Nr. 194 – 13. december 2021

Forfatteren Anne Rice døde den 11. december, 2021., altså for et par dage siden.

Rice var en vigtig guide for mig i forhold til at opdage gysergenren. Jeg skrev opgave, en af de store, i gymnasiet om En vampyrs bekendelser fra 1976 – som mange andre sikkert også har gjort.

Den roman kunne noget helt specielt – og det kan den stadigvæk. En meget rørende, erotisk og romantisk tilgang til vampyrmyten. Mørk og spækket med store følelser – den ramte noget hos teenagerudgaven af Jacob Krogsøe. Gotisk og svulstig. På den gode måde. Fascinerende og grumt.

Vampyrernes liv er hos Rice netop det. Vi er, som journalisten i romanen, draget af det. Man ønsker næsten at blive som dem. Alt det smukke, alt det romantiske, ja, man glemmer næsten døden og det grumme.

Man kan i den sammenhæng heller ikke underkende, hvor stor betydning Rice fik for den moderne vampyr. Både i litteraturen og filmene. Og også i forhold til et rollespil som Vampire: The Masquerade fra 1991.

Jeg har læst mange, mange Rice-romaner. De er bestemt ikke alle lige gode. Der kom både tomgang og gentagelser. Men der er også mange gode romaner iblandt. Og underholdningsværdien er altid i top. Ingen overgår dog vores første møde med Louis, Lestat og alle de andre.

Anne Rice blev 80 år gammel.

Tidligere på året døde Thorstein Thomsen, forfatteren, og Chris Anker Sørensen, cykelrytteren. Den ene blev 71 år, den anden blev 37 år.

Begge dødsfald berørte mig ganske dybt. Også på en anden måde end Anne Rices død. Men hvorfor? De er jo hverken familie eller personlige venner.

Thorstein har jeg mødt en enkelt gang i forbindelse med et biblioteksarrangement og har skrevet med ham et par gange. En meget rar mand og en dygtig, dygtig forfatter og musiker. Så Thorsteins ord har været vigtige – og det vil de heldigvis også være i fremtiden.

Han efterlader et imponerende bagkatalog, og han formåede at skrive ægte til både børn og voksne, unge og gamle. Det er en stor stemme vi mistede.

Chris Anker har jeg aldrig mødt. Men jeg har set ham og hørt ham på TV. Mange gange. Både som den hårdtarbejdende rytter og som den dygtige kommentator. Begge dele udførte han mod stor integritet, med nerve og med humor. En tør humor. Han vil blive savnet.

Så på den måde har både Thorstein og Chris Anker for mig været vigtige formidlere. På hver deres måde. Fællestrækkene er ægtheden og nerven. Så jo, man kan godt mærke sorgen, selvom den er på afstand. Det fortæller noget om det format, de to mænd havde.

Men hvad er pointen med denne fokusering på døden? Er det ikke for dystert, for morbidt, i denne søde (corona-)juletid?

Nej. For det første minder det os selv om vores dødelighed. Jo ældre vi bliver, jo tættere kommer den på. Og det kan ikke, som alt andet på Facebook ellers kan, diskuteres. Der er ikke den ene og anden ekspert, der kan sige noget andet. Vi skal dø.

Så pointen – og ja, den er banal – er, at vi skal nyde livet. Det kan døden bruges til.

Det andet vigtige aspekt er, at vi hylder de døde, at vi mindes dem og at de, vi, på den måde lever videre. Vi kan ikke vende døden til noget positivt, men vi kan forsøge at leve med den. Ved at mindes.

Om kort tid “dør” 2021. På godt og ondt. Som tilfældet var med 2020, er det et noget specielt år, vi siger farvel til. Heldigvis var der nogle gode måneder fra i sommers og frem til november, hvor vi kunne dufte det almindelig liv. Ja, vi kunne smage det. Så der kommer en tid efter corona.

Her på Pulpen har vi i redaktionen travlt med mange andre ting. Primært bogprojekter. Det kan man mærke på antallet af anmeldelse og artikler. Det betyder dog ikke, at siden er død. Langt fra.

Vi har stadigvæk motivationen – og vi har stadigvæk store planer. Der er bare visse ting, der er blevet lagt på is. Eksempelvis den fysiske udgave af Pulpen. Men der kommer snart tøvejr. Jeg lover ikke, at det bliver i 2022, at det udkommer. Men jeg lover, at det nok skal komme.

Tak til alle jer, der læser med. I betyder alt for os.

På gensyn i 2022.

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Eyes of Laura Mars (Øjne) (Irvin Kershner, 1978)
I, Robot (Alex Proyas, 2004)
Kolskaya sverhglubokaya (Superdeep) (Arseny Syuhin, 2020)

Bøger:
The Art of X2: The Making of the Blockbuster Movie (Timothy Shaner, 2003)