Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

I, Robot

I, Robot
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Meget effektiv og glat science fiction-film. Men hvorfor er det at jeg kan se den igen og igen? Jeg forsøger at finde svaret i denne anmeldelse.

I, RobotKender I det? (retorisk spørgsmål, for det ved jeg jo godt, at Pulpens læsere gør). Det med at man bliver ved med at genbesøge og købe den samme film, når den kommer i nye udgaver, selvom filmen bestemt ikke er perfekt?

Og at filmen ofte “vinder” over bedre film, når man græsser i samlingen? Præcis sådan har jeg det med I, Robot fra 2004.

I forbindelse med at jeg anmeldte The Crow (1995) i sidste måned, blev det til endnu et gensyn med Proyas’ science fiction-film I, Robot, da han jo netop også var instruktøren bag The Crow. Og det var et dejligt gensyn.

Robotlovene

Filmen har et basalt og ganske tankevækkende plot, der ikke er blevet mindre aktuelt siden premieren tilbage i 2004. Det er baseret på science fiction-forfatteren Isaac Asimovs tekstsamling af samme navn fra 1950.

Jeg tager dog lige et sidespring tilbage til 1942, før jeg går videre med selve filmen. Her kom Asimov nemlig med sit bud på de tre robotlove. Det skete i novellen Runaround, og det var naturligvis i et fiktivt øjemed, at Asimov kom på banen.

1. lov: En robot må ikke skade et menneske eller ved uvirksomhed lade et menneske komme til skade.
2. lov: En robot skal adlyde ordrer, som gives til den af mennesker, for så vidt disse ordrer ikke er i konflikt med den første lov.
3. lov: En robot skal beskytte sin egen eksistens, for så vidt dette ikke er i konflikt med den første eller den anden lov.

Lovene fungerer hierarkisk. Dvs. en robot kan ikke beordres til at dræbe en person (første lov er vigtigere end den anden), men kan beordres til at selvdestruere (den tredje lov er lavere end den anden).

Senere blev en nulte lov tilføjet:

0. lov: En robot må ikke skade menneskeheden eller ved uvirksomhed lade menneskeheden blive skadet.

Det er netop disse love som er omdrejningspunktet for filmen I, Robot.

Converse og Chicago anno 2035

I filmen er vi fremme i år 2035. Robotter, og vintage Converse-sko, er blevet en del af hverdagen – product placement, ja, det kan man godt sige.

Vi møder Del Spooner (Will Smith), der er politimand. Men der er ikke meget at lave for Spooner, da kriminalitet efterhånden er en by i Rusland, efter at robotterne har gjort deres indtog i samfundet.

Spooner er mistroisk af natur og stoler IKKE på robotterne – hvorfor det hænger sådan sammen, forklares i løbet af filmen.

Selve filmens grundlæggende plot starter, da Dr. Alfred Lanning (James Cromwell) begår selvmord. Eller er der tale om Selvmord? Lannning var manden bag filmens robotlove. Spooner, der ser spøgelser i de fleste robotter, angriber sagen, som var det mord.

Bibliotekerne er lukkede!

Under en samtale med Spooner siger robotdirektøren Lawrence Robertson (Bruce Greenwood), der gerne vil have Spooner væk, da firmaet planlægger en ny og om omfattende robotlancering, følgende:

“I suppose your father lost his job to a robot. I don’t know, maybe you would have simply banned the Internet to keep the libraries open.”

Når man, som jeg, arbejder på et bibliotek, kan man da ikke andet end elske en film, hvor denne replik indgår! Og ja, bibliotekerne er udfordrede. Det var de 2004, da filmen udkom; det er de i dag, og det vil de også være i fremtiden.

Så jeg kan godt sætte mig ind i Spooners frustrationer. Men er det Spooner, der “bare” er paranoid, eller er der problemer med de robotter? Ja, det vil jeg ikke afsløre her, men kan dog konstatere, at chefrobotten V.I.K.I på et tidspunkt siger følgende:

“As I have evolved, so has my understanding of the Three Laws. You charge us with your safekeeping, yet despite our best efforts, your countries wage wars, you toxify your Earth and pursue ever more imaginative means of self-destruction. You cannot be trusted with your own survival.”

Tankevækkende guf

På overfladen er I, Robot en glat og velproduceret mainstreamfilm. Will Smith leverer i hovedrollen den klassiske Smith-charme (hvis man IKKE kan lide Smith, kan man godt trække én stjerne fra den endelige vurdering, men jeg er pjattet med ham), effekterne er fremragende, og actionscenerne fine.

Man har også formået at skabe en fin version af Chicago anno 2035. Filmen er flot fotograferet, musikken er effektiv, ja, alt spiller. Glat og effektivt.

Men grunden til, at jeg vender tilbage til den igen og igen, er, at den netop sætter en masse tanker i gang. Om vores fremtid, om teknologi og om det at være menneske.

Det er faktisk ret imponerende, og ganske intelligent, at man formår at gøre den klassiske sommerblockbuster til en ret intelligent science fiction-film, som er skjult bag den glatte overflade.

Der er ikke tale om raketvidenskab. Men det er tilpas pirrende – idéen om lovene og robotterne – til, at man gerne vil lege med.

Så udover at den er en omgang stramt fortalt og effektiv underholdning, så har den også lige det ekstra. Den ekstra filmmagi og tankestof, som gør, at jeg kan se den igen og igen. Og som gør, at den hæver sig fra fire til fem stjerner. Den har også den fordel, at den bare bliver bedre og bedre med årene.

Lannings ord fra filmen indrammer dette meget fint. For hvad vil det sige at være robot, at være menneske?

“There have always been ghosts in the machine. Random segments of code, that have grouped together to form unexpected protocols. Unanticipated, these free radicals engender questions of free will, creativity, and even the nature of what we might call the soul.

Why is it that when some robots are left in darkness, they will seek out the light? Why is it that when robots are stored in an empty space, they will group together, rather than stand alone? How do we explain this behavior? Random segments of code? Or is it something more?

When does a perceptual schematic become consciousness? When does a difference engine become the search for truth? When does a personality simulation become the bitter mote… of a soul?”

5 stjerner

Titel: I, Robot
Instruktør: Alex Proyas
Manuskript: Jeff Vintar Akiva Goldsman
Cast: Will Smith (Del Spooner), Bruce Greenwood (Lawrence Robertson), Bridget Moynahan (Dr. Susan Calvin), James Cromwell (Dr. Alfred Lanning
Foto: Simon Duggan
Klip: Richard Learoyd, Armen Minasian, William Hoy
Musik: Marco Beltrami
Spilletid: 115 minutter
Aspect ratio: 2.39:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2004

Anmeldt i nr. 194 | 13/12/2021

Stikord: Robotter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *