Joheunnom nabbeunnom isanghannom

Instruktøren bag The Good, the Bad, the Weird (2008), Ji-woon Kim, har sagt, at hans film er en såkaldt ”kimchee western”. Kimchee er en stærk krydret koreansk ret, og selv mener Kim, at hans film er mindst lige så krydret på det filmiske plan. Og det har han ret i. Den er tilmed også den dyreste film, der nogensinde er lavet i Sydkorea! Tidligere har Ji-woon Kim bl.a. lavet filmene Choyonghan kajok (The Quiet Family) fra 1998 og gyseren Janghwa, Hongryeon (A Tale of Two Sisters) fra 2003, som sidste år blev genindspillet som The Uninvited (2009).

En skæv skattejagt

The Good, the Bad, the Weird foregår i 1930’ernes Manchuriet og lægger ud med en hæsblæsende scene: Et tog bliver udsat for et røveri af den psykopatiske bandit/lejemorder The Bad – Park Chang-yi (Byung-hun Lee). Han er blevet hyret til at finde et skattekort i toget, men det bliver stjålet af tyven The Weird -Yoon Tae-goo (Kang-ho Song).

Dusørjægeren The Good – Park Do-won (Woo-sung Jung) ser en mulighed for at få en dusør og sætter jagten ind på Chang-yi og Tae-goo. I mellemtid forsøger Tae-goo at finde skatten, men får udover Chang-yi og Do-won også en flok banditter og hele den japanske hær på nakken! Alt sammen kulminerer med en finale på ægte Sergio Leone-manér.

En solid omgang western med asiatiske træk

Ved første øjekast på coveret af The Good, the Bad, the Weird, troede jeg med det samme, at filmen var en slags parodi på Sergio Leones Il buono, il brutto, il cattivo (bedre kendt som The Good, the Bad and the Ugly eller på dansk som Den gode, den onde og den grusomme) fra 1966 med Clint Eastwood, Eli Wallach og Lee Van Cleef i de ikoniske hovedroller. Men jeg tog delvist fejl.

Delvist fordi at filmen på en måde er en parodi, men den virker også som en hyldest. Selv om plottet i The Good, the Bad and the Weird låner meget fra sin inspirationskilde, så kan den sagtens stå på egne ben som en solid “western” med asiatiske træk, særligt hvad angår action og humor. Begge dele er der rigeligt af, og jeg grinede ekstremt meget af filmens absurde og humoristiske sekvenser. De fede actionscener er lavet med et frisk pust, som man kun kan forvente det fra Asien. De mange penge er brugt godt på flotte kulisser og kostumer, der kan måle sig med det, man ser i store Hollywoodproduktioner.

Et stærkt trekløver-cast

Kang-ho Song, Byung-hun Lee og Woo-sung Jung er filmens stærkeste kort, og de er fremragende i deres roller. Jung og Lee spiller deres roller som henholdsvis The Good og The Bad meget lige ud ad landevejen – nøjagtigt ligesom Eastwood og Van Cleef gjorde det i Leone-filmen.

Den store scenetyv er Song, der er totalt morsom og cool som The Weird. Han virker som en skør blanding af Eli Wallach og Buster Keaton. De fleste af filmens bedste scener er, når han er på slap linie, samtidig med at han formår at give de slemme banditter en ordentlig røvfuld. Det er simpelthen crazy actionkomik, når det er bedst.

Kang-ho har tidligere samarbejdet med Ji-woon i The Quiet Family, men han har også haft markante roller i thrilleren Boksuneun naui geot (Sympathy for Mr. Vengeance) fra 2002 og den anderledes monsterfilm Gwoemul (The Host) fra 2006.

Underholdende på den fandenivoldske måde

Jeg havde en kick ass-oplevelse, da jeg så The Good, the Bad, the Weird. Skønt at der stadigvæk laves actioneventyr, uden at det bliver selvhøjtideligt. Ji-woon Kim instruerer med en legende lethed og kan virke som en besynderlig splejsning mellem John Woo og Coen-brødrene. Jeg ser gerne flere film af ham i fremtiden!

The Good, the Bad, the Weird er alternativ filmunderholdning af den herlige, fandenivoldsk slags. Nutidens Hollywood kunne lære en hel masse ved at se denne her film, men for Guds skyld, Hollywood – lav ikke en remake af den, please!

Joheunnom nabbeunnom isanghannom er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Stikord: Western