebidende suspense og for at formidle forskellige videnskabelige teorier i populær form. Fra det punkt, hvor alle vore hovedpersoner er ankommet til Isla Sorna – som øen hedder – er resten af bogen en veritabel rutsjebanetur, og romanens indledning er bestemt heller ikke kedelig. Underholdningsværdien er med andre ord i hus.

Men der er slanger i paradis (eller øgler i farvandet, om man vil), for The Lost World har slet ikke den samme stemning af rendyrket eventyr som Jurassic Park. Det skyldes naturligvis primært, at nyhedsværdien er væk, men også at The Lost World virker noget mere mekanisk udført end Jurassic Park.

Den har slet ikke den vildtvoksende, ekspansive handling som den første roman, men er langt mere koncentreret – f.eks. følger vi næsten udelukkende vores lille gruppe af hovedpersoner. Man fornemmer nok her, at Crichtons engagement i romanen var en del mindre end ved den første, og at det har udmøntet sig i en langt mere direkte og noget mindre opfindsom måde at fortælle historien på.

Horrorstemning

Det romanen taber i eventyrstemning vinder den til gengæld i horrorstemning – romanen både føles som og udspiller sig i langt højere grad som en klassisk monsterfortælling, og stedvist er den også ganske blodig. Personligt foretrækker jeg nok den mere jungleeventyrsprægede stemning fra Jurassic Park, men The Lost World er bestemt effektiv på sin egen facon.

Dog er det ganske problematisk, at The Lost World er så lang, som den er, for selv om handlingen er hæsblæsende og underholdende, slipper den ikke for at være en anelse repetitiv – der er trods alt en grænse for, hvor mange forskellige måder, man kan flygte fra dinosaurer på.

I sidste ende er The Lost World bestemt værd at læse, og særligt for fans af Michael Crichton og den første dinosaurusroman. Man skal bare være klar over, at romanen virker en anelse kynisk og udspekuleret – på bekostning af Crichtons entusiasme, der skinnede så tydeligt igennem i Jurassic Park. Men underholdende, det er den.

4 stjerner
Titel: The Lost World
Forfatter: Michael Crichton
Udgivet: 1995 (denne udgave 1996)
Forlag: Ballantine Books
Format: Paperback
Sideantal: 430

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: 2’er, Dinosaurer, Filmatiseret, Fortsættelse, Junglen, Michael Crichton, Øer

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.