Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

Jupiter Ascending

Jupiter Ascending
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Wachowski-søstrenes store sci fi-epos er ambitiøs, men deres film drukner i en skuffende pærevælling af besynderlige idéer og overgearet action.

Jupiter Ascending2010’erne bød på mange rumoperaer såsom de nye Star Wars-film og Marvel Studios’ to Guardians of the Galaxy-film. De nævnte film var succeser i modsætning til Jupiter Ascending (2015), skabt af The Matrix-trilogiens instruktører, Lana og Lilly Wachowski.

Jupiter Ascending er indtil videre den seneste film fra søskendeparret og var et ambitiøst forsøg på et comeback efter dyrebare flops som live action animé-filmen Speed Racer (2008) og det episke sci-fi-drama Cloud Atlas (2012).

Men deres rumeventyr blev også et dyrt flop, og deres karriere i Hollywood så noget uvis ud, indtil sidste års annoncering af en fjerde Matrix-film fra Lana Wachowski.

Fra rengøringsassistent til universets dronning

Vi er ikke alene i universet. Det finder den kvindelige rengøringsassistent Jupiter Jones (Mila Kunis) ud af, da en flok klamme aliens forsøger at myrde hende under et lægebesøg.

Hun bliver heldigvis reddet af den genmodificerede lejesoldat Caine (Channing Tatum), der er en krydsning mellem menneske og ulv!

Han fortæller Jupiter, at hun er universets dronning(!), og at Jorden er i fare for at blive høstet af det intergalaktiske familiedynasti Absaxx, der består af de grådige søskende Titus (Douglas Booth), Kalique (Tuppence Middleton) og den psykotiske Balem (Eddie Redmayne). De bruger nemlig mennesker som ressourcer til at skabe deres vigtigste vare – udødelighed.

De betragter Jupiter som en trussel mod deres forretning, og særligt Balem vil hende til livs, da han tror, at hun er en reinkarnation af deres mor. Ja, den fyr har seriøse mommy issues!

Et væld af besynderlige koncepter

Jupiter Ascending er ikke den nemmeste film at give en simpel plotbeskrivelse af. Selv The Matrix (1999) havde et ligetil plot!

Man er ikke i tvivl om, at Wachowski-søstrene kan tænke store koncepter, men her falder de til jorden, ligesom de gjorde det med The Matrix Reloaded (2003) og The Matrix Revolutions (2003). Scenen med arkitekten i Reloaded får stadig mit hoved til at snurre rundt af forvirring!

Det skete også for mig med Jupiter Ascending og selv efter et nyligt gensyn, blev jeg ikke klogere. Problemet er også, at filmen vil både underholde og give publikum noget mindfuck, men får aldrig skabt en ordentlig balance mellem de to mål.

Derfor falder historien sammen og bliver en gang vrøvl, der ikke underholder, trods den gode fantasi.

Helt superoriginal er filmen heller ikke. Alene det med en indflydelsesrig familie, der hersker i rummet, er som taget ud af Dune, og det samme gælder selvfølgelig idéen om en nobody, der bliver indblandet i en større konflikt, og som viser sig at være en betydningsfuld person.

Wachowski-søstrenes visuelle fantasi fejler dog intet, og vi får også et overflødighedshorn af mærkværdige væsner samt deres hjemplanter.

En fin hilsen til Brazil

En af filmens få gode scener om intergalaktisk bureaukrati er en direkte hilsen til Terry Gilliams mesterværk Brazil (1985), hvor Jupiter og Caine skal have nogle særlige papirer på en planet, der består af kæmpestore kontorer. Hr. Gilliam i egen person optræder i en kort og fin cameo.

Actionscenerne i Jupiter Ascending er noget rodet arrangeret og synes udtænkt med en iver efter at toppe de vilde kampsekvenser fra Matrix-filmene.

En længere flugtscene højt oppe over New Yorks skyskrabere synes at fortsætte i det uendelige med konstant bulder og brag. Man griber sig selv i at råbe “Cut!”.

Hele rodet bliver dog godt musikalsk båret af den altid dygtige Michael Giacchino. Komponisten skaber symfonisk magi, og hans score viser igen, hvor dygtig han er til science fiction-genren.

Stakkels skuespillere lost in space

Skuespillerne i Jupiter Ascending er mildt sagt lost in space med deres indsats. Mila Kunis kæmper med at give sin ufrivillige helt noget, der minder om personlighed, og kemien mellem hende og en udtryksløs Tatum Channing fungerer slet ikke.

Filmens mest pinlige skuespiller er dog absolut Eddie Redmayne som Balem. Lige fra sin første scene er han så dårlig med sit sleske overspil, at man overraskes over, at han året før vandt en Oscar for Stephen Hawkings-dramaet The Theory of Everything (2014).

Trofaste Sean Bean gør sit bedste med sin tynde rolle og er altid spændende at se som bad ass-actionstjerne. Andre i skuespillerholdet er godt skjult i de mange bizarre makeup-masker og er derfor ikke nemt at genkende i mængden.

Et filmisk rod

Jupiter Ascending er noget rod uden lige. Jeg beundrer Wachowskis-søstrenes ambitioner med filmen, men de kommer ud på glatis med en film, der prøver for mange ting på én gang. Den er flot at se på, men det redder ikke filmen fra at skuffe.

Om den kommende, fjerde Matrix-film kan gøre en forskel for Wachowskis-søstrenes karriere er tvivlsomt, men det må tiden vise. Indtil videre må man krydse fingre, for de kunne godt trænge til et solidt filmisk comeback.

2 stjerner

Titel: Jupiter Ascending
Instruktør: Lana Wachowski & Lilly Wachowski
Manuskript: Lilly Wachowski & Lana Wachowski
Cast: Mila Kunis (Jupiter Jones), Channing Tatum (Caine Wise), Sean Bean (Stinger Apini), Eddie Redmayne (Balem Abrasax), Douglas Booth (Titus Abrasax), Tuppence Middleton (Kalique Abrasax)
Foto: John Toll
Klip: Alexander Berner
Musik: Michael Giacchino
Spilletid: 127 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2015

Anmeldt i nr. 174 | 13/04/2020

Stikord: Rummet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *