House of Wax

Når man ved første øjekast ser på House of Wax tænker man, at nu skal man se endnu en ligegyldig teenageslasher, som er et remake af en gammel klassiker, der i øvrigt allerede har fået en remake.

Da man så ser, at Paris Hilton, Hollywoods skandalepige nr. 1, er på rollelisten, daler forventningerne yderligere. Og da man så finder ud af, at filmen har vundet en Razzie og var nomineret til to andre, fortryder man næsten, at man valgte at se den. Men man bliver meget positivt overrasket over filmen, som faktisk er ganske glimrende.

Teaterstykke, filmatisering og remake

Den grundlæggende historie bag House of Wax tilskrives den amerikanske forfatter Charles Belden, som oprindeligt skrev det som et teaterstykke med titlen The Wax Works.

I 1933 filmatiserede den ungarskfødte Hollywood-gulddreng Michael Curtiz stykket, og filmen fik titlen Mystery of the Wax Museum. I 1953 genindspillede den ligeledes ungarskfødte instruktør André De Toth filmen under titlen House of Wax med selveste Vincent Price i hovedrollen. Begge disse er også anmeldt i denne måneds opdatering her på Planet Pulp.

I 2005 mente Hollywood så, at det var på tide med endnu en film, der tager udgangspunkt i Beldens teaterstykke. Men at kalde filmen en decideret remake ville være meget misvisende, da det kun er få ting fra de to foregående film, der går igen. Der er selvfølgelig idéen med en morder og voksdukker, der har menneskeligt indhold, men ellers står manuskriptet som Chad og Carey Hayes har forfattet på egne klichében.

En meget uheldig genvej

Filmen starter med en modbydelig lille introsekvens, som foregår i 1975. Vi ser her en lille scene fra et køkken, hvor en dreng sidder og spiser morgenmad. Moderen står og arbejder på en voksmaske, og ind kommer faderen med en anden dreng, der spændes fast til en stol. Man ser ingen ansigter, men det er tydeligt, at den ene dreng er sindssyg. Man ser, hvordan hans små håndled spændes fast til barnestolen, mens han vrider sig rundt i smerte.

Der skiftes scene, og den klassiske tekst “Present Day” toner op på skærmen. Seks unge mennesker er på vej til en fodboldkamp, men genvejen, de beslutter sig for at tage, viser sig at være en stor fejltagelse – sådan som genveje nu engang altid er det i slasherfilm. Vi har kæresteparret Carly og Wade. Derudover er Carlys utilpassede bror Nick og vennen Dalton med samt et andet kærestepar bestående af Paige og Black.

Da de unge mennesker godt kan se, at de ikke kan komme frem inden natten bryder frem, beslutter de sig for at slå lejr og feste igennem. Dagen efter viser det sig dog, at der har været nogen og pille ved Wades bil, og kileremmen er i stykker. Tilfældigvis møder de en ung redneck, som tilbyder Wade at køre ham til den nærmeste by for at få en ny kilerem.

Carly tager med, og snart er de unge mennesker skilt fra hinanden. Carly og Wade ankommer til den lille og søvnige by, hvor der tilsyneladende ingen mennesker er – kun en gammel dame titter forsigtigt ud af et vindue, og det virker som om, hele befolkningen er samlet i kirken. Ved kirken er der en begravelse, og ud kommer den hjælpsomme Bo.

Han fortæller dem, at han har en kilerem, der passer til Wades bil hjemme i sit hus, og det godtroende kærestepar tager med ham. Før dette sker, er kæresteparret på et lille visit i det lokale voksmuseum, House of Wax, hvor alt, også gulvene, er lavet af voks.

En stor jagt i voksbyen

Mens Carly venter udenfor, går Wade med ind i huset, og det er det sidste, Carly ser til ham. Wade fanges af en langhåret galning med en maske på, som sætter ham i en diabolsk udseende ordning og overhælder ham med flydende voks. Carly tages efterfølgende til fange af Bo, som spærrer hende nede i autoværkstedets kælder.

Alt imens dette sker, er Dalton og Nick taget til byen for at finde deres venner – Paige og Black møder deres skæbne et andet sted. Dalton bliver ligeledes fanget af den langhårede galning, mens Nick kommer tids nok frem til at redde sin søster.

Og så begynder en stor jagt rundt i byen, hvor det viser sig, at de eneste der lever i byen, er de to brødre, som har lavet hele byen om til et museum med voksdukker med menneskeligt indhold for at ære deres afdøde moder. Om Carly og Nick overlever, vil jeg naturligvis ikke røbe her.

Klogt træk med to mordere

Selve filmens grundidé stjæler med arme og ben fra andre klassiske gysere som The Texas Chainsaw Massacre (1974), Psycho (1960), Wrong Turn (2003) og mange andre. Men klichéerne fungerer, fordi selve idéen med voksbyen er superfed, og de små tableauer, som de gale brødre har skabt i blandt andet kirken og biografen, er helt forrygende.

En sjælden gang sker det også, at man føler sympati for de unge mennesker i denne type film, og det er bestemt tilfældet i House of Wax. Det skyldes nok, at sammenspillet mellem Elisha Cuthbert og Chad Michael Murray som henholdsvis Carly og Nick er ganske troværdigt. De andre unge er man helt ligeglad med, men på grund af sympatien holdes spændingen helt intakt til filmen er slut.

Desuden er Brian Van Holt helt forrygende modbydelig som Bo, der først er så venlig og siden hen så ond. De to brødres baggrund er ganske modbydelig og psykologisk afstumpet, og de to brødre kan få det til at løbe koldt ned ad nakken på tilskueren – lige som den slags mordere skal være. Det er også et klogt træk, at der optræder to mordere, da det konstant øger spændingen, fordi det ikke kun er én mand, der er efter de unge.

Min eneste store anke ved filmen er dens stort anlagte klimaks, hvor computereffekterne tager overhånd. Det bryder den fine illusion, som hele filmen har skabt, og det er ærgerligt, og samtidig er den obligatoriske “åbne” slutning lettere tåbelig.

Visuel lækkerbisken

Filmen er rent visuelt en lækkerbisken, og der skal herfra lyde et stort bifald til alle folkene bag filmens production design. Byen og selve museet er helt uovertruffet lavet, og generelt er der ikke noget at sætte en finger på, når det angår filmens look.

En anden vigtig ting i denne type film er mordene og den dertilhørende mængde af splat. Det har House of Wax til overflod, og det gør også, at man fint kan se filmen igen og igen. Specielt hvis man har en fetich for knive, bør man anskaffe sig House of Wax. Der er mange brutale scener, men jeg vil gerne fremhæve den, hvor man ser Paris Hiltons hoved blive penetreret af en jernstang. Det ser helt fantastisk ud og er meget brutalt og blodigt.

Og lige for at knytte en bemærkning til Paris Hilton, så er hun faktisk slet ikke så dårlig. Hun gør det som hundredvis af andre blondiner altid gør det i slasherfilm, hverken bedre eller værre. Så det er mig faktisk en gåde, at filmen blev nedsablet i USA, hvilket var den direkte grund til, at den aldrig fik biografpremiere i Danmark. Det er synd og skam, da den er et mesterværk sammenlignet med mange af de gysere, vi ser i de danske biografer.

Så jeg kan kun anbefale House of Wax på det varmeste. Både på grund af den store mængde død og vold, men så sandelig også på grund af den fede og veludførte ide, det gode skuespil, og de helt forrygende mordere.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Remake